Beslutning
At 1:
(Ø) stillede ændringsforslag med underændringsforslag til Budget 2023-2026:
For stemte 1: (Ø)
Imod stemte 30: (A), (V), (B), (C), (F), (D), (I), (O) og Anders Nielsen (UFP)
Forslaget bortfaldt.
(A) stillede ændringsforslag med underændringsforslag til Budget 2023-2026:
For stemte 8: (A)
Imod stemte 22: (V), (B), (C), (F), (I), (D), (O) og Anders Nielsen (UFP)
1 undlod at stemme: (Ø)
Forslaget bortfaldt.
(V), (C), (B), (F), (I), (D) og Anders Nielsen (UFP) stillede ændringsforslag til hovedforslaget.
For stemte 21: (V), (B), (C), (F), (I), (D) og Anders Nielsen (UFP)
Imod stemte 10: (A), (O) og (Ø)
Forslaget blev godkendt.
At 2: Godkendt med den bemærkning, at for reduktion af LAG-midler (11.1.2.03) er det, der flyttes fra Økonomiudvalget til Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget, en besparelse på 200.000 jf. ændringsforslag fra VCFBD og AN.
For stemte 30: (V), (A), (B), (C), (F), (I), (D), (O) og Anders Nielsen (UFP)
1 undlod at stemme: (Ø)
At 3: Godkendt.
At 4:
(V), (C), (B), (F), (I), (D) og Anders Nielsen (UFP) stillede følgende ændringsforslag:
Udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat fastsættes til 25,6% fra 1. januar 2023
Udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat fastsættes til 26,1% fra 1. januar 2024
For stemte 21: (V), (B), (C), (F), (I), (D) og Anders Nielsen (UFP)
Imod stemte 10: (A), (O) og (Ø)
Forslaget blev godkendt.
At 5: Godkendt.
(Ø) undlod at stemme.
At 6: Godkendt.
At 7: Godkendt.
At 8: Godkendt med undtagelse af:
- Takster vedr. pyloner, der trækkes ud med henblik på vurdering i forhold til reelle udgifter ved drift og til behandling i november.
- Takster vedr. stadepladser trækkes ligeledes ud med henblik på en undersøgelse af, hvad der vil være en rimelig leje, og til behandling i november i Teknik- Plan og Landdistriktsudvalget.
- Indbetaling til P-fonden med henblik på behandling i november.
Inden Budget 2024 ønsker Byrådet at få forelagt principper for regulering af takster.
At 9: Godkendt.
At 10: Godkendt.
Kompetence
Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal på baggrund af indstilling fra Økonomiudvalget godkende "Budgetforlig om Budget 2023-26 af 4. september 2022" med ændringsforslag og eventuelle underændringsforslag.
Byrådet skal på baggrund af indstilling fra Økonomiudvalget godkende teknisk/administrative ændringsforslag, statsgaranteret udskrivningsgrundlag, udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat, skatter, takster, bevillingsniveau samt endelig afbalancering af budgettet.
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller,
1. at Byrådet stemmer om "Budgetforlig om Budget 2023-26 af 4. september 2022" (bilag 1) og om politiske ændringsforslag fra Ø (bilag 7), ændringsforslag fra A (bilag 6) og ændringsforslag fra VCFBD og AN (bilag 5) og eventuelle underændringsforslag
2. at Byrådet stemmer om tekniske/administrative ændringsforslag, som angivet i bilag 3
3. at Byrådet godkender, at skatter, tilskud og udligning budgetlægges ud fra det statsgaranterede udskrivningsgrundlag
4. at Byrådet godkender, at udskrivningsprocenten for kommunal indkomstskat fastsættes til 26,1%
5. at Byrådet godkender, at udskrivningsprocenten for kirkelige skatter fastsættes til 0,96%, som er indarbejdet i budget fra Slagelse-Skælskør Provsti
6. at Byrådet godkender, at grundskyldpromillen for kommunal ejendomsskat fastsættes til 25,3 ‰
7. at Byrådet godkender, at der opkræves dækningsafgift af offentlige statslige og regionale ejendomme svarende til beløbene i 2021, som udgør 12,65 ‰ af grundværdien samt 8,75 ‰ af forskelsværdien mellem grundværdi og ejendomsvurdering
8. at Byrådet godkender takster, som angivet i bilag 4
9. at Byrådet godkender, at bevillingsniveauet fastholdes uændret som netto bevillinger til fagudvalg
10. at Økonomi- og Digitaliseringschefen bemyndiges til at foretage den endelige afbalancering af Budget 2023-26 for så vidt angår mindre tekniske afrundinger
Sagens indhold
Byrådet besluttede ved 1. behandling af Budget 2023-26, at Budgetforliget af 4. september 2022 og relevante bilag skulle fremsendes til Økonomiudvalgets 2. behandling.
Materialet har været i høring i perioden 7. - 21. september 2022.
Resultatopgørelse og bevillingsoversigt er opstillet ud fra Byrådets 1. behandling af Budget 2023-26 (se bilag 2). Resultatopgørelse og bevillingsoversigt skal tilpasses, såfremt politiske ændringsforslag godkendes af Byrådet.
Følgende elementer indgår i budgetforslaget:
1. Politiske ændringsforslag
Der er modtaget ændringsforslag fra Ø (bilag 7), ændringsforslag fra A (bilag 6) og ændringsforslag fra VCFBD og AN (bilag 5).
Deadline for fremsendelse af eventuelle underændringsforslag er fastsat til den 26. september 2022 kl. 12.00, hvorfor disse i givet fald vil blive fremsendt til Byrådets 2. behandling af Budget 2023-26.
2. Teknisk/administrative ændringsforslag
Der er udarbejdet en række teknisk/administrative ændringsforslag, som indarbejdes i budgettet (bilag 3).
3. Statsgaranteret udskrivningsgrundlag
Notat vedrørende statsgaranteret udskrivningsgrundlag eftersendes.
4. Kommunal indkomstskat
I "Budgetforlig om Budget 2023-26 af 4. september 2022" er der indarbejdet en skattestigning på 1,0 pct. point.
Kommunen har den 19. september 2022 fået dispensation af Indenrigs- og Boligministeriet til at hæve indkomstskatten med 21,5 mio. kr., svarende til ca. 0,17 pct. uden at kommunen rammes af statslig sanktion.
5. Kirkeskat, grundskyldspromille og dækningsafgift
- Udskrivningsprocenten for kirkelige skatter fastsættes til 0,96 %, som er indarbejdet i budget fra Slagelse-Skælskør Provsti
- Grundskyldpromillen for kommunal ejendomsskat fastsættes til 25,3 ‰
- Der opkræves ikke dækningsafgift af forretningsejendomme
- Der opkræves dækningsafgift af offentlige statslige og regionale ejendomme. Denne fastsættes til 12,65 ‰ af grundværdien samt 8,75 ‰ af forskelsværdien mellem grundværdi og ejendomsvurdering
6. Takster
Byrådet godkender med budgettet en række takster for 2023 (bilag 4). De fremlagte takster er beregnet administrativt efter uændrede principper.
Takster, som beregnes med udgangspunkt i vedtaget budget, foreligges Byrådet ultimo året.
7. Bevillingsniveau
Byrådet skal ved behandling af årsbudgettet også fastlægge bevillingsniveauet for det kommende år. Det anbefales, at bevillingsniveauet fastholdes uændret, således at der gives en samlet netto bevilling til hvert fagudvalg. Bevillingen pr. udvalg er endvidere opdelt i nettobevillinger på serviceudgifter, overførelsesudgifter, brugerfinansierede udgifter og udgifter til medfinansiering.
8. Endelig afbalancering og udmøntning af Budget 2022-2025
Det anbefales, at Økonomi- og Digitaliseringschefen bemyndiges til at foretage den endelige afbalancering af Budget 2023-2026 via kassebeholdningen i de tilfælde, hvor der er tale om mindre tekniske afrundinger.
9. Høringssvar
Budgetforslaget fra Byrådets 1. behandling er i perioden 7.-21. september 2022 sendt i høring i brugerbestyrelser, MED-udvalg m.v. Høringssvarene fremgår af bilag 8.
Såfremt der kommer ændringsforslag og eventuelle underændringsforslag til fremsendte budgetforlig vil der blive iværksættes en 2. høringsrunde i perioden 28.-30. september kl. 12.00.
Retligt grundlag
Af Styrelseslovens § 37 og 38 fremgår det blandt andet, at Økonomiudvalgets forslag til budget for det kommende år samt budgetoverslagsårene skal behandles to gange i Byrådet. Fristen for endelig godkendelse af budget er den 15. oktober 2022.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger.
Vurdering
Administrationen vurderer, at Budget 2023-26 kræver en fortsat stram økonomisk styring, hvor der er fokus på, at merudgifter imødegås med kompenserende besparelser.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Sagen behandles i Byrådet den 10. oktober 2022 med henblik på endelig godkendelse af Budget 2023-26.
-----------------------------------------------------------------------------------------
Administrativ bemærkning pr. 5. oktober 2022
Følgende bilag tilføjes sagen til Byrådets 2. behandling:
- Bilag 9 - Underændringsforslag fra A
- Bilag 10 - Underændringsforslag fra Ø
- Bilag 11 - Høringssvar 2. runde
- Bilag 12 - Indtægtsprognose (om statsgaranteret udskrivningsgrundlag)
Derudover er bilag 7 Ændringsforslag fra Enhedslisten opdateret den 28.9.2022.