11. Status for videreudviklingen af Halsskov Færgehavn (O)
11. Status for videreudviklingen af Halsskov Færgehavn (O)
Sagsnr.: 330-2018-32713 Dok.nr.: 330-2018-383996 Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget
Beslutningstema
Erhvervs- og Teknikudvalget orienteres om status for
fremdriften for de besluttede delprojekter og øvrige tiltag, herunder forhold
som skal drøftes.
Baggrund
Halsskov Færgehavn er et af Slagelse Kommunes strategiske
udviklingsprojekter som over tid skal udvikles fra en nedlagt færgehavn og til
et sports- og aktivitetsområde med udgangspunkt i vandsport.
På Erhvervs- og Teknikudvalgets seneste møde den 4. juni
2018 blev det besluttet, at der igangsættes konkrete projekter som følger:
· Undersøgelse vedrørende nedbrydning af moler
· Udstykning og igangsætning af boligbyggeri over for Granskoven i
henhold til lokalplan nr. 131 – Halsskov Havn, Kanalbyen. Herunder ønskes en
ophævelse af fredsskovspligten undersøgt
· Etablering af et mini-havnebad
· Et projekt som omhandler mindesmærker og broklap
Endvidere ønsker Erhvervs- og Teknikudvalget, at der bliver
"ryddet" op i området og sikret tilgængelighed.
Endelig ønsker Erhvervs- og Teknikudvalget, at sagen
genoptages på mødet den 6. august 2018.
Nærværende sagsfremstilling omhandler en orientering om
status på ovennævnte udvalgsbeslutninger, og ønsker samt en orientering om
øvrige tiltag.
Foruden ovennævnte besluttede tiltag, er der jf.
sagsfremstillingen til udvalgsmødet 4. juni 2018 andre tiltag som fortsat bør
have udvalgets opmærksomhed idet nogle af disse vil påvirke
Færgehavnsprojektets samlede økonomi.
· Højvandssikring
· Forlængelse af den nordlige ydermole alternativ etablering af en
bølgebryder
· Etablering af opholdsmuligheder for skoler, foreninger
På udvalgsmødet den 4. juni 2018, blev der tillige behandlet
en sag vedrørende risikovurdering af Halsskov Færgehavn, hvor udvalget traf
beslutning om, at afspærre dele af havnen med hegn og skiltning.
Den direkte årsag er, at der er opstået er såkaldt
jordfaldshul på den sydlige mole, hvor der er sket en sammenstyrtning af en del
af terrænet bag ved jernspunsvæggen som omgiver molen (jf. Principskitse for
jordfaldshul, bilag 1).
Som baggrund for beslutningen forelå der en vurdering af
sikkerhedsrisikoen udført af firmaet Sweco, og desuden blev en netop
færdiggjort dykkerundersøgelse med tilhørende videomateriale, udført af firmaet
Nordic Marine Service A/S forlagt på mødet (medtaget som bilag 2).
Dykkerundersøgelsen peger på andre steder (jf. Oversigt over
skader, bilag 3), hvor der er er potentiel risiko for nye jordfaldshuller, og
som følge heraf har Sweco udarbejdet en revideret risikovurdering af 19. juni
2018, som udvalgets medlemmer har fået tilsendt den 22. juni 2018 (medtaget som
bilag 4).
Grundet sagens alvor og de væsentlige økonomiske
konsekvenser, har Borgmesteren bedt om, at der bliver udarbejdet en såkaldt
”second opinion”.
Dette tiltag vil indfri udvalgets beslutning om en
undersøgelse vedrørende nedbrydning af moler samt tillige give mulige
løsningsforslag.
Det er firmaet NIRAS som løser opgaven, og de er valgt ud
fra deres solide kendskab til forholdene omkring Færgehavnen, hvor de tidligere
har lavet flere undersøgelser af vand- og strømforhold m.m. Firmaet er også
kommunens rådgiver på det igangværende Digeprojekt umiddelbart syd for
Færgehavnen.
På udvalgsmødet den 6. august 2018, kan der gives en
indledende status for arbejdet, og den endelige rapport med prissatte overslag,
vil være klar til udvalgsmødet den 3. september 2018.
På baggrund af de opståede problemstillinger, valgte
Borgmesteren, at indkalde alle interesserede til et borgermøde om den seneste
udvikling i Færgehavnen.
Formålet var at give borgerne en orientering om kajanlæggets
tilstand på baggrund af den nye dykkerrapport og sikkerhedsvurdering og
præsentere mulige scenarier for løsningsmuligheder. Borgermødet skulle sikre en
fælles forståelse for de store udfordringerne, der er i Færgehavnen, samt give
en forsikring om at Færgehavnsprojektet fortsat bliver udviklet og ikke
afviklet, som nogle rygter har lydt.
Borgermødet blev afholdt på Storebælt Camping- og
Feriecenter, og der var fremmødt ca. 120 borgere, interessenter fra foreninger,
politikere m.fl. Udover en præsentation af de nyeste undersøgelser af
Færgehavnens tilstand, blev der på borgermødet givet en orientering om den
forestående renovering af ydermolerne (jf. kort over delprojekter, bilag 5).
Der er i forbindelse med borgermødet blevet oprettet en ny
email-adresse:
faergehavn@slagelse.dk for at
sikre én indgang til kommunens administration. Der er tre medarbejdere, der
håndterer de spørgsmål og kommentarer som fremsendes.
Om udstykning og igangsætning af boligbyggeri over for
Granskoven:
Inden beslutning om udstykning og igangsætning af
boligbyggeri, er der nogle forhold som skal afklares.
Den eksisterende lokalplan nr. 131, af september 2006
omhandler et omfattende projekt om at skabe en Kanalby ved Halsskov Havn. Hvis
der fortsat er et ønske om på sigt, at etablere kanaler som vist i lokalplanen,
vil der for nærværende kun være 4 byggefelter (jf. bilag 6) som kan sælges fra.
I mellemtiden er der opstået en ny udfordring idet
Miljøstyrelsen i skrivelse af 12. april 2018 (jf. bilag 7) meddeler, at der er
truffet beslutning om, at et 2,3 ha stort areal er fredsskovspligtigt.
Baggrunden for Miljøstyrelsens beslutning er, at de den 7.
marts 2018 modtog en henvendelse fra Slagelse Kommune, om hvorvidt
bevoksningerne på matr. nr. 351f og 352d, begge Korsør Markjorde i Slagelse
Kommune var fredskovspligtige.
Miljøstyrelsen besigtigede de to matrikler den 5. april
2018, og traf herefter den udmeldte beslutning om fredsskovspligt.
Afgørelsen er endelig, og kan ikke påklages til anden
administrativ myndighed.
Hvis kommunen vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal
sag anlægges inden 6 måneder fra meddelelsen af afgørelsen, jf. skovlovens §
64.
Erhvervs- og Teknikudvalget ønsker, at en ophævelse af
fredsskovspligten bliver undersøgt, og administrationen vil i første omgang
rette henvendelse til Miljøstyrelsen, og gøre opmærksom på dels den
eksisterende lokalplan dels forhandlingerne med Ministeriet som i sin tid gav
accept til en byudvikling i området.
Alternativt skal der anlægges en sag for domstolene senest
den 12. oktober 2018. Denne mulighed vil administrationen også undersøge.
Såfremt det besluttes ikke at gennemføre planerne om en
Kanalby jf. lokalplan 131, vil der kunne frasælges et relativt stort samlet
område til nyt boligbyggeri også under hensyntagen til en eventuel
fredsskovspligt. Der skal i givet fald udarbejdes ny lokalplan for området.
Om etablering af et mini-havnebad:
Som det fremgår at sagsfremstilling på det seneste
udvalgsmøde giver det god mening at etablere en mini-havnebad som kan
muliggøre, at børnefamilier også ser området som et oplagt udflugtsmål, hvor
der kan bades indenfor sikre rammer.
Der findes efterhånden ret mange gode mini-havnebade i flere
byer ved vandet som kan inspirerer, men for at et mini-havnebad kan lykkedes i
Færgehavnen er det afgørende, at der fokuseres på de vejrmæssige forhold.
Færgehavnen har som bekendt en bred indsejling, og med vind
og bølgepåvirkning direkte fra vest som er den fremherskende vindretning.
Det vil være ret vanskeligt og bekosteligt, at etablere et
roligt og stabilt mini-havnebad under de nuværende forhold. Derfor bør der
fokuseres på muligheden for at forlænge den nordlige ydermole eller alternativt
etablere en decideret bølgebryder i en del af indsejlingen.
Det vil tillige skabe langt bedre forhold for alle de øvrige
vandsportsaktiviteter i Færgehavnen, herunder dykning m.m.
Administrationen har bedt firmaet NIRAS om, at bidrage med
et notat som beskriver ovenstående problematik. De har materiale liggende om
nødvendigheden af bølgebryder eller lignende fra et tidligere projekt som
omhandlede husbåde i havnen. Notatet vil være klar til udvalgsmødet den 3.
september 2018.
Om et projekt som omhandler mindesmærker og broklap:
Der er for nærværende opsat en række informationstavler som
beskriver dele af havnens historie m.m. De er placeret tæt ved den nærliggende
parkeringsplads og den gamle broklap.
Det er oplagt, at arbejde mere bevidst med formidlingen af
mindesmærker og historien m.v., men det har ikke været muligt at få kontakt til
relevante personer som kan bidrage med oplysninger hen over sommeren. Der
arbejdes videre med dette delprojekt.
Om oprydning og tilgængelighed m.m.:
Erhvervs- og Teknikudvalget ønsker, at der bliver
"ryddet" op i området og sikret tilgængelighed. Med hensyn til
oprydning peges der på den store mængde azorbetræ som tidligere har udgjort
fenderværket ved molerne samt jordbunkerne.
Færgehavnsprojektet beholder ca. 100 stk. azorbetræ ud af de
ca. 950 stykker til siddemøbler og lignende i området. Middelgrundsfonden c/o
Det Danske Spejderkorps ønsker at aftage ca. 150-160 stk. til brug på
spejderens ø ”Ungdomsøen” i Øresund, og et privat firma Thors-Design ApS, er
klar til at aftage det resterende tømmer. Salget forventes at falde på plads i
løbet af august måned 2018.
Med hensyn til de store jordbunker oplyser Miljø, Plan og
Teknik, at jorden er deponeret hvor det ligger nu, og er tiltænkt som fyld til
udstykningerne ved det kommende boligbyggeri over for Granskoven. Jorden er
lettere forurenet med glas, plast og asfalt, men kan renses på stedet og
bruges.
Det overvejes om jordbunkerne kan tjene til midlertidige
opholdsområde/udsigtspunkter indtil de skal bruges til udstykningerne.
Den eksisterende sti til campingpladsen vil blive forbedret
i løbet af august og september måned.
Om højvandssikring:
Den 28. juni 2018 blev der afholdt borgermøde om digeprojekt
for område 1 i Halsskov. Projektet er i høring indtil den 27. juli 2018, og vil
blive fremlagt for Miljø, Plan og Landdistriksudvalget til efteråret 2018.
Færgehavnen bør også indgå i digeprojektet for det er
afgørende, at der højvandssikres i området bag ved stranden og beach volley
området for at sikre mod oversvømmelse ind bag om det nye dige, som etableres
syd for Færgehavnen.
Administrationen er ved at udarbejde et digeprojekt for
Færgehavnsområdet hvor der arbejdes på, at diget også kan fungere som en
promenade.
Om foreningsbaserede aktiviteter og events:
Arrangementet Korsør Aqtive Days blev afholdt for første
gang den 22.- 24. juni 2018 i Halsskov Færgehavn. Over to dage blev der afholdt
beachvolleyturneringer og aktiviteter som vandski, saunagus, havsvømning,
kajak, dykning, beachvolley, stand-up-paddling m.m. Arrangørerne bag er flere
foreninger samt lokale aktive bl.a. Korsør Roklub, Slagelse Sportsdykkerklub,
SVØM Korsør, Dansk Surf- og Raftingforbund, Trygfondens Kystlivreddere,
Volleyklubben Vestsjælland m.fl. Arrangørerne forventer, at det vil blive et
årligt tilbagevendende arrangement.
Administrationen er blevet kontaktet af aktørerne bag Korsør
Aqtive Days herunder Søren Willeberg (Dansk Firmaidrætsforbund) og Lasse
Russotti (DGI Midt- og Vestsjælland), som har bedt om kommunens opbakning til
en ansøgning til Nordea Fondens Kystpulje, som de er initiativtagere bag. I
ansøgningen søger aktørerne om midler til at udvikle det spirende fællesskab,
der er mellem foreninger og selvorganiserede på Halsskov Færgehavn. Der søges
bl.a. om tilskud til etablering af nye opholdsfaciliteter, bænke, læmuligheder
etc. samt støtte til afholdelse af pop-up events, der kan styrke fællesskabet
og det lokale engagement. Der er ansøgningsfrist midt i juli.
Kommunen har tilkendegivet opbakning og indgået en
partnerskabsaftale med aktørerne. Projektejer på ansøgningen er DGI Midt- og
Vestsjælland. I tilfælde af at midlerne bliver bevilliget, vil der blive nedsat
en styregruppe bestående af repræsentanter fra bl.a. Korsør Bykontor, Halsskov
lokalråd, Slagelse Kommune, fra foreningslivet i Korsør og DGI Midt- og
Vestsjælland.
Retligt
grundlag
Handlemuligheder
1. at Erhvervs- og
Teknikudvalget drøfter problematikken vedrørende sagen om fredsskovspligt, og
om en mulig ny lokalplan for området vil være den rette løsning.
2. at Erhvervs- og
Teknikudvalget afventer udarbejdelsen at en ”second opinion” for molernes
tilstand samt notatet om problematikken vedrørende nødvendigheden af
forlængelse af ydermole eller etablering af bølgebryder.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at der vil gå op til et
år før der kan forventes en indtjening ved salg af byggearealer.
Det forventes også, at en udbedring af molerne, og en
eventuel forlængelse af ydermole eller etablering af en bølgebryder vil medføre
et behov for ret omfattende anlægsmidler.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Af de 30 mio. kr. der er afsat til udviklingen af Korsør, er
der i 2016 og 2017 i alt brugt ca. 13.5 mio. kr. der er således 16.5 mio. kr.
tilbage i ikke disponerede midler.
I hele 1.000 kr. | Politikområde | 2016 | 2017 | 2018 | 2019 |
Bevillingsønske | | | | | |
Drift | | | | | |
Anlæg | ETU | 2.000 | 11.500 | 6.500 | 10.000 |
Afledt drift | | | | | |
Finansiering | | | | | |
Afsat rådighedsbeløb | ETU | -2.000 | -11.500 | | |
Kassen | | | | | |
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.
at Erhvervs- og Teknikudvalget tager sagen til efterretning ud fra en
beslutning om,
1. at, Erhvervs- og
Teknikudvalget drøfter problematikken vedrørende sagen om fredsskovspligt, og
om en mulig ny lokalplan for området vil være den rette løsning.
2. at Erhvervs- og
Teknikudvalget afventer udarbejdelsen at en ”second opinion” for molernes
tilstand samt notatet om problematikken vedrørende nødvendigheden af
forlængelse af ydermole eller etablering af bølgebryder.
Beslutning i Erhvervs- og
Teknikudvalget den 6. august 2018:
Fraværende:
Drøftet.
Udvalget ønsker, at der arbejdes med videre med salg af
arealer (lokalplan 131).
Sagen genoptages til næste udvalgsmøde.