3. Centerets orientering til Udvalget (O)
3. Centerets orientering til Udvalget (O)
Sagsnr.: 330-2017-89818 Dok.nr.: 330-2018-43775 Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Udvalget informeres hermed om
alle puljer på kultur- og fritidsområdet. Bilagene over forbrug i de konkrete
puljer er ajourført op til deadline for udsendelse af dagsorden.
KULTUR: | Pulje | Forbrug | Restbudget |
Puljen til kulturelle formål | 2.286.056 | 2.090.433 | 195.623 |
FRITID: | | | |
Idræts- og Fritidspuljen | 682.684 | 373.950 | 300.234 |
Markedsføringspuljen | 1.022.065 | 1.020.065 | 2.065 |
Puljen til selvorganiserede | 154.385 | 44.705 | 109.680 |
Gadeidrætspuljen | 74.278 | 34.237,11 | 40.040,89 |
Udviklingspuljen (FOU) | 102.324 | 0 | 102.324 |
Kulturområdet:
Kulturtopmøde 2018
I samarbejde med Slagelse Kulturråd afholdt Kulturafdelingen
d. 23. maj for tredje år i træk kulturtopmøde. Kommunens kulturaktører var
indbudt, og ca. 60 fra en bred vifte af kulturlivet deltog.
I år var der fokus på frivillighed, og aftenens første
afdeling bestod af et inspirerende oplæg omkring frivillighed i dag ved Marie
Holdt fra konsulentfirmaet Ingerfäir. Marie har selv mange års erfaring med
rådgivning af både institutioner, organisationer og foreninger i forbindelse
med frivillighed, og hendes oplæg gav anledning til en god debat resten af
aftenen.
Aftenens anden afdeling bestod af en markedsplads, hvor
kulturaktørerne kunne udveksle erfaringer og idéer omkring fire emner, der på
forskellig vis havde frivillighed som omdrejningspunkt – unge som medskabere af
kulturen, frivillighedsportal, forskellighed i frivillighed, og kan man fyre en
frivillig?
Kulturregion Midt- og Vestsjælland
Den nuværende kulturregionsaftale mellem Holbæk, Kalundborg,
Lejre, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Slagelse og Sorø Kommune udløber, som
Kultur- og Fritidsudvalget blev orienteret om på udvalgsmødet d. 3. april 2018,
ved udgangen af 2018. Kulturministeren har dog valgt at forlænge aftalen med et
år frem til udgangen af 2019.
Kulturregionens sekretariat forbereder en sag, der nærmere
beskriver konsekvenserne af forlængelsen. Denne sag vil blive fremlagt for
Kultur- og Fritidsudvalget efter sommerferien.
Fritidsområdet:
Nyt bookingsystem – udrulning
og implementering
Som et naturligt led i den målrettede indsats, der finder
sted i Slagelse Kommune, både politisk og administrativt, for at fremme
frivillighed og understøtte foreningslivet, har der gennem den seneste tid
været arbejdet hen imod at gøre det muligt at modernisere
bookingportalen/Webbook og gøre denne til en endnu bedre service overfor
foreningerne.
Den nuværende bookingløsning kan ikke udvikles yderligere,
og det er i projektet afklaret, at der ønskes en ny bookingløsning. Valget er
faldet på WinKAS, som allerede leverer en moderne og tidssvarende
bookingløsning til en lang række kommuner.
Der arbejdes nu på at kravspecificere selve leverancerne i
samarbejde med WinKAS, og inden sommerferien er der udarbejdet endelig
aktivitetsplan og indgået kontrakt samt lavet en del af de indledende øvelser.
Forventningen er, at selve systemet implementeres hen over efteråret 2018.
WinKAS er et gennemprøvet og ”færdigt” hyldevareprodukt, der
allerede bruges i flere danske kommuner, og konceptet for udrulning fra
leverandørens side er ligeledes prøvet af med succes flere gange. Projektet vil
arbejde for at få skabt et så positivt udrulningsforløb som muligt og herunder
sørge for, at der inviteres og involveres foreninger og slutbrugere i test og
trykprøvning af systemet, inden det rulles endeligt ud. Ligeledes søges det at
informere foreningerne løbende lidt længere fremme i processen, således at
bookingsystemet til slut opleves som en tiltrængt og reel forbedring.
Projektet arbejder i øvrigt på
at så meget data som muligt bliver konverteret over i det nye system
(bookinger, stamdata mv.). Derved bliver arbejdet for foreningerne i
opstartsperioden søgt holdt på et minimum.
Team Danmark
Slagelse Kommune var
repræsenteret ved Team Danmarks årlige konsulentmøde i Herning under VM i
Ishockey ved talentkoordinator Rasmus Overgaard og viceskoleleder på
Nymarkskolen Susanne Meierhoff (tidligere tredobbelt OL-deltager). På mødet var
mentaltræning og sportspsykologi på programmet.
Rigtige Mænd Løbet i Slagelse
Firmaidræt Slagelse har ansøgt
Idræts- og Fritidspuljen om 8.400 kr. til udstyr, materialer og transport i
forbindelse med afholdelse af Rigtige Mænd Løbet i Slagelse. I samarbejde med
Dansk Firmaidrætsforbund og Slagelse Kommune er der indgået en samarbejdsaftale
for at få aktiveret mænd i 30-50 års alderen i motion, både som deltagere i
selve løbet, men også i outdoor-motion mindst en gang ugentligt i regi af
Firmaidræt Slagelse. Administrationen har behandlet ansøgningen og bevilget et
tilskud på 6.000 kr. til arrangementet. Det er 2. gang, at kommunen støtter
Rigtige Mænd-Løbet.
Venskabsbybesøg – Korsør
Atletik og Motion
Korsør Atletik og Motion har
ansøgt om tilskud til transport til venskabsbybesøg i Motala i uge 31.
Administrationen har behandlet ansøgningen og bevilget 17.000 kr., hvilket er
50 % af billigste tilbud, jf. retningslinjerne for venskabsbybesøg.
HEL Fritid samarbejder med Broen Slagelse
HEL Fritid, Slagelse Kommunes indsats, der hjælper børn og
unge med at få et aktivt fritidsliv, er begyndt at samarbejde med foreningen
Broen Slagelse, der på samme vis støtter udsatte børn og unge i at få et aktivt
fritidsliv. Samarbejdet går ud på at koordinere forløb med familier, der bliver
henvist til de to indsatser.
Sommerferiekalender 2018
Årets sommerferiekalender med camps i foreningslivet for
børn og unge er udkommet i midten af maj. Den er sendt ud til skolerne og
foreningerne samt opslået på Facebook og kommunens hjemmeside. Formålet med
sommerferiekalenderen er, at børn og forældre kan få et overblik over de
aktiviteter og camps i foreningslivet, fx tennisskole eller svømmecamp, som man
kan deltage i i løbet af sommerferien.
Strand Festival 2018 – Motionsløb den 4. august
Foreningen Strand Festival har ansøgt Idræts- og
Fritidspuljen om tilskud til afholdelse af motionsløb den 4. august arrangeret
af Slagelse Motionsklub. Motionsløbet er en del af et større arrangement den
3.-5. august. Motionsløbet er for alle aldersgrupper og niveauer. Ruten kan
tilbagelægges til fods, på cykel, i bil eller i veteran-shuttlebus. Ruten er
placeret fra Drøsselbjerg til Tude Å. Administrationen har bevilget 10.000 kr.
til selve motionsløbet og markedsføring af løbet.
FC Storebælt har oprettet et nyt U5-6-fodboldhold som
følge af Åben Dagtilbud
Allerede midtvejs i FC Storebælts arbejde med at lave
boldspilsforløb i otte daginstitutioner i Korsør har foreningen fået 11 nye
medlemmer i alderen 5-6 år. Dette vidner om, at klubbens Åben Dagtilbud arbejde
er værdifuldt for både daginstitutionerne, børnene og idrætsdeltagelsen i
Slagelse Kommune. Som afslutning på Åben Dagtilbud forløbene afholder klubben
et stævne på tværs af alle børnehaver den 7. juni kl. 09.30-12.00.
Vellykket Åben Dagtilbud Partnerskab med fokus på hockey
Åben Dagtilbud hockeyforløbene i Dalmose, Sørbymagle og
Flakkebjerg sluttede med et brag, da hockeyklubberne i Sørbymagle og Dalmose
afviklede et stævne på tværs af daginstitutionerne den 18. maj, hvor også TV
Øst kom på besøg. I evalueringen af hockeyforløbene udtalte to forskellige pædagoger
følgende: ”Det har været super godt at være med, og det giver rigtig god mening
at prioritere hockeyforløb i de pædagogiske læreplaner for næste år” samt
”Hockeyforløbet har været rigtig godt, fordi der har været fokus på leg. Vi har
lavet mange småspil, jeg som pædagog kan anvende i andre sammenhænge i
børnehaven. Samtidig har vi kunnet holde længere på de børn, der normalt
frafalder, så det har været en god oplevelse for alle”. I forbindelse med Åben
Dagtilbud Partnerskabet er der i samarbejde med Dansk Hockey Union blevet
udarbejdet et ”Hockey og leg i børnehaver” aktivitetsmateriale, som kan
anvendes i andre klubber og børnehaver i Danmark. I Slagelse Kommune skal vi
være stolte af at have så ressourcestærke og dygtige hockeyklubber.
Åben Dagtilbud Samarbejde på tværs af Center for Kultur,
Fritid og Borgerservice og Center for Børn og Unge
På baggrund af den store succes med Åben Dagtilbud
Idrætspartnerskaber på tværs af idrætsforeninger og daginstitutioner har
Fritidsafdelingen og Afdelingen for Dagtilbud i denne måned en sag på
dagsordenen i Børne- og Ungeudvalget. Udvalget skal tage stilling til, om det
vil foretage en bæredygtig økonomisk prioritering af Åben Dagtilbud
Idrætspartnerskaber i perioden fra 2018-2021. Hvis Børne- og Ungeudvalget prioriterer
indsatsen, vil der i fremtiden blive indgået flere Åben Dagtilbud Partnerskaber
med idrætsforeningerne, og i 2021 vil alle daginstitutioner kunne få glæde af
idrætsforløbene.
Nye Åben Skole Partnerskaber med Slagelse Tennisklub og
Trelleborg Golfklub
Slagelse Kommune har indgået to nye Åben Skole Partnerskaber
med henholdsvis Slagelse Tennisklub og Trelleborg Golfklub. Slagelse Tennisklub
har modtaget et tilskud på 18.000 kr. for at lave seks skoletennisforløb med
kommunens folkeskoler, mens Trelleborg Golfklub har modtaget et tilskud på
6.000 kr. for at lave tre golfforløb. Begge klubber er meget engagerede og ser
frem til at udbrede deres idrætsgrene samt (forhåbentlig) rekruttere nye
medlemmer.
Puljen til selvorganiserede støtter Korsør Aqtive Days
Administrationen har vurderet, at
Puljen til selvorganiserede kan støtte praktiske foranstaltninger ved Korsør
Aqtive Days, da disse bidrager til at skabe en god ramme for eventen. Der er
derfor ydet tilskud på 15.000 kr., som er
øremærket dækning af udgifter til toiletter, markedsføring, borde og bænke samt
samaritter. Frivilliggruppen bag Korsør Aqtive
Days afholdt den 24. maj pressemøde, hvor de for alvor løftede sløret for de
mange spændende aktiviteter, der vil finde sted i weekenden fra den 22.-24.
juni. Alt tyder på, at det bliver en event, som er rig på aktiviteter samt
velbesøgt af borgere i alle aldre.
Gadeidrætspuljen støtter Gadeidrættens Dag
Gadeidrætspuljen støtter Dream On og DGI’s afvikling af
aktiviteter ved Gadeidrættens Dag, som blev afholdt på Nytorv i Slagelse lørdag
den 26. maj. Tilskuddet på 15.000 kr. er målrettet street soccer aktiviteter,
som alle kan deltage i, samt afvikling af et motorcrossshow, som dels skal være
trækplaster samt bidrage til at inspirere borgere til nye former for bevægelse.
Gadeidrættens Dag den 26. maj
Gadeidrættens Dag forløb med stor succes. Teddy Nielsen og
Dream On stod i spidsen for arrangementet, som også blev til i samarbejde med
en række aktører; bl.a. Slagelse Basketball Klub, Slagelse Tennisklub, Believe
Dance og DGI. Der var forskellige gadeidrætsaktiviteter (skateboard, løbehjul,
street tennis, street fodbold, panna fodbold, rulleskøjter, street hockey,
bordtennis mv.) og omkring 700-1000 besøgende i alle aldre i løbet af dagen.
Arrangementets succes understøtter idrætspolitikkens fokus på gadeidræt og
selvorganiseret idræt, idet der både er mange aktører samt interesserede
borgere.
Hashøj IF og DGI afholder street events på Hashøjskolen
den 11. og 13. juni
For at udbrede gadeidrætten og dens potentiale i
folkeskolerne afvikler Hashøj IF Håndbold og DGI en uddannelsesdag samt en
eventdag på Hashøjskolen. På uddannelsesdagen vil skolens ældste elever bliver
uddannet i, hvordan street handball samt øvrige boldaktiviteter kan
implementeres i skolegården. På selve eventdagen vil de ældre elever få mindre
ansvarsopgaver, således at de fremover kan føle sig trygge i at stå for
gadeidrætsaktiviteter i skolen.
Omø Kapsejlads
Administrationen har administrativt behandlet en ansøgning
fra Foreningen Omø Kapsejlads. Foreningen havde søgt 24.500 kr. fra Idræts- og
Fritidspuljen til afholdelse af Omø Kapsejlads, som foreningen for nyligt har
overtaget ansvaret for, og som afvikles den 20/7-21/7.
Foreningen ønsker at nytænke kapsejladsen og har planlagt en
række kultur- og idrætsaktiviteter for børn, unge og voksne. Det overordnede
mål med kapsejladsen er at tiltrække flere borgere og besøgende til øen samt at
skabe grundlag for vækst samt nye aktiviteter og samarbejder på øen.
Administrationen har vurderet, at Idræts- og Fritidspuljen
kan støtte selve idrætsdelen af arrangementet og har bevilget et tilskud på
8.500 kr., der skal gå til dækning af lokaleleje og markedsføring af
arrangementet. For så vidt angår turisme-, bosætnings- og landudviklingsdelen i
arrangementet er foreningen blevet henvist til at søge andre relevante puljer i
kommunen.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.
at Orienteringen tages til efterretning.
Beslutning i Kultur- og
Fritidsudvalget den 12. juni 2018:
Fraværende:
Taget til efterretning.