19. Centerets orientering til Udvalget (O)
19. Centerets orientering til Udvalget (O)
Sagsnr.: 330-2017-89818 Dok.nr.: 330-2018-583659 Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Udvalget informeres hermed om
alle puljer på kultur- og fritidsområdet. Bilagene over forbrug på de konkrete
puljer er ajourført op til deadline for udsendelse af dagsorden.
KULTUR: | Pulje | Forbrug | Restbudget |
Puljen til kulturelle formål | 2.559.000 | 2.559.000 | 0 |
FRITID: | | | |
Idræts- og Fritidspuljen | 699.215 | 687.175 | 12.040 |
Markedsføringspuljen | 1.048.812 | 1.040.204 | 8.608 |
Puljen til selvorganiserede | 158.426 | 102.160 | 56.266 |
Gadeidrætspuljen | 76.222 | 37.015 | 39.207 |
Udviklingspuljen (FOU) | 187.493 | 186.500 | 993 |
Udmøntning af 0,7 % effektivisering fra Budgetaftalen
2019
Byrådet har besluttet, at driftsbudgetterne reduceres med
0,7 % årligt i 2020 og overslagsår. På Kultur- og Fritidsudvalgets område udgør
beløbet 659.991 kr. i 2020. Reduktionen udmøntes på Kultur, Fritid og Slagelse
Bibliotekerne og Borgerservice, som det fremgår af bilaget.
Orientering om udvalgsmøder i 2020
Mødedag og tidspunkt bibeholdes i 2020, således at udvalgets
møder fortsat vil ligge tirsdage kl. 15.00-17.00 på de datoer, som er fastlagt i
det politiske årshjul. Administrationen har udarbejdet udkast til fordeling af
ordinære møder og mere temarettede møder i 2020. Udkastet er vedlagt som bilag.
Kulturområdet:
Løft til Korsør Bibliotek og Borgerservice
Korsør Bibliotek og Borgerservice
har i de seneste uger fået et æstetisk løft. Det er sidste nøk af en
indretningsproces, der tilbage i foråret 2019 omfattede en opfriskning af
børneafdelingen og borgerserviceområdet/betjeningsøen.
Den seneste etape omfatter, at
området med skønlitteratur er malet, og møblementet delvist fornyet. I alt
giver det bedre rammer til at sidde komfortabelt og nyde dagens avis eller en
god bog, og biblioteket er indrettet mere tidssvarende og overskueligt, så det
bliver nemmere for bibliotekets besøgende at finde rundt i jagten efter den
næste gode læseoplevelse.
Samlet set har processen gjort
Korsør Bibliotek og Borgerservice til et pænere og mere brugervenligt hus.
Indretningsprocessen er foregået i
en tid, hvor den langsigtede placering af biblioteks- og borgerservicetilbuddet
i Korsør er i spil. Deri ligger ikke nogen stillingtagen til
placeringsspørgsmålet fra bibliotekets side. Målet er, at der er gode rammer om
tilbuddet til borgerne i Korsør. Men interiøranskaffelserne er dog også sket
med en skelen til, at inventaret eventuelt skal opstilles i nye rammer på et
tidspunkt.
Fondsmidler til digitalisering af film
Slagelse Arkiverne har efter ansøgning fået den glædelige
nyhed, at VELUX-fonden har bevilget 50.000 kr. til indkøb af udstyr til
digitalisering af film.
VELUX-fondens program har til formål at fremme og understøtte navngivne ældres
aktiviteter i SLA’s medlemsarkiver. Derfor er ansøgningen også indsendt på
vegne af de aktive 42 frivillige.
Som udgangspunkt er det digitaliseringsteamet på Korsør
Lokalarkiv, der har udført et stort arbejde med at finde det rigtige udstyr,
som kan kombineres med det nuværende udstyr. ”Digitaliseringsteamet” har længe
haft et ønske om at forbedre og opgradere det tekniske udstyr.
Siden 2012 har arkivet vist lokalhistoriske film, ikke kun
på arkivet, men også ”ude i byen”, f.eks. på biblioteket, i Kulturhuset, på
plejehjem og i aktivitetscentre, for forskellige foreninger og ved
skolejubilæer. Forevisningerne medfører mange tilhørere, der efterfølgende
besøger arkivet.
På arkivet vises også film, ofte med et fælles tema, og her
kan arkivet melde fuldt hus.
Med det nye udstyr får arkiverne mulighed for at bevare og formidle dansk
lokalhistorie og gøre den tilgængelig for kommunens borgere.
De Dødes Nat 2019
Fredag den 1. november blev der for fjerde år i træk afholdt
De Dødes Nat. Her blev Slagelse by for en aften transformeret til et univers
fyldt med masser af (u)hygge, sjov og spænding. Aftenen var en stor succes med
masser af besøgende fra hele Sjælland.
En lang række aktører og samarbejdspartnere er hvert år
involveret i projektet og bidrager med tiltag og arrangementer, som rummer alt
fra rædselskældre, escape-rooms, filmfremvisning, rundvisninger i det mørke,
foredrag, workshops, koncerter, sanserum, kunstinstallationer, børneteater og
mange andre oplevelser.
Arbejdsgruppen bag De Dødes Nat består af Slagelse
Biblioteker & Borgerservice, Professionshøjskolen Absalon, Slagelse
Musikhus, Business Slagelse og Vestsjællands Centret. Sekretariat er via
Slagelse Biblioteker & Borgerservice.
De Dødes Nat fokuserer særligt på børnefamilier og
voksne/studerende. Særligt er der stor deltagelse af voksne i alderen 20-55 år
og unge i alderen 12-16 år. Børnefamilierne viser også stor opbakning til
arrangementet, og mange aktiviteter er designet helt særligt hertil.
Deltagere i 2019:
Besøgstallet har hvert år været stigende, og i år kunne
bl.a. Slagelse Bibliotek & Borgerservice fejre ny rekord med 1560 besøgende
i forhold til foregående år.
En samlet optælling af besøgende ved De Dødes Nat viser
5.500 besøgende (28.000 inkl. Vestsjællandscentrets samlede besøgstal).
Arbejdsgruppen er nu i gang med evaluering af 2019 og
begynder snarest på udvikling af De Dødes Nat 2020.
Fritidsområdet:
Ændring af retningslinjer for
udlån af haller, baner og udendørs anlæg
Fritidsafdelingen har efter anbefaling
fra advokatfirmaet Horten slettet gebyrordningen i kommunens retningslinjer.
Det betyder, at foreningerne ikke som planlagt vil blive opkrævet 500 kr. pr.
gang, hvis de mere end 2 gange udebliver fra en tid uden at melde afbud. Ordningen
slettes også i kommunens takstblad for fritidsområdet samt i facilitetsplanen.
Nyt Åben Skole Partnerskab med SVØM Korsør og Korsør
Svømmehal
Der er indgået et nyt partnerskabssamarbejde på tværs af
SVØM Korsør, Korsør Svømmehal og Slagelse Kommune med fokus på svømning og
vandaktiviteter i folkeskolens udskoling. I et tæt samarbejde vil foreningen og
svømmehallen i perioden fra november 2019 til og med juni 2020 afvikle fem
partnerskabsdage for kommunens folkeskoler, hvor der bl.a. vil være fokus på
aqua fitness og svømning.
Nyt Åben Dagtilbud og Åben Skole Partnerskab med dansestudiet
Believe Dance
Fritidsafdelingen har indgået en mindre partnerskabsaftale
med Believe Dance, som indbefatter, at dansestudiet i perioden frem mod juni
2020 skal afvikle et danseforløb i både skole og dagtilbud.
Nyt Åben Dagtilbud Partnerskab med Korsør Atletik &
Motion
I perioden fra november 2019 til og med december 2020 skal
Korsør Atletik & Motion lave partnerskabsforløb med fokus på atletik og leg
i 12 forskellige dagtilbud.
Meet up for gadeidrætsaktører den 10. december
Den Nationale Platform for Gadeidræt og
gadeidrætsorganisationen GAME afholder et meet up for gadeidrætsaktører i
Vestsjællandsområdet i Slagelse Kommune den 10. december. På mødet vil der være
fokus på, hvordan aktørerne i endnu højere grad kan arbejde med
gadeidrætsprojekter og søge støtte ved Platformen for Gadeidræt.
Nye godkendte foreninger
Ifølge Folkeoplysningsloven er
der en del krav, som foreningerne skal leve op til for at blive godkendt som frivillig
folkeoplysende forening. Foreningen skal bl.a. fungere på et demokratisk
grundlag og udøve folkeoplysende aktiviteter.
Følgende foreninger er blevet
godkendt: Husmoderforeningen anno 2015, Yoga Fitness, Slagelse TMA Karate og 4H
Slagelse.
Tilskud fra Udviklingspuljen
Puljen yder tilskud til
udviklingsarbejde, rekvisitter, arrangementer og nye initiativer med et
folkeoplysende sigte. De modtagne ansøgninger for 2. halvår 2019 er behandlet,
og følgende har modtaget tilskud fra puljen: Korsør Cable Park: 9.000
kr. til opstart af ny forening, Korsør IF 2019: 2.500 kr. til flag, Korsør
Roklub: 25.000 kr. til 4-åres inrigger i glasfiber, Skelskør Roklub:
3.000 kr. til løbebånd, kondicykel m.v., Skælskør Boldklub: 3.000 kr.
til bord/bænkesæt, Skælskør Marinegarde: 10.000 kr. til projekt
”Frivillig på vej”, Slagelse Cykle Ring: 8.500 kr. til 5 stk. Tacx
Smarttræner, Slagelse Håndboldklub: 25.000 kr. til Fitlight Trainer, Stillinge
Hallen: 16.000 kr. til kortbane og nye håndboldmål og Yoga Fitness:
6.000 kr. til opstart af ny forening.
Idrætsweekend (uge 41) 2019
Idrætsweekenden er for tredje år
blevet afholdt som et startskud på efterårsferien. I den forbindelse havde
foreninger og selvorganiserede klubber åbnet deres døre for, at borgere i alle
aldersgrupper gratis og uforpligtende kunne afprøve et større udvalg af de
mange aktiviteter, der findes i kommunen.
Der deltog sammenlagt 344 i
Idrætsweekenden, hvoraf den største procentdel af disse var børn/unge (60%).
Aktiviteterne foregik i Slagelse, Dalmose, Skælskør og Korsør, hvor der var
mulighed for at afprøve kendte og mindre kendte aktiviteter samt opleve
fornemmelsen af at være en del af et foreningsfælleskab.
Formandsmøde ETU og KFU
Formændene for Erhvervs- og
Teknikudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget har afholdt møde den 19/11 sammen
med repræsentanter fra administrationen. Vedligehold af haller blev drøftet,
samt hvorledes forvaltningsområderne kan supplere hinanden bedst muligt i
forhold til at understøtte aktiviteterne. ETU prioriterer årligt midler til
renovering og vedligehold af hallerne, og der er desuden udarbejdet
vedligeholdelsesplaner for hallerne i et længerevarende perspektiv. Det kan
være formålstjenligt, at der arbejdes med enkelte haller og deres brugere, der
kan og vil noget med deres facilitet, og aktiviteter, som kan have positiv,
smittende effekt til andre haller.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.
at Orienteringen tages til efterretning.
Beslutning i Kultur- og
Fritidsudvalget den 3. december 2019:
Fraværende:
Bilag 1 fremlægges som egentlig sag til udvalgets behandling
på næste møde.
Orientering vedr. bilag 2 til 7 taget til efterretning.