9. Slagelse Guld - forventet afvikling i 2021 (O)
9. Slagelse Guld - forventet afvikling i 2021 (O)
Sagsnr.: 330-2021-15401 Dok.nr.: 330-2021-66927 Åbent
Kompetence: Kultur- og Fritidsudvalget
Beslutningstema
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om, hvordan
administrationen og SIR i lyset af COVID-19 forventer at afvikle Slagelse Guld
i 2021.
Sagens
indhold
Slagelse Kommune afholder i
samarbejde med Slagelse Idræts Råd hvert år et stort og festligt arrangement
kaldet Slagelse Guld, hvor foreningslivet i Slagelse Kommune honoreres for
flotte sportsresultater opnået i det forgangne år.
Normalt finder Slagelse Guld
sted den sidste fredag i marts måned, og arrangementet byder på både honorering
af guldvindere, overrækkelse af idrætspriser, underholdning, spisning mv.
Arrangementet i 2020
Sidste år var administrationen
med kun 3 ugers varsel nødt til at aflyse Slagelse Guld-showet på grund af
Corona-krisen. I stedet blev der i august 2020 afholdt 2 mindre arrangementer,
som levede op til daværende forsamlingsloft på max 100 personer.
Ved det første arrangement kunne
repræsentanter fra foreninger, der havde vindere af fx LM, Ungdoms DM/NM og
Veteran DM/NM komme og afhente gaver til deres guldvindere. At det ikke var
guldvinderne selv skyldtes, at antallet af guldvindere langt oversteg
forsamlingsloftet på 100 personer.
Ved det andet arrangement blev
vindere af DIF-DM samt idrætspriser hyldet. Dette arrangement rummede desuden
taler og spisning, ligesom der var hyret fotograf mv. ind. Dette arrangement
mindede således mere om det ”normale” Slagelse Guld, dog i en noget mindre
version.
Administrationen oplevede stor
forståelse og opbakning fra foreningerne til den Corona-venlige afvikling. Og
især det andet arrangement fik mange positive ord med på vejen.
En ulempe ved det første
arrangement var, at det i stor udstrækning ikke var guldvinderne selv, som fik
overrakt en gave for deres flotte præstation. Dermed blev den enkelte
guldvinder ikke på samme måde som normalt anerkendt for sin flotte præstation.
Slagelse Guld i 2021
Administrationen har i midten af
januar afholdt et indledende planlægningsmøde med SIR, hvor der er drøftet
forskellige muligheder for afholdelse af eventen i lyset af Corona.
Der er enighed om, at det i år,
pga. Corona-situationen, alene bliver en ”light”-version af Slagelse Guld i
mindre rammer end normalt.
I første omgang blev der
arbejdet på at afholde et samlet arrangement for alle guldvindere den 27. maj.
Et arrangement, der, med enkelte tilføjelser, skulle være med udgangspunkt i
det arrangement, som blev afholdt for DIF DM-vindere og prisvindere i august sidste
år.
Med tanke på de nuværende
Corona-restriktioner (forsamlingsloft på 5 personer, delvis nedlukning af
kultur- og idrætsliv), den af sundhedsmyndighederne præsenterede vaccineplan
samt antallet af forventede deltagere ved Slagelse Guld (minimum 200-250
personer, da antallet af guldvindere var overraskende højt i 2020) vurderes det
dog ikke som værende realistisk at kunne afholde et stort, samlet Slagelse Guld
inden for de næste mange måneder. Dette skal ses i sammenhæng med, at
forsamlingsloftet lige nu er markant lavere, end det fx var i august 2020, da
der senest blev afviklet Slagelse Guld. Selv om forsamlingsloftet må antages at
blive hævet lidt i de kommende måneder, er der stadig et godt stykke vej op til
at kunne afholde et så stort arrangement som Slagelse Guld.
Såfremt der også de næste
måneder blev arbejdet for at afholde et stort, samlet Slagelse
Guld-arrangement, ville der være en stor risiko for aflysning eller gentagne
udsættelser, hvilket vil være til gene for foreningslivet. Samtidig var
erfaringen fra sidste år, at aflysninger af arrangementer medfører en række
udgifter til kompensation af leverandører mv., ligesom der selvfølgelig er en
del arbejdstid for administrationen, der går tabt.
Administrationen oplever
desuden, at andre arrangører af store events (fx DM for Bygarder) også i stor
stil nu vælger af aflyse eller udsætte deres events pga. usikkerhed ift.
Corona, restriktioner, genåbning mv. Og faktisk har en af de foreninger, som har
flest guldvindere i 2020 (og dermed deltagere ved Slagelse Guld i 2021), i en
mail foreslået, at arrangementet helt aflyses i år.
Både administrationen og SIR
finder det dog vigtigt, at guld- og prisvindere stadig hyldes for deres flotte
præstationer. Og at Slagelse Guld derfor ikke aflyses helt.
Der arbejdes derfor på at
afvikle Slagelse Guld i en anden og mere realistisk form, der tager hensyn til
usikkerheden omkring Corona, og som samtidig trækker på erfaringerne fra sidste
års Corona-venlige Slagelse Guld-arrangementer.
Nedenfor er skitseret, hvordan
administrationen og SIR forventer at afvikle Slagelse Guld i en absolut
light-version i år:
Slagelse Guld rykkes ud til
foreningerne
For at kunne opfylde ønsket om,
at guldvinderne på en personlig måde honoreres for deres flotte præstationer,
og at kommunen samtidig lever op til Corona-restriktioner mv., er det
nødvendigt allerede nu at tænke i flere mindre arrangementer end i 2020.
Der arbejdes derfor med en
model, hvor honoreringen af vindere af fx LM, Ungdoms DM/NM, Veteran DM/NM og
senior DM-titler, der ikke er DIF-godkendte, rykkes ud til foreningerne og
afholdes forventeligt sidst på foråret – i videst mulig udstrækning udendørs.
Langt de fleste guldvindere i 2020 hører under denne kategori.
Fordelene ved denne type
honorering er bl.a., at det vil gøre det lettere at overholde det til den tid
gældende forsamlingsloft samt afstandskrav mv.
Samtidig vil det gøre det muligt
for udvalget at anerkende den enkelte guldvinder og ikke kun repræsentanter fra
vedkommendes forening. Derudover vil det sende et godt signal til
foreningslivet, at udvalget kommer ud til foreningerne/faciliteterne og både
anerkender guldvinderne samt hører om foreningernes tilstand og evt. udfordringer/idéer.
Administrationen vil sørge for,
at der tages billeder/optages video af alle honoreringer i foreningslivet, så
der kan laves opslag/nyhed om hver honorering. Der bliver også udarbejdet
materiale til pressen, hjemmeside mv. Guldvinderne og deres flotte præstationer
vil dermed få fin synlighed, også selv om der ikke afholdes et stort, samlet
arrangement.
Derudover vil Slagelse
Guld-budgettet kunne dække udgifter til honoreringsarrangementerne i
foreningslivet, ligesom administrationen vil bidrage til planlægningen af
disse.
Ulempen ved denne model er
selvfølgelig, at der for udvalget vil være flere honoreringer, end hvis der kun
blev afholdt et arrangement. Man kan dog dæmme op for noget af denne ulempe ved
at samle nogle honoreringer samme dag/geografisk, samt at udvalget evt.
fordeler honoreringerne mellem sig.
Konkret har 11 foreninger
guldvindere i denne kategori (7 foreninger fra Slagelse, 2 foreninger fra
Korsør, 1 forening fra Skælskør og 1 forening fra Vemmelev).
Der afholdes evt. et
arrangement for prisvindere og DIF DM-vindere
Administrationen arbejder på at
kunne afholde et særskilt, fysisk arrangement for prisvindere og vindere af
DIF-DM, hvis forsamlingsloftet tillader dette. Arrangementet vil blive ligesom
arrangementet for samme målgruppe sidste år og forventes afholdt ultimo
maj/primo juni.
Fordelene ved dette arrangement
vil være, at både kommunen og SIR får hyldet de idrætsudøvere/ildsjæle i
kommunen, som har leveret en helt særlig indsats i 2020. Og at
Fritidsafdelingen udelukkende fik positive tilkendegivelser fra de foreninger,
som deltog i det lignende arrangement sidste år.
Samtidig vil deltagerantallet
til arrangementet forventeligt være på 50-60 personer. Dette arrangement vil
således med større sandsynlighed kunne holdes inden for det til den tid
gældende forsamlingsloft end et stort arrangement for alle guldvindere.
Såfremt det heller ikke er
muligt at afholde dette arrangement pga. Corona-restriktioner, vil
administrationen arbejde på at afholde nogle mindre arrangementer for
målgruppen, fx prisuddelinger, hvor prisvinderen overraskes. Ligesom DR gjorde
det ved Sport 2020.
Alternativer:
Såfremt der vil skulle holdes et
stort, samlet, fysisk arrangement for alle guld- og prisvindere mv., vil man
formentlig skulle langt ud på efteråret, før det i praksis er muligt. Dermed
vil der for nogen guldvinderes vedkommende være gået mere end 1,5 år, fra de
vandt guld, til de bliver anerkendt for det, hvilket vurderes at være meget
lang tid.
Alternativt kan man fx tidligt
på sommeren lave et gaveafhentnings-arrangement, hvor hver forening får en
slot-tid, hvor de kan få udleveret gaver af Kultur- og Fritidsudvalget. Dette
vil mindske antallet af arrangementer, men vil betyde et ret kedeligt og ikke
specielt attraktivt arrangement.
Retligt
grundlag
Kommunalfuldmagten og retningslinjerne for Slagelse Guld.
Handlemuligheder
Kultur- og Fritidsudvalget kan:
a)
Tage orienteringen til efterretning.
Vurdering
Administrationen finder det vigtigt, af hensyn til både
foreningslivet, den administrative planlægning samt økonomi, at der arbejdes på
en afvikling af Slagelse Guld i 2021, der er realistisk, set i lyset af
Corona-restriktioner, vaccineplan og forventet antal Slagelse Guld-deltagere.
Administrationen vurderer, at det, som det ser ud lige nu,
ikke vil være muligt at afholde et stort, samlet Slagelse Guld-arrangement de
næste mange måneder.
Administrationen vurderer derfor, at der i stedet bør
arbejdes på en model, hvor en del af honoreringerne flyttes ud i
foreningslivet, samt at der evt., i stil med sidste år, afholdes et særskilt
arrangement for prisvindere og vindere af DIF DM, såfremt forsamlingsloftet
giver mulighed herfor.
Administrationen vurderer, at denne model både vil trække på
erfaringerne fra arrangementerne sidste år og de input, der er kommet
efterfølgende, samt gøre det muligt at anerkende alle guldvindere, uden at
kommunen kommer i konflikt med Corona-restriktioner.
Administrationen vil i den kommende tid orientere foreninger
med guldvindere om, hvordan Slagelse Guld forventes afviklet i år mhp. at få
foreningernes evt. input til dette + samt at kunne komme i gang med
planlægningen.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Budgettet for Slagelse Guld er på 350.000 kr. i 2021. Da der
pga. COVID-19 ikke vil blive afholdt en stor fest i stil med den, der blev
afholdt i 2019, forventer administrationen et mindreforbrug på Slagelse Guld i
år.
Administrationen vil derfor undersøge, om disse restmidler
vil kunne overføres til brug for udvikling af næste års arrangement. Eller
alternativt kunne bruges til et andet formål, som kommer foreningslivet til
gavn. Det kunne fx være tilskud til sommerferieaktiviteter. Eller hjælp til
foreninger til at synliggøre deres aktiviteter / hjælp til opstart efter
Corona.
Tværgående
konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.
at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning i Kultur- og
Fritidsudvalget den 2. marts 2021:
Fraværende:
At 1: Orienteringen taget til efterretning.
Alle udvalgets medlemmer inddrages i forbindelse med
honoreringer.
Udvalget foreslår, at overskydende midler anvendes til
støtte for idrætsklubberne, eksempelvis sommerferieaktiviteter, synliggørelse
af foreningernes aktiviteter m.v.