Det som handicapområdet og boligejerskab har til fælles..

Hvad har handicapområdet og boligejerskab til fælles?

Mange boligejere får ikke tilstrækkeligt vedligeholdt deres huse i tide, og ender med at bruge unødvendigt mange penge på større reparationer af skader.

Det samme kan siges om kommunerne og det specialiserede socialområde (heriblandt handicapområdet). For her ender den manglende vedligeholdelse også med at kommunerne må bruge unødvendigt mange penge på udbedring af skaderne.

Men i modsætning til et ødelagt nedløbsrør, kan et ødelagt menneske ikke bare skiftes ud… Uanset hvor mange penge du måtte bruge i forsøget.

For tre år siden talte jeg om, at vi stod foran et kæmpe problem med politikernes manglende interesse for det her område.

Jeg er klar over at der er enkelte politikere med oprigtig interesse. Men når vi ser bredt på tværs af partiskel, mandat og kommuner, så rækker interessens fællesmængde ofte kun til social- og handicapområdet, når det er med besparelser eller valgkamp i sigte.

Det er et problem. For det er ligesom med vedligeholdelse af huse: Hvis boligejeren ikke interesserer sig for at vedligeholde sin bolig, så er det dømt til at blive en dårlig forretning og en unødvendigt dyr affære. Det samme gør sig gældende for kommunerne og handicapområdet.

Alt peger i én retning: Den politiske forsømmelse er skyld i, at vi i dag har et handicapområde, der sejler fuldstændigt.

Beslutningstagerne har kun set toppen af det isbjerg, som hele vores specialiserede socialområde har direkte kollisionskurs med. Deres reaktion svarer til den fra en rundforvirret kaptajn, der med bind for øjnene beordrer sin besætning til at sejle skibet direkte på grund. Mere af det samme, uden evne til at forholde sig selvkritisk.

Det understreges særligt af én ting: Et stigende antal KL-politikere i den offentlige debat, der ivrigt forsøger at gøre borgere med handicap til syndebukke, for de selvsamme politikeres økonomiske prioriteringer og dårlige beslutninger. Ligesom de forsøger at lukke enhver politisk stemme ned, der forsøger at stille spørgsmål.

Heldigvis er vi en kerne af flere folkevalgte, på tværs af partier, der ikke vil tolerere det her absurde realityshow.

Folkevalgte, der insisterer på at tale substans i de politiske drøftelser om hele det specialiserede socialområde, og som nægter at acceptere status quo. Selvom vi, partierne imellem, nok er uenige om 90% af alt andet, så er vi enige i de grundlæggende spørgsmål om retssikkerhed, saglighed, substans og gennemsigtighed. Og vi er enige nok til også at ville kæmpe for det, til trods for de sværdslag det måtte give.

Husk det til næste kommunal- og regionsrådsvalg, og bid mærke i dem der faktisk forsøger at gøre noget ved det her område, med den indflydelse de har til rådighed.