Møde i udvalget d. 30. november 2020

9.     Anbefalinger fra opgaveudvalg - Unge og misbrug (B)

Sagsnr.: 330-2019-52609               Dok.nr.: 330-2020-236791                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal beslutte hvorvidt anbefalingerne fra §17 stk. 4 udvalget, Forebyggelse af misbrug blandt unge, skal implementeres.
Baggrund
I maj 2019 besluttede byrådet at nedsætte et § 17. stk. 4 udvalg, hvis opgave var at komme med anbefalinger til forebyggelse af misbrug blandt unge.
Udvalget blev konstitueret i august 2019 bestående af 6 politikere fra byrådet, samt 10 borgere. Byrådspolitikerne repræsenterer relevante fagpolitiske udvalg og borgerne repræsenterer bl.a. elever fra udskolingen og ungdomsuddannelserne, forældre til elever i udskolingen, forældre til elever på ungdomsuddannelserne samt personer fra foreningslivet med tilknytning til unge.
I perioden august 2019 til september 2020 har udvalget mødtes 10 gange. Udvalget er blevet præsenteret for data og ”Best Pratice” på området, og har haft besøg af relevante fagpersoner bl.a. SSP, en psykolog og Center for Rusmiddelforskning. Undervejs har opgaveudvalget også været i dialog med unge i målgruppen samt relevante fagpersoner i Slagelse Kommune omkring de foreslåede anbefalinger.
Opgaveudvalgets arbejde har resulteret i 6 konkrete anbefalinger, som til sammen giver en flerstrenget indsats til forebyggelse af misbrug blandt unge. Anbefalingerne går på følgende:
-      Styrke sociale kompetencer hos eleverne i grundskolen
-      Opsporing og håndtering af mistrivsel i udskolingstrinnet
-      Styrke sunde fællesskaber og synliggøre de eksisterende
-      Oplysningskampagne
-      Begrænse tilgængeligheden af stoffer
-      Mulighed for stoftestning
Anbefalingerne er beskrevet nærmere i bilag 1 og skal realiseres af relevante fagpersoner på tværs i organisationen samt i samarbejde med relevante eksterne aktører. Af relevante interne aktører kan bl.a. nævnes SSP, Perron 3, Center for Børn og Unge, Center for Kultur, Fritid og Borgerservice, Center for Sundhed og Ældre m.fl.
Forebyggelses og Seniorudvalget har på deres møde d. 11. august 2020 besluttet, at øremærke 590.000 kr. fra den generelle forebyggelsespulje (jf. budgetaftalen 2019-2021 punkt 19) i en et-årig periode, til opstart og implementering af opgaveudvalgets anbefalinger, under forudsætning af at anbefalingerne besluttes i Byrådet. I det vedtagne ændringsforslag VII i Budgetaftalen 2021-2024 er det ligeledes besluttet, at afsætte 500.000 kr. i overslagsårene til udvikling og implementering af opgaveudvalgets anbefalinger.
Retligt grundlag
Kommunestyrelsesloven § 17 stk. 4.
Ændringsforslag VII til budgetaftalen 2021-2024.
Handlemuligheder
Byrådet kan beslutte en af følgende handlemuligheder:
A: Godkende anbefalingerne til implementering.
Byrådet beslutter at implementere de 6 anbefalinger. De anbefalede indsatser realiseres indenfor den givne økonomiske ramme og tager højde for lokale forhold. Administrationen udarbejder en plan for implementering og holder de relevante fagudvalg orienteret om indsatsernes status. Første forventelige status vil være primo 2021 og løbende derefter, når det vurderes nødvendigt. De relevante fagudvalg vil ligeledes blive forelagt drøftelses- eller beslutningssager når det skønnes nødvendigt ifm. anbefalingernes udmøntning eller udvikling.
B: Beslutte ikke at implementere anbefalingerne.
Byrådet beslutter at ingen af anbefalingerne skal implementeres.
Vurdering
Handlemulighed A
Opgaveudvalget har arbejdet ambitiøst, og har på baggrund af det indblik i unge- og stofkulter, som de har tilegnet sig i løbet af det sidste års tid, formuleret seks anbefalinger, som de ønsker fokus på i det videre arbejde med forebyggelse af misbrug blandt unge. Opgaveudvalgets 6 anbefalinger skal ses som en flerstrenget indsats, hvilket er i tråd med de nationale anbefalinger. Anbefalingerne vil derfor i samspil med hinanden stå stærkere, end hvis de blev implementeret delvist.
Handlemulighed B
Hvis der ikke findes politisk opbakning til implementering af de 6 anbefalinger, vil man i organisationen prioritere andre forebyggende indsatsområder. De nuværende udfordringer med unge og misbrug, forventes derfor ikke at ændre sig.   
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Et estimat over de økonomiske omkostninger, ved implementering af opgaveudvalgets anbefalinger, fremgår af skemaet herunder:
Styrke sociale kompetencer hos eleverne i grundskolen
75.000 - 100.000 kr.
Opsporing og håndtering af mistrivsel i udskolingstrinet
50.000 - 75.000 kr.
Styrke sunde fællesskaber og synliggøre eksisterende
30.000 - 70.000 kr.
Oplysningskampagne
100.000 - 300.000 kr.
Begrænse tilgængeligheden af stoffer
5.000 - 15.000 kr.
Mulighed for stoftestning
10.000 - 30.000 kr.
SUM
270.000 - 590.000 kr.
FSU har jf. budgetaftalen 2019 - 2022 pkt. 19, øremærket 590.000 kr. i 2020 til implementering af de 6 anbefalinger. I ændringsforslag VII til Budgetaftale 2021-2024 er der afsat 500.000 kr. i overslagsårene til implementering og udvikling af anbefalingerne.
Konsekvenser for andre udvalg
Intet at bemærke.
Indstilling
Chefen for Center for Sundhed og Ældre indstiller,
1.    at Byrådet beslutter om anbefalingerne fra §17 stk. 4. udvalget, Forebyggelse af misbrug blandt unge, skal implementeres.
Beslutning i Byrådet den 26. oktober 2020:
Fraværende: 
Byrådet godkendte anbefalingerne og at sagen sendes til relevante fagudvalg med henblik på, at der arbejdes videre med anbefalingerne med relevante, lokale fagfolk og aktører. Formålet er at få kvalificeret, prioriteret og koordineret anbefalingerne med øvrige indsatser på området.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 30. november 2020:
Fraværende: 
Social- og Beskæftigelsesudvalget udsatte punktet til næste møde, efter Byrådet har behandlet sagen den 14/12 2020 og der er fremkommet forslag til fagudvalgene.