Møde i udvalget d. 6. februar 2018

5.     Budgetopfølgning 1 for 2018 (B)

Sagsnr.: 330-2018-3718                 Dok.nr.: 330-2018-31072                                  Åbent
Kompetence: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget.
Beslutningstema
Alle fagudvalg gennemfører budgetopfølgning 1 for 2018 med rapportering og godkendelse af den økonomiske status på udvalgets område.
Sundheds- og Forebyggelsesudvalget godkender budgetopfølgning, som indgår i samlet opfølgning til Økonomiudvalg og Byråd.
Baggrund
I Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler om, at der gennemføres 4 årlige budgetopfølgninger: primo året samt pr. ultimo marts, juni, og september. Budgetopfølgningerne forelægges fagudvalg, og efterfølgende samlet til Økonomiudvalget og Byrådet.
Budgetopfølgningerne udarbejdes i almindelighed på baggrund af aktuelle forbrugs- og aktivitetsdata samt forventninger til forbrugsudviklingen i resten af året.
Budgetopfølgning 1 gennemføres dog så tidligt på året, at de aktuelle forbrugs- og aktivitetsdata er begrænsede. Derfor er udgangspunktet for budgetopfølgning 1, at budgettet overholdes på alle områder medmindre, der er konkret viden om andet. Budgetopfølgningen udarbejdes derfor med fokus på:
· Væsentlige ændringer i forudsætninger i forhold til det korrigerede budget, herunder afledt af forventet regnskab 2017.
· Budgetaftalens udmøntning
· Forventet realisering af anlægsbudget
Der sættes således alene fokus på de områder, hvor der forventes væsentlige budgetafvigelser, som kræver særlig handling. Handleplaner fra tidligere år, der fordrer indsats i 2018, forelægges ligeledes.
Drift
Sundheds- og Forebyggelsesudvalgets budgetområde forventes totalt set at udvise budgetbalance ved udgangen af 2018 med udgangspunkt i kendte faktorer på opfølgningstidspunktet.
Ved udarbejdelse af denne sagsfremstilling foreligger regnskab 2017 ikke. Der forventes ikke de store afvigelser, idet der i slutningen af 2017 er foretaget omplacering af budget svarende til forventet forbrug, jf. Byrådets beslutning den 27. november 2017.
Det skal bemærkes, at der på området aktivitetsbestemt medfinansiering, vedrørende indlæggelser og behandlinger på sygehuset, kan vise sig merforbrug i 2018. Området er i løbet af 2017 reduceret i budget, senest i forbindelse med budgetudligning på det samlede Sundheds- og Seniorudvalgs område jf. beslutning i Byrådet den 27. november 2017. Dette som konsekvens af, at udgifterne på området har ligget stabilt lavere end forudsat ved budgetlægningen for 2017. Der har imidlertid i de sidste måneder af 2017 vist sig stigende tendens på ny. Området afregnes bagudrettet, og på nuværende tidspunkt kendes ikke størrelsen på de sidste afregninger i 2017.
Områderne Vederlagsfri fysioterapi, Færdigbehandlede patienter og hospice har i 2017 vist merforbrug. I budget 2018 blev afsat pulje på 9,8 mio. kr. under udvalget budgetramme. Puljen blev på udvalgsmødet i december 2017 besluttet udmøntet til disse 3 områder, hvorefter disse forventes at balancere i 2018, under forudsætning af, at der ikke sker yderligere udvikling af udgiftsniveau, hvilket kommunen kun i ringe grad har indirekte indflydelse på. 
Anlæg
Der er i 2018 afsat anlægsmidler til fortsat implementering af Velfærdsteknologi, hvilket forventes anvendt.
Retligt grundlag
Kommunalbestyrelsen skal jf. styrelseslovens § 42 stk. 7 fastsætte og beskrive regler for, hvordan kommunens kasse- og regnskabsvæsen skal indrettes. ”Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn for Slagelse Kommune” indeholder retningslinjer for budgetopfølgningerne.
Handlemuligheder
Der er pt. ingen handleplaner for 2018 på Sundheds- og Forebyggelsesudvalgets område.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Vil blive konkret beskrevet ifm. regnskabsafslutningen.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchef for Sundhed og Ældre indstiller,
1.   at  Budgetopfølgning 1 for 2018 godkendes og videresendes til orientering for Økonomiudvalg og Byrådet
Beslutning i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 6. februar 2018:
Fraværende:  Ebbe Jens Ahlgren (V), Søren Lund Hansen (O)
Områderne vederlagsfri fysioterapi, medfinansiering og hospice følges tæt af udvalget i forbindelse med budgetopfølgningerne.
Indstillingen følges.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.