Møde i udvalget d. 6. februar 2017

8.     Orientering vedr. lokaletilskud til rideklubber (O)

Sagsnr.: 330-2015-42533               Dok.nr.: 330-2017-46461                                            Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget orienteres om retningslinjerne for bevillingen af lokaletilskud til rideklubber.
Baggrund
Administrationen har udarbejdet en samlet oversigt over de rideklubber, der er godkendt og hjemmehørende i kommunen, og som modtager lokaletilskud i forbindelse med deres aktiviteter. Oversigten er vedhæftet denne sagsfremstilling.
Hvad siger loven?
Ifølge Folkeoplysningslovens § 25 stk. 1 (FOL) skal kommunen yde mindst 65% i tilskud til driftsudgifterne til lokaler, haller samt lejrpladser, der ejes eller lejes af foreninger til aktiviteter for børn og unge under 25 år. Der er dog undtagelse for nye lokaler, udvidelse af lokaler eller udvidelse af aktiviteter, hvad angår forpligtelsen til også at yde tilskud til dette.
For rideklubbernes vedkommende ydes der jfr. FOL kun lokaletilskud til ridehaller, rytterstue og toiletter og ikke til stalde, halmlader, folde m.v. Rideklubberne modtager endvidere (på lige fod med andre foreninger) lokaletilskud til vedligeholdelse (hvis dette er en del af lejekontrakten), opvarmning, belysning, rengøring og fornødent tilsyn.
I lovens kommentarer til denne paragraf står der, at tilskuddet skal ydes efter lovens principper om lige tilskudsvilkår for aktiviteter med samme funktion og indhold. Altså skal alle rideklubber (eller boldklubber eller spejdere) modtage tilskud efter samme retningslinjer på lige vilkår
Hvad gør vi i Slagelse Kommune?
I Slagelse Kommune er der truffet politisk beslutning om en tilskudsprocent på 85 til driftsudgifter og en reduktion i tilskuddet for den andel af deltagere, der er over 25 år. Disse beslutninger fremgår af ”Retningslinjerne for fritidsområdet i Slagelse Kommune”.
Forvaltningen blev - et par år efter kommunesammenlægningen - opmærksom på, at et ridecenter fik udbetalt driftstilskud for at stille dens faciliteter til rådighed for en rideklub. Da foreninger med samme funktion og indhold skal ligestilles, indledte administrationen i 2009 en undersøgelse af forholdene omkring tilskuddene generelt inden for denne genre af foreninger og konstaterede, at vilkårene ikke var ens.
I forlængelse af undersøgelsen blev det pågældende ridecenter og foreningen gjort opmærksom på forskellen. Imellem forvaltningen og rideklubben blev der aftalt en gradvis nedjustering af lokaletilskuddet over 5 år, så foreningen havde mulighed for at tilpasse dens aktiviteter organisatorisk og økonomisk. I 2016 udløb foreningens særlige aftale. Når foreningen i 2017 modtager lokaletilskud på grundlag af driftsudgifterne for 2016, vil dette være på samme vilkår som de øvrige rideklubber i Slagelse Kommune.
I det vedlagte skema fremgår det, at rideklubberne modtager forskellige tilskud. Denne forskellighed opstår ved, at rideklubberne ikke har de samme driftsudgifter eller samme antal af ridehaller eller forpligtelser i forhold til deres lejekontrakt. Dette kunne f.eks. være at etablere ridehusbund og male udvendigt. Foreningerne har endvidere heller ikke samme medlemssammensætning, hvilket også giver en difference i det modtagne lokaletilskud. Men de bliver vurderet efter de samme principper.
Skal der gælde særlige principper for tildeling af lokaletilskud til rideklubber?
Ifølge FOL er det muligt at ændre principperne for tildeling af lokaletilskud til en særskilt gruppe. Blot skal denne gruppe omfatte alle foreninger i kommunen, der har samme aktivitet, som i dette tilfælde rideklubber.
En ændret model kunne være at yde tilskud efter antallet af kvadratmeter. En anden model kunne være det antal timer, foreningen har aktiviteter i de tilskudsberettigede faciliteter. Der skal dog stadig tages stilling til omfanget i forhold til aktiviteter for børn og unge.
Ifølge Folkeoplysningsloven skal rideklubberne have et tilskud på minimum 65% af deres omkostninger til lokaler. Principperne for tilskuddet må godt variere fra øvrige grupper, der modtager lokaletilskud, blot skal det være på minimum 65%. Alternative principper kunne være:
1. Tilskud med baggrund i antal timer, faciliteterne benyttes
2. Tilskud med baggrund i antal kvadratmeter, der benyttes til folkeoplysende aktiviteter
3. Tilskud med baggrund i antallet af medlemmer (men stadig min. 65%)
4. Tilskud efter KL’s satser (med 65% og fradrag over 25 år)
Såfremt KFT-udvalget ønsker at igangsætte en proces omkring en ny tilskudsordning for rideklubber, skal denne først behandles i Folkeoplysningsudvalget.
Sagen vil tidligst kunne blive behandlet i Folkeoplysningsudvalget den 5. april 2017 og derefter i KFT-udvalget den 8. maj 2017.
Den nye tilskudsordning vil være gældende fra 2018.
Retligt grundlag
Folkeoplysningslovens § 25 og ”Retningslinjerne for fritidsområdet i Slagelse Kommune”.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan:
A. Tage orienteringen til efterretning
B. Tage orienteringen til efterretning og bede forvaltningen om at igangsætte en proces omkring ny tilskudsordning
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at alle rideklubber i Slagelse Kommune fra 2017 modtager lokaletilskud på lige vilkår.
Rideklubberne vil få et tilskud på 85% af driftsudgifterne, som er leje af ridehaller, rytterstue, toiletter, vedligeholdelse, hvis dette er en del af lejekontrakten, opvarmning, belysning, rengøring og fornødent tilsyn.
For de foreninger, som har medlemmer over 25 år, vil der ske en forholdsmæssig reduktion i tilskuddet. Alle rideklubber har pt. medlemmer over 25 år.
En ny model for lokaletilskud skal behandles politisk og med høring i Folkeoplysningsudvalget.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børne- og ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at  Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget tager orienteringen til efterretning
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 6. februar 2017:
Fraværende:  Lis Tribler (A)
Udvalget beder forvaltningen om at igangsætte en proces, hvor det undersøges, om der med fordel kan indføres en ny tilskudsmodel for lokaletilskud til rideklubber.