Møde i udvalget d. 16. juni 2021

2.     Beslutning om nedsættelse af takster i forbindelse med Sommerpakken 2021 (B)

Sagsnr.: 330-2021-45896               Dok.nr.: 330-2021-206206                                          Åbent

Kompetence:

Ø-udvalget

Beslutningstema

Ø-udvalget skal beslutte periode for nedsættelse af færgetakster jævnfør Sommerpakken 2021.

Sagens indhold

Byrådet har på møde den 28. oktober 2019 givet Ø-udvalget kompetence til at beslutte placeringen af skulderperioden og til at beslutte fordelingen af statstilskuddet til nedsættelse af færgernes billettakster på passager- og godsområdet.

Tidligere beslutninger:

8. september 2020 besluttede Ø-udvalget at nedsætte færgetaksterne for ø-boere i perioden 1. marts til 31. december 2021.

27. januar 2021 besluttede Ø-udvalget at nedsætte taksterne for turister fra fredag den 26. marts til 30. juni 2021.

Ø udvalget har tidligere besluttet nedsættelse af takster for øboer fra 1. marts til 31. december 2021.

For begge takstnedsættelser bemærkes, at ø-udvalget, for at få ”pengene til at passe”, har besluttet ikke at nedsætte taksten for trailere.

24. marts 2021 besluttede Ø-udvalget at forlænge takstnedsættelsen fra 30. juni – 31. oktober 2021 – bortset fra juli måned, hvor der ikke er takstnedsættelse for biler under 6 meter.

Ø-udvalget har forbeholdt sig retten til at revurdere takstnedsættelserne for at tilpasse sig ændrede forhold hvis der bliver indgået aftale om endnu en sommerpakke, der involverer færgetransporten til øerne.

27. maj 2021: Der holdes et ekstraordinært møde, når der kommer nye udmeldinger om udmøntningen af den statslige Sommerpakke. Ø-udvalget ønsker at blive indkaldt pr. mail og pr. sms.

Ifølge administrationsgrundlaget gives der mulighed for gratis transport på alle færger, der sejler mellem danske havne og øer i minimum 30 hele dage i perioden 1. juli-30. september 2021. Den gratis transport skal gælde for samtlige billettyper (gående passagerer,

cykler samt biler med handicapparkeringskort) hele dagen i perioden/perioderne på de 30 dage.

Afregningsprisen for gående og cykler baseres på den afregningspris, der blev aftalt i forbindelse med den gratis færgeordning i juli 2020. Afregningsprisen for biler med handicapkort baseres på den gennemsnitlige pris pr. overført bil i 2020. Afregningsprisen for biler med handicapkort oplyses i ansøgningsskemaet.

Der fastsættes et loft for betalingen for hver færgerute, svarende til den samlede betaling, den pågældende færgerute fik udbetalt i forbindelse med den gratis færgeordning i juli 2020. Såfremt efterspørgslen i den fastlagte periode er større end i juli 2020, påtager operatøren sig den økonomiske risiko. Såfremt efterspørgslen er mindre end i juli 2020, kan operatøren vælge enten at forlænge ordningen eller modtagefærre midler fra Trafikstyrelsen.

Såfremt salget af gratis billetter til gående passagerer, cykler og til biler med handicapparkeringskort ved udgangen af september 2021 fortsat er lavere end i juli 2020, foretager Trafikstyrelsen en opgørelse over refusionen, baseret på de af trafikkøberen/færgeoperatøren oplyste salgstal og de fastsatte afregningspriser.

Der er deadline for ansøgning om at komme med i tilskudsordningen den 23. juni 2021.

Retligt grundlag

Administrationsgrundlag vedrørende gratis færgetransport – endelig version.

Handlemuligheder

A.    Færgekontoret foreslår at perioden for takstnedsættelse bliver fra 1. august til 31. august 2021.

B.    Der er blandt Ø-udvalgets medlemmer stillet forslag om, at perioden fastsættes fra den 8. juli til den 8. august 2021. Dette forslag forventes at udløse et større statslig tilskud end ved model A, og anslås at give mulighed for yderligere takstnedsættelse i august.

Vurdering

Det anbefales, at der vælges en periode, der på bedst mulig måde indgår i samspil med øernes muligheder for – og kapacitet til – at modtage besøgende og turister.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Slagelse Kommune modtog sidste år en samlet refusion på 380.000 kr. for Stigsnæs-Omø og 396.000 kr. for Stigsnæs-Agersø i forbindelse med Sommerpakken med gratis færgeordning i juli 2020.

Nedenstående viser afregningspriser i 2020:

Priser

Agersø

Omø

Voksne

55 kr.

95 kr.

Børn

25 kr.

45 kr.

Cykler

20 kr.

32 kr.

Handicapbiler + 2 personer

222 kr.

394 kr.

For cykler og biler er beløbet uden moms.

Tværgående konsekvenser

Færgedriften sorterer under Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, hvorfor dette udvalgt bliver orienteret om Ø-udvalgets beslutning.

Indstilling

Fagchefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,

1.    at Ø-udvalget beslutter perioden for gratis færgetransport jævnfør den statslige sommerpakke 2021.

Bilag

330-2021-206028

Bilag 1 - Administrationsgrundlag vedr. gratis færgetransport - endelig version

330-2021-207266

Opgørelse over Ø-udvaglets pulje over nedsatte takster i 2021

Beslutning i Ø-udvalget den 16. juni 2021:

Fraværende:  Steen Olsen (Udenfor parti)

Ø-udvalget indstiller til Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget at gratisperioden af hensyn til skolebørnenes ferie fastlægges fra mandag den 19. juli til og med tirsdag den 31. august 2021.

Ø-udvalget noterer sig, at rammen til gratisperioden for Agersø er 396.310 kr. og 380.200 kr. for Omø. Ø-udvalget indstiller derfor, at der i tilfælde af opbrugt ramme inden udgangen af august, anvendes takstnedsættelsesmidler til at dække et manglende beløb, under henvisning til at der er plads på takstnedsættelsesrammen, som ved udgangen af maj var på 926.188 kr.  til resten af året. Hermed ønsker Ø-udvalget at suspendere de tidligere vedtagne takstnedsættelser fra 19. juli til 31. august 2021 for personer, således at den statslige pulje kan administreres på samme måde som sidste år i juli måned.

Derudover indstiller Ø-udvalget at:

Der anmodes om hjælp på Stigsnæs og evt. på øerne til at lede passagererne til bedre opmarch inden man skal ombord.

Der kun kan forhåndsreserveres/bookes til 80 personer, således at er reserveres 18 pladser til øboerne.

Der ses lempeligt på turisterhvervenes mulighed for at få afhentet varer på Sjælland.

Ø-udvalget indstiller desuden, at forvaltningen sikrer, at 'gratis færge til øerne' markedsføres på slagelse.dk og på Facebook, på færgerne hjemmesider, via bykontorerne, Destination Sjælland, samt på pylonerne ved bygrænserne og gennem annoncering i Ugeavisen.