Møde i udvalget d. 8. maj 2017

24.   Kanosejlads på Tude Å (B)

Sagsnr.: 330-2017-21068               Dok.nr.: 330-2017-263886                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal tage stilling til, om der må sejles med udlejningskanoer på Tude Å. 
Baggrund
To lokale lodsejere har henvendt sig til kommunen, fordi de ønsker at starte en virksomhed, der skal udleje kanoer til sejlads på den nedre del af Tude Å. Projektet er i tråd med tiltagene indenfor kyst- og naturturisme og kommunens vækststrategi.
Lodsejerne har søgt om at udleje kanoer til sejlads på Tude Å mellem Trelleborg og Næsby Slusebro ved Bildsøvej. Der vil være tale om 9 kanoer. I skolernes sommerferie og i efterårsferien skal der sejles 4-5 gange dagligt på alle ugens dage. I maj, juni og september skal der kun sejles i weekenderne. Det vil sige, at der vil være aktivitet i perioden 1.maj-1.september.
Kanoudlejningen arrangeres i samarbejdes med Trelleborg og kombineres med et tilbud om vandre- eller kanotur med naturguide. Der udleveres informationsmateriale omkring regler og god adfærd på åen til alle lejere. Materialet udarbejdes i samarbejde med Center for Teknik og Miljø.
Projektet blev fremlagt ved et møde i Vandsynsrådet den 30. marts 2017. De berørte lodsejere er desuden blevet orienteret pr. brev. I den forbindelse har Center for Teknik og Miljø modtaget indsigelser fra flere sider:
Lodsejere
Syv lodsejere, som tilsammen ejer 10 matrikler primært på sydsiden af Tude Å, mener, at kanosejlads i det planlagte omfang vil gribe forstyrrende ind i naturen. De mener, at det vil belaste dyre- og fuglelivet med bl.a. mere aktivitet i yngletiden. De mener, at sjældne fugle som isfugl og blå kærhøg vil blive skræmt væk. De bemærker, at der allerede er offentlig adgang til området via en trampesti. Eftersom der kun er 40 meter mellem stien og åen er de bekymrede for, at der ikke bliver ro og plads til naturen og dyrelivet. I øvrigt er de bekymrede for, at aktiviteten vil begrænse lodsejernes muligheder for at drive jagt og fiskeri og at ejendommene derfor vil falde i værdi.
Lodsejernes skriftlige bemærkninger er vedlagt som bilag i deres fulde længde.
Lystfiskere
Korsør Lystfiskerforening har fiskeret på hele den berørte strækning. De mener ikke, at kanosejlads vil forstyrre fiskeriet, da der normalt ikke fiskes i den periode, hvor man planlægger at sejle. ’Danmarks Sportsfiskerforbund’ påpeger, at der ikke er belæg for, at kanosejlads skader fiskeriet, men de bakker generelt op om lodsejernes holdning.
Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks Naturfredningsforening har udtrykt en generel bekymring for, at der bliver færre steder, hvor naturen kan være i ro. De er bekymrede for, at udlejningssejlads vil få en kommerciel karakter, som sætter profit over naturhensyn, samt at det vil være svært at stoppe aktiviteten igen, hvis den først er startet op. De mener, at kanosejlads i det planlagte omfang vil være forstyrrende for naturen. De er bekymrede for, at gæster på trampestien ikke vil få den samme oplevelse af området, når der er kanoer på åen. De bemærker i øvrigt, at der i f.eks. i fuglereservater ofte forbud mod sejlads i perioden 1. april – 15. juli.
Om reglerne for sejlads fremgår det af regulativet for Tude Å, at almenheden har ret til at sejle opstrøms Næsby Slusebro med ikke motordrevne fartøjer som robåde, kajakker og kanoer. Dog må sejladsen ikke medføre skade på vandløbet eller være til ulempe for andres jagt eller fiskeri. Retten til sejlads giver i øvrigt ikke adgang til at betræde andres ejendom. Regulativet for Tude Å indeholder ikke nogen nærmere beskrivelse af udlejningssejlads.
Det er Center for Teknik og Miljøs vurdering, at de gældende sejladsbestemmelser for Tude Å primært sigter mod enkeltpersoners brug af vandløbet og ikke har haft udlejningssejlads for øje. Udlejning af kanoer vil sandsynligvis medføre en større aktivitet på åen end det er tilfældet i dag. Center for Teknik og Miljø har vurderet, at udlejningssejlads, hvis det foregår ureguleret, vil stride imod regulativets bestemmelser om, at sejladsen ikke må medføre skade på vandløbet eller være til ulempe for andres jagt eller fiskeri.
Tude Ådal er omfattet af en fredning. Fredningen indeholder ikke bestemmelser om sejlads, men sætter begrænsninger i muligheden for at opføre faste konstruktioner som f.eks. bådebroer. Aktiviteten indebærer, at der etableres to nye bådebroer, bord/bænke-sæt, et madpakkehus mm. Dette kræver, at der gives dispensation fra fredningen. Der er sendt en ansøgning til Fredningsnævnet.
Retligt grundlag
Regler om sejlads på vandløb er fastsat i vandløbslovens § 4 Stk. 3 og i Regulativ for Tude å Havrebjerg – Storebælt, pkt. 6.1 og 6.2. Udvalget kan som vandløbsmyndighed fastsætte nærmere regler for sejlads.
Handlemuligheder
a) Udvalget kan beslutte, at man ønsker at understøtte projektet omkring udlejning af kanoer til sejlads på Tude Å.  Udvalget skal i så fald beslutte, at udlejningssejlads tillades i en prøveperiode hvorefter der igangsættes en revision af sejladsbestemmelserne for Tude Å. De nye bestemmelser skal fastsætte nærmere rammer for udlejning af kanoer. Nye sejladsbestemmelser skal endeligt vedtages af udvalget.
b) Udvalget kan beslutte, at udlejningssejlads på Tude Å er uønsket af hensyn til naturen og lodsejerne i området. Udvalget skal i så fald beslutte, at der ikke ændres ved de gældende sejladsbestemmelser for Tude Å.
Vurdering
Kanosejlads kan give et større slid på vandløbet og en større sandvandring. Særligt uerfarne sejlere kan have en tendens til at støde ind i brinkerne. Det kan medføre en forringelse af vandløbets fysiske tilstand og større udgifter til oprensning. En øget aktivitet af kanoer vil kunne have en forstyrrende effekt på fugle- og dyrelivet i området. Det vil i et vist omfang medføre gener for de berørte lodsejere. 
Omvendt kan udlejningen af kanoer forbedre offentlighedens muligheder for at opleve ådalen samt understøtte kommunens vækststrategi om at styrke kyst- og naturturismen.
Hvis man ønsker, at det skal være muligt at sejle med udlejningskanoer på Tude Å, skal der vedtages et nyt regulativ, hvori reglerne for udlejning af kanoer fastsættes nærmere. Reglerne kan f.eks. være begrænsning i antallet af både/sejladser, krav om registrering af både, regler om adfærd, landgang mm.
Vi har ingen tidligere erfaringer med erhvervsmæssig sejlads indenfor kommunen. Hvis udvalget ønsker, at der skal være udlejningsbåde på Tude Å, vil det derfor være hensigtsmæssigt ekstraordinært at tillade udlejningssejlads i en prøveperiode, som skal danne grundlag for det endelige regulativ. Det er Center for Teknik og Miljøs vurdering, at udlejningssejlads kan tillades indenfor de ansøgte rammer, i en begrænset periode, når formålet er at udarbejde nærmere regler for aktiviteten.
Center for Teknik og Miljø anbefaler, at der tillades sejlads med udlejningskanoer i en prøveperiode i 2017 og 2018, hvorefter prøveperioden drøftes og evalueres i Vandsynsrådet. Det anbefales, at udlejningssejlads tillades i prøveperioden indenfor de ansøgte rammer. Herefter udarbejdes et nyt regulativ, som skal sætte de nærmere rammer for udlejningssejlads på Tude Å.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at udlejningssejlads tillades i prøveperioden 2017-2018 indenfor de ansøgte rammer.
2.    at udlejningssejlads efterfølgende drøftes og evalueres i Vandsynsrådet og i udvalget.
3.    at Center for Teknik og Miljø igangsætter udarbejdelsen af nye sejladsbestemmelser for Tude Å på baggrund af de erfaringer, man har fået i løbet af 2017 og 2018.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 8. maj 2017:
Fraværende: 
Der igangsættes ikke udlejning før der har været afholdt en konkret borgerdialog.
Sagen genoptages efter sommerferien.