Møde i udvalget d. 4. december 2017

12.   Oplæg til fremme af kulturelle aktiviteter og vækst i turisme i Korsør (D)

Sagsnr.: 330-2017-73205               Dok.nr.: 330-2017-639531                                          Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal drøfte et oplæg til fremme af kulturelle aktiviteter og vækst i turisme i Korsør med henblik på at vurdere, om oplægget skal anbefales til det kommende kulturudvalg i den nye Byrådsperiode.
Baggrund
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget har bedt om et oplæg, der beskriver, hvordan kommunen kan skabe rammerne om øgede kulturelle aktiviteter. Oplægget tager udgangspunkt i et koncept – vedlagt som bilag – men fokuserer på Korsør koncentreret om Kongegaarden, Fæstningen og Korsør Bymidte. Oplægget skal tage udgangspunkt i kulturstrategien og de nuværende økonomiske kommunale tilskud, som gives til både kultur og erhvervsaktører i Korsør.
Formålet med at øge de kulturelle aktiviteter er at skabe øget turisme, bosætning og vækst i detailhandlen. Se endvidere effektbeskrivelser i bilag. Skælskør har haft succes med at bruge kulturelle aktiviteter som vækstdriver. Det følgende oplæg vil tage udgangspunkt i den erfaring, der er høstet fra Skælskør, men anbefalingerne vil tage hensyn til Korsørs særkende og ståsted.
Konceptet tager udgangspunkt i de ressourcer, som skal løfte aktiviteterne samt en kort beskrivelse af udfordringer:
Ressourcer:
De kulturelle fyrtårne
Skælskørs succes tager udgangspunkt i Guldagergaard som det kulturelle fyrtårn for byens kunstneriske niveau og brand. I Korsør kan dette overføres til dels Kongegaarden som fyrtårn for musik og kunst, dels Fæstningsområdet som en kulturhistorisk perle. Begge har potentialer for at drive en udvikling, men der mangler ressourcer til at løfte aktiviteterne samt til at koordinere den frivillige indsats, ligesom der skal tænkes i flere kommercielle indtægtsmuligheder.
Et organiseret foreningsmiljø, det lokale erhvervsliv og løst organiserede frivillige
I Skælskør har både de frivillige, erhvervsdrivende og kulturinstitutioner løftet i flok gennem et stærkt relations- og netværkssamarbejde. Det har blandt andet skabt Bykontoret, som i dag fungerer som facilitator af de stærke netværk, koordinering af aktiviteter, markedsføring samt understøttelse af de frivillige, som afholder kulturevents.
Korsør mangler det tætte netværk mellem kultur, frivillige og erhverv. Først og fremmest skal der være fokus på at opbygge de værdiskabende relationer og dernæst at være vedholdende i faciliteringen af relationer og netværk. Denne indsats kan løses sammen med Bykontoret i Korsør.
Hjælp til idérealisering og markedsføring
Skælskør lykkes med at skabe oplevelsestilbud, der rummer byens brand, fx Keramikfestival og Familiefestival. Korsør har samme potentiale for at skabe en fortælling om den kystnære kulturhistoriske købstad. Der er tradition for, at Kongegaarden byder på oplevelser indenfor et højt kunstnerisk niveau – også dette understøtter den kulturhistoriske fortælling.
De Maritime Kulturdage, såvel som aktiviteter på Fæstningen, rummer et uforløst potentiale. Idéen fra frivillige ildsjæle om at skabe et maritimt folkemøde er en oplagt mulighed at arbejde videre med.
I det følgende beskrives, hvad der skal til for at skabe de ønskede effekter, som er beskrevet i bilaget.
Anbefalingerne:
Ledelse/professionel koordinering af aktiviteter
For at realisere idéer og forløse potentialer anbefales det, at kommunen i samarbejde med Kongegaarden ansætter en leder/ koordinator til at koordinere og facilitere samarbejdet mellem de forskellige aktører i Korsør samt understøtte de frivillige, så events og aktiviteter kører så smidigt og professionelt som muligt.
Finansiering til ansættelse skal findes, dels indenfor det tilskud, der i dag gives til Kongegaarden, dels inden for turismefremmende midler samt udviklingsmidler indenfor kulturområdet. Lederens/ koordinatorens opgaver beskrives i det følgende.
Kongegaarden
Huset skal åbnes op for, at andre aktører kan udstille og levere oplevelser på et højt kunstnerisk niveau. Det vil også skabe indtægter til huset. Der skal etableres en café, og såvel ude som inde faciliteter skal optimeres med udstillinger og events. Det vil være naturligt, at lederen/ koordinatoren har kontor på Kongegaarden, da vedkommende samtidig fungerer som daglig leder af Kongegaarden.
Fæstningen
Der skal mere fokus på at formidle områdets kulturhistoriske betydning via aktiviteter som drives sammen med de frivillige og øvrige aktører på området. Der er et turismemæssigt potentiale som i langt højere grad skal indfries. Her skal der arbejdes på en tættere relation til erhvervslivet herunder både detailhandlen og turismeaktører.
Understøttelse af frivillige
Der er masser af spirende idéer til at skabe noget i Korsør. Der mangler imidlertid en stærk koordinerende ressource, som kan mobilisere et frivillig netværk, der både kan bestå af etablerede foreninger, men som også kan rumme ad hoc frivilligheden. Vi har set i Skælskør, at det netop er den mulighed for at kunne deltage frivilligt i forskellige aktiviteter, som har skabt grobund for et stærkt lokalt engagement. Denne indsats kan ske i samarbejde med Bykontoret i Korsør.
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagtsreglerne i forhold til at varetage opgaver, der har til formål at fremme den lokale turismeudvikling og bosætning.
Handlemuligheder
Såfremt udvalget bakker konceptet op, skal der findes finansiering til aflønning af en medarbejder samt til en pulje til aktiviteter.
KFT-udvalget kan vælge at anbefale konceptet overfor et nyt udvalg eller overlade initiativet til et nyt udvalg.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at der er et stort potentiale i at løfte de kulturelle aktiviteter i Korsør med udgangspunkt i det beskrevne koncept og med henblik på at skabe vækst i erhverv og bosætning.
Administrationen vil anbefale, at den kommunale medfinansiering afholdes over en 3-årig periode, hvorefter ordningen evalueres. Den kommunale medfinansiering bør være stødt faldende, mens Kongegaardens andel bør være stødt stigende.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Finansiering af aflønning af medarbejder er beskrevet i ovenstående. Medarbejderen bør have en tæt relation til både Kongegaarden, Kulturafdelingen og de øvrige kulturinstitutioner.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at Udvalget drøfter oplægget og vurderer, om oplægget skal videregives som en anbefaling til et nyt udvalg.
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 4. december 2017:
Fraværende:  ingen
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget videresender oplægget til et nyt fagudvalg.