Møde i udvalget d. 6. februar 2017

9.     Genoptaget - Kommuneplan 17 - forslag til retningslinjetemaet TURISME (B)

Sagsnr.: 330-2016-39609               Dok.nr.: 330-2017-29423                                            Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal beslutte, om forslag til retningslinjetemaet ”turisme” samt forslag til ”Turistpolitiske overvejelser” kan godkendes.
Baggrund
Med planstrategiens endelige vedtagelse den 27. juni 2016 blev det besluttet, at der skal gennemføres en delvis revision af kommuneplanen.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget godkendte på møde den 8. august 2016 proces og tidsplan for Kommuneplan 2017. Kommuneplan 2017 forventes endelig vedtaget i juni 2017.
Den nye planlov giver nye muligheder i forhold til planlægning i bl.a. landdistrikterne, i kystnærhedszonen, inden for detailhandel og nye udlæg til bolig og erhverv. Loven forventes vedtaget mellem april - juni 2017. Med de ændringer, der foretages i Kommuneplan 2017, kan Kommuneplan 2017 kun vedtages endeligt, når den nye planlov er trådt i kraft.
Retningslinjerne for turisme er blevet revideret med udgangspunkt i disse nye forhold.
Som udmøntning af ”Vækst i Balance”, hvor en af vækstpakkerne er ”Erhverv, Turisme og Kultur”, arbejder Center for Kultur, Fritid og Borgerservice i samarbejde med Visit Vestsjælland på en turismestrategi, som fremadrettet skal være Slagelse Kommunes rettesnor i udviklingen af turismen i Slagelse Kommune.
Under temaet ”turisme” hører retningslinjer for:
- Generelle retningslinjer
- Det åbne land
- Kysten
- Købstæderne
- Øerne
Endvidere indeholder retningslinjetemaet dokumentet ”Turistpolitiske overvejelser”, som skal fremgå som en del af kommuneplanen, idet ferie- og fritidsanlæg inden for kystnærhedszonen skal lokaliseres efter sammenhængende turistpolitiske overvejelser. Dokumentet er vedhæftet som bilag 2 til sagsfremstillingen. Det giver et overblik over muligheder for overnatninger og oplevelser i det åbne land, i købstæderne, ved kysten og på øerne ud fra et turistmæssigt perspektiv. For hver af de geografiske afgrænsninger er der kort beskrevet, hvad fokus er i kommende planperiode. Endvidere er de største igangværende og kommende projekter kort beskrevet.
Den nye planlov giver flere nye muligheder i forhold til kommunens turismepolitik. Der gives mulighed for at udpege udviklingsområder i kystnærhedszonen til turisme- eller boliganlæg, mulighed for udlægning af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen samt nye muligheder for nedlagte bygninger i landzone, uden tilknytning til landbruget, at blive aktiveret og ibrugtaget. Kommuneplan 2017’s retningslinjer for 9.3 Kystnærhedszonen, 7.2 Sommerhusområder samt 7.3 Åbent land tager højde for disse nye muligheder.
Ny planlov lægger desuden op til:
- at tomme bygninger på havne uden dispensation kan indrettes til nye formål, f.eks. kiosker, souvenirbutikker, caféer, overnatningsmuligheder mv.
- at eksisterende turismevirksomheder inden for strandbeskyttelseslinjen kan søge om dispensation til at opføre mindre anlæg på deres ejendom i tilknytning til den eksisterende bebyggelse, f.eks. en pavillon, en tennisbane eller en petanquebane.
- en tilpasning af reglerne i campingreglementet til nye ferieønsker, herunder mulighed for større hytter og omdannelse af campingpladser.
- at der kan etableres ferieboliger i overflødiggjorte ejendomme i landzone.
Center for Teknik og Miljø foreslår, at retningslinjer for Turisme revideres i tråd med disse nye muligheder.
Center for Teknik og Miljø foreslår desuden følgende øvrige ændringer i forhold til Kommuneplan 2013:
Generelle retningslinjer
Indsatsområder inden for turisme er blevet opdateret. Retningslinjerne består.
Det åbne land
Panzermuseum East er tilføjet som forlystelse.
Kysten
Redegørelsen er blevet opdateret og uddybet, bl.a. med afsnit omkring naturpark og udlæg af nye sommerhusområder.
Købstæderne
Retningslinje angående etablering af turismeuddannelser i Slagelse udgår, da det ikke længere er aktuelt. Nye udviklingsmuligheder på Hunsballe-grunden i Slagelse er rettet til i en retningslinje. Indledningen er omskrevet, og redegørelsen er opdateret og uddybet med de projekter, der er aktuelle i købstæderne.
Øerne
Indledningen er omskrevet, og redegørelsen er opdateret og uddybet, bl.a. med afsnit om flexboliger, naturpark og Agersø Naturcenter.
Retligt grundlag
Planlovens bestemmelser om kommuneplanlægning (kapitel 4) samt oversigt over de statslige interesser i kommuneplanlægningen 2017.
Handlemuligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at godkende forslag til retningslinjetemaet ”turisme”.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at komme med ændringer til forslag til retningslinjetemaet ”turisme”.
Vurdering
Turisme nævnes som en vigtig parameter i Slagelse Kommunes vækstdagsorden. Kommuneplanen kan være med til at skabe grundlaget for, at indhold i en kommende turismestrategi kan realiseres. Den nye planlov rummer mulighed for, at der kan tænkes nyt i forhold til at understøtte turismen – både internt i kommunen og eksternt blandt de lokale interessenter. De nye muligheder, der blandt andet vedrører udpegning af udviklingsområder, udlæg af nye sommerhusområder, nye formål til tomme havnebygninger og overflødiggjorte bygninger i landzone, opførelse af mindre anlæg inden for strandbeskyttelseslinjen for eksisterende turismevirksomheder samt en mulig ændring af campingreglementet, er derfor blevet tilføjet Kommuneplan 2017.
Endvidere er dokumentet ”Turistpolitiske overvejelser” blevet revideret, så dokumentet er tidssvarende i forhold til nuværende og kommende udvikling inden for turisme.
Center for Teknik og Miljø vurderer, at revisionen af de enkelte retningslinjer ikke er så væsentlige, at de skal miljøvurderes i forbindelse med miljøvurderingen af Kommuneplan 2017.
På baggrund af ovenstående anbefaler Center for Teknik og Miljø, at Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget godkender forslag til retningslinjetemaet ”turisme”.  
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchef for Teknik og Miljø indstiller,
1.    at forslag til retningslinjetemaet ”turisme” godkendes.
2.    at forslag til ”Turistpolitiske overvejelser” godkendes.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 7. november 2016:
Fraværende:  Villum Christensen (I)
Sagen genoptages.
Sagen Genoptages
Der er afholdt temamøder i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget og Byrådet i januar 2017. Temamøderne har ikke medført ændringer til retningslinjetemaet ”turisme”. I forhold til udvalgsmødet den 7. november 2016 har bilag 2 ”Turistpolitiske overvejelser” fået nyt layout.
Kommuneplan 2017 forventes endelig vedtaget i august 2017.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at forslag til retningslinjetemaet ”turisme” godkendes.
2.    at forslag til ”Turistpolitiske overvejelser” godkendes.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 6. februar 2017:
Fraværende: 
Godkendt.
Udvalget kom med en række bemærkninger vedr. sejlads og fiskeri, som indarbejdes i retningslinjer.