Møde i udvalget d. 2. oktober 2017

5.     Eliteidrætsklasser på Nymarkskolen (O)

Sagsnr.: 330-2014-80089               Dok.nr.: 330-2017-530192                                          Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget og Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget og Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget orienteres om status på eliteidrætsklasserne.
Baggrund
I 2014 besluttede Byrådet at afsætte 1 mio. kr. til talentudvikling i folkeskolen inden for det sportslige, kunstneriske og boglige område. Center for Skole besluttede, at den sportslige indsats skulle ligge på Nymarkskolen, som sideløbende var overgået til at være idrætsskole for alle elever med 5 ugentlige idrætstimer. I august 2015 blev den første klasse for elever med niveau inden for en sport oprettet på Nymarkskolen.
I samarbejde med foreningslivet afholdes der morgentræning 2 gange om ugen som en del af skoledagen. Der er 4 sportsspecifikke linjer og 1 multilinje. I alt 74 elever går i de nu 3 klasser, hvor alle tre årgange er fuldt udrullede i skoleåret 2017-18. Til sommer afslutter den første eliteidrætsklasse 9. klasse.
Eleverne søger optagelse i klassen med en motiveret ansøgning og en udtalelse fra skole og forening. Efter en screening, hvor der blandt andet kigges på fysik, samarbejdsvilje, motorik og koordination, samt en personlig samtale, udvælges de elever, der kan optages. Optagelse sker både på baggrund af et højt sportsligt niveau eller et potentiale til at nå det, men også på baggrund af elevens indstilling til at nå sine mål, skoleparathed, modenhed samt refleksioner over at tage valg for at nå sine mål.
En af udfordringerne har været at klargøre foreningslivet til opgaven. Mange foreninger har ikke målrettet årgangsarbejde, hvorfor der ikke kan sikres et vist antal elever fra hver sport hvert år. Kun fodbold kan levere en stor andel egnede elever hvert år. Her har været igangsat et sideløbende udviklingsforløb.
Multisporet opstod, da der ikke var nok foreninger, som var klar til at løfte opgaven. Elever, der er skadede, deltager desuden på multisporet. Der er evidens for, at den træning, som eleverne modtager på multisporet, gør dem stærke og højner deres fysik.
De 74 elever repræsenterer i alt 15 sportsgrene og 17 idrætsforeninger (15 lokale og 2 udenbys). Klasserne har en sammensætning med omkring 1/3 piger, og fordelingen af elever på de forskellige morgentræningsspor ser således ud:
Fodbold: 37 elever (to ugentlige træninger i fodbold – om vinteren en fysisk træning)
Svømning: 10 elever (to ugentlige træninger i svømning)
Volleyball: 4 elever (en ugentlig sportstræning og en fysisk træning)
Badminton: 2 elever (en ugentlig sportstræning og en fysisk træning)
Multisporet: 14 elever (to ugentlige fysiske træninger)
Håndbold: 7 elever (en ugentlig sportstræning og en fysisk træning)
Da Slagelse Håndboldklub er trådt ud af samarbejdet, udfases ordningen, og eleverne tilbydes fremadrettet multisporet.
Tilbuddet på Nymarkskolen er koordineret, så det hænger sammen med kommunens tilbud til studerende på en ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse kaldet Slagelse Talent & Elite. Det gør, at mentalkonceptet, eksperter mv. kan bruges både til eleverne i folkeskole og på ungdomsuddannelse og give dermed merværdi.
Alle koncepter, der igangsættes, har vist en afsmittende effekt på både de andre udøvere i klubberne samt de andre elever på skolen.
Retligt grundlag
Loven om Eliteidræt samt kommunalfuldmagten.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget og Uddannelsesudvalget kan
a) Tage orienteringen til efterretning.
Vurdering
De seneste 3 år er konceptet blevet tilpasset til den lokale kontekst i Slagelse Kommune. Med udvidelsen af det samlede tilbud til ungdomsuddannelser, har Slagelse Kommune nu et tilbud for sportsudøvere fra 7. klasse til 3. g og længere for dem, der fortsætter på fx SDU. Indholdet er blevet blåstemplet af Team Danmark som innovativt og tidssvarende. Ofte er Slagelse blevet brugt som godt eksempel overfor andre elitekommuner eller udenlandske gæster.
Eleverne i klasserne trives og får meget ud af det fællesskab, som den specielle klassesammensætning giver. Flere elever udvikler sig hurtigt og klarer sig betydeligt bedre både i skolen og i deres individuelle sportsgren.
Skolelederen på Nymarkskolen fremhæver følgende effekter efter implementeringen af eliteidrætsklasserne:
’Eleverne ”passer godt” ind i skolens læringsmiljø, skolen har igennem en årrække arbejdet aktivt med synlig læring.
Eleverne fra vores eget skoledistrikt er bevidste om at sætte klare og tydelige mål for deres læring. Efter eliteidrætsklasseeleverne er kommet til, kan vi mærke, at vores elever sætter mål i andre sammenhænge end i det faglige arbejde. Hos eliteidrætsklasseeleverne ser vi, at de kan hente deres erfaring fra den sportslige verden over i den faglige. Nu sætter de mål, store som små, såvel sportsligt som fagligt.
Vi oplever, at flere elever end tidligere søger valgfag, hvori bevægelse og idræt indgår. Specielt vores junioridrætslederuddannelse har stor søgning, hvor 40 elever i år har meldt sig.
Vores kantine og området omkring bliver i anvendt mere, da vores eliteidrætsklasseelever benytter det op til flere gange dagligt. Det har haft en effekt på skolens øvrige elever. Vi oplever, at flere elever spiser på skolen og dermed vælger et sundere alternativ.
Det har været afgørende for den hurtige succes, at der har været tilknyttet en konsulent på eliteidrætsklasserne. Kombinationsansættelsen har været afgørende, da det er vigtigt, at konsulenten har et tæt samarbejde med de enkelte foreninger. Det er medvirkende til, at vi kan følge den enkelte elev tæt såvel sportsligt som fagligt.
Frafaldet fra klasserne er naturligt og på linje med det, man ser i andre elitekommuner – børnene stopper med deres sport eller passer ikke ind i det miljø, der er i klassen. Den læring, der har været fra de første screeninger viser, at de unge, der har været tvivl om i optaget, oftest er dem, der stopper i deres sport eller ikke falder helt til. Det vil fremadrettet formentlig betyde en mere homogen screening, også i takt med at flere søger klasserne.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Sagen forelægges for både Uddannelsesudvalget samt for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.
Indstilling
Centerchefen for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,
1.    at Udvalgene tager sagen til efterretning.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 2. oktober 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V), Tonny Borgstrøm (Udenfor partierne)
Til efterretning.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.