Møde i udvalget d. 8. maj 2017

14.   Analyse af mulige udpegninger til nyt sommerhusområde (B)

Sagsnr.: 330-2016-39609               Dok.nr.: 330-2017-261901                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal beslutte, om et eksisterende sommerhusområde på Omø skal tilbageføres til landzone, og om der tilsvarende skal udpeges et nyt sommerhusområde og dermed igangsættes et tillæg til Slagelse Kommunes planstrategi.
Baggrund
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget besluttede på mødet den 5. september 2016, at administrationen skulle skitsere muligheder for udlæg af nye sommerhusområder i kystnærhedszonen.
Udvalget fik på mødet den 7. november 2016 forelagt mulige nye udpegninger. Udvalget besluttede at genoptage sagen. Der har efterfølgende været afholdt temamøde i januar 2017 i udvalget, hvor det blev besluttet, at administrationen skulle kigge nærmere på alle muligheder i kystnærhedszonen i forhold til de nye muligheder i planloven. Analysen af mulige nye udpegninger er vedhæftet denne sagsfremstilling som bilag 1. Analysens konklusioner fremgår af et resume forrest i bilaget.
Forudsætning for at udpege et nyt sommerhusområde i kystnærhedszonen er, at et andet, ubebygget sommerhusområde i kystnærhedszonen tilbageføres til landzone. Endvidere er der følgende krav til udpegning af nyt sommerhusområde i kystnærhedszonen:
- Udlæg af sommerhusområder skal være beliggende i sammenhængende områder og skal placeres i tilknytning til eksisterende eller planlagte bysamfund, feriecentre eller sommerhusområder.
- Der skal byttes i forholdet 1:1. Det vil sige, at det antal ubebyggede grunde, der tilbageføres, kan udlægges andre steder.
- Offentlighedens adgang til kysten skal sikres og udbygges.
- Der kan ikke udlægges nye sommerhusgrunde inden for naturområder beskyttet af naturbeskyttelsesloven, strandbeskyttelseslinjen eller i klitfredede områder.
- Nye sommerhusområder skal placeres uden for områder med særlige landskabsinteresser og naturbeskyttelsesinteresser og må ikke være i strid med væsentlige nationale interesser.
- Der må kun udtages større, ubebyggede arealer og ikke enkelte ubebyggede grunde i de respektive sommerhusområder.
- Det skal i planstrategien beskrives, hvordan de nye sommerhusgrunde kan understøtte vækst og udvikling lokalt.
Af sidstnævnte fremgår, at der, i tilfælde af udpegning af nyt sommerhusområde, skal laves et tillæg til planstrategien, der beskriver Slagelse Kommunes strategi.
Udlæg af nyt sommerhusområde i kystnærhedszonen sker på baggrund af en ansøgning til Erhvervsstyrelsen, hvor Slagelse Kommune skal argumentere for de nye udpegninger. På denne baggrund kan Erhvervsstyrelsen udstede et landsplandirektiv, som forventes udstedt senest i efteråret 2018. Der er frist for indsendelse af ansøgning den 15. oktober 2017.
Administrationen har på baggrund af ovenstående krav analyseret hele Slagelse Kommunes kystnærhedszone med henblik på at afdække nye, mulige sommerhusområder.
De eneste større, ubebyggede sommerhusområder Slagelse Kommune kan tilbageføre, er to områder på Omø syd (S18 og S19). Disse rummer henholdsvis 16 (S18) og 26 grunde (S19). Det vil sige, at Slagelse Kommune har mulighed for at konvertere op til 42 sommerhusgrunde til 42 nye sommerhusgrunde et andet sted.   
På baggrund af analysen, der redegør for udviklingsmulighederne i de eksisterende sommerhusområder, ser administrationen følgende muligheder for nye sommerhusområder:
Sommerhusområde
Bebyggede grunde
Ubebyggede grunde
Mulige nye grunde
S1 – Bildsø Strand
165
4
15
S3 – Kongsmark Strand
675
10
42
S4 – Kelstrup og
Næsby Strand
866
50
42
S7 – Knivkær nord
133
3
42
S9 – Kobæk Strand
270
9
20
Det er kun delområde A i S3 – Kongsmark Strand, der er kommunalt ejet. Administrationen har ikke været i dialog med nogle af grundejerne.
Retligt grundlag
Planlovens bestemmelser om kommuneplanlægning (kapitel 4).
Handlemuligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at tilbageføre S18 på Omø til landzone og dermed frigøre 16 sommerhusgrunde, der kan udlægges et andet sted.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at tilbageføre S19 på Omø til landzone og dermed frigøre 26 sommerhusgrunde, der kan udlægges et andet sted.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at tilbageføre S18 og S19 på Omø til landzone og dermed frigøre 42 sommerhusgrunde, der kan udlægges et andet sted.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge ikke at tilbageføre hverken S18 og S19 på Omø til landzone. Dermed vil det ikke være muligt at udpege nye sommerhusområder, og der skal således ikke udarbejdes tillæg til planstrategi eller ansøgning til Erhvervsstyrelsen.
Vurdering
I stort set alle kommunens sommerhusområder er der ubebyggede grunde. Der er flest ubebyggede grunde (50) ved Kelstrup og Næsby strand (S4). I alt er der omkring 200 ubebyggede sommerhusgrunde i Slagelse Kommune. I de områder, hvor det er muligt at udvide, er der således endnu ubebyggede grunde. Disse grunde ligger mere kystnært og dermed mere attraktivt.   
Der er ingen af de udpegede områder, der har en bedre kystnær placering end områderne på Omø. Begge områder på Omø ligger lige ud til kysten i tilknytning til eksisterende sommerhusområde. Dog har områderne, siden de blev udlagt til sommerhusområder i 2010, ligget ubenyttet hen.
For at skabe nye muligheder på fastlandet samtidig med, at der fastholdes muligheder på Omø, foreslår administrationen, at S18 tilbageføres til landzone. Det vil medføre, at der fortsat kan planlægges for nye sommerhuse i S19 på Omø, som vurderes at være mere attraktivt i forhold til at koncentrere bebyggelsen på den sydlige spids af Omø. 
Det nye udlæg (16 sommerhusgrunde), foreslås placeret som udvidelse af sommerhusområdet ved Knivkær (S7) lige syd for Knivkærvej, hvor der kun er tre ubebyggede grunde tilbage. En ny række af sommerhuse vil ligge i 6-7 række 270 m fra kysten med god tilgængelighed og tæt på handlemuligheder og nærhed til større byer. Eneste ulempe er, at området ikke umiddelbart er kloakforsynet. Frølunde og Svenstrup i nærheden er kloakeret, så det vurderes ikke at være problematisk at føre forsyning frem til området. Der er som udgangspunkt ingen naturmæssige interesser inden for området.
På baggrund af ovenstående anbefaler administrationen, at S18 på Omø tilbageføres til landzone og, at de 16 sommerhusgrunde placeres som udvidelse af S7 ved Knivkær som angivet i bilag 1.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektør indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at sommerhusområdet S18 på Omø tilbageføres til landzone,
2.    at sommerhusområdet S7 ved Knivkær udvides med 16 sommerhusgrunde som angivet i bilag 1,
3.    at tillæg til planstrategi sættes i gang.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 8. maj 2017:
Fraværende: 
Udvalget ønsker ikke at ændre i plangrundlaget.
Udvalget ønsker en status på vindmøller ved Omø.