Møde i udvalget d. 6. november 2017

6.     Anmodning om opstart af ny lokalplan for udvidelse af Hashøjskolen i Slots Bjergby (B)

Sagsnr.: 330-2017-74950               Dok.nr.: 330-2017-653011                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om en lokalplan for udvidelse af Hashøjskolen i Slots Bjergby skal sættes i gang. 
Baggrund
Center for Kommunale Ejendomme anmoder, på vegne af Hashøjskolen i Slots Bjergby, om ny lokalplan som kan rumme en udvidelse af Hashøjskolen og indpasning af Slotsbjergby Daginstitution til fremtidigt livs- og læringshus som skitseret i bilag 1. Et livs- og læringshus kombinerer funktioner og aktiviteter, der er rettet mod både skole, daginstitution og beboerne i området.
Ny lokalplanafgrænsning kan ses i bilag 2. Området er omfattet af lokalplan 303.
En ny lokalplan skal skabe mulighed for en udbygning på ca. 1100 m² af skolen. Udvidelsen skal rumme lokaler til både daginstitution og skole, som skitseret i bilag 1. 
Ved realisering af udvidelsen fraflytter Slotsbjergby Daginstitution Brovej 3 og 7. I lokalplanlægningen skal der tages stilling til en evt. ny anvendelse af de ejendomme.
Det nye livs- og læringshus opføres i maksimal 2 etager syd for skolen i forlængelse af eksisterende bygninger. En ny lokalplan vil også skulle tage stilling til en evt. yderligere udvidelse af skolen. Omfanget af dette vil blive klarlagt under lokalplanlægningen. Som en del af lokalplanlægningen vil der også blive set nærmere på trafikforhold og parkeringsmuligheder for området.
Lokalplananmodningen er i tråd med rammebestemmelserne i gældende Kommuneplan 2013 og kommende Kommuneplan 2017.
Retligt grundlag
Lov om planlægning – Planloven, §§ 5 og 11.
Handlemuligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at imødekomme lokalplananmodningen. Det vil betyde, at lokalplanlægningen sættes i gang.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge ikke at imødekomme lokalplananmodningen. Det vil betyde, at den ønskede udvidelse ikke kan realiseres.
Vurdering
Lokalplan 303 er fra 1990 og giver ikke mange muligheder for, at hverken skolen eller daginstitutionen kan udvide. En ny lokalplan, der muliggør en udvidelse, og som tager stilling til problemstillinger vedrørende parkering, trafik og tilgængelighed, vil sikre, at både skolen og daginstitutionen også i fremtiden kan udvikle sig i takt med efterspørgslen. Nærmeste nabo vest for skolen er en bolig, der ligger mellem daginstitutionerne på Brovej 3 og 7. Nærmeste nabo mod øst ligger 65 meter fra den ønskede udvidelse. Der er ingen naboer mod nord, og de nærmeste naboer mod syd er på den anden side af Jættehøjvej. En udvidelse af skolen vurderes ikke at være til gene for omkringliggende naboer.  
Administrationen anbefaler derfor, at anmodningen godkendes, så plangrundlaget for Hashøjskolen og Slotsbjergby Daginstitution opdateres.  
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der er afsat 23,25 mio. kr. i Slagelse Kommunes budget til udvidelse af Hashøjskolen i 2017-2019.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Planchefen indstiller,
1.    at lokalplanen sættes i gang.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 6. november 2017:
Fraværende:  Villum Christensen (I)
Godkendt.