Møde i udvalget d. 6. juni 2017

8.     Vægtløfterklubben AK Atlas - Tilskud til Aktiv Ferie - sommerferietilbud til børn og unge (B)

Sagsnr.: 330-2017-32950               Dok.nr.: 330-2017-306984                                          Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal tage stilling til Vægtløfterklubben AK Atlas’ ansøgning om tilskud til projektet Aktiv Ferie – et tilbud for børn og unge i Slagelse. Foreningen søger om 29.700 kr. fra Idræts- og Fritidspuljen.
Baggrund
Projektet etableres med et ønske om at skabe et nyt socialt og sportsligt tilbud til børn og unge i Slagelse. Kreativitet, leg og fællesskab vil være kodeord for programlægningen.
Foreningen ønsker at skabe et træningstilbud, som favner alle uanset sportsligt aktivitetsniveau og social baggrund.
Formål
Delmål for projektet:
· Give en god oplevelse til børn og unge, som deltager i Aktiv Ferie.
· Skabe venskaber mellem deltagere.
· Give deltagere øget selvværd og selvtillid.
· Få flere børn og unge involveret i det lokale foreningsliv.
· Præsentere deltagere for flere forskellige motionsformer – og derved give deltagere lyst til at fortsætte med motion i hverdagen.
· Etablere gode rutiner mht. fysisk udfoldelse blandt børn og unge - og derved skabe overskud og glæde i hverdagen.
Hvem kan deltage
Aktiv Ferie er et koncept for børn og unge. I uge 27 sommeren 2017 er målgruppen drenge og piger i alderen 8-12 år. De sportslige aktiviteter vil bestå af styrketræning og vægttræning, konditionstræning, funktionel træning samt gymnastiske og akrobatiske momenter.

Fysisk udfoldelse i trygge rammer; skaber venskaber, giver overskud og energi, øger lysten til at lære nyt, bedrer koncentrationsevnen og bedrer indlæringsevnen.

AK Atlas stiller lokaler og træningsudstyr til rådighed. Campens instruktører har stor erfaring med at aktivere børn og unge indenfor målgruppen.
Projektets samlede budget:
Deltagergebyr
12.800 kr.
Træningsudstyr
23.200 kr.
It og kommunikation
10.000 kr.
PR og formidling
1.500 kr.
Godtgørelse 2 frivillige ulønnede trænere
4.400 kr.
Køb, vask og vedligeholdelse
3.900 kr.
Udgifter i alt
43.000 kr.
Nettoudgifter
30.200 kr.
Foreningen har ansøgt OK-fonden om 5.000 kr. til it og kommunikation.
Vægtløfterklubben har pr. 31.12.2016 111 medlemmer, hvoraf de 77 medlemmer er mellem 0 og 24 år.
AK Atlas’ regnskab for 2016 viser et overskud på 9.779 kr., hvor de 626.346 kr. er indtægter, og 616.567 kr. er udgifter. Balancen udviser pr. 31.12.2016 en egenkapital på 5.067 kr.
Retligt grundlag
Retningslinjerne for Idræts- og Fritidspuljen.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan:
A. Bevilge et tilskud på 29.700 kr. til projektet
B. Bevilge et mindre beløb, fx 15.000 kr.
C. Meddele afslag på ansøgningen.
Vurdering
Administrationen vurderer, at Vægtløfterklubben AK Atlas vil kunne opnå tilskud fra Idræts- og Fritidspuljen, da denne pulje bl.a. støtter:
· Enkeltstående arrangementer, der ikke er folkeoplysende
· Nye initiativer, der ikke er folkeoplysende
Administrationen vurderer, at foreningen med sin begrænsede egenkapital ikke har så store midler til brug for medfinansiering af projektet.
Foreningen stiller lokaler og træningsudstyr til rådighed. Til trods for dette ansøger foreningen om træningsudstyr for 23.200 kr. som det må forventes, at foreningen også kan bruge efter campen.
Bærende principper
Det er centerets vurdering, at AK Atlas kan modtage tilskud fra Idræts- og Fritidspuljen, idet afholdelse af campen er i overensstemmelse med de bærende principper Nytænkning, Inddragelse af borgere, Børn og unge, Omfang, Faktuel viden og Idrætspolitik.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børne- og ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at  Vægtløfterklubben AK Atlas bevilges et tilskud på 15.000 kr. til projekt Aktiv Ferie
Beslutning i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget den 6. juni 2017:
Fraværende:  ingen
Godkendt.