Møde i udvalget d. 7. august 2017

3.     Opstilling af digitale skilte (pyloner) med opstartsfinansiering over 3 år i Slagelse, Korsør og Skælskør  (B)

Sagsnr.: 330-2016-42370               Dok.nr.: 330-2017-413641                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om nedenstående finansieringsmodel for opsætning af pyloner i Slagelse, Korsør og Skælskør skal iværksættes, hvilket forudsætter beslutning om støtte fra Slagelse Kommune. Finansieringsmodellen skal sikre, at det økonomiske bidrag til driften af pylonerne kan foregå uden Slagelse Kommunes involvering efter 3 år.
Baggrund
Business Slagelse har, med interessesammenfald fra Korsør Erhvervsforening og Skælskør Erhvervsforening, gennem de seneste år ønsket at få etableret pyloner ved indfaldsvejene til kommunens 3 købstæder. 4 stk. i Slagelse, og 2 stk. i hhv. Korsør og Skælskør.
Der har været overvejet forskellige løsninger over tid, som nu udmønter sig i, at de tre erhvervsforeninger har henvendt sig til Slagelse Kommune med et forslag til kommunalt støtte over 3 år på 450.000 kr. eksklusiv moms pr. år, i alt 1.350.000 kr. Dette med henblik på en selvkørende drift af pylonerne, uden kommunens involvering, efter 3 år. Det er aftalt mellem de 3 erhvervsforeninger, at Business Slagelse er ansvarlig for udvikling og drift af hele projektet.
I bilag er gengivet den økonomiske kalkulation.
Erfaringer med opstilling og drift af pyloner
I flere kommuner landet over er der positive erfaringer med digital skiltning. Eksempelvis har både Holstebro Kommune og Horsens Kommune rigtig gode erfaringer med pyloner. Sidstnævnte kommune har særdeles gode erfaringer med markedsføring af events og borgerrettet information. Derudover har pylonerne profileret detailhandel og erhvervsvirksomheder i kommunen. Den økonomiske erfaring fra Horsens Kommune er, at pylonerne har aktiveret nye sponsorer og dermed løftet indtægtsgrundlaget.
Placering af digitale infostandere
Da Slagelse Kommune tidligere har overvejet mulighederne for opstilling af pyloner, er der allerede foretaget vurderinger af den praktiske del af opsætningen af pylonerne, jævnfør følgende:
Alle digitale infostandere placeres udenfor registreret vejareal, det vil sige, at der ikke kan opsættes digitale infostandere på arealer, som er registreret som offentlig vej eller privat fællesvej.
Alle digitale infostandere skal placeres indenfor den færdselsmæssige byzoneafgrænsning, og placeringen skal ske på en sådan måde, at infostanderen ikke dækker for udsyn og oversigter på færdselsarealet.
I forlængelse af de krav, som er præciseret til placeringen af pylonerne, er følgende overvejet som placeringer i samarbejde med Business Slagelse for Slagelse by.
Pyloner – 4 stk. ønskes ved følgende indfaldsveje:
Indfaldsvej fra Næstved. Her placeres pylon tæt på rundkørslen imellem Sdr. Ringgade og Transportcenteret (Stop 39). Gældende bestemmelse for området:
Område privat ejet. Omfattet af lokalplan 197, Trafik og Transportcenter
§ 7.5 – Fritstående skilte og lign. må ikke være højere end 6 m.
§ 7.6 – Markeringsskilt, vartegn – maks. 14 m højt.
Kommuneplantillæg: Der skal tages særlige hensyn til udformning af facader og for arealer mod Sdr. Ringgade.
Indfaldsvej fra Korsør. Her ønskes pylon placeret ud til Korsørvej mellem omfartsvejen og Asienvej. Gældende bestemmelse for området:
Område privat ejet. Er ikke lokalplanlagt.
Kommuneplanrammeområde 1.4R8: Rekreativt grønt område (ingen specifikke skiltebestemmelser).
Indfaldsvej fra Sorø. Her ønskes pylon placeret mellem Ndr. Ringgade og Sorøvej ved rundkørslen. Gældende bestemmelse for området:
Område privat ejet. Omfattet af lokalplan 192, Erhvervsområde ved Pilegårdsvej.
§ 7.4 – Fritstående skiltning må ikke være højere end 5 m og må ikke placeres over færdselsarealer, i oversigtsarealer eller beplantningsbælter. Reklameflagning og reklameskiltning ikke tilladt.
Indfaldsvej fra Kalundborg. Her ønskes pylon placeret på den østlige side af Kalundborgvej. Gældende bestemmelse for området:
Privat ejet. Omfattet af lokalplan 97, Erhvervsområde ved Odensevej
§ 7.2 – Skiltning og reklamering må kun finde sted i et efter Byrådets skøn sædvanligt omfang for virksomheder af den pågældende art.
§ 8.4 – Arealet mellem Kalundborgvej og beplantningsbæltet (5-7m fra vejskel) må ikke bruges til udstilling
.
Hertil placeringer af pyloner ved 2 indfaldsveje til Korsør og 2 placeringer af pyloner ved indfaldsveje til Skælskør, der endnu ikke er fastlagt.
Center for Teknik og Miljø har efterfølgende foretaget en besigtigelse af de pågældende placeringer ved de ovennævnte 4 indfaldsveje og konkluderet følgende.
Den endelige og nøjagtige placering af pylonerne vil herefter foregå i et tæt samarbejde mellem Business Slagelse og projektleder fra Center for Teknik og Miljø. Projektleder vil også være behjælpelig med udformning af ansøgning om gravetilladelse og byggetilladelse.
For Korsør og Skælskør er der som nævnt endnu ikke præciseret konkrete placeringer af Pylonerne. Krav til placering vil være den samme for Korsør by og Skælskør by som for Slagelse by.
Retligt grundlag
Erhvervsfremmeloven.
Handlemuligheder
· Udvalget kan vælge at beslutte, at den fremlagte model godkendes med henblik på igangsætning straks.
· Udvalget kan vælge at beslutte, at den fremlagte model ikke godkendes.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at etableringen af pylonerne vil styrke Slagelse Kommunes image som en førende kommune på Sjælland, når det gælder detailhandel, kultur og events samt kyst- og naturturisme. Samtidig får Slagelse Kommune mulighed for at synliggøre egne aktiviteter overfor borgerne og dermed styrke kommunens borgerrelationer og kommunikation.
Hertil kan forventes en aktivering af nye indtægtskilder, der kan styrke detailhandling og byudvikling
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Den økonomiske model er beskrevet i bilag. Her er præciseret den økonomiske investering for Slagelse Kommune. Investeringen udgøres af støtte på 450.000 kr. eksklusiv moms i 3 år, i alt 1.350.000 kr. Se bilag med den økonomiske kalkulation udarbejdet af Business Slagelse.
Finansieringen af driftstilskuddet foreslås gennemført ved at indgå i de kommende budgetforhandlinger.
Konsekvenser for andre udvalg
Erhvervsforeningerne er forankret i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget. 
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at den fremlagte model for opstilling af pyloner godkendes med henblik på, at finansieringen indgår i de kommende budgetforhandlinger.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 7. august 2017:
Fraværende: 
Udvalget finder projektideen interessant.
Udvalget ønsker at administrationen tager dialog med Skælskør og Korsør Erhvervsforening.
Udvalget ønsker en nærmere redegørelse for budgetforudsætningerne.