Møde i udvalget d. 3. april 2017
7. Principper for udmøntning af ramme til selvejende haller (B)
Sagsnr.: 330-2017-20993 Dok.nr.: 330-2017-172847 Åbent
Kompetence: Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget skal tage stilling til
administrationens oplæg til principper for udmøntning af ramme til selvejende
haller.
Baggrund
KFT-udvalget besluttede den 5.
september 2016, at den fremtidige aftale mellem Slagelse Kommune og de
selvejende haller skal være en rammemodel, hvor rammen for det kommende år
besluttes politisk med vedtagelse af budgettet. Rammemodellen er etårig, og
selve udmøntningen af rammen kan først ske efter budgetvedtagelsen i oktober.
Udvalget fik i november 2016
udmøntningen af rammen for 2017 (forholdsmæssig fordeling som i Budget 2016)
samt et vejledende årshjul for fremtidige udmøntninger til orientering.
Udvalget godkendte begge, men efterlyste nye principper for udmøntningen af
rammen, fx aktivitetsniveau, og ønskede en sag vedr. principper til videre
behandling. Administrationen har derfor på baggrund af bl.a. input fra de
selvejende haller på et dialogmøde den 12/1 udarbejdet oplæg til principper for
udmøntning af rammen. Der blev den 13/3 afholdt møde om dette oplæg med en
arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for tre af hallerne.
De selvejende haller gav på begge
møder udtryk for, at det er vigtigt, at tilskuddet først og fremmest har en
størrelse, så bygningerne kan bestå, da det ikke giver mening for dem at tale
om aktivitet mv., hvis ikke bygningen er sikret.
Den konkrete beregning af denne
del af driftstilskuddet tager udgangspunkt i et gennemsnitsbeløb for de enkelte
haller på baggrund af deres udgiftsregnskaber for de seneste tre år. Der er dog
et maksbeløb til nyanskaffelser, hvilket svarer til det i en kommunal hal.
Hallernes indtægter indgår ikke i beregningen af driftstilskuddet.
En del af det at drive en
bygning er også rengøring. I den tidligere købsmodel var der et maksbeløb til
personale på 800.000 kr., mens der kunne tildeles 164.500 kr. til ekstern
rengøring. Ingen haller har dog ekstern rengøring, så det foreslås, at der kun
tildeles til personale i driftstilskuddet. Tildelingen til personale er med til
at bestemme serviceniveauet i hallen.
Inden Ejendomsservice overtog
opgaven ift. de kommunale haller, var der i disse en gennemsnitlig udgift til
personale på ca. 660.000 kr. Denne udgift må forventes at være lavere nu, da
der er sket besparelser med indførelsen af Ejendomsservice. Beløbet er dog ikke
fuldt ud sammenligneligt med personaleudgiften i en selvejende hal, da en
kommunal hal kan trække på intern bistand.
Der er lavet beregninger ud fra
et maksbeløb til personale i selvejende haller på hhv. 700.000 og 800.000 kr.
Det skal dog bemærkes fra de selvejende haller, at disse beløb ikke dækker de
faktiske personaleudgifter i alle hallerne.
Forslaget til principper for
fordeling af den største del af rammen er derfor:
·
Realkreditudgifter dækkes fuldt ud dette er for at ligestille
haller med og uden lån.
·
Forbrugsudgifter dækkes fuldt ud dvs. el, vand og varme samt en
række udgifter til administration.
·
Personaleudgifter dækkes op til et politisk besluttet maksbeløb,
fx 700.000 eller 800.000 kr.
Bemærk
at fuld dækning kun gælder m2, hvor kommunen lovligt kan yde tilskud. Der sker
således ligesom i den gamle aftale et fradrag for m2, som kommunen ikke kan
støtte.
Fordeling af evt. restramme skal
også ske ud fra principper. De selvejende haller ønsker ikke, at der bliver en
administrativ pulje, men har foreslået en fordeling ud fra størrelse, alder
eller aktivitet.
Administrationen har undersøgt
mulighederne og vurderer, at det vil være at foretrække, at fordele en evt.
restramme forholdsmæssigt administrativt ud fra hallernes størrelse (antal
kvadratmeter i driftsaftalen), da der alt andet lige er forskel på, hvor dyrt
det er at drive en meget stor hal kontra en mindre. Derudover var et af
kritikpunkterne mod den gamle model, at den efter flere hallers opfattelse ikke
i tilstrækkelig grad tog hensyn til størrelse.
At hallens alder ikke er valgt
skyldes, at dette princip allerede indgår delvist i forhold til de bærende
principper i bygningsdelen, da der i det faste tilskud gives til
bygningsvedligehold.
At princippet aktivitet ikke er
valgt skyldes, at administrationen pt. ikke har værktøjerne til at måle denne
på en retvisende og simpel måde. Der vil således skulle ske manuel registrering
i hallerne, hvilket vil være en ekstra opgave, der også kan være forbundet med
fejl.
Endelig viser beregningerne
foretaget på baggrund af regnskabsår 2013-2015, at restrammen, der skal
fordeles ud fra det sidste princip, er forholdsvis lille, hvilket taler for et
simpelt princip. Der kan ligeledes være en risiko for, at der ikke er en
restramme, og der ønskes derfor også politisk stillingtagen til, hvorvidt
tildelingen skal gå i nul hvert år, eller om der kan overføres evt. underskud.
Det er et krav for at kunne få
driftstilskud, at der er afleveret regnskab til kommunen.
For at lette både
administrationen og hallernes arbejde foreslår administrationen, at der
udarbejdes og udsendes en regnskabsskabelon til hallerne.
Retligt
grundlag
Kommunen kan understøtte
foreningsdannelse efter Folkeoplysningsloven samt borgernes aktive fritidsliv
efter kommunalfuldmagtsreglerne.
Handlemuligheder
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan:
a) Godkende
administrationens oplæg til principper for udmøntning af ramme.
b) Godkende
oplægget med konkrete ændringer/tilføjelser
c) Afvise at
godkende modellen
Vurdering
Administrationen vurderer, at principperne giver en simpel,
fair og gennemskuelig udmøntning af rammen til de selvejende haller.
Principperne tager også hensyn til hallernes ønske om, at tilskuddet skal kunne
sikre bygningsdriften, og at hallernes størrelse får en større betydning. Administrationen
vurderer derfor, at det er en model, som alle parter kan leve med, og som ikke
er for administrationstung.
Administrationen vurderer, at
fordeling på baggrund af aktivitetsniveauet i den enkelte hal desværre ikke er
mulig på nuværende tidspunkt, bl.a. fordi det vil være meget
administrationstungt og dyrt at afdække det faktiske aktivitetsniveau i den
enkelte hal.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børne- og ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.
at Udvalget godkender administrationens oplæg til principper for udmøntning
af ramme.
2.
at Udvalget beslutter, at maksbeløbet til personaleudgifter sættes til
700.000 kr.
Beslutning i Kultur-,
Fritids- og Turismeudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:
ingen
Ad 1: Godkendt med den bemærkning, at Kultur-, Fritids- og
Turismeudvalget ønsker, at de selvejende haller årligt indsender liste over
aktiviteter, der afholdes, samt at der foretages en evaluering af ordningen
efter et år.
Ad 2: Godkendt