Møde i udvalget d. 6. november 2017

6.     Investering i den tidlige og forebyggende indsats i PPR - Puljeprojekt Socialstyrelsen (O)

Sagsnr.: 330-2017-57093               Dok.nr.: 330-2017-662217                                          Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Orientering om et udviklingsarbejde i PUI, hvortil der er søgt midler i Socialstyrelsens satspuljer.
Baggrund
Socialstyrelsen har afsat en pulje, hvor kommunerne kan søge om udviklingsmidler til at styrke PPRs tidlige og forebyggende indsats.
Formålet med indsatsen er, at styrke kommunernes indsats overfor sårbare og udsatte børn og unge. I fokus er,
· at nedbringe mistrivsel,
· at reducere behovet for specialiseret indsats,
· at reducere behovet for at medicinere børn og unge.
Udviklingsarbejdet løber frem til december 2020 og blandt landets 98 kommuner udvælges der 10 til at deltage.
Indsatsen omfatter ansættelse af medarbejdere i PUI og deltagelse i landsdækkende udviklingsarbejde. Kommunen kan samlet søge kr. 12,3 mio kroner til at dække udgifterne i de tre år.
Slagelse Kommune har søgt max beløbet i puljen til et udviklingsarbejde, som er målrettet de børn og unge, som er i fare for at komme i mistrivsel og særlige ordninger på grund af tilknytningsforstyrrelser, omsorgssvigt og andre forstyrrelser af de relationelle forhold.
Konkret omfatter udviklingsarbejdet ansættelse af fire medarbejdere, der sammen med medarbejdere i dagtilbud og skole kan være direkte indgribende i forhold til børn der viser tegn på ikke at trives. Indsatserne skal tilrettelægges på en måde, så medarbejderne i dagtilbud og skole samtidig opkvalificeres til at kunne løse indsatserne selv på længere sigt
Den forventede effekt af udviklingsarbejdet er for børnene, at de oplever at have bedre relationer til voksne og hinanden, at de udvikler øget selvværd, tryghed og tillid, samt at de udvikler kompetencer til bedre at regulere sig selv i forskellige sammenhænge.
Den forventede effekt for forældrene er, at de oplever, at deres børn trives bedre, at de bliver hjulpet i deres frustration over mistrivsel hos deres barn, samt at de får en bedre kommunikation med dagtilbuddet eller skolen.
Den forventede effekt for dagtilbuddets / skolens pædagogiske personale er, at de bliver bedre i stand til at analysere sig frem til og tilrettelægge pædagogiske aktiviteter, der gavner udsatte børns trivsel og bedre til at indgå i følelsesmæssig forpligtende relationer med børnene.
Den forventede effekt på det overordnede niveau er, at færre børn henvises til Børne- og Ungepsykiatrisk Forum (BUF), at der sker færre indstillinger til kommunal specialpædagogisk bistand og at PPRs arbejde med udredninger ift indgribende foranstaltninger reduceres.
Udviklingsarbejdet er kun muligt med bevillingen fra satspuljemidlerne og det bortfalder, hvis ikke Slagelse Kommune udpeges som en af de ti kommuner. Der forventes svar inden årsskiftet.
Retligt grundlag
Bekendtgørelse om ansøgningspuljen til investering i den tidlige og forebyggende indsats i PPR. Aktstykke nr. 104 af 8. juni 2017
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger
Vurdering
Administrationen anbefaler projektansøgningen
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Centerchefen for Skole indstiller,
1.    at Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 6. november 2017:
Fraværende:  Tonny Borgstrøm (Udenfor partierne)
Til efterretning.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.