Møde i udvalget d. 1. februar 2021

498. Initiativsag - Slagelse Kommunes brug af opholdsstedet Holmegaardshuset (B)

Sagsnr.: 330-2021-5738                 Dok.nr.: 330-2021-38113                                  Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådsmedlem Thomas Clausen, Enhedslisten, har den 17. januar 2021 via sin initiativret ønsket, at byrådet tager stilling til Slagelse kommunes brug af opholdsstedet Holmegaardshuset.
Baggrund
Sjællandske bragte den 9. januar 2021 en artikel om Slagelse kommunes aktuelle brug af opholdsstedet Holmegaardshuset: ”I 2020 var 11 børn anbragt på stedet uden forældre, mens Slagelse Kommune samtidig betalte for 10 mor-barnophold. Syv var indskrevet til familiebehandling, der typisk er som led i udslusning fra netop et mor-barn-ophold. Pt. er der seks børn anbragt uden forældre, én mor i ophold med sit barn og seks indskrevet til familiebehandling.”
Byrådet har ad adskillige omgange på foranledning af Enhedslisten beskæftiget sig med kommunens brug af opholdsstedet, således i november 2016, december 2018, i april og maj 2019, oprindeligt i november 2016 på baggrund af en kritik fra forældre af behandlingen af børn og familier i forbindelse med anbringelse på opholdsstedet samt på baggrund af en henvendelse fra tidligere medarbejdere til den daværende borgmester.
Undervejs i denne periode fra november 2016 har der været en pause i anbringelserne. Der har i kommunen også været skærpet tilsyn i forbindelse med nogle personsager.
På byrådsmødet i december 2020 bevilgede byrådet ekstra seks millioner kroner til afdelingen for Børn og Familie.
I den forbindelse vil Enhedslisten gerne have oplyst, hvad kommunen får for pengene ved at anbringe forældre og børn på opholdsstedet Holmegaardshuset.
Retligt grundlag
Byrådsmedlemmernes ret til at indbringe en sag for Byrådet følger af § 11 i styrelsesloven.
Handlemuligheder
Ingen.
Vurdering
Ingen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen.
Indstilling
Byrådsmedlem Thomas Clausen, Enhedslisten, indstiller,
1.    at byrådet på sit møde i februar måned 2021 får en orientering om omfanget af Slagelse kommunes brug af opholdsstedet Holmegaardshuset i perioden fra 1. juli 2019 til 31. december 2020.
2.    at byrådet på sit møde får en orientering om forventningerne til og resultaterne af anbringelse af forældre og børn på opholdsstedet Holmegaardshuset i perioden fra 1. juli 2019 til 31. december 2020.
Beslutning i Byrådet den 25. januar 2021:
Fraværende: 
At 1 til 2 - Byrådet får en orientering på møde i februar. Forud sendes sagen til Børne- og Ungeudvalget.
Administrative bemærkninger:
I vedlagte bilag 1 findes en oversigt over Slagelse Kommunes forbrug og udgifter til Holmegaardshuset i 2019 og 2020.
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 1. februar 2021:
Fraværende: 
Notat om forbrug og udgifter samt forventninger og resultater af anbringelser fremlægges på byrådsmødet i februar.
Helle Jacobsen (V) undlod at stemme.