Møde i udvalget d. 5. februar 2018

10.   Forslag til Turismetillæg til Næstved Kommunes Planstrategi 2016 (B)

Sagsnr.: 330-2018-4873                 Dok.nr.: 330-2018-39199                                            Åbent
Kompetence: Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget
Beslutningstema
Udvalget orienteres om Næstved Kommunes forslag til turismetillæg til Planstrategi 2016. Udvalget skal tage stilling til et eventuelt høringssvar.
Baggrund
Næstved Kommune har sendt et forslag til turismetillæg til Planstrategi 2016 i 8 ugers offentlig høring. Forslaget handler om turismeudvikling generelt i Næstved Kommune, men også specifikt om nye sommerhusområder og udviklingsområder i kystnærhedszonen. Forslaget er i offentlig høring fra den 10. januar til 7. marts 2018. Slagelse Kommune har mulighed for at indgive et høringssvar.
Forslaget udpeger bl.a. et eventuelt nyt sommerhusområde Kristiansholm ved Bisserup, der ligger lige over kommunegrænsen bag det eksisterende sommerhusområde (se vedhæftet kortbilag). Området er ca. 6,4 ha og kan rumme ca. 100 sommerhusgrunde, inklusiv veje, fællesar­ealer og tekniske installationer.
Etablering af 100 nye sommerhuse kan påvirke det lokale område:
· Et nyt sommerhusområde vil tiltrække flere turister til lokalområdet og vil kunne styrke detailhandlen lokalt.
· Det fremgår af forslaget, at vejadgang eventuelt kan etableres gennem det eksisterende sommer­husområde i Bisserup, der er beliggende i Slagelse Kommune. Det er Næstved Kommunes vurdering, at etablering af et sommerhusområde vil give en mindre øgning i trafikken, særligt i ferieperi­oder og weekender, og vil ikke betyde en væsentligt større belastning end trafikken til det eksisterende sommerhusområde.
· Et nyt sommer­husområde kan betyde flere helårsbeboelser i området, idet pensionister allerede efter et års ejerskab har ret til at bebo deres sommerhus hele året. Hvis det sker i stort omfang, kan dette betyde behov for at tilpasse den offentlige service.
Den fremtidige planlægningsproces
Næstved Kommunes turismetillæg til Planstrategi 2016 skal først vedtages endeligt. Derefter er det Erhvervsministeriet, der i et kommende landsplandirektiv udpeger nye sommerhusområder på baggrund af ansøgninger fra landets kommuner. En ny ansøgningsrunde forventes i løbet af 2018.
Hvis Erhvervsministeriet udpeger de nye sommerhu­sområder i et landsplandi­rektiv, kan Næstved Kommune følge op med kom­muneplantillæg, der udlægger de godkendte områder til sommerhusformål. Udarbejdelse af lokalplaner muliggør herefter opførsel af nye sommerhuse. Det er typisk lodsejer, der ansøger kommunen om en ny lokalplan.
Kommuneplantillæg og lokalplaner skal sendes i offentlig høring inden endelig vedtagelse. Slagelse Kommune vil igen være høringsberettiget.
Retligt grundlag
Planlovens § 23a.
Handlemuligheder
Udvalget kan vælge at tage sagen til efterretning.
Udvalget kan også vælge at indgive et høringssvar til Næstved Kommune.
Vurdering
Det er administrationens vurdering, at områdets udvikling med 100 sommerhuse vil tiltrække flere turister til lokalområdet og vil kunne styrke det lokale erhvervsliv.
Der skal dog tages højde for udfordringer i forhold til områdets vejbetjening og oversvømmelsesrisiko.
Vejbetjening
Som det fremgår af Næstved Kommunes forslag, vil sommerhusområdets primære vejadgang skulle ske via den private fællesvej ”Christiansholmsvej”, som er beliggende i Slagelse Kommune.
Det må bero på en konkret vurdering, om den øgede trafikbelastning på Christiansholmsvej, kan danne grundlag for en udvidelse af den eksisterende private fællesvej. Det vil dog være Slagelse Kommunes umiddelbare skøn, at en udvidelse vil være nødvendig.
I henhold til matrikelkortet antages det, at de udpegede parceller, beliggende i landzonen i Næstved Kommune, har vejret til den eksisterende private fællesvej. Med en hel eller delvis realisering af et nyt sommerhusområde, som beskrevet i forslaget, skal det sikres, at privatvejslovens bestemmelser følges. Her skal der være særlig opmærksomhed på afholdelse af anlægsmæssige udgifter til blandt andet udvidelse af eksisterende private fællesvej samt deltagelse i fremtidig vejvedligeholdelse. Det er bygherren, der skal betale disse udgifter.
Oversvømmelsesrisiko
Slagelse Kommune har vurderet mulige sommerhuslokaliseringer langs storebæltskysten og herunder også I Bisserup. I denne vurdering er Bisserup vurderet som problematisk til videre sommerhusudbygning på grund af oversvømmelsesrisikoen og forventet stigning i havvand- standen.
Det kan oplyses, at Bisserup allerede i dag er udfordret, når der er stormflod, og at Slagelse Kommune har haft henvendelser i forhold til udbygning af eksisterende højtvanddige i Bisserup.
Ved nye digeanlæg vil de anbefalede sikringskoter i dag ligge over 2 meter i Bisserupområdet. I dag vil en vandstigning på omkring 140 cm resultere i betydelige oversvømmelser i Bisserup, og herunder på det omhandlende areal. Vedlagte kortbilag viser forventet oversvømmelse ved havvandstand på 140 cm.
Det må forventes, at behovet for højtvandsdiger vil blive påtrængende, hvis det omfattede område udbygges med sommerhuse. Højtvandsdiget vil i givet fald ligge i Slagelse Kommune. Med den forventede kompetenceoverdragelse på kystbeskyttelsesområdet, vil det forventeligt være en opgave kommunen fremadrettet skal varetage.
Ny bebyggelse vil ikke alene være udfordret af havet, men formentlig også af høj grundvandsstand og vand fra det bagvedliggende opland. Det aktuelle område er omfattet af et pumpelag. Forudsætningen for at området kan holdes tørt er med andre ord, at vandstanden stedse holdes kunstigt nede ved hjælp af pumperne i et privat pumpelag. Vedlagte kortbilag viser pumpelagets udstrækning.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Planchefen indstiller,
1.    at Sagen drøftes.
Beslutning i Miljø-, Planlægning- og Bæredygtighedsudvalget den 5. februar 2018:
Fraværende:  Knud Vincents (V)
Udvalget erklærede Knud Vincents (V) inhabil, som delvis ejer af det planlagte areal til sommerhusudstykning.
Drøftet.
Der udarbejdes et høringssvar, hvor der gøres opmærksom på problematikkerne vedr.; kystbeskyttelse, høj grundvandsstand/pumpelag og vejrforhold (herunder betaling af vejbidrag).