Møde i udvalget d. 8. maj 2017

7.     Anmodning om opstart af ny lokalplan - Boliger ved Valmuevej, etape 2 (B)

Sagsnr.: 330-2017-29910               Dok.nr.: 330-2017-278277                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om en lokalplan for boliger ved Valmuevej skal sættes i gang.
Baggrund
Arkitektfirmaet HS ansøger, på vegne af Lone Andersen, om igangsættelse af lokalplan for et nyt boligområde ved Valmuevej i Slagelse. Matr. nr. 84 Slagelse Markjorder. Formålet med lokalplanen er at give mulighed for parcelhuse og tæt-lav boliger. Området er på ca. 3,5 ha og planlægges til omkring 32 boliger.
Lokalplanområdet ligger i umiddelbar nærhed af Tidselbjerget og som nabo til det nyligt godkendte lokalplanforslag 1173 – Boliger ved Valmuevej. Der vil blive indarbejdet stiforbindelse til de omkringliggende boligområder og rekreative næromgivelser, og der arbejdes på en mulig løsning med LAR, som vil kunne indgå som rekreativt element i bebyggelsen.
Lokalplananmodningen er i tråd med Slagelse Kommuneplan 2013, da området er udlagt til boligområde; rammeområde 1.2B15.
Retligt grundlag
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Handlemuligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at imødekomme lokalplananmodningen. Det vil betyde, at lokalplanlægningen sættes i gang.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge ikke at imødekomme lokalplananmodningen ved at nedlægge et §14 forbud. Et §14 forbud tinglyses på ejendommen og kræver at der udarbejdes en anden lokalplan, til et andet formål, inden for 1 år.
Vurdering
Med 2. etape af boliger ved Valmuevej gives mulighed for planlægning af et boligområde med traditionelle parcel- og dobbelthuse parallelt med Tidselbjerget. Området er i Kommuneplan 2013 udlagt til boligområde men indgår ikke i rammelokalplanen for Tidselbjerget. Med den videre udbygning af området er det derfor vigtigt, at der indarbejdes et samspil med Tidselbjerget, i form af bl.a. stiforbindelser og grønne korridorer.
Lokalplanen vil bidrage positivt til en variation i boligmassen mellem natur og by i den nordlige del af Slagelse by.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Vejadgangen til lokalplanområdet (Valmuevej) skal forbedres. Økonomi ukendt.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektør indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at lokalplanen sættes i gang.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 8. maj 2017:
Fraværende: 
Godkendt.