Møde i udvalget d. 7. marts 2018

9.     Sammenhængende ungeindsats og FGU (O)

Sagsnr.:                                           Dok.nr.: 330-2018-123741                                          Åbent
Kompetence: Børne- og ungeudvalget, Beskæftigelsesudvalget, Handicap- og psykiatriudvalget
Beslutningstema
Fagudvalgene skal tage orienteringen til efterretning.
Baggrund
Regeringen og en række partier har i efteråret 2017 indgået ’Aftalen om bedre veje til uddannelse og job’. Baggrunden er, at der på landsplan er næsten 50.000 unge under 25 år, som ikke har en ungdomsuddannelse og ikke er i beskæftigelse eller uddannelse. Aftalen sigter mod et målrettet løft af de unge, som hverken har tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet. Samtidig sigter aftalen mod, at unge så vidt muligt skal have en uddannelse, mens de er unge. Af aftalen fremgår de nye uddannelsespolitiske målsætninger:
· Alle 25-årige skal have gennemført en uddannelse, være i uddannelse eller være i beskæftigelse.
· Mindst 85 % af de 25-årige skal have gennemført en ungdomsuddannelse i 2025 og 90 % i 2030.
· Andelen af op til 25-årige uden tilknytning til uddannelse eller beskæftigelse skal være reduceret med minimum 20% i 2025 og halveret i 2030.
Med aftalen forpligtes kommunerne på at etablere en sammenhængende kommunal ungeindsats. Formålet er at koordinere den samlede ungeindsats på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen. Ungeindsatsen skal varetage UU’s og jobcenterets eksisterende opgaver og funktioner overfor unge under 25 år. Hertil kommer nogle nye opgaver og funktioner. Det drejer sig om opsøgende og opfølgende indsatser samt målgruppevurdering af elever til den nye forberedende grunduddannelse FGU og samarbejde med FGU.
Et samlet kommunalt ansvar for unge uden uddannelse og job skal sikre, at de unge ikke sendes rundt mellem forskellige myndigheder og institutioner. Det kræver en koordinerende indsats på tværs af mange fagligheder. I den sammenhængende ungeindsats er den enkelte unge i centrum. Det betyder, at:
· den unge og den unges forældre møder kommunen som én samlet instans
· den unge har én kontaktperson
· den unge har én uddannelsesplan, som er omdrejningspunkt for indsatsen
I Slagelse Kommune er der nedsat en styregruppe og en projektgruppe, skal udarbejde oplæg til håndtering af den sammenhængende ungeindsats. I styre- og projektgruppe deltager Center for Skole, Jobcenteret, Center for Børn og Familie samt Center for Handicap og Psykiatri. Af tidsplanen nedenfor fremgår de leverancer og milepæle, der indtil videre er defineret:
Tidsplan
Politisk rammesætning (mål for ungeindsatsen):
· Primo april: fælles temadrøftelse i fagudvalg
· Maj: Godkendelse i fagudvalg og Byråd
Strategi for ungeindsatsen (hvordan gør vi alle unge parate til og sikrer at de gennemfører en ungdomsuddannelse eller kommer i beskæftigelse?):
· Juni/august: godkendelse i fagudvalg og Byråd
Ressourceopgørelse (eksisterende medarbejderressourcer, antal unge i målgruppen, eksisterende og nye indsatser):
· August/september: administrativt overblik
Tilrettelæggelse af ungeindsatsen, herunder organisering af uddannelsesvejledningen:
· Oktober: Administrativ beslutning om tilrettelæggelse af ungeindsatsen
· Oktober: Godkendelse af organisering af uddannelsesvejledningen i fagudvalg og Byråd
Implementering af ungeindsatsen:
· Oktober-januar: Procedurer og aftaler samt håndtering af uddannelsesplanen i praksis
Opstart af ungeindsatsen:
· Januar-juni: Kompetenceudviklingsplan
· 1/8 2019 Første elever starter i FGU
Retligt grundlag
’Aftalen om bedre veje til uddannelse og job’. Lovgrundlag forventes vedtaget i juni 2018.
Handlemuligheder
Fagudvalgene tager orienteringen til efterretning.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Lokalpolitiske målsætninger, strategi og organisering af uddannelsesvejledningen skal godkendes i Byrådet.
Indstilling
Skolechefen indstiller,
1.    at Orienteringen tages til efterretning
Beslutning i Beskæftigelsesudvalget den 5. marts 2018:
Fraværende: 
Taget til efterretning.
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 5. marts 2018:
Fraværende: 
Taget til efterretning.
Udvalget får tilsendt "Notat om dækningsområder for FGU" og tidsplan - de bliver ligeledes tilknyttet sagen som bilag.
Beslutning i Handicap- og Psykiatriudvalget den 7. marts 2018:
Fraværende:  Cecilie Geiker (V), Jørgen Andersen (A)
Udvalget tog orienteringen til efterretning.