Møde i udvalget d. 3. juni 2019

11.   Orientering om udviklingen i brug af aktive indsatser på beskæftigelsesområdet (O)

Sagsnr.: 330-2019-36877               Dok.nr.: 330-2019-205780                                          Åbent
Kompetence: Social- og Beskæftigelsesudvalget
Beslutningstema
Baggrund
På Social- og Beskæftigelsesudvalgets møde den 8. april 2019 blev der givet en status for gennemført udbudsproces og eventuelt kommende udbudsproces på beskæftigelsesområdet.
På den baggrund ønskede udvalget, at administrationen udarbejdede et notat, som beskriver udviklingen i Center for Arbejdsmarked og Integration omkring indsatser, herunder samarbejdspartnere og organisatoriske udviklingstiltag.
Retligt grundlag
Handlemuligheder
Social- og Beskæftigelsesudvalget kan drøfte orienteringen om udviklingen i brug af aktive indsatser, herunder samarbejdspartnere og tilhørende organisatoriske udviklingstiltag.
Overordnet udvikling i aktive indsatser
De overordnede udviklingstendenser i kommunens brug af aktive indsatser har i høj grad været afledt af de til enhver tid gældende statslige refusionsincitamenter samt konjunkturforhold. Statens brug af refusionsincitamenter har over tid taget udgangspunkt i den nyeste forskning om, hvilke aktive indsatser som kan forventes at give de bedste resultater i forhold til at få borgerne hurtigst muligt i ordinært job.
Notatet er derfor for overskuelighedens skyld bygget skematisk op om de seneste 4 statslige refusionsreformer 2004-2019. I praksis sker retningsskift naturligvis ikke fra den ene dag til den anden, men der er tale om glidende overgange og beskrivelse af tendenser. I notatet indgår en opgørelse over den overordnede resultatudvikling i samme periode. Her vises udviklingen i fuldtidspersoner på offentlig forsørgelse som andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder for både Slagelse, sammenlignelige kommuner og landsplan. På mere specifikt niveau beskrives, hvilke effekttyper der opnås ved de forskellige typer af aktive indsatser.
Opsummerende kan det siges, at der over tid er opbygget en stadig større viden om effekterne af aktive indsatser, og indsatserne er blevet fortsat optimeret derefter. I første omgang med stor fokus på at opnå generelle resultater ved aktiv beskæftigelsesindsats fremfor en passiv beskæftigelsesindsats. Efterfølgende med fokus på, hvilke specifikke indsatser der virker for specifikke målgrupper, og hvornår i et forsørgelsesforløb det er mest optimalt at sætte ind med disse indsatser. Der kom også fokus på, hvornår aktive indsatser kan have en decideret fastholdelseseffekt. Tidligere var der kun fokus på borgerne tættest på arbejdsmarkedet, hvor der i dag også er er kommet stadig større fokus på borgerne i udkanten af arbejdsmarkedet. Det er sket i takt med et øget behov for at udvide arbejdsstyrken, som består af beskæftigede og jobparate ledige.
For Slagelse Kommune er borgere på offentlig forsørgelse som andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder faldet 7,4 %-point fra 2004 til 2018. Hvis andelen i 2018 havde været den samme som i 2004, så ville det have betydet, at der været ca. 3.775 flere på offentlig forsørgelse. Hvis Slagelse havde haft samme udvikling som sammenlignelige kommuner fra 2004 til 2018, så ville der i 2018 have været ca. 900 flere borgere på offentlig forsørgelse i Slagelse Kommune.
Vurdering
Administrationen vurderer, at det udarbejdede notat synliggør de overordnede og vigtigste tendenser i brugen af aktive indsatser, herunder samarbejdspartnere og organisatoriske udviklingstiltag.
Historikken for indsatser og resultater indikerer, hvor vigtig de rette investeringer i aktive beskæftigelsesindsatser er for den samlede kommunale forsørgelsesøkonomi. Historikken tydeliggør, at resultaterne, også når der ses bort fra konjunkturforhold, kan ændres relativt meget i den ene eller anden retning inden for få år som følge af rigtige, forkerte eller manglende aktive investeringer i beskæftigelsesindsatsen. Af samme grund havde det daværende Beskæftigelses- og Integrationsudvalg i 2017 over flere møder drøftelser om tilbudsviften, som endte i en række godkendte anbefalinger til den fremadrettede udvikling.
Administrationen vurderer, at de gældende politiske anbefalinger (se bilag) til den fremadrettede udvikling af tilbudsviften, som blev godkendt af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i 2017, langt hen ad vejen fortsat giver rigtig god mening. Det gælder både i forhold til at kunne tilrettelægge effektfulde tilbud, men også når det handler om at styrke den fremadrettede fokus på helhedstænkning og koordinering i forhold til både borgere og virksomheder.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Konsekvenser for andre udvalg
Inge bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Notat om anvendelse af aktive indsatser, samarbejdspartnere og organisatoriske udviklingstiltag på beskæftigelsesområdet tages til orientering.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 3. juni 2019:
Fraværende: 
Taget til orientering med bemærkning om stor tilfredshed med det udarbejdede notat.