Møde i udvalget d. 8. marts 2021

511. Igangsætning af analyse af den kommunale tandpleje (B)

Sagsnr.: 330-2020-23296               Dok.nr.: 330-2021-75008                                  Åbent
Kompetence: Børne- og Ungeudvalget
Beslutningstema
Børne- og Ungeudvalget skal beslutte igangsætning af ekstern analyse af fremtidig struktur for den kommunale tandpleje.
Sagens indhold
Børne- og Ungeudvalget behandlede den 4. maj 2020 punkt 375 samt 24. juni 2020 punkt 405 sager vedrørende fremtidige rammer for Slagelse Kommunale Tandpleje.
Slagelse Kommunale Tandpleje 0-18 år er decentralt organiseret med 8 klinikker. Der opleves udfordringer ift. ressourceudnyttelsen, fagligt sparringsmiljø samt rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Det har i sidste ende betydning for tandsundheden for børn og unge. Børne- og Ungeudvalget har ønsket en nærmere analyse, og videresendt dette til budgetprocessen. Der er i budget 2021-2024 afsat 0,3 mio. kr. til en ekstern analyse af den kommunale tandpleje.
Det er en kommunal opgave at sørge for vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje samt tandregulering for de 0-18 årige bosiddende i kommunen.
Kommunen skal også tilbyde forebyggende og behandlende tandpleje til personer, der er tilmeldt folkeregisteret i kommunen, og som på grund af kronisk nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte det almindelige tandplejetilbud (omsorgstandpleje). Det er også en kommunal opgave at tilbyde specialiseret tandpleje (specialtandpleje) til personer med sindslidelse, udviklingshæmning mv. samt socialtandpleje til de mest socialt udsatte borgere. I Slagelse Kommune varetages omsorgs- og socialtandplejen af Center for Sundhed og Ældre, mens specialtandplejen varetages af Center for Handicap og Psykiatri. Disse områder har givet udtryk for, at deres del af tandplejen fungerer på den måde, det varetages i dag.
I Budgetaftale 2021-2024 er beskrevet, at der skal fremmes effektiviseringsprojekter med tilhørende finansieringsmuligheder i form af lån fra staten. En analyse af tandplejen skal derfor også have et effektiviseringsformål, hvor finansieringsdel samt anlægsbeskrivelse indgår.
Retligt grundlag
Sundhedsloven og tandplejebekendtgørelsen.
Handlemuligheder
En analyse af den kommunale tandpleje skal give en detaljeret beskrivelse af flere scenarier for en ny struktur for den fremtidige tandpleje i Slagelse Kommune. Der skal for hver scenarie beskrives fordele og ulemper ift. de udfordringer, som Slagelse Kommune står overfor ift. ressourceudnyttelsen, fagligt sparringsmiljø samt rekruttering og fastholdelse af medarbejdere mv. Der skal leveres økonomiske beregninger for alle scenarier, både ift. drift og anlæg samt finansieringsmuligheder.
A.    Børne- og Ungeudvalget kan beslutte, at der skal igangsættes en ekstern analyse af den kommunale tandpleje, der indeholder ovenstående, men afgrænser sig til at se på børne- og ungdomstandplejen.
B.    Børne- og Ungeudvalget kan indstille til beslutning i Byrådet, at der igangsættes en ekstern analyse af hele den kommunale tandpleje, der indeholder ovenstående punkter.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at der igangsættes ekstern analyse af den kommunale tandpleje, der afgrænser sig til at se på børne- og ungdomstandplejen, da de øvrige områder har givet udtryk for, at det nuværende fungerer for dem.
Administrationen anbefaler, at analysen igangsættes hurtigst muligt.
Det skal nedsættes en arbejdsgruppe, som kan tilvejebringe data og oplysninger til brug for analysen samt en styregruppe, som kan sikre, at analysen kan anvendes som grundlag for beslutning om en fremtidig struktur for den kommunale børne- og ungdomstandpleje herunder økonomiske beregninger, beskrivelse af effektiviseringsprojekt samt finansieringsmuligheder
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
De økonomiske og personalemæssige konsekvenser ift. både drift og anlæg i en fremtidig skal beskrives i analysen.
Der er i budget 2021-2024 afsat en ramme på 0,3 mio. kr. til udarbejdelse af analysen.
Tværgående konsekvenser
Såfremt det indstilles til beslutning i Byrådet, at en analyse skal indeholde hele den kommunale tandpleje, skal Forebyggelses- og Seniorudvalget samt Social- og Beskæftigelsesudvalget inddrages inden beslutning i Byrådet.
Indstilling
Dagtilbudschefen indstiller,
1.    at Børne- og Ungeudvalget beslutter igangsætning af ekstern analyse af den kommunale tandpleje.
Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 8. marts 2021:
Fraværende: 
At 1 - Udvalget besluttede, at der igangsættes ekstern analyse af den kommunale tandpleje. Udvalget bemærkede, at omsorgstandplejen samt mobile enheder bør indtænkes i analysen.
Kunne ikke indlæse data fra Slagelse Kommunes hjemmeside.