Møde i udvalget d. 8. juni 2021

14.   Evt. etablering af padeltennis i Skælskør (B)

Sagsnr.: 330-2021-28433                 Dok.nr.: 330-2021-175359          Åbent

Kompetence:

Kultur- og Fritidsudvalget

Beslutningstema

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om der kan etableres et kommercielt padeltennisanlæg med 2 baner i Skælskør.

Sagens indhold

Ansøger ønsker at leje et areal til opførelse af 2 padeltennisbaner uden overdækning på hhv. 20 x 11 meter. Det må forventes, at der skal være et frit areal rundt om banerne til rådighed. Ansøger oplyser, at parkering kan foregå på de dertilhørende pladser ved Skælskør Hallen.

Ansøgers forslag til placering markeret i 4 gule felter – forslag 1 (bilag 1)

Arealet bruges i dag af Skælskør Solskinsmotion/krolf. Derudover bruger en hundeklub, efter aftale med krolf, ind imellem arealet til sportræning. Der vil derfor skulle findes andre egnede arealer til klubberne og etableres nye baner. Der er ikke hegn og lys på banerne. Entreprenørservice vedligeholder arealet indenfor Fritidsafdelingens driftsramme.

Forslag fra Fritidsafdelingen, Planafdelingen og Entreprenørservice – Forslag 2 (bilag 2)

På baggrund af ovenstående anser administrationen ikke forslag 1 som en mulighed. Administrationen kan ikke diktere, hvor en kommerciel udbyder skal være henne, men kan anvise, hvor vi finder det hensigtsmæssigt. Derfor forslag 2, som ansøger er orienteret om, og som han finder positivt. Ansøger har oplyst, at han har talt med tennisklubben om muligheden og at de var positive. Arealet bruges ikke i dag og er på 2.300 m2. Entreprenørservice vedligeholder arealet, som ligger i forlængelse af Skælskør Tennisklub.

Adgangsforhold

Ingen af de tilstødende klubber/børnehaven bidrager til vedligeholdelsen af arealerne.

Vejadgang

Der er ligesom for andre foreninger vejadgang via Sorøvej ved Skælskørhallen, hvor der også er mulighed for parkering.

P-plads

Den p-plads, der ligger tæt på arealet, er kun til Børnehaven Hesselgårdens benyttelse.

Sti

I den vestlige del af arealet, tættest på børnehavens p-plads, går der en sti fra nord til syd gennem arealet, som bruges af både gående og cyklende skolebørn til og fra skolen.

Det vurderes, at den del af arealet ikke behøver være omfattet af padeltennis, da en bane måler 20 x 11 meter, og der ønskes opført 2 baner, hvilket svarer til 440 m2 plus evt. areal rundt om banerne. Det fremgår ikke, om der ønskes etableret toilet- og badeforhold.

Byggetilladelse

Ansøger er gjort opmærksom på, at evt. tilladelse er under forudsætning af, at der kan opnås byggetilladelse og at han selv vil skulle søge om byggetilladelse til projektet.

Lejekontrakt/indtægt

Under forudsætning af politisk godkendelse, samt at der kan opnås byggetilladelse, sørger Kommunale Ejendomme for udarbejdelse af lejekontrakt på markedsvilkår og nærmere fastsatte vilkår. Ansøger er derfor indforstået med at leje et areal (fremfor køb) under forudsætning af, at det kan være et længerevarende lejemål.

Kommunale Ejendomme står for lejekontrakterne, og det er aftalt, at lejeindtægten skal indgå i områdets forskønnelse/vedligeholdelse, hvilket understøtter områdets foreninger.

Høring

Efter aftale med ansøger har både Forslag 1 og 2 været i høring hos de tilstødende foreninger samt Børnehaven Hesselgården med frist for svar den 10. maj 2021. Der er modtaget høringssvar fra Skælskør Tennis (bilag 3) og fra Børnehaven Hesselgården (bilag 4).

Høringen er ved en fejl ikke sendt til to selvejende haller Skælskørhallen og Skælskør Badmintoncenter. Disse svar forventes derfor først at foreligge den 8. juni og udleveres til udvalget.

Retligt grundlag

Der er hverken i Folkeoplysningsloven eller Kommunalfuldmagten noget til hinder for, at arealet udlejes til kommerciel padeltennis, så længe det sker til markedspris/markedsleje. Der kan dog være konkurrencemæssige forhold som beskrevet i vurderingen nedenfor.

Handlemuligheder

Kultur- og Fritidsudvalget kan:

a)    Beslutte, at der kan etableres 2 kommercielle padeltennisbaner på arealet i Forslag 1. Ulempen ved forslag 1 er, at arealet allerede benyttes af foreninger.

b)   Beslutte, at der kan etableres 2 kommercielle padeltennisbaner på arealet i Forslag 2. Fordelen ved forslag 2 er, at det pågældende areal pt. ikke bruges af nogen foreninger.

c)    Beslutte, at der ikke kan etableres 2 kommercielle padeltennisbaner på nogen af arealerne.

Vurdering

Normalt vil det ikke være hensigtsmæssigt at placere et privat/kommercielt padeltennis-anlæg midt i et område med frivilligt drevne foreninger, og hvor arealerne driftes af Fritidsafdelingen i et godt samarbejde med Entreprenørservice.

Årsagen hertil er, at der vil være nogle konkurrencemæssige forhold, som betyder, at en tilsvarende frivillig forening ikke vil kunne få anvist et areal eller modtage tilskud fra kommunen, da det vil være konkurrenceforvridende i forhold til den kommercielle udbyder. Eksempelvis en folkeoplysende forening, der vil oprette padeltennis. Tilsvarende kan gælde for selvejende haller, der modtager driftstilskud fra kommunen. Dette vil dog skulle undersøges nærmere.

Kommunen må heller ikke godkende folkeoplysende foreninger, der udelukkende har en aktivitet, der er konkurrerende i forhold til en geografisk nærliggende eksisterende kommerciel udbyder. Her kan f.eks. nævnes fitness og dans, som der af og til stilles spørgsmålstegn ved. Her vil nærhedsprincippet spille ind.

På den anden side bakker projektet fint op om idrætspolitikken og facilitetsplanen og vil være med til at styrke intentionerne heri.

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ønsker, at der skal arbejdes videre med planerne, anbefaler administrationen forslag 2, da arealet ikke benyttes til andet formål, dog under forudsætning af en positiv høring af foreninger, børnehave og de to selvejende haller, samt at der kan opnås byggetilladelse.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

For så vidt angår udlejning af arealet, forelægger Kommunale Ejendomme dette til orientering for Erhvervs- og Teknikudvalget.

Indstilling

Fritidschefen indstiller,

1.    at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om der kan etableres et kommercielt padeltennis-anlæg med 2 baner på arealerne i Skælskør.

Bilag

330-2021-175408

Forslag 1 - Ansøgers forslag til Skælskør Padeltennis mulige placeringer

330-2021-175401

Padeltennis Eksempel på projekt

330-2021-193995

Forslag 2 - Fritidsforslag til Padeltennis Skælskør

330-2021-175447

Høringssvar - Skælskør Tennis - VS: Ang høring om evt. Padeltennis

330-2021-175480

Høringssvar - Hesselgården - vedr. Padel tennis i Skælskør

Beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 8. juni 2021:

Fraværende: 

At 1: Udvalget godkendte model b.