Møde i udvalget d. 3. februar 2020

7.     Etablering af 100 småjobs til unge under 30 år (B)

Sagsnr.: 330-2020-4579                 Dok.nr.: 330-2020-26356                                            Åbent
Kompetence:
Social- og Beskæftigelsesudvalget.
Beslutningstema
Udmøntning af punkt 14 i budgetaftalen 2020 – 2023.
Baggrund
Byrådet besluttede i budgetaftalen 2020-2023 (punkt 14), at der afsættes midler til etablering af op mod 100 småjobs til unge under 30 år på uddannelseshjælp og/eller studiejobs til unge studerende. Der afsættes 3 mio. kr. til dette i 2020 stigende til 7 mio. kr. i 2023.
Administrationen har siden budgetaftalens indgåelse arbejdet med en udmøntningsplan, der sikrer størst mulig gevinst for kommunens borgere i målgruppen.
Det er ønsket, at der i første omgang kigges på muligheden for at etablere jobåbningerne i den kommunale sektor, hvorefter erfaringer herfra videretages til den private sektor og evt. regionerne. Opgaven med at skabe de ønskede jobåbninger, varetages i et samarbejde mellem Virksomhedsservice og de jobkonsulenter, der allerede er tilknyttet Ungehuset og samlet har et udvidet kendskab til kommunens lokale arbejdsmarked og behov.
Det foreslås, at målgruppen for indsatsen udgøres af unge under 30 på uddannelseshjælp, der er blevet erklæret aktivitetsparate, og dermed har ekstra brug for og gavn af en støttet vej ind på arbejdsmarkedet. Det er den enkelte sagsbehandler, der på baggrund af en dialog med den enkelte unge varetager udvælgelsen af de kandidater, hvor der er en forventning om, at den unge med den rette vejledning og støtte, vil kunne profitere positivt af indsatsen. På sigt er målet, at den unge får skabt et varigt tilhørsforhold på arbejdsmarked og/eller bruger indsatsen som springbræt til uddannelsessystemet.
Når den unge er visiteret til projektet af sagsbehandler, skrives der ansøgning til jobbet og afholdes en samtale, der har karakter af en normal jobsamtale, hvor det er forventningen at den unge såvel som virksomhed har forberedt sig. Den unge støttes i denne proces af kommunale medarbejdere, og der er forinden foregået en dialog mellem virksomhed og Jobcenter, der skal bidrage til en gensidig forventningsafstemning og et positivt forløb. Undervejs i ansættelsesforløbet er virksomheden forpligtet til, at rapportere til Jobcenterets Ungeafdeling om evt. udfordringer den unge måtte have på arbejdspladsen, således at dette kan danne basis for en kvalificeret dialog og støtte mellem Ungeafdelingen, den unge og arbejdspladsen. Såfremt det er muligt i de enkelte sager, arbejdes der på at oprette flere ansættelser i samme virksomhed, så de unge med udgangspunkt i et arbejdsfællesskab kan hjælpe og støtte hinanden undervejs.
Det er tanken, at der i ordningen udbydes job af 6 måneders varighed, med mulighed for 6 måneders forlængelse. Det primære mål er den unges indtræden på en uddannelse eller i et job fremskaffet på almene vilkår.
Såfremt den unge påbegynder en uddannelse, er det ambitionen at kunne konvertere stillingerne til studiejobs a 2-3 timers ugentlig varighed, for derved at sikre en tilknytning til arbejdsmarkedet og sikre mod uddannelsesfrafald. Såfremt den unge påbegynder et uddannelsesforløb, der involverer praktik eller elevplads, forsøges det efter bedste evne at lægge dette i den virksomhed, hvor den unge er tilknyttet.
Ansættelse af den unge og administrationen af projektets midler skal forankres i HR, da man her allerede har et set-up, der er gearet til administrationen af opgaven.
Antallet af unge i målgruppen, der kan tilbydes en stilling i forbindelse med ovenstående er afhængigt af, hvilken ydelsestype den unge er placeret på, samt evt. tillæg..
Nedenstående giver et simpelt overblik over de timer og den økonomi, der skal til for, at den enkelte unge oppebærer en indtægt svarende til den ydelse (markeret med grøn), der modtages i Jobcenteret.
Det forudsættes i nedenstående en trækprocent på 37 %, et personfradrag på 3.875,00 kr. om måneden og et beskæftigelsesfradrag på 10,50 %. Timelønnen er sat til 125,00 kr., hvilket indebærer en estimeret arbejdsgiverudgift på samlet 150,00 kr./timen. Rådighedsudregningerne er baseret på regnemetode fra skat.dk og takster og satser gældende for 2020.
 
Hjemmeboende aktivitetsparat under 25 år
Udeboende aktivitetsparat under 25 år
Hjemme- og udeboende aktivitetsparat mellem 25 og 29 år
Uddannelseshjælp før skat
3.,593,00 kr.
7.447,00 kr.
11.554,00 kr.
Uddannelseshjælp efter skat
3.593,00 kr.
6.125,00 kr.
8.713,00 kr.
Arbejde efter skat 8 t/u
3.986,00 kr.
3.986,00 kr.
3.986,00 kr.
Arbejde efter skat 10 t/u
4.784,00 kr.
4.784,00 kr.
4.784,00 kr.
Arbejde efter skat v/ 12 t/u
5.453,00 kr.
5.453,00 kr.
5.453,00 kr.
Arbejde efter skat v/ 15 t/u
6.459,00 kr.
6.459,00 kr.
6.459,00 kr.
Arbejde efter skat v/ 22 t/u.
8.804,00 kr.
8.804,00 kr.
8.804,00 kr.
Der er med en råderumsramme på 3.000.000,00 kr. i 2020 råd til at betale ca. 20.000 timer (under forudsætning af en timeløn på 125,00 kr. og 20 % i arbejdsgiverudgift).
Dette stiger til 7.000.000,00 kr. i 2023 svarende til 46.600 timer.
Dette betyder, at der med de afsatte midler i 2020 kan oprettes følgende antal stillinger á 6 måneders varighed:
96,16 stillinger á 8 t/u eller
76,94 stillinger á 10 t/u eller
64,10 stillinger á 12 t/u eller
51,26 stillinger á 15 t/u eller
34,96 stillinger á 22 t/u.
I 2023 vil rammen betyde, at der kan oprettes enten:
224,40 stillinger á 8 t/u eller
179,24 stillinger á 10 t/u eller
149,36 stillinger á 12 t/u eller
119,48 stillinger á 15 t/u eller
81,46 stillinger á 22 t/u.
Med udgangen af 2020, evalueres resultatet af indsatsen på baggrund af den løbende dokumentation foretaget af Ungehuset, og evt. tilpasninger indarbejdes i modellen. Herefter kigges på muligheden for, dels at udvide indsatsen til det private arbejdsmarked og regionerne, dels overvejes en model for, hvordan indsatsen fremadrettet kan implementeres i organisationen.
Retligt grundlag
Budgetaftale 2020 – 2023 jf. Kommunestyrelsesloven kapitel V.
Handlemuligheder
Social- og Beskæftigelsesudvalget kan vælge at,
1.    Godkende forslag til udmøntning af 100 småjobs til unge
2.    Ændre forslag til udmøntning af 100 småjobs til unge
3.    Anmode om nyt forslag til udmøntning af 100 småjobs til unge
Vurdering
Administrationen anbefaler, at Social- og Beskæftigelsesudvalget beslutter en model for udmøntning af punkt 14 i budgetaftalen 2020 – 2023.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Social- og Beskæftigelsesudvalget vedtager udmøntning af 100 småjobs til unge.
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 3. februar 2020:
Fraværende:  Christopher Trung (V), Helle Blak (F)
Social- og Beskæftigelsesudvalget vedtager udmøntningen af de 100 småjobs og beslutter, at uddannelsesparate unge også skal omfattes af ordningen.
(A) ønsker Hoved MED involveret, da der er tale om kommunale jobs. (A) ønsker, at udmøntningen sker med fokus på en fleksibel ordning.
(V) og (O) undlader at stemme.
Formanden orienterer Social- og Beskæftigelsesudvalget om, at der er udarbejdet en pressemeddelelse om etablering af 100 småjobs.