Møde i udvalget d. 8. juni 2021

11.   Kommunale og risikobaserede tilsyn ved plejecentre 2020 (O)

Sagsnr.: 330-2021-32993                 Dok.nr.: 330-2021-160699          Åbent

Kompetence:

Forebyggelses- og Seniorudvalget.

Beslutningstema

Forebyggelses- og Seniorudvalget orienteres om de kommunale tilsyn og de risikobaserede tilsyn på plejecentre i 2020.

Sagens indhold

Det kommunale tilsyn

Kommunalbestyrelsen skal som led i tilsynsforpligtelsen minimum én gang årligt sørge for at få gennemført uanmeldte tilsynsbesøg på plejecentrene. Tilsynene er dog i 2020 overvejende foretaget som anmeldte tilsyn i respekt for besøgsbegrænsninger i forhold til COVID-19.

Tilsynsbesøget må ikke varetages af leverandører eller personer, der udfører opgaver på området. I Slagelse Kommune varetages tilsynet af firmaet L Consulent, som har udarbejdet detaljerede tilsynsrapporter til det enkelte plejecenter samt en samlet årsrapport. Den samlede årsrapport 2020 ses i bilag 1.

Tilsynet vurderer, at:

·       Alle plejecentre leverer generelt en god pleje og omsorg for beboerne. Der tilstræbes at skabe en dagligdag for beboerne med meningsfuldhed, tryghed og værdighed.

·       Ved indflytning til plejecentre sikres konsekvent dialog gennem afvikling af indflytningssamtaler.

·       Det tilstræbes, at beboerne sikres mulighed for selvbestemmelse, medinddragelse og indflydelse. Indflydelse på eget liv vurderes tilgodeset ved, at beboernes behov i praksis er i centrum i forbindelse med omsorg og pleje samt i tilbud om aktiviteter.

·       Interviews fra pårørende bekræfter, at beboernes udtryk for vilje om muligt respekteres, og de interviewede oplever, at hjælp, omsorg og pleje tilrettelægges og ydes ud fra beboernes særlige behov.

·       Der er fokus på værdier, og at plejecentrene arbejder med disse ud fra den foreliggende samlede kvalitetsstandard på området.

·       Nogle pårørende oplever udfordret dialog, kontinuitet og skabelse af værdighed i perioder med mange afløsere.

·       Der i dagligdagen sker en individuel og dokumenteret inddragelse af alle beboere og deres pårørende, samt at beboeren sikres den nødvendige retssikkerhed.

·       Anvisning og vejledning i sundhedsloven vurderes fortsat at være det bærende fundament for sundhedsindsatsen, og der genfindes systematik med afsæt i denne lovgivning.

·       Beboersammensætningen præges fortsat i høj grad af beboere med væsentlige kognitive udfordringer, primært demens.

·       Der vurderes generelt opmærksomhed på at sikre beboernes mulighed for at vedligeholde relationer, kommunikere og have dialog, også hvor der ikke er sprog, eller der er væsentlige kognitive udfordringer. De pårørende bekræfter generelt et indtryk af, at der i dagligdagen sikres alle kontakt tilpasset den enkeltes evner og behov.

·       Gennemgang af dokumentation vurderes at give et godt billede af indsatsen for trivsel og livskvalitet samt indholdet i sundhedsfaglige, pædagogiske og retssikkerhedsmæssige indsatser i form af generelle instrukser og vejledninger.

·       Der sikres tværfaglig tilgang til den enkelte beboer gennem inddragelse af relevante samarbejdspartnere, herunder eksempelvis aktivitetsmedarbejdere, fysio- og ergoterapeuter samt frivillige.

·       Ved alle plejecentrene er der opmærksomhed på sundhedsfaglige aspekter omkring kost og ernæring for beboerne. Der er en god praksis for afvikling af måltider, som støtter op omkring vedligeholdelse af praktiske og sociale færdigheder samt understøtter fællesskabet.

·       Håndtering ved magtanvendelser finder sted på betryggende vis.

·       Der er tilstedeværelse af kompetente ledelser, og der er ligeledes fokus på tilstedeværelse af relevante medarbejderkompetencer samt behov for kompetenceudvikling. Interview med beboere og pårørende tyder på tilfredshed med tilstedeværende kompetencer, særligt hos de lokale faste medarbejdere.

·       Interviews med beboere og pårørende samt oplysninger fra ledelse og medarbejdere giver indtryk af, at generelt alle plejecentrene forsøger at skabe aktivitet og meningsfuld livskvalitet for beboerne i dagligdagen.

·       Overordnet er alle plejecentres fysiske rammer egnede til at kunne levere pleje og omsorg til beboergruppen.

Tilsynet anbefaler bl.a., at der skal være særligt fokus på:

·       Visitation og information – et tydeligere billede af muligheder på kommunens hjemmeside for livskvalitet for især de kognitive svageste. Fire plejecentre er anbefalet at tydeliggøre indsatser for livskvalitet, tryghed og nærvær for de kognitivt svageste.

·       Værdig fremtræden – hos mange pårørende er der tilfredshed med plejecentrenes understøttelse af især kognitivt svages muligheder for værdig fremtræden gennem fx rent tøj, tandpleje, negle, hår og kropslugt. Ved ca. halvdelen af plejecentrene giver enkelte pårørende dog udtryk for, at der i enkeltstående tilfælde savnes fokus på værdig fremtræden og dialog om dette. Det bør derfor overvejes ved flere plejecentre, hvordan man styrker dialog med de nærmeste pårørende vedrørende dette.

Der er ved det kommunale tilsyn ikke identificeret forhold, der kræver her og nu handlinger. Med udgangspunkt i de lokale tilsyn følger den enkelte plejecenterleder op på anbefalingerne i tilsynene og iværksætter eventuelle handlinger. Plejecenterlederen orienterer medarbejdere og bruger-pårørende råd samt sikrer, at tilsynsrapporten er tilgængelig på plejecentrets hjemmeside.

Det risikobaserede tilsyn

Styrelsen for Patientsikkerhed skal som en af sine hovedopgaver føre tilsyn på udvalgte behandlingssteder i både det offentlige og private sundhedsvæsen. Tilsynene skal bruges til læring og udvikling både for tilsynet selv, men også lokalt. Erfaringsmæssigt viser tilsynene, at de samme problemer går igen på flere behandlingssteder rundt om i landet.

Styrelsen for Patientsikkerhed kategoriserer deres tilsyn på denne måde:

·       Ingen problemer af betydning for patientsikkerheden

·       Mindre problemer af betydning for patientsikkerheden

·       Større problemer af betydning for Patientsikkerheden

·       Kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden.

Tilsyn på ældre- og sundhedsområdet i 2020

I 2020 har Styrelsen for Patientsikkerhed foretaget to planlagte risikobaserede tilsyn på sundheds- og ældreområdet i Slagelse Kommune. Ved de planlagte tilsyn er plejecentrene udvalgt tilfældigt.

Tilsynet kategoriserer både Plejecenter Antvorskov og Plejecenter Blomstergården med mindre problemer af betydning for patientsikkerheden.

Tilsynet vurderer, at:

·       Plejecentrene fremstår sundhedsfagligt velorganiserede med gode procedurer og høj grad af systematik

·       Der er patientsikre procedurer og arbejdsgange, der støtter faglig refleksion, fælles videndeling og læring

·       Den sundhedsfaglige dokumentation som helhed lever op til lovgivningen og god faglig standard

·       Antvorskov lever op til målepunkterne vedr. organisering, medicinhåndtering, hygiejne og faglige fokuspunkter

·       Blomstergården lever op til målepunkterne vedr. organisering, instrukser, faglige fokusområder, patientens retsstilling og hygiejne.

Tilsynet anbefaler, at der på Plejecenter Antvorskov skal være særligt fokus på:

·       Den sundhedsfaglige dokumentation vedr. den sygeplejefaglige vurdering og beskrivelse af patientens potentielle problemer samt beskrivelser af aftaler med behandlingsansvarlig læge

·       Den sundhedsfaglige dokumentation vedr. patientens retsstilling, da det informerede samtykke til behandling ikke var dokumenteret.

Tilsynet anbefaler, at der på Plejecenter Blomstergården skal være særligt fokus på:

·       Journalføring vedr. fyldestgørende beskrivelser i forbindelse med rengøring og brug af medicinske præparater

·       Medicinhåndtering, hvor der blev fundet ukorrekt handelsnavn på flere præparater, og hvor uaktuel medicin ikke var adskilt fra aktuel medicin.

Virksomhedsledere og daglige ledere på plejecentrene har fulgt op på anbefalingerne i tilsynene. De iværksætter relevante handlinger og laver planer for implementering. Virksomhedslederne og de daglige ledere påpeger, at tilsynene bidrager til læring. De er glade for tilsynene, hvor der også er en god dialog ved tilsynsbesøgene.

Retligt grundlag

Serviceloven, LBK nr. 1287 af 28/08/2020, § 151

Almenboligloven, LBK nr. 119 af 01/02/2019, § 5

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, LBK nr. 826 af 16/08/2019, § 15 og § 16

Politisk aftale af 16. februar 2016 vedr. risikobaseret tilsyn med behandlingssteder

Lov nr. 656 af 8. juni 2016 om ændring af sundhedsloven

Sundhedsloven § 213, stk. 2.

Handlemuligheder

Forebyggelses- og Seniorudvalget tager sagen til orientering.

Vurdering

Administrationen vurderer, at plejecentrene arbejder med anbefalingerne i de lokale tilsynsrapporter, og at årsrapporten ikke giver anledning til yderligere tiltag.

Administrationen iværksætter en proces for at få opdateret hjemmesiderne for plejecentrene, jævnfør det kommunale tilsyns anbefaling.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Sundheds- og Ældrechefen indstiller,

1.    at Forebyggelses- og Seniorudvalget tager sagen til orientering.

Bilag

330-2021-164859

Bilag 1 - Kommunale tilsyn på plejecentre i Slagelse Kommune, årsrapport 2020

Beslutning i Forebyggelses- og Seniorudvalget den 8. juni 2021:

Fraværende: 

At 1 - Taget til orientering.