Møde i udvalget d. 8. maj 2017

16.   Nordvej 4, Slagelse - Anvendelsesændring (B)

Sagsnr.: 330-2015-75914               Dok.nr.: 330-2017-291298                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om det vil anbefale opstart af en ny lokalplan for Nordvej 4, Slagelse, når den nye planlov forventeligt vedtages omkring juli 2017. Lokalplanen skal åbne mulighed for indretning af basar og selskabslokale i eksisterende bygninger.
Baggrund
CBJ-Huse v/Claus Jensen har de sidste par år flere gange spurgt til muligheden for at indrette basar på forskellige ejendomme i kommunen. Svaret har desværre hver gang været negativt, da det var i strid med planlægningen for området. Da der sidste forår blev spurgt om indretning af basar på Nordvej 4, Slagelse blev det imidlertid positivt vurderet som en mulighed.
Den givne principielle tilladelse måtte trækkes tilbage den 15. marts 2017, da en planjurist klart vurderede, at indretning af basar på Nordvej 4 ikke er muligt på det foreliggende plangrundlag. Juristen fandt dog, at når den nye planlov vedtages, vil der åbne sig nye muligheder, hvis der er politisk vilje til det.
Claus Jensen oplyser, at der er investeret meget i projektet og lavet mange lejeaftaler i tillid til den tidligere givne principielle tilladelse - med en snarlig opstart i foråret 2017. På den baggrund ønsker han en tilkendegivelse af, at Udvalget om muligt vil arbejde på, at tilvejebringe det nødvendige plangrundlag for at basaren og selskabslokalet kan realiseres hurtigst muligt.
Nordvej 4 står i dag uden anvendelse. Ejendommen har tidligere været anvendt til Tæppeland og senest rengørings- og skadesfirma.
Basaren udgør ca. 3.000 m² i stueplan og ca. 3.000 m² på 1. sal fordelt i mindre enheder. Hertil kommer selskabslokalet på godt 1200 m². Det er oplyst, at projektet omfatter op mod ca. 200 ufaglærte arbejdspladser.
Retligt grundlag
Lov om planlægning.
Handlemuligheder
Udvalget kan vælge at anbefale opstart af lokalplanen når den nye planlov er vedtaget.
Udvalget kan vælge ikke at anbefale opstart af lokalplanen hvis Udvalget for eksempel finder, at bydelscentret bliver for stort eller der ikke ønskes etableret basar på ejendommen, hvor efter projektet falder.
Vurdering
Vedtagelsen af den nye planlov forventes at give mulighed for, at kommunen kan udarbejde en lokalplan for basaren og selskabslokalet med tilhørende kommuneplantillæg.
Lokalplanen forventes tidligst at kunne vedtages endeligt i februar 2018.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at det meddeles CBJ-Huse v/Claus Jensen, at Udvalget er sindet at igangsætte en ny lokalplan for indretning af basar og selskabslokale på Nordvej 4, Slagelse, under forudsætning at den nye planlov vedtages og hjemler mulighed for det. 
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 8. maj 2017:
Fraværende: 
Godkendt.
Materiale om projektets omfang og antal arbejdspladser udsendes til udvalget.