Møde i udvalget d. 7. juni 2021

13.   Revideret afgrænsning af projektområdet for et solenergianlæg ved Tjæreby øst for Skælskør (B)

Sagsnr.: 330-2020-34394               Dok.nr.: 330-2021-171242                                          Åbent

Kompetence:

Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget

Beslutningstema

Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget skal tage stilling til en revideret afgrænsning af projektområdet for et solenergianlæg ved Tjæreby øst for Skælskør.

Sagens indhold

Miljø,- Plan- og Landdistriktsudvalget besluttede den 8. juni 2020 at igangsætte planlægningen for et solenergianlæg ved Tjæreby øst for Skælskør. I forbindelse med planlægningen ønskede udvalget at der gennemføres en høringsproces hvor lokalråd, vandværker, menighedsråd og lokale interessenter inddrages, b.la. vedrørende afstand mellem bebyggelse og solceller.

Opstiller har efterfølgende anmodet om at der gennemføres miljøkonsekvensvurdering (VVM-redegørelse) af projektet.

En foroffentlighedsfase med indkaldelse af idéer og forslag til planlægningen samt afgrænsningen af miljøkonsekvensvurderingen fandt sted fra den 30. marts 2021 til den 20. april 2021. Orientering om foroffentlighedsfasen blev sendt til berørte lokalråd, vandværker, menighedsråd samt naboer til projektområdet (Tjæreby samt ejendomme syd for Næstvedvej mellem Teglværksvej og Ærtebjergvej og mod syd til Fladmose og Spydagervej).

I forbindelse med høringen er der modtaget 10 høringssvar fra offentligheden. Tre høringssvar udgør bemærkninger fra berørte myndigheder (Museum Vestsjælland, Roskilde Stift og Energinet). Der er modtaget høringssvar fra Tjæreby-Sønder Bjerge-Venslev menighedsråd samt fra Danmarks Naturfredningsforening, afdeling Slagelse. De øvrige 5 høringssvar er indsendt af lokale borgere. Høringssvarene fremgår af vedlagte hvidbog (se bilag 1) og handler overordnet om:

·         Projektområdets nærhed til kirken herunder fredningen omkring kirken samt anlæggets visuelle indvirkning på landskabet.

·         At etablering af solenergianlæg på det foreslåede sted vil være i strid med retningslinjer og fredning.

·         At Energinet Transmission A/S skal etablere et nyt jordkabel som erstatning for den eksisterende 132 kV luftledning der krydser arealet og at respektarealer omkring begge ledninger skal respekteres.

·         At tilstødende markareal mod syd inddrages i projektet.

·         At dårlig landbrugsjord benyttes til solenergi fremfor god landbrugsjord.

·         At området og faunapassager holdes jagtfri.

·         Afstandskrav på 1500 m til landsbyer og fritliggende ejendomme.

·         Hensyntagen til § 3 områder og frede fortidsminder.

·         At afskærmende beplantning skal være mindst 10 m brede og med hjemmehørende arter.

·         Betydning for ejendomspriser.

På baggrund af høringssvarene fra hhv. Museum Vestsjælland og Roskilde Stift, har opstiller fremsendt en revideret projektafgrænsning (se bilag 2) der, med undtagelse af projektområdets nordøstlige hjørne, friholder kirkbyggelinjen til Tjæreby Kirke. Som bilag 3 er vedlagt et kort med det reviderede projektområde, der viser eksisterende forhold mht. fortidsmindebeskyttelseslinjer, beskyttede sten- og jorddiger, fredninger, kirkebyggelinjer, kirkeomgivelser og beskyttet natur.

Retligt grundlag

Kommuneplantillæg tilvejebringes efter planloves § 23 c

Lokalplaner tilvejebringes efter planlovens kapitel 5.

Miljøkonsekvensvurderingen af hhv. projektet og planlægningen tilvejebringes efter Miljøvurderingsloven.

Handlemuligheder

Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget kan vælge

A.    At fastholde den oprindelige projektafgrænsning.

B.    At arbejde videre med opstillers reviderede projektafgrænsning.

C.    At arbejde videre med opstillers reviderede projektafgrænsning dog således, at projektafgrænsningen helt friholder kirkebyggelinjen til Tjæreby Kirke.

D.   At arbejde videre med opstillers reviderede projektafgrænsning dog således, at projektafgrænsningen helt friholder kirkebyggelinjen til Tjæreby Kirke og udpegningen af kirkeomgivelser mod sydvest.

Vurdering

Det er administrationens vurdering, at projektområdet, i sin oprindelige udformning, vil ligge for tæt på nabobeboelser i Tjæreby samt Tjæreby Kirke og fredningen omkring kirken. Administrationen anbefaler således at imødekomme høringssvarene fra hhv. Museum Vestsjælland og Roskilde Stift og til dels Tjæreby-Sønder Bjerge-Venslev menighedsråd ang. en revideret projektafgrænsning, så Kirkebyggelinjen i forhold til Tjæreby Kirke respekteres og der dermed skabes større afstand til landsbyen og fredningen omkring kirken (handlemulighed C). Dette vil ligeledes respektere den kommende positivudpegning til solenergianlæg i Kommuneplan 2021, der netop friholder kirkebyggelinjer omkring Kirker. Det er desuden vurderingen at oplevelsen af Tjæreby Kirke som landskabselement fastholdes i højere grad, ved at lade den østlige projektafgrænsning følge den nordøst-sydvest gående højspændingsledning. Det vil betyde, at udpegningen af kirkeomgivelser mod sydvest friholdes (handlemulighed D).

I forhold til et konkret ønske fra en lodsejer om at et markareal syd for projektområdet inddrages i projektet bemærkes, at opstiller ikke har tilkendegivet overfor Slagelse Kommune at markarealet ønskes inddraget i projektet. Derudover bemærkes, at den pågældende mark ligger delvist berørt af kirkeomgivelser til Tjæreby Kirke i sydvest gående retning og er berørt af fortidsmindebeskyttelseslinjer til to fredede fortidsminder. En meget lille del af arealet længst mod øst er omfattet af indsatsområder til grundvandsbeskyttelse. Det er vurderingen, at en inddragelse af dette areal vil få betydning for næromgivelserne til Tjæreby Kirke, idet en større andel af kirkeomgivelserne til kirken berøres og vil samtidig indkapsle to frede fortidsminder mod nord, øst og vest.

En del høringssvar omhandler fredede fortidsminder, beskyttede sten- og jorddiger, naturbeskyttede områder (§3 områder) og indretning af området mht. fremme af biologisk mangfoldighed herunder faunapassager. Det er vurderingen, at beskyttelsesinteresser vil blive respekteret i planlægningen og at forhold som fremmer biodiversitet vil kunne indarbejdes lokalplanlægningen gennem sikring af faunapassager, plantevalg og håndtering af jordbunden. Der vil kunne stilles vilkår om drift af arealet i forbindelse med tilladelsen til projektet.

Det er på ovenstående baggrund administrationens anbefaling, at Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget beslutter at arbejde videre med handlemulighed C eller D.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,

1.    at Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget beslutter at arbejde videre med en projektafgrænsning for solenergianlægget ved Tjæreby som beskrevet under handlemulighed C eller D.

Bilag

330-2021-174237

Bilag 1 - Hvidbog foroffentlighedsfase Solenergianlæg ved Tjæreby

330-2021-174238

Bilag 2 - Bygherres nye afgrænsning - Solenergianlæg ved Tjæreby

330-2021-190486

Bilag 3 - Screening - eksisterende forhold

330-2021-190432

Bilag 4 - Handlemulighed A-D - Solenergianlæg ved Tjæreby

330-2021-191826

Bilag 5 - Retningslinje 2_6 - Store solenergianlæg

Beslutning i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

Udsat.