Møde i udvalget d. 6. april 2021
2. Ny hal i Sørby til E-sport (B)
Sagsnr.: 330-2021-20156 Dok.nr.: 330-2021-92405 Åbent
Kompetence:
|
Byrådet
|
Beslutningstema
Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Kultur- og
Fritidsudvalget samt Økonomiudvalget beslutte en kommunal finansiering og
byggeri af en hal B i Sørby samt en væsentlig renovering af den eksisterende
selvejende hal.
Sagens indhold
Slagelse Byråd har i Budget 2021 punkt 35 skrevet følgende:
Parterne er enige om at afsøge mulighederne for nye
former for finansiering af idrætsfaciliteter med udgangspunkt i de konkrete
ønsker til en ekstra hal i Sørbymagle
. Arbejdet med disse projekter
igangsættes med det samme, og det er en fælles ambition, at der herigennem
skabes modeller for udbygning af idrætsfaciliteterne i Slagelse Kommune.
Økonomiudvalget blev på mødet den 18. januar 2021 orienteret
om en hensigtserklæring underskrevet af Sørby Sport og Event og borgmesteren
vedr. ny hal i Sørby.
Hensigtserklæringen omhandler kommunalt byggeri af idrætshal
i Sørby samt en gennemgribende renovering af den eksisterende selvejende hal
samt andre faciliteter. Anlægsudgiften er vurderet til 25 mio. kr. eksklusiv moms
af Sørby Sport og Event.
Det er en væsentlig del af projektet, at Esport Danmark
flytter deres aktiviteter fra Slagelse Stadion til Sørby.
Det er en væsentlig del af projektet, at events og
arrangementer kan dække driftsudgifterne til det nye anlæg.
Sørbyhallen er en selvejende hal, der får kommunalt
driftstilskud på lige fod med de øvrige selvejende haller i Slagelse Kommune.
Bilag 1: Hensigtserklæring inkl. bilag
Bilag 2: Projektbeskrivelse fra Sørby Sport og Event inkl. budget,
skitser og tilbud
Retligt grundlag
Kommunalfuldmagten giver hjemmel til at yde kommunalt
tilskud til eksempelvis idrætsfaciliteter, der har et primært folkeoplysende
formål. Kommunen kan ikke yde tilskud til erhverv eller kommercielle formål.
Tilbudsloven og Udbudsloven er dansk lovgivning, og et
byggeprojekt i denne størrelse vil altid skulle udføres jfr. denne gældende
lovgivning.
Handlemuligheder
Byrådet kan på vegne af indstilling fra Kultur- og
Fritidsudvalget og Økonomiudvalget beslutte at:
A. Igangsætte udarbejdelse
af et projektforslag med en rådgiver, som tager højde for alle aspekter af
byggeriet samt ønskerne fra borgerne til 1 mio. kr.
B. Igangsætte det
videre arbejde med anlæg af hal B samt renovering i Sørby med Slagelse Kommune
som bygherre indenfor den af Sørby estimerede anlægssum på 25 mio. kr. eksklusiv
moms
C. Igangsætte det
videre arbejde med anlæg af hal B samt renovering i Sørby med Slagelse Kommune
som bygherre indenfor en anlægssum på 68 mio. kr. eksklusiv moms.
D. Tildele Sørbyhallen et
anlægstilskud på 25 mio. kr. eksklusiv moms
E. Indstille, at projektet
ikke støttes, og at Sørbyhallen kan indstille renoveringsdelen som et
budgetønske, ligesom andre selvejende haller gør det.
Vælges løsning A: Projektet kan blive gennemarbejdet og også
set i forhold til det konkrete ønske og området. Hvis alle ønsker, som er nævnt
i hensigtserklæringen, skal opfyldes, vil dette både give et bedre projekt, men
også en mere retvisende økonomisk ramme.
Vælges løsning B: Det endelige projekt indeholder så mange
punkter fra ønskerne som muligt, men med stor sandsynlighed ikke dem alle.
Vælges løsning C: Indfries alle ønsker til en indrettet hal
med faciliteter for blandt andre Esport.
Vælges løsning D: Kommunen har pligt til at følge op på, om
både Tilbudsloven og Udbudsloven overholdes, da det er offentlige midler, der
indgår.
Vælges løsning
E, vil hallens renovering blive behandlet som et budgetønske.
Vurdering
Administrationen vurderer, at
materialet, der ligger til grund for projektet, på nuværende tidspunkt er for
usikkert, både i forhold til anlæg og i særdeleshed drift. Der er et stort
udsving i forhold til områdets ønsker og den økonomi, der er sat op i det
indhentede, meget overordnede tilbud.
Det er administrationens
vurdering, at såfremt der skal være kommunal finansiering af en hal i så tæt
nærhed af en selvejende institution, bør der igangsættes udarbejdelse af et
projektforslag, hvor den yderligere halkapacitet og mulighed for dobbelthal til
events i Slagelse Kommune samt placeringen heraf undersøges, da Slagelse
Kommune gerne vil understøtte yderligere Esport-aktiviteter.
Esport er i en god udvikling,
og Sørby Esport er blandt landets førende. Medlemmerne er både fra lokalområdet
og fra resten af Danmark. Foreningen har selv prioriteret at flytte Slagelse
Esports-center til Slagelse Stadion, da de havde svært ved at trække medlemmer
i dagligdagen til Sørby. Aktiviteterne omkring Esport som foreningsaktivitet
er et folkeoplysende formål. Foreningen har tidligere vist sig i stand til at
rejse midler til udvikling. Udviklingen i Sørby jfr. de indberettede medlemstal
samt indbyggertal ses i bilag 3.
Forudsætningerne for en ny hal med kommunal støtte er,
at hallen anvendes til lovlige kommunale formål som folkeoplysende aktiviteter.
Sørbyhallen har beskrevet, at de blandt andet vil anvende hallen til
Sørbymarkedets aktiviteter over året og E-Sport Danmark. Indtægter fra disse
går til driften, hvilket umiddelbart ikke er et kommercielt formål. Dette bør
dog undersøges nærmere i den videre proces.
Kommunale Ejendomme har lavet en vurdering af estimatet
af anlægssummen på 25 mio. kr. eksklusiv moms. jfr. Sørby Sport og Events budget.
Det vurderes, at dette estimat er for lavt i forhold til det ønskede projekt.
Sørby Sport og Event har 1. marts 2021 fremsendt en mere detaljeret beskrivelse
af projektet (Bilag 4). Kommunale Ejendomme har vurderet (Bilag 5), at det
beskrevne anlægsprojekt nærmere vil koste 68 mio. kr. eksklusiv moms. Budgettet
på 25 mio. kr. vil korrekt kunne bekoste selve hallen, men tilbuddet tager ikke
højde for udgifter til udluftning, installationer til Esport, forberedelse af
grunden herunder kloak mv. Administrationen er klar over den enorme
difference, men står inde for tallene i forhold til det beskrevne projekt.
Administrationen påpeger desuden, at uanset hvem der er bygherre
på projektet, så er den beskrevne tidsplan ikke realistisk. Bilag 6 er en
revideret tidsplan med udgangspunkt i rådgiverudbud, som anbefales i denne sag.
DRIFT:
Sørbyhallen får i dag
driftstilskud ligesom de øvrige selvejende haller i Slagelse Kommune. Budgettet
til de selvejende haller er en ramme, der fordeles efter de politisk besluttede
principper, som bl.a. ser på faste driftsudgifter, løn og hallernes størrelse.
Der er lagt op til, at den nye hal B ikke skal modtage driftstilskud.
Derfor er det nødvendigt at kunne
opdele udgifterne til de to haller, så den eksisterende hal fortsat kan få
driftstilskud, samtidig med at den nye hal ikke skal have andel af den
budgetramme, der er til de selvejende haller. Der skal fremover være en
opdeling i Sørbyhallens regnskab både af de almindelige forbrugsudgifter, hvilket
kan ske ved adskilte målere eller beregning vha. m2, og udgifter til udstyr mv.
til den eksisterende og den nye hal. En måde at holde de to haller helt
økonomisk adskilt vil være to separate regnskaber. Såfremt der ikke er en
opdeling af udgifterne, kan driftstilskuddet ikke beregnes korrekt, og der vil
være en risiko for, at den nye hal får andel af budgetrammen, hvilket vil
betyde, at de øvrige selvejende haller får et lavere driftstilskud, end de
egentlig er berettiget til (uden den nye hal).
Såfremt driften af den nye hal
også skal opnå tilskud fra kommunen, vil et estimeret driftsforbrug være mellem
1,5-2 mio. kr. udover de allerede tildelte midler. Dette bør tilføres driftsrammen
for de selvejende haller for ikke at skære samtlige andre haller markant ned i
deres driftstilskud.
Renoveringerne, der foretages på
hallen, vil normalt skulle indgå i de selvejendes hallers
vedligeholdelsesplaner og indgå som budgetønsker på lige fod med andre
selvejende haller. Udgifterne til disse renoveringer bør fratrækkes det beløb,
som fremtidigt driftstilskud beregnes af, for ikke at påvirke de andre hallers driftstilskud
negativt.
Sørbyhallen har allerede fået tilskud fra kommunens
Idræts- og Fritidspulje til renovering af tag, som må forventes tilbagebetalt,
hvis den nye hal igangsættes.
Økonomiske og
personalemæssige konsekvenser
Afhængig af hvilken handlemulighed der vælges, vil de
økonomiske og personalemæssige konsekvenser i forhold til både anlæg og drift skulle
uddybes nærmere efter beslutning i en senere sag.
·
Handlemulighed A: 1 mio. kr. fra kassen
·
Handlemulighed B: 25 mio. kr. eksklusiv moms fra kassen
·
Handlemulighed C: 68 mio. kr. eksklusiv moms fra kassen
Ovenstående med udgangspunkt i at kommunen ikke skal
finansiere yderligere drift.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Kultur og Fritid indstiller,
1.
at Kultur- og Fritidsudvalget vælger at indstille den ønskede
handlemulighed til Økonomiudvalget og Byrådet.
Beslutning i Kultur- og
Fritidsudvalget den 6. april 2021:
Fraværende:
At 1: Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at projektet
gennemarbejdes yderligere af forvaltningen med inddragelse af brugerne fra
Sørby Sport og Event, gerne ved dialog på næste udvalgsmøde.