Møde i udvalget d. 30. november 2020

17.   Status vedrørende virksomhedsindsatsen (O)

Sagsnr.: 330-2020-152856             Dok.nr.: 330-2020-441322                                          Åbent
Kompetence:
Social- og Beskæftigelsesudvalget.
Beslutningstema
Orientering om Jobcenter Slagelses samarbejde med virksomhederne, herunder hvordan virksomhederne står qua Corona.
Baggrund
Social- og Beskæftigelsesudvalget blev den 2. december 2019 orienteret om status på det lokale arbejdsmarked og om, hvordan Jobcenter Slagelse bistår virksomhederne med at få kvalificeret arbejdskraft og forebygge mangelområder, samt styrke virksomhedernes sociale profil.
Det blev dengang vurderet, at den virksomhedsrettede indsats skulle fortsætte i samme retning, og at der skulle arbejdes videre med en professionel tilgang til virksomhederne, som en vigtig partner i beskæftigelsesindsatserne. Desuden blev det anbefalet, at der fortsat skulle lægges vægt på et tæt samarbejde mellem beskæftigelses-, erhvervs- og uddannelsesområdet.
I marts 2020 kom Corona’en, samfundet blev lukket ned ift. COVID-19 foranstaltninger, og med det blev en stor del af beskæftigelsesindsatsen sat på pause. 
COVID-19 har også haft stor indflydelse på virksomhedernes muligheder for at drive virksomhed, og der har været iværksat forskellige hjælpepakker både nationalt og lokalt. Desuden har der været iværksat forbedrede støttemuligheder for virksomheder i beskæftigelsesindsatsen, ex. justeringer i arbejdsfordelingsordningen og voksenlærlingeordningen.
I juni 2020 blev dele af beskæftigelsesindsatsen genoptaget, blandt andet muligheden for etablering af virksomhedsrettede forløb ift. borgere med behov for afklaring og/eller opkvalificering.
Den 2. november 2020 blev 1. udkast af Beskæftigelsesplan 2021-2022 forelagt Social- og Beskæftigelsesudvalget – herunder det politiske forord, hvor administrationen har indskrevet de overordnede konklusioner fra Mploy-anbefalingerne og de politiske erklæringer fra budget 2021-2022. Beskæftigelsesplanen beskriver de retninger og handlinger, der skal udmøntes i de kommende to år – også i forhold til virksomhedssamarbejdet.
Beskæftigelsen ift. Corona
De nyeste beskæftigelsestal for 2. kvartal 2020 viser, at Slagelse Kommune indtil nu ikke er blevet lige så hårdt ramt af COVID-19 som på landsplan, når det handler om antallet af
lokale arbejdspladser. I Slagelse Kommune var der et fald på 1,5 % i forhold til samme kvartal i 2019, mens der på landsplan var et fald på 2,1 %. Den landsdækkende opgørelse over ledigheden pr. 1. november 2020 viser, at det især fortsat er transport- samt hotel- og restaurationsbranchen, som er hårdest ramt af de større brancher. Det er derfor også de brancher, som har flest sager med arbejdsfordeling.
Virksomhedsrettede tilbud
Center for Arbejdsmarked & Integrations virksomhedskontakt i 2020 adskiller sig markant fra kontakten i 2019. Den primære årsag er naturligvis COVID-19. Kort efter genåbningen i juni fulgte sommerferien, hvor det som altid er vanskeligt at starte nye virksomhedsforløb op, fordi hovedparten af virksomhedernes personale holder ferie.
Rammerne for nye virksomhedsforløb er samtidig væsentligt ændret i forhold til før COVID-19-krisen. De mange afskedigelser betyder, at der i dag er færre virksomheder, som i henhold til lovkravene må etablere løntilskud. Samtidig er det i dag er vanskeligere at skabe match mellem borgere og virksomheder, fordi der skal tages særlige hensyn til borgere med sygdomme, som er i risikogrupperne i forhold til COVID-19.
Som følge af ovenstående er der sket et markant fald i antal virksomhedsrettede tilbud i virksomhederne i 2020 sammenlignet med sidste år.
Virksomhedskontakten
Selvom der i 2020 har været vanskeligere vilkår for at etablere virksomhedstilbud, er det ikke ensbetydende med, at CAI har mistet kontakten til virksomhederne. Tværtimod har CAI benyttet suspenderingsperioden til at lave målrettede og systematiske kampagner til de lokale virksomheder, og CAI har dermed samlet set øget kontakten til de lokale virksomheder.
Voksenlærlingeordningen
Der er sket en stigning i voksenlærlingeaftaler på både det offentlige og private arbejdsmarked i 2020, også ift. borgere der kommer fra ledighed. Øget fokus i CAI, øget tildeling af ubrugte AUB-midler til virksomheder med lærlingeforløb, samt en lempeligere voksenlærlingeordning, har hver især bidraget til den positive udvikling.
Jobrotationsordningen
Med jobrotationsordningen kan virksomheder sende en eller flere medarbejdere på efteruddannelse og erstatte de ansatte med ledige vikarer i uddannelsesperioden. I maj 2020 blev jobrotationsforløbene udskudt pga. Corona, men i efteråret har det været muligt at gennemføre de forskellige planlagte uddannelsesaktiviteter. Samlet set har niveauet for bevilling af jobrotation ligget stabilt, sammenlignet med tidligere.
Jobcenterets Rekrutteringsservice har været tilgængelig for virksomhederne i hele perioden, også i foråret hvor beskæftigelsesindsatsen stort set var suspenderet – Rekrutteringsservice har dog virket under vanskelige betingelser. Trods dette har det været muligt at opretholde niveauet for antal ansatte formidlede kandidater.
Retligt grundlag
Beskæftigelsesloven m.fl.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at virksomhedssamarbejdet fortsætter i samme retning, og med de handlingsinitiativer og indhold, der er lagt op til i Beskæftigelsesplanen 2021-2022.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Arbejdsmarkedschefen indstiller,
1.    at Social- og Beskæftigelsesudvalget modtager orienteringen
Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 30. november 2020:
Fraværende: 
Udsat med bemærkning om, at punktet fremrykkes på dagsordenen ved næste møde.