Erhvervs- og Teknikudvalget (2018-2021) – Referat – 13. januar 2020



1. Godkendelse af dagsorden (B)

1.     Godkendelse af dagsorden (B)

Sagsnr.: 330-2017-90235               Dok.nr.: 330-2019-509996                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget.
Indstilling
Centerchefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,
1.    at dagsorden godkendes.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 13. januar 2020:
Fraværende: 
Godkendt.
Pkt. 8 udgår.

2. Indkøbspolitik 2020 (B)

2.     Indkøbspolitik 2020 (B)

Sagsnr.: 330-2019-80650               Dok.nr.: 330-2019-479640                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Slagelse Kommunes politikker skal genbesøges i hver valgperiode, således også Indkøbspolitikken. Denne sag handler om at sætte gang i en proces med henblik på udarbejdelse af en ny indkøbspolitik 2020.
Baggrund
Den gældende Indkøbspolitik blev godkendt i 2014. Politikken er efterfølgende korrigeret/tilpasset. Første gang i 2016 som følge af ny Udbudslov. Ved denne lejlighed blev to af de tilhørende retningslinjer om køb af varer og tjenester ændret i samarbejde med samarbejdsudvalget for Bygge og Anlæg. I 2017 vedtog Byrådet at indsætte et afsnit om mikroplast i Indkøbspolitikken, og senest i 2018 vedtog Byrådet, at der ved næste revision/udarbejdelse af ny Indkøbspolitik skulle indtænkes elementer omkring skattely.
Udviklingen på indkøbsområdet i Danmark viser, at der udover fokus på de økonomiske gevinster og sikring af kvalitet ved gennemførelse af udbud, er et stigende fokus på bæredygtighed og FN’s Verdensmål.
Det er derfor helt naturligt, at Indkøbspolitikken også skal have fokus rettet mod denne dagsorden. Det er også ligeså naturligt, at Indkøbspolitikken og den igangværende proces omkring en bæredygtighedsstrategi, helst skal have samme retning for denne del.
En yderligere tendens er øget åbenhed. Der skal derfor være fokus på sikre gennemsigtighed i vores indkøb og herunder at indkøb foretages på et sundt, ansvarligt og etisk grundlag.
Udarbejdelse af en ny indkøbspolitik er forankret i Indkøb- og forsikringsafdelingen.
Retligt grundlag
Udbudsloven, Tilbudsloven, Konkurrencelovgivning, Lov om Erhvervsstøtte/Erhvervsfremme osv.
Handlemuligheder
Byrådet kan bestemme, at nuværende Indkøbspolitik fastholdes. Det skal anføres, at den nuværende Indkøbspolitik reelt kan videreføres, idet der ikke er forhold der er i modstrid med gældende lovgivning.
Byrådet kan bestemme, at igangsætte en proces med henblik på, at der udarbejdes en ny Indkøbspolitik 2020, med bl.a. de betragtninger som er anført ovenfor.
Vurdering
Det anbefales at igangsætte en proces med henblik på udarbejdelse af en ny indkøbspolitik hvor bæredygtighedsdagsordenen mv. tænkes ind. I arbejdet inddrages Bæredygtighedsstrategien, ligesom samarbejdsudvalget for bygge og anlæg inddrages i forhold til udarbejdelse af retningslinjer om køb af varer og tjenester samt køb af bygge/anlægsydelser som understøttelse til Indkøbspolitikken.
Det anbefales videre, at formen på en ny indkøbspolitik ikke ændres væsentligt. Det vil sige, at der lægges op til en Indkøbspolitik der er holdt i en kort og overordnet form. Det gør politikken mere robust og holdbar overfor eventuelt kommende/nye elementer på indkøbsområdet. Indkøbspolitikken understøttes af retningslinjer som det også er tilfældet i dag. Anvendelse af et sådant koncept, har vist sig at være ’bæredygtigt’ i forhold til håndtering af udviklingen på området.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Økonomiske og/eller personalemæssige konsekvenser afhænger af, i hvor stor en udstrækning der ønskes gennemført kontroller på politikken og de understøttende retningslinjer. I fald der ønskes øgede krav med tilhørende udvidede kontroller på arbejdsklausuler, kontroller på skattely, konkret opfølgning på krav om miljøforhold mv., vil sådanne nye opgaver ikke kunne holdes indenfor bestående ressourcer.
Konsekvenser for andre udvalg
Indkøbspolitikken er gældende for alle områder og dermed alle udvalg i det der er tale en tværgående politik. Egentlig forelæggelse vil alene ske for de udvalg der er direkte involveret.
Indstilling
Økonomi- og Teknikdirektøren indstiller,
1.    at Proces for udarbejdelse af ny indkøbspolitik igangsættes
2.    at Relevante parter inddrages i arbejdet, herunder miljøområdet, samarbejdsudvalget for Bygge og anlæg, HovedMED-udvalget, osv.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 13. januar 2020:
Fraværende: 
Anbefales.
Udvalget ønsker et overblik over nuværende kontrolprocedure for faktura og regningsbehandling. Ligesom muligheden for større åbenhed anbefales.
Notat udarbejdet af udvalgsformanden vedlægges.

3. Ansøgning fra Kunstnerlauget KIT om tilskud til Keramikfestivallen i Skælskør (B)

3.     Ansøgning fra Kunstnerlauget KIT om tilskud til Keramikfestivallen i Skælskør (B)

Sagsnr.: 330-2018-37725               Dok.nr.: 330-2019-508305                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget
Beslutningstema
Baggrund
Skælskør Keramikfestival er blevet en tilbagevendende event, der har eksisteret siden 2015. Det er en kulturel begivenhed, hvor keramikere fra ind- og udland mødes ved havnen på området omkring Skælskør Bibliotek for at udstille og sælge keramik Det første år deltog 30 keramikere. I 2020 forventer KIT at der vil deltage 80 keramikere.
Formålet med festivalen er at sætte Skælskør på landkortet gennem organisering af en event der skaber synlighed om keramikken og Skælskør som kunstnernes by, hvor kunst og kultur har stor betydning. Ud over udstilling og salg af keramik er der mulighed for at deltage i workshops hvor man kan arbejde med keramik – eksempelvis ved at udsmykke brosten som senere nedfældes i byens brolagte gader. Keramikfestivalen involverer det lokale erhvervsliv og omkring 100 frivillige, der deltager i planlægning og afvikling af festivalen.
Indtil nu er størstedelen af planlægningen varetaget af keramikere i KIT. De oplever imidlertid, at den frivillige indsats går ud over arbejdet i deres egne værksteder og gallerier. KIT ønsker derfor at finde en økonomisk model, som giver mulighed for at lønne en projektmedarbejder, som kan organisere festivalen og sikre, at Keramikfestivalen kan fortsætte og udvikle sig i takt med interessen og behovet. Men indtil den økonomiske model er fundet, søger KIT om et engangsbeløb på 110.000 kr. til projektledelse i 2020. Man har estimeret, at der er behov for 10 projekttimer om ugen på et år, for at gennemføre Keramikfestivallen i den form som den har i dag, hvilket svarer til det ansøgte beløb. 
Mod en bæredygtig forretningsmodel
KIT overvejer blandt andet at sætte deltagerbetalingen op med 50 %, samtidig med, at man arbejder på at øge indtjeningen af salget i forbindelse med festivalen på 20 %. Endelig gør man sig overvejelser over muligheden for billetindtægt.
Slagelse Kommune har indgået en samarbejdsaftale med KIT, hvoraf det fremgår at KIT forpligter sig til skabe mindst 2 årlige kulturelle events eller kunstneriske aktiviteter, der brander Skælskør og Slagelse Kommune.
Retligt grundlag
Handlemuligheder
Udvalget kan vælge at:
1.    Bevillige 40.000 kr. til projektledelse i forbindelse med planlægning og afholdelse af Keramikfestivallen 2020.
2.    Melde afslag på ansøgningen under henvisning til at Kommunen allerede støtter KIT med 500.000 kr. i 2020, og at det af samarbejdsaftalen med KIT fremgår, at KIT er forpligtet til at organisere 2 events eller kunstneriske aktiviteter, der brander Skælskør og Slagelse Kommune.
Vurdering
Ifølge administrationens opfattelse er Skælskør Keramikfestival blevet et vigtigt brand for såvel Skælskør som for Slagelse Kommune. Det er en event af høj kunstnerisk kvalitet, der spiller sammen med byens kulturmiljø og ånd. Administrationen ser det som positivt, at KIT arbejder på at udvikle en forretningsmodel, der skal gøre Skælskør Keramikfestival økonomisk bæredygtig. I en periode hvor de frivillige kræfter er ved at være udtømte, anbefales det imidlertid at støtte eventen med et beløb til projektledelse for at sikre kontinuitet og høj kvalitet. Administrationen anbefaler imidlertid, at KIT finder nogle af midlerne til projektansættelse inden for rammerne af den eksisterende samarbejdsaftale.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Regnskabet for Keramikfestvialen for 2019 viser et underskud på 17.074,45 kr.
Konsekvenser for andre udvalg
Ansøgningen, som også er sendt til Center for Kultur, Fritid og Borgerservice, behandles på møde den 14. januar 2020 i Kultur- og Fritidsudvalget med indstilling om at der bevilliges 40.000 kr. til Keramikfestivalen.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at der bevilliges 40.000 kr. til projektledelse i forbindelse med Keramikfestivallen 2020 i en overgangsperiode, mens der arbejdes på at gøre festivalen økonomisk bæredygtig fra 2021.
2.    at beløbet finansieres med midler til turismeudvikling.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 13. januar 2020:
Fraværende: 
Udvalget anerkender arrangementet, men udvalget giver afslag til ansøgningen omkring midler. Afslaget gives i forhold til, at tilsvarende andre arrangementer ikke får tilskud til lønnet hjælp.
Administrationen tager en dialog med KIT, om hvordan der evt. kan støttes på andre måder.

4. DI Erhvervsklimaundersøgelse 2019 for Slagelse Kommune (D)

4.     DI Erhvervsklimaundersøgelse 2019 for Slagelse Kommune (D)

Sagsnr.: 330-2020-911                   Dok.nr.: 330-2020-4236                                              Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget
Beslutningstema
Erhvervs- og Teknikudvalget skal drøfte Erhvervsklimaundersøgelsen fra Dansk Industri for 2019.
Baggrund
DI’s Erhvervsklimaundersøgelse er en årlig landsdækkende undersøgelse, der evaluerer og sammenligner erhvervsvenligheden i 93 ud af landet 98 kommuner.
Erhvervsklimaundersøgelsen vurderer kommunernes erhvervsenlighed, baseret på en tilfredsundersøgelse, blandt de lokale virksomheder samt en lang række statistiske parametre, der indikerer, hvordan det er, at drive virksomhed i kommunen.
I Slagelse har 79 virksomheder svaret på undersøgelsen. Virksomhederne er inden for DI’s brancher, bl.a. produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service.
Besvarelserne repræsenterer 3.455 arbejdspladser, hvilket svarer til ca. 19 pct. af de privat beskæftigede i kommunen.
I Erhvervsklimaundersøgelsen for 2019, steg Slagelse Kommune 5 pladser, fra en plads som nr. 85, til den nuværende placering som nr. 80.
Slagelse Kommunes bedste placering, er som nummer 26 i kategorien "Kommunal sagsbehandling", der handler om, hvor kompetent og hurtig sagsbehandlingen er i bygge-, miljø- og sygedagpengesager.
Slagelses laveste placering, er som nummer 88 i kategorien "Kommunens image", der omfatter kommunens indsats og evne til at fastholde og tiltrække nye virksomheder og borgere.
Erhvervsklimaundersøgelsen understøtter et kontinuerligt fokus på dialogen med virksomheder, myndighedssagsbehandlingen, tilvejebringelse af arbejdskraft samt kommunens image. Der bliver løbende iværksat initiativer til styrkelse af disse områder, herunder er der senest arbejdet med udbuddet af erhvervsgrunde samt fokus på indsatsen omkring sygedagpenge.
Bestyrelsen i Slagelse Erhvervscenter har på bestyrelsesmødet d. 19. november 2019, vurderet, at forbedring af specifikke og helt afgørende forhold, afledt af DI Erhvervsklimaundersøgelsen, ligger uden for Erhvervscentrets virke og muligheder. Bestyrelsen anbefaler således, at undlade specifikke initiativer.
Dette udgangspunkt vil blive anvendt til yderligere at styrke og systematisere strukturer og samarbejdsformer, internt i Slagelse Kommune, og sammen med Slagelse Erhvervscenter, med henblik på at styrke oplevelsen af ”Én indgang” for virksomhederne.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger.
Vurdering
Den samlede vurdering er, at man skal forholde sig til DI Erhvervsklimaundersøgelse og iværksætte indsatser, der understøtter de strategisk og politiske målsætninger. Der er dog begrænsninger for, hvor stor en prioritering, konkrete og specifikke områder i undersøgelsen, der kan lægges ind i indsatsen, set i forhold til andre vigtige indsatsområder.
I den forbindelse bør Udviklingsstrategien udgøre det samlede rammeværk, for de indsatser der iværksættes.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Erhvervs- og Teknikudvalget drøfter Erhvervsklimaundersøgelse fra Dansk Industri for 2019.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 13. januar 2020:
Fraværende: 
Drøftet.
Udvalget er tilfreds med vurderingen af den kommunale sagsbehandling og udviklingen i private indkøb.
Udvalget finder iøvrigt, at de mere følelsesbestemte parametre i høj grad er bestemt af samarbejdsklimaet i Byrådet og den måde, hvorpå pressen refererer personangreb og konflikter, som ikke (nødvendigvis) har relation til kommunens rammevilkår og betjening af erhvervslivet.
Udvalget opfordrer derfor hele Byrådet til at undlade personangreb, hvorved pressen får vanskeligere ved at optrappe evt. uenigheder og konflikter byrådsmedlemmerne imellem.
Anders Koefoed (V) og Henrik Brodersen (O) kan ikke tilslutte sig ovenstående udtalelse.

5. Ændringer af bådpladsvilkår i Korsør Lystbådehavn (B)

5.     Ændringer af bådpladsvilkår i Korsør Lystbådehavn (B)

Sagsnr.: 330-2019-83026               Dok.nr.: 330-2019-490245                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Erhvervs- og Teknikudvalget skal anbefale overfor Byrådet, at bådpladsvilkårene i Korsør Lystbådehavn ændres, så op til 25 % af pladserne kan udlejes til andre end andelshavere.
Baggrund
Ifølge vedtægternes pgf. 12 for Korsør Lystbådehavn har havnens bestyrelse mulighed for at foretage udlejning af ledige bådpladser til andre end andelshavere efter almene retningslinjer, der godkendes af Slagelse Kommune.
Jf. beslutning fra Økonomiudvalget i Slagelse Kommune af den 24. oktober 2016 blev den af havnens bestyrelse foreslåede retningslinjer for udlejning af ledige havnepladser mulig for en periode af maksimalt 3 år for de enkelte lejere, som foreslået af bestyrelsen i havnen.
Selvom der er en naturlig prisforskel på at leje en andelsplads af havnen som andelshaver og ikke andelshaver, er der relativ stor efterspørgsel for at leje pladser som ikke-andelshaver, og Korsør Lystbådehavn har fortsat mange ledige bådpladser og dermed mange andele, der ikke er solgt.
Med henblik på at understøtte havnens økonomi bedst mulig og samtidig sikre, at havnen bliver anvendt af flest mulige anmoder bestyrelsen for Korsør Lystbådehavn om godkendelse til, at den anførte tidsbegrænsning på 3 år må fjernes. For at opretholde en god balance i forhold havnens fundering som A.m.b.A. foreslår bestyrelsen, at der i stedet fastsættes et maksimum på 25% af antal bådpladser, der må udlejes til ikke-andelshavere.
Retligt grundlag
Det fremgår af gældende kompetenceplan for Slagelse Kommune, at kompetencen til at godkende dette forhold ligger hos Byrådet.
Handlemuligheder
Byrådet kan vælge ikke at godkende den af Korsør Lystbådehavn foreslåede ændring og i stedet fastholde den gældende begrænsning på 3 år, hvis det vurderes, at udlejning af op til 25 % af bådpladserne ikke er i Slagelse Kommunes interesse.
Vurdering
Borger- og Udviklingsdirektøren anbefaler, at den af bestyrelsen for Korsør Lystbådehavns foreslåede retningslinje godkendes, idet der sker en økonomisk understøttelse af Korsør Lystbådehavn, hvilket samtidigt understøtter foreningslivet og turismen i Slagelse Kommune.
Den maksimale udlejning på 25 % til ikke-andelshavere sikrer, at havnens bådpladser fortsat primært udlejes til andelshavere.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at Byrådet godkender den af Korsør Lystbådehavns bestyrelse foreslåede ændring af bådpladsvilkår, således at optil 25 % af bådpladserne kan udlejes til ikke-andelshavere.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 13. januar 2020:
Fraværende: 
Anbefales.

6. Ny Servicemodel - Ejendomsservice (B)

6.     Ny Servicemodel - Ejendomsservice (B)

Sagsnr.: 330-2019-67598               Dok.nr.: 330-2019-516098                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget
Beslutningstema
Udvalget orienteres om status på drøftelserne med virksomhederne vedr. individuelt valg af Servicemodel og skal træffe beslutning om oplæg til ressourcemodel.
Baggrund
På baggrund af Byrådets behandling af sagen vedr. Ny Servicemodel d. 25. november, blev det besluttet at …”der foretages en implementering af ny servicemodel efter model ABC, dog således, at der omfordeles/og tilgår en markant andel af de centrale ressourcer til de decentrale enheder. Ejendomsservice går i dialog med institutionerne straks (i indeværende år, jf. budgetaftalen) og forelægger en status for udvalget i begyndelsen af 2020. Der lægges vægt på, at institutionerne får så attraktivt et tilbud som muligt, hvorved de får en reel valgfrihed, og at der skabes rum for forskellige former for samarbejde institutionerne imellem".
Status på drøftelserne med de kommunale virksomheder
I december blev 81 kommunale virksomhedsledere inviteret til at tilkendegive om de havde umiddelbar interesse i en dialog omkring selv at varetage en del af serviceopgaven.
33 virksomheder har meldt tilbage og heraf er 26 interesserede i at høre nærmere omkring model B eller C. Der er planlagt møder med disse virksomhedsledere i uge 3-5, hvor ønsker og muligheder kan drøftes mere konkret, på baggrund af ressourcemodellen.
Ressourcer til fordeling
Ressourcemodellen fordeler Ejendomsservices nuværende budget til ejendomsservicemedarbejdere og budgetterne til indvendigt vedligehold og vedligehold af udenomsarealer.
De medarbejdere som i dag er ansat i Flex- og Seniorjob, aflønnes ikke via Ejendomsservice og er derfor ikke medtaget. Virksomheder, der vælger model B eller C, kan ligeledes vælge at ansætte medarbejdere i Flex- og Seniorjob.
Ejendomsservice varetager i alle modeller klimaskærmen og de tekniske installationer. Der udelades derfor de nuværende 7 medarbejdere i Vagt/Teknik-teamet, som er specialiseret i de tekniske installationer.
Ejendomsservice varetager i alle modeller Aften/Weekend-funktionen der håndterer åbne-lukke funktionen på skoler, haller og andre bygninger, der fx anvendes af kultur- og fritidsbrugere udenfor alm. åbningstid.
Der tillægges desuden 12,5% til lønsummen til dækning af ledelse, administrativ understøttelse, kørsel, arbejdstøj og håndværktøj.
I forhold til ressourcerne til indvendigt vedligehold og vedligehold af udenomsarealer, tages der bl.a. udgangspunkt i de planlagte opgaver i 2020-budgettet, som blev godkendt på ETU i december.
De virksomheder der vælger C-modellen for det indvendige vedligehold, får økonomi og ansvar for vedligehold og udskiftning af alle indvendige overflader, døre, sanitet og belysning. Teknik, forsyning og klimaskærm vedligeholdes fortsat af Ejendomsservice jf. Byrådets beslutning.
De virksomheder der vælger C-modellen for vedligehold af udenomsarealer, får økonomi og ansvar for vedligehold og udskiftning af alle udvendige arealer (fx fliser, asfalt, græs, hæk, hegn og legepladser). Ejendomsservice sørger fortsat for, at de lovpligtige legepladseftersyn udføres, mens vedligehold og lovliggørelse udføres af virksomhederne i C-modellen.
Økonomien til vedligehold af de grønne arealer, er pt. bundet i et samlet udbud der løber frem til maj 2021, hvor opgaven efter planen skal udbydes igen. I denne proces får virksomhederne i Model C mulighed for, at vælge om de vil være en del af det samlede udbud eller at hjemtage opgaven og den tilhørende økonomi.
Ressourcefordelingsmodel
I Budgetaftalen 2020-2023 er det besluttet at:
Der skal udarbejdes nogle modeller for tildeling af personale/timeforbrug, som tager hensyn til institutionsstørrelse og den bygningsmæssige standard, hvorved også små institutioner gives reel mulighed for at kunne disponere over eget personale. Tag og fag samt udførelsen af de lovmæssige vedligeholdelsesforpligtelser skal varetages af KE.
Der findes imidlertid ikke på nuværende tidspunkt en samlet opgørelse over bygningsmæssig standard, som er anvendelig til formålet. Der er derfor udarbejdet 2 modeller for udmøntning af ressourcerne til lønsum, indvendigt vedligehold og vedligehold af udenomsarealer:
·         Den samlede ressource fordelt ud fra BBR-areal
·         Den samlede ressource fordelt ud fra en vægtet model, som inddrager
BBR-areal, Bygningens Anvendelse og Ejerskab
Bilag 2 viser fordelingen af lønsum for de to modeller, mens bilag 3 viser fordelingen af midler til indvendig vedligehold og vedligehold af udenomsarealer.
BBR
Der findes arealoplysninger for samtlige virksomheder, enten via BBR-registret eller kvalificeret ved senere opmåling eller fordeling imellem brugere af samme bygninger.
Ejerskab
Ejerforholdet er afgørende for kommunens forpligtelser og servicebehov i den enkelte ejendom. Derfor bør der skelnes imellem ejendomme som er Udlejede, Indlejede eller vi har Fuldt Ejerskab. Ligeledes gives en mindre ressource til ejendomme som står i Tomgang uden anvendelse, mens de afventer ny anvendelse eller salg. Nedenfor ses hvor meget 1 m² vægtes ved de forskellige ejerforhold.
Fuldt ejerskab
100%
Indlejede
70%
Udlejede
40%
Tomgang
30%
Bygningens Anvendelse
Erfaringen siden etableringen af Ejendomsservice har været, at efterspørgslen efter serviceydelser afhænger af den kommunale funktion, som varetages i bygningen. Nedenstående vægtning afspejler den måde Ejendomsservice udføres i dag og viser hvor meget 1 m² vægtes ved de forskellige anvendelsestyper.
Administration
100%
Aktivitetscenter
100%
Boliger (H&P/Ældre)
100%
Boligudlejning private
100%
Daginstitution
100%
Døgntilbud
110%
Erhverv/Industri
80%
Genoptræningscenter
100%
Hal
80%
H&P Aktivitetstilbud
110%
Idrætsanlæg/tribune
60%
Klubber (Junior/Ungdom)
90%
Kulturbygning
80%
Plejecenter
80%
Skole
125%
Specialskole
135%
Svømmehal
100%
Øvrige (tandklinik fx)
100%
Forbehold
Ejendomsservice har i forbindelse med udarbejdelsen af ressourcemodellen, været i kontakt med andre kommuner og KL, for at afsøge om der var lignende modeller i drift andre steder. Det er der imidlertid ikke umiddelbart. Der findes altså ikke et nøgletal eller standarder for disse ydelser og ressourcemodellen må anses for bedst mulige estimat på nuværende tidspunkt. Det er muligt at arbejde videre med disse kriterier og i de kommende år forsøge at finde en bedre model. Erfaringerne med ressourcemodeller fra fx skoleområdet og dagtilbudsområdet er, at det er en tung administrativ opgave og at retfærdigheden opleves forskelligt på de kommunale virksomheder.
Det er muligt, at reservere en del af midlerne (fx 10%) til vedligehold, i en central pulje som kan anvendes til at rette op på eventuelle problematikker i modellen i løbet af året. Det anbefales dog, at disse oprettes fra år til år i den løbende forbedring af modellen.
Størstedelen af skolerne fungerer i dag som base, hvor de lokale Ejendomsservicemedarbejdere til dagligt møder ind og har kontor og udstyr. I de fleste tilfælde serviceres de omkringliggende ejendomme ud fra denne base. Skolerne har mange serviceopgaver og har i praksis fået et relativt højere serviceniveau, end de fleste andre kommunale virksomheder. Fordelingskriterierne inkluderet i den vægtede BBR-model afspejler derfor i højere grad end BBR, det nuværende timeforbrug på de kommunale virksomheder.
De takstfinansierede virksomheder valgte ved indgangen til 2019, at Ejendomsservice skulle håndtere budgetterne til bl.a. indvendigt vedligehold og udenomsarealer. Eftersom deres vedligeholdsbudgetter er højere end gennemsnittet og finansieret via taksten, vil disse virksomheder i givet fald få samme beløb retur, som blev leveret i 2019.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Udvalget kan vælge at ressourcerne uddeles alene efter BBR eller efter den vægtede BBR-model, som inddrager ejerskabet og bygningens anvendelse.
Udvalget kan også bede om at der beregnes på nye kriterier, hvilket vil betyde en ny tids- og handleplan i forhold til processen med de kommunale virksomheder og medarbejderne.
Vurdering
Administrationen anbefaler at der anvendes den vægtede BBR-model, der bl.a. tager højde for den kommunale aktivitet eller velfærdsydelse, som foregår i bygningen.
En model der alene anvender BBR som fordelingsnøgle, vil give uforholdsmæssigt mange ressourcer til fx tomme ejendomme eller ejendomme som har en lav aktivitet, fx lagerbygninger.
Det anbefales, at der arbejdes videre med at forbedre modellen, på baggrund af første års erfaringer og at repræsentanter for de forskellige virksomhedstyper inddrages i dette arbejde.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ved Byrådets behandling af Ny Servicemodel blev det understreget at, ”Der gives ansættelsesgaranti, således at ingen medarbejdere i Ejendomsservice afskediges som konsekvens af omlægning til ny Servicemodel".
De personalemæssige konsekvenser af at nogle virksomheder, vil vælge at få overført medarbejderressourcer, bliver at en række medarbejdere vil få ændret ansættelsessted.
Dette har været drøftet på Lokal-MED i Ejendomsservice d. 16. december. MED-udvalget har godkendt Tids- og Handleplanen i Bilag 1. Heraf fremgår at status på drøftelserne udsendes til samtlige medarbejdere ultimo januar, hvorefter udvælgelsen af medarbejdere efter Lokal-MED’s valgte kriterier kan påbegyndes.
Herefter indledes personlige samtaler med de berørte medarbejdere omkring ændret arbejdssted og tillæg til ansættelsesbreve udsendes primo februar.
Konsekvenser for andre udvalg
Varetagelsen af de byggetekniske opgaver og serviceopgaver har væsentlig betydning for størstedelen af de kommunale virksomheder.
Indstilling
Centerchef for Kommunale Ejendomme indstiller,
1.    at Udvalget tager orienteringen om status på dialogen med de kommunale virksomheder til efterretning
2.    at Udvalget beslutter at ressourcerne fordeles via den vægtede BBR-model, der inddrager ejendommens anvendelse og ejerskab.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 13. januar 2020:
Fraværende: 
At 1: Udvalget tager orienteringen til efterretning. Anders Koefoed (V) tager orienteringen til orientering.
At 2: Godkendt.
Udvalget ønsker, der arbejdes videre med ressourcemodellen. Med henblik på evt. justeringer forelægges modellen for udvalget til oktober 2020, og ønsker en orientering når antallet af virksomheder, der går til model C er kendt.
Henrik Brodersen (O) og Anders Koefoed (V) kan ikke tilslutte sig forsøgsordningen, grundet den store usikkerhed det giver for medarbejderne.

7. GENOPTAGET - Opfølgning på budgetaftale 2020 - 2023 og budgetaftale 2019 - 2022 (D)

7.     GENOPTAGET - Opfølgning på budgetaftale 2020 - 2023 og budgetaftale 2019 - 2022 (D)

Sagsnr.: 330-2019-83379               Dok.nr.: 330-2020-1417                                              Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget.
Beslutningstema
Erhvervs- og Teknikudvalget skal drøfte styringsark for udvalgets punkter i budgetaftale 2020-2023 og budgetaftale 2019 – 2022 samt vedlagte anlægsskema.
Baggrund
Byrådet har vedtaget budget 2020-2023 og budget 2019-2022.
Som opfølgning på budgetaftalerne for de to sidste år er der udarbejdet styringsark, som er vedlagt som bilag.
Ligeledes er der vedlagt en anlægsoversigt.
Retligt grundlag
Det retslige grundlag for budgettet fremgår af Den kommunale Styrelseslov §§ 37-40. I Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler for den økonomiske styring af bevillinger mv.
Handlemuligheder
Udvalget drøfter punkterne i budgetaftalen, anlægsoversigten og den løbende opfølgning.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Administrationen indstiller,
1.    at Udvalget drøfter styringsarkene og anlægsoversigten
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 2. december 2019:
Fraværende: 
Drøftet.
Udvalget ønsker sagen på igen til januar, med nærmere tidsplanlægning og opfølgning på budget 2019 og 2020.
Henrik Brodersen (O), Anders Koefoed (V) bemærkede at DF og V ikke er en del af budgetaftalen 2020-2023, og derfor tager forbehold for opfølgningen.
Administrationens bemærkninger:
Anlægsskemaet er blevet tilrettet.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 13. januar 2020:
Fraværende: 
Drøftet.
Anders Koefoed (V) og Henrik Brodersen (O) bemærkede at DF og V ikke er en del af budgetaftalen 2020-2023, og tager derfor forbehold for opfølgningen.

8. Halsskovbroen - udskiftning af cylindre - Drift og Teknik - anlægsregnskab (B)

8.     Halsskovbroen - udskiftning af cylindre - Drift og Teknik - anlægsregnskab (B)

Sagsnr.: 330-2019-83326               Dok.nr.: 330-2019-501243                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Der aflægges endeligt anlægsregnskab for udskiftning af cylindre på Halsskovbroen. Der peges på omplacering af de resterende 25.454 kr. til anlægspuljen ”Hovedistandsættelse af broer”.
Baggrund
I 2019 skiftede Slagelse Kommune de hydrauliske cylindre på Halsskovbroen i Korsør, efter at de gamle havde opbrugt deres levetid. Udover udskiftningen af cylinderne, er der også blevet lavet nogle ekstra arbejder. Ekstraarbejderne omfatter bl.a. injicering af betonen bag cylindrene, som nemmest udføres når cylindre ikke er til stede.
Endvidere er der foretaget maling af indfæstninger til cylindrene, for at beskytte mod rust, samt montering af støvhætter på den udsatte del af stålstangen.
Sideløbende med renoveringen af de hydrauliske cylindre på Halsskovbroen, har anlægspuljen ”Hovedistandsættelse af broer” bidraget med økonomi til flere oplagte vedligeholdelsesmæssige og forbedrende opgaver, der var optimale at placere i forbindelse med udskiftningen af cylindrene. Vedligeholdet omfatter udskiftning af slidte slanger, indbygning af varmelegeme i olietanken og udskiftning af PLC udstyr i manøvretårnet, herunder mulighed for fjernstyring ved fejlfinding.
Anlægsregnskabet ser således ud:
104 Renovering af Halsskovbroen
Bevilling                                                    336.000 kr.
Afholdt udgift                                            310.546 kr.
Afvigelse (mindreforbrug)                            25.454 kr.
Retligt grundlag
Slagelse Kommunes regler for anlægsstyring.
Handlemuligheder
Det resterende beløb på 25.454 kr. kan omplaceres til:
-      Hovedistandsættelse af broer, til løbende istandsættelser på Halsskovbroen i 2020.
  eller
-      Beløbet føres tilbage i kommunekassen.
Vurdering
Center for Miljø, Plan og Teknik anbefaler, at anlægsregnskabet godkendes.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
I forbindelse med aflæggelses af anlægsregnskaber skal der aflægges regnskab pr. anlægsprojekt, hvor et evt. merforbrug finansieres af udvalgets driftsbudget, mens et evt. mindreforbrug tilføres kassen. Det indstilles, at mindreforbrug på 25.454 kr. omplaceres til hovedistandsættelse af broer.
I hele 1.000 kr.
Politikområde
2019
2020
2021
2022
Bevillingsønske
 
 
 
 
 
Drift
 
 
 
 
 
Anlæg
6.2 Drift og Teknik
336
 
 
 
Afledt drift
 
 
 
 
 
Finansiering
 
 
 
 
 
Afsat rådighedsbeløb
 
 
 
 
 
Kassen
 
 
 
 
 
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller, at det overfor Byrådet anbefales,
1.    at Anlægsregnskabet godkendes.
2.    at Restbeløbet på 25.454 kr. omplaceres til Hovedistandsættelse af broer, til løbende istandsættelser på Halsskovbroen i 2020.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 13. januar 2020:
Fraværende: 
Udgår.

9. Prioritering af pulje til større brorenoveringer (D)

9.     Prioritering af pulje til større brorenoveringer (D)

Sagsnr.: 330-2019-79496               Dok.nr.: 330-2019-479675                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget
Beslutningstema
Erhvervs- og Teknikudvalget skal drøfte anvendelsen af anlægsrammen vedrørende ”Pulje til større brorenoveringer”.
Baggrund
I budgetaftalen for 2020-2023 er der afsat 3,5 mio. kr. årligt til større brorenoveringer.
Erhvervs- og Teknikudvalget blev i mail fra august 2019 orienteret om den forholdsvis kritiske tilstand for Næsby slusebro. Sidenhen har det vist sig at renovering af broen på Slagelse Landevej over Vårby å (hvor den nye cykelsti er ved at blive etableret) er mere presserende.
Derfor foreslås renoveringer på Næsby slusebro udskudt til primo 2021, idet fortov og autoværn af hensyn til sikkerhed vil blive nødtørftigt udbedret i 2020.
Broen på Slagelse Landevej over Vårby å er fredet, og renoveringsprojektet forudsætter dispensation fra Slots- og Kulturstyrelsen. Renoveringsarbejdet omfatter ny beskyttelsesbeton, fugtisolering og reparation af fuger samt konstruktionsmæssige tilpasninger der muliggør cykelstien. Arbejdsperioden forventes at foregå over 20 uger og vil af sikkerhedsmæssige årsager omfatte en totalspærring af Slagelse Landevej i hele perioden. Rådgiver er bedt om at afdække hvorvidt, der kan skabes mulighed for passage af trafik under anlægsprocessen. Alternativt at gående/cyklende kan passerer og øvrig trafik må ledes af motorvejen.
Vi har primo januar 2020 modtaget prisoverslag for brorenoveringen inkl. den del som skønnes nødvendig for at føre den nye cykelsti over (fra BroConsult). Overslaget er behæftet med en del ubekendte, som vil kunne påvirke den endelige prissætning.
Renovering af den nuværende brokonstruktion er estimeret til ca. 3.8 mio. kr.
En renovering som indbefatter konstruktionstilpasninger, der muliggør cykelstien er estimeret til ca. 5.25 mio. kr.
Der er imidlertid behov for igangsætning af den tekniske afklaring og beskrivelse, som grundlag for et udbud i det tidlige forår (april).
Med kendskabet til prisoverslaget for broen over Vårby å vil en omprioritering af beløbene til større brorenoveringer på 3.5 mio. kr. årligt i 2020-2023, være nødvendig.
I de efterfølgende år vil der i en foreløbig prioriteret rækkefølge blive foretaget større renoveringer af følgende broer:
-      Næsby Slusebro renoveres/omdannes i forbindelse med Tude å projektet.
o    Nedbrydning af bro ifbm Tude å projektet: 3.5 mio. kr.
o    Kortsigtede renoveringstiltag 1.2 mio. kr. (kun aktuelt ved tidsmæssig udskydelse af Tude å projektet)
-      Årslevvej, underføring af Tude å, broen er smal og beliggende i et skarpt sving
o    Ny elementbro: 3.5 mio.
-      Nykøbing Landevej broen har forskellige skader incl. defekt fugtisolering, dæklagsskader og gennemsivninger. Herudover er vejbanen på broen meget smal.
o    Udskiftning af brodæk: 2.5 mio. kr.
-      Endvidere skal der foretages beregninger af bæreevnen på de broer, der er beliggende på tungvognsvejnettet.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Udvalget kan på baggrund af sagens drøftelse angive retning for den videre prioritering, som vil danne grundlag for genoptagelse af sagen og efterfølgende frigivelse af midler.
Vurdering
Center for Miljø, Plan og Teknik anbefaler, at broen på Slagelse Landevej over Vårby å prioriteres først og dernæst Næsby slusebro m.v. samt at puljen til større brorenoveringer beløbsmæssigt omprioriteres mellem årene ved genoptagelse af sagen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Sagen vil blive genoptaget til den politiske møderække i februar måned.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,
1.    at Sagen drøftes med henblik på prioritering af de afsatte midler vedrørende større brorenoveringer i 2020-2023.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 13. januar 2020:
Fraværende: 
Drøftet.
Prioritering godkendes, i det administrationen arbejder videre med Vårby å projektet, og hvor der arbejdes med en løsning, hvor Slagelse Landevej ikke lukkes helt.

10. Prioritering af anlægsmidler vedrørende strande, broer og toiletter 2020 (B)

10.   Prioritering af anlægsmidler vedrørende strande, broer og toiletter 2020 (B)

Sagsnr.: 330-2019-85833               Dok.nr.: 330-2019-507911                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget
Beslutningstema
Erhvervs- og Teknikudvalget skal tage stilling til anvendelsen af anlægsrammen vedrørende ”Strande, broer og toiletter”.
Baggrund
På anlægsbudgettet for 2019, vedr. Strande, broer og toiletter, er der foretaget en række mindre istandsættelser af toiletbygninger langs strandene. En væsentlig del af budgettet blev disponeret til opførelse af en ny toiletbygning ved Stillinge Strand (byggestart primo 2020), idet dispensation fra Kystdirektoratet først er kommet ultimo 2019. Der er desuden afsat midler til istandsættelse af toiletbygningen ved Korsør Lystskov, der blev forsøgt repareret i efteråret, men bygningen har vist sig i værre stand end først antaget og vil blive udskiftet. Der overføres således 1.223.000 kr. fra budget 2019.
For midlerne i budget 2020 anbefales det, at der opføres en ny toiletbygning ved Næsby Strand (af samme type som det, som er planlagt på Stillinge Strand), som erstatning for den gamle ældre og slidte bygning, der ikke indeholder et handicaptoilet og hvor der ikke er mulighed for helårsåbning på grund af frostrisiko.
Området er mere og mere eksponeret. Der er bl.a. lavet en snorkelsti i området og arbejdet skal koordineres i forhold til digebyggeriet og etablering af en mulig kajak-udlejningsplatform. 
Som supplement foreslås desuden at der udføres tiltag, der fremmer lysten til ophold omkring toiletbygningerne ved strandene ved Bisserup, Kobæk, Stillinge samt Næsby. Der vil være tale om etablering af beplantninger, istandsættelse af flisebelægninger samt opsætning af borde, bænke og drikkevandsposter samt etablering af ”cykel-baser” med mulighed for at servicere sin cykel.
Der prioriteres herudover istandsættelse/opfriskning af toiletterne på Ceresstranden og Bildsø strand, som begge forventes at blive genåbnet som Blå-flag strande til sommeren 2020.
Retligt grundlag
Byggeloven, Strandbeskyttelseslinjen og Naturbeskyttelsesloven.
Handlemuligheder
Udvalget kan vælge at godkende den anbefalede disponering af budgettet for 2020, vælge alternativ handlemulighed eller forkaste forslagene med henblik på anden prioritering.
En anden alternativ mulighed vil være, at midlerne bruges til køb af toilettet ved fiskerihavnen, på Baadehavnsvej 17 i Korsør, hvor der i dag bl.a. er toiletter med offentlig adgang. Bygningen indeholder ud over toiletter også et pissoir, et vaskerum, et opbevaringsrum samt installationer ifm. en pumpestation. Korsør Havn har meddelt, at de ikke længere har interesse i at beholde bygningen.
En lukning af toilettet vil være uheldig set i forhold til de aktiviteter og den turisme der knytter sig til Fæstningsområdet.
Bygningen har tidligere betjent havnens kunder – bl.a. lystsejlere og erhvervsfiskere – men bruges, efter havnens oplysninger, i dag udelukkende som offentligt toilet.
Korsør Havn ønsker at sælge bygningen til Slagelse Kommune eller udleje bygningen med alle udgifter dækket.
Korsør Havn oplyser en forventet salgsværdi på ca. 1.0 mio. kr., hvilket nærmere fastlægges i en reel salgsproces.
Udvalget kan også vælge, at der indgås lejeaftale for 2020 med henblik på afdækning af køb med fremsættelse af anlægsønske til budget 2021 inkl. afledt drift.
Lejen forventes fastsat til 1.000 kr. pr. måned plus forbrugsafgifter, drift og vedligehold m.v.
Rengøringen af de offentlige toiletter i bygningen varetages i dag af Entreprenørservice indenfor driftsbudgettet vedr. offentlige toiletter.
Ved køb af bygningen vurderes det, at der vil medfølge afledt drift til bygningens drift og vedligehold på gennemsnitligt 95.000 kr. årligt (vedligehold, el, vand, varme, forsikring samt rengøringsomkostning i den resterende bygning).
Vurdering
Center for Miljø, Plan og Teknik anbefaler, at projektet ved Næsby strand, de mindre istandsættelser af toiletbygninger ved Ceresstranden i Korsør og Bildsø strand samt de supplerende tiltag med bl.a. cykelbaser ved flere strande, beplantninger m.v. igangsættes i 2020.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der vil til den politiske møderække i februar måned blive udarbejdet en frigivelsessag på anlægsrammen for det beløb der er afsat i 2020.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,
1.       at det afsatte beløb på 1.5 mio. kr. på ”Strande, broer og toiletter”  benyttes til projektet ved Næsby strand, de mindre istandsættelser af toiletbygninger ved Ceresstranden i Korsør og Bildsø strand samt de supplerende tiltag.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 13. januar 2020:
Fraværende: 
Udvalget foreslår at toilettet på Næsby Strand planlægges til 2021.
Udvalget ønsker at prioritere færdiggørelsen af igangværende/planlagte projekter i Stillinge, Kobæk, Ceres og Bildsø Strand, samt undersøge muligheden for toilet i Egerup. Toilettet i Fiskerihavnen i Korsør, skal fortsat være åbent, og der skal arbejdes for en permanent løsning fra 2021.

11. Slagelse Kommune - Cykelstier ved skoleveje (B)

11.   Slagelse Kommune - Cykelstier ved skoleveje (B)

Sagsnr.: 330-2019-87270               Dok.nr.: 330-2019-516010                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget
Beslutningstema
Erhvervs- og Teknikudvalget skal tage stilling til anvendelsen af anlægsrammen vedrørende ”Cykelstier ved skoleveje”.
Baggrund
I budgetaftalen for 2020(-23) er der i investeringsoversigten afsat 5,0 mio. kr. i hvert af årene 2020 og 2021 til etablering af cykelstier ved skoleveje.
Administrationen har igennem en årrække modtaget henvendelser fra borgere og institutioner med ønsker om etablering af cykelstier. Disse har haft et andet sigte end grundlaget for kommunens cykelstiplan fra 2012. Flere henvendelser argumenterer for etablering af cykelstier/bedre forhold for cyklister i forhold til skoleelevers færden.
Ved en screening af indkomne henvendelser har administrationen valgt at pege på fire projekter, hvor der kan opnås en bedring for cyklister, og hvor projektet understøtter, at bedre forholdene for elever som vælger at cykle til og fra skole.
De fire projekter er:
·         Grussti fra Havrebjerg-Øster Stillinge (Stillinge skole)
·         Dobbeltrettet asfalt cykelsti mellem Kirke Stillinge og Bildsø (Stillinge skole)
·         Etablering af delt sti på del af Næstvedvej, Skælskør (Eggeslevmagle skole)
·         Cyklistforbedringer på byveje i tilknytning til Marievangsskolen, Slagelse
Det vil være nødvendigt at prioritere hvilke af projekterne som skal realiseres, da anlægsrammen ikke vil være tilstrækkelig til realisering af alle fire projekter.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Udvalget kan vælge hvilke af projekterne, som administrationen skal arbejde videre med henblik på udførelse eller forkaste alle.
Vurdering
Administrationen har vurderet de fire projekter og har følgende anbefalinger:
Grussti fra Havrebjerg-Øster Stillinge.
Lokalrådet i Havrebjerg har et ønske om, at der etableres en forbindelse mellem Havrebjerg og Fuglagervej som et alternativ til at benytte Kildegårdsvej. Forslaget er, at anlægge en 2 km lang grussti mellem Havrebjerg og Fuglagervej. Stien foreslås anlagt langs markskel. Motivationen for at fremme dette projekt er, at en del skolebørn fra Havrebjerg på den måde får en trafiksikker skolevej til Stillinge skole. Projektet skal indeholde etablering af en krydsningshelle på Stillingevej i Øster Stillinge.
Overslagspris: 5,7 mio. kr.

Dobbeltrettet asfalt cykelsti mellem Kirke Stilling og Bildsø.
Lokalrådet i Kirke Stillinge har fremført et ønske om, at der etableres cykelsti langs Bildsøvej på strækningen mellem Kirke Stillinge og Bildsø. Strækning er ca. 2,2 km lang.
Stien foreslås anlagt som dobbeltrettet sti på vestsiden af Bildsøvej, stien kan anlægges enten som grussti eller som asfaltsti.
Motivationen for at fremme dette projekt er, at skolebørn fra Bildsø på den måde får en trafiksikker skolevej til Stillinge skole.
Overslagspris: 8,5 mio. kr. (asfaltsti) eller 6,0 mio. kr. (grussti).
Etablering af delt sti på del af Næstvedvej, Skælskør (Eggeslevmagle skole)
En del henvendelser fra borgere samt selve skolen har rettet opmærksomheden på, ønsket om at forbedre forholdene for de elever som dagligt færdes på Næstvedvej. Det anbefales, at der etableres enkeltrettet cykelsti i begge vejsider på Næstvedvej fra Sorøvej til Træbjergvej (øst for fodgængerfeltet ved skolen). Fortov og cykelsti foreslås etableret som delt sti indenfor det eksisterende vejprofil. Den samlede vejstrækning er ca. 780 meter, hvilket vil sige, at der skal etableres ca. 1.560 meter delt sti.
Overslagspris: 10,9 mio. kr.
Cyklistforbedringer på byveje omkring Marievangsskolen, Slagelse
Ud fra stinettet og borgerhenvendelser i området ved skolen, vurderes der ikke behov for cykelstier lige omkring skolen. Fokus bør være, på nedsættelse af hastigheden på vejene omkring skolen, struktur på tilkørsel/parkering og gode krydsningsmuligheder.
Overslagspris: Det vurderes at der kan etableres cykelbaner, hævede flader og regulering af krydset Marievangsvej – Hjorthøjvej for mellem 2 og 3 mio. kr.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der kan alene disponeres til projekter indenfor anlægsrammen på 10,0 mio. kr. i henhold til investeringsoversigten.
Der vil til den politiske møderække i februar måned blive udarbejdet en frigivelsessag på anlægsrammen for det beløb der er afsat i 2020.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Centerchefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,
1.    at Erhvervs- og Teknikudvalget tager stilling til prioriteringen blandt de fire foreslåede projekter til realisering indenfor anlægsrammen på 10,0 mio. kr.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 13. januar 2020:
Fraværende: 
Udvalget prioriterer en asfalteret dobbeltrettet cykelsti mellem Kirke Stillinge og Bildsø.
De resterende midler benyttes til at forbedre trafiksikkerheden ved Næstvedvej i Skælskør, ved at få den tunge trafik ledt uden om byen.

12. Orientering fra udvalgsmedlemmer og administration (O)

12.   Orientering fra udvalgsmedlemmer og administration (O)

Sagsnr.: 330-2017-90235               Dok.nr.: 330-2019-510073                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget.
Beslutningstema
Der gives orientering af aktuelle tiltag, sager, projekter m.m.
1.    Orientering fra udvalgsformanden.
2.    Orientering fra Erhvervs- og Teknikudvalget´s medlemmer.
3.    Orientering fra Administrationen.
Indstilling
Centercheferne for Miljø, Plan og Teknik, Kommunale Ejendomme samt Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller,
1.    at orienteringen tages til efterretning.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 13. januar 2020:
Fraværende: 
Orientering er taget til efterretning.
Muligheder og omkostninger omkring trafikstøj generelt ønskes forelagt udvalget med henblik på budget 2021.

13. Eventuelt (D)

13.   Eventuelt (D)

Sagsnr.: 330-2017-90235               Dok.nr.: 330-2019-509990                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs- og Teknikudvalget.
Beslutning i Erhvervs- og Teknikudvalget den 13. januar 2020:
Fraværende: 
Intet.
14. Lukket: Udvikling af Bildsø Camping (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.
15. Lukket: Strategisk opkøb af areal i Slagelse (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.
16. Lukket: Godkendelse af referat (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.