Klima- og Miljøudvalget – Referat – 1. februar 2023



1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

Godkendt.

 

Pkt. 5 Forslag til tillægsregulativ udgår, da det bl.a. kræver en vurdering af hele vandløbet.

Kompetence:

Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget skal godkende dagsordenen.

 

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

  1. at Klima- og Miljøudvalget godkender dagsorden.

 

2. Genoptaget - Revision af miljøgodkendelse RGS (B)

Beslutning

Sagen udsat.

 

Udvalget ønsker et møde med Miljøministeren.

 

Formålet med mødet er, at få klarhed over om Miljøministeriet / Miljøstyrelsen står fast på deres vejledning, til trods for at konklusionen i advokatnotatet er at: “der er en betydelig tvivl om, hvorvidt de danske regler, der implementerer direktiv 2008/105/EF, er i overensstemmelse med direktivet” (s. 6, bilag 26).

 

Udvalget ønsker ikke at bede Miljøministeriet / Miljøstyrelsen om at fravige miljømålene (model 4 s. 4. bilag 26).

Kompetence

Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget skal godkende udkast til revision af miljøgodkendelse for RGS Nordic A/S. 

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

1. at Klima- og Miljøudvalget godkender udkast til revision af miljøgodkendelse for RGS Nordic A/S .

Sagens indhold

Slagelse kommune har foretaget en revision af miljøgodkendelse af 26. november 2008 med senere tillægsgodkendelser til RGS Nordic.

På udvalgsmøde d. 3. oktober 2022 godkendte udvalget at sende revision af miljøgodkendelse for RGS Nordic A/S i 4 uger ugers høring i perioden d. 10. november til d. 7. december 2022.  

I høringsperioden er der i alt indkommet 25 høringssvar. Høringssvarene er sendt fra private personer, lokalforeninger, interesseforeninger herunder Rent Havmiljø og GeoHav m.fl. Desuden organisationer herunder Danmarks Naturfredsforening, Sportsfiskerforbundet og Greenpeace m.fl. samt RGS Nordic A/S.

Høringssvarene omhandler især udledning til Agersø Sund. I stort set alle af de fremsendte høringssvar er der bekymring for yderligere forurening af havmiljøet. Flere er høringssvarene er kritiske overfor import af spildevand og brugen af råvand til renseprocesserne. Kravene til udledning af stoffer findes for lempelige, der stilles spørgsmålstegn ved brugen af blandingszone, krav i habitatdirektivet samt antal og mængden af analyserede stoffer samt krav til virksomhedskontrol.

RGS Nordic A/S finder generelt udledningskravene for restriktive og anfører, at kravene med den nuværende teknologi ikke kan overholdes.

Høringssvar og hvidbog fremgår af ”Hvidbog”, bilag 1.

Høringssvarene har efter administrationens gennemgang givet anledning til en række præciseringer i miljøtilladelsen, herunder at mængden og krav til at analyserede stoffer udvides, men også en lempelse af en række de allerede opstillede udledningskrav.

Ændringer fremgår af bilag ” Rettelser/afvigelser i vilkår fra høringsudkast”, bilag 2.

I bilag ”Kravværdier”, bilag 3 er de endelige udledningskrav bl.a sammenholdt med de oprindelige udledningsvilkår fra 2008, kravene i høringsudkastet, øvrige og nedre BAT grænser, miljøkvalitetskrav (MKK).

Det endelig udkast til revision miljøgodkendelse fremgår af ”Miljøgodkendelse af RGS Nordic A/S industrispildevand ”, bilag 4.

Retligt grundlag

Miljøbeskyttelsesloven kap. 5 virksomheder.

Handlemuligheder

Klima- og Miljøudvalget har følgende handlemuligheder:

  1. Udvalget kan godkende miljøgodkendelsen.

  2. Udvalget kan vælge at hjemvise godkendelsen til yderligere sagsbehandling.

Vurdering

Som det fremgår af bilag 3, vil udkast til miljøgodkendelse betyde en markant skærpelse af miljø- og udledningskravene til virksomheden i forhold til oprindelige miljøgodkendelse fra 2008.

Udledningskravene opfylder alle nuværende BAT krav. Jævnfør gældende lovgivning kan kommunen ikke påbyde virksomheden udledningskrav, som i dag teknisk set ikke er muligt. Da det vil have karakter af et ulovligt driftsforbud, er grænseværdierne derfor hævet for en række stoffer i den endelige revision.

Kommunen har derfor i miljøgodkendelsen indført en passus om, at virksomheden med udgangspunkt i den løbende udvikling af nye teknologier, overfor miljømyndigheden forpligter sig på at nedbringe udledningskrav yderligere inden for 5 år, således at blandingszonen for de enkelte stoffer reduceres.

Ligeledes vil ny viden om tilførte stoffer og viden om Agersøsunds tilstand kunne påvirke fremtidige krav til udledningen, som til en hver tid kan revideres når der fremkommer ny viden.

Det er sandsynligt at afgørelsen vil blive påklaget og det vil herefter være Miljø- og fødevareklagenævnet som afgør om bl.a. blandingszoner kan anvendes, om der skulle være lavet en basistilstandsrapport og om godkendelse er i strid med habitatdirektivet.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Efter at Klima- og Miljøudvalget har godkendt revisionen, skal udkast til miljøgodkendelsen offentliggøres med 4 ugers klagefrist.

Indløber der klager fremsendes klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagenævnet træffer afgørelse om sagen har opsættende virkning eller ej. Administrationen forventer ikke at sagen har opsættende virkning.

_____________________________________________________________________________ 

Administrative bemærkninger pr. 1. februar 2023:

Som opfølgning på udvalgets beslutning er der d. 11.  januar fremsendt brev til Miljøministeren med henblik på at få et møde i stand om sagen jf. vedlagte bilag 25. Der er rykket for svar d. 24. januar.

Der er udarbejdet et juridisk notat dat. 26. januar fra Sirius Advokater, som beskriver kommunens muligheder i forhold til etablering af blandingszoner på baggrund af Miljøministeriets Bekendtgørelse 1433 og Miljøstyrelsens vejledning.

Notatet tager udgangspunkt i 4 handlemuligheder: 1. Kommunen udsteder den påtænkte miljøgodkendelse 2. Kommunen udsteder den påtænkte miljøgodkendelse, men med en blandingszone begrænset til 100 m 3. Kommunen udsteder den påtænkte miljøgodkendelse uden blandingszone eller 4. Slagelse kommune anmoder Miljøstyrelsen om at fravige miljømål for havområdet.

Valg af handlemulighed 4 kan / bør ses i sammenhæng med valg af udbredelse af blandingszone (handlemulighed 1 og 2).

Handlemulighederne er nærmere beskrevet i notatet, bilag 26.

Sammenfattende konkluderer Sirius advokater, at bekendtgørelse og vejledning ikke er i overensstemmelse med EU-regler eller Miljø- og fødevareklagenævnets seneste praksis på området. Det betyder at det fremlagte forslag til godkendelse med blandingszoner ved en klage med stor sandsynlighed vil blive hjemvist af Klagenævnet.

På mødet vil Sirius Advokater (over web) nærmere redegøre for notatet.

Uanset hvilken afgørelse kommunen træffer i sagen, vil en klage have opsættende virkning, dvs. at afgørelsen ikke får virkning før Miljø- og fødevareklagenævnet har truffet afgørelse i sagen.

Da der åbenlyst, er uoverensstemmelse mellem Miljøministeriets / Miljøstyrelsen og Sirius Advokaters mfl. tolkning af EU-reglerne, og da sagen kan have stor betydning for kommunerne / de kommunale rensningsanlæg, virksomhederne og miljøet, er det administrationens anbefaling, at udvalget først træffer beslutning efter et møde med Miljøministeren.

Slagelse Kommune har desuden bedt Sirius Advokater om at vurdere om Slagelse Kommune har juridisk grundlag for at udstede et standsningspåbud til RGS Nordic, efter at der fra flere sider har været hævdet at dette er en mulighed.

Det er Sirius Advokaters vurdering, at der ikke foreligger noget ulovligt forhold, som giver grundlag for et standsningspåbud, da RGS Nordic ikke overtræder nogen generelle krav i Miljøbeskyttelsesloven eller i den gældende miljøgodkendelse samtidig med, at der ikke er udstedt påbud, som de ikke overholder.

Notat fremgår af bilag 27.

Sagens forløb

09-01-2023 Klima- og Miljøudvalget
  • Godkendelsen af miljøgodkendelsen genoptages på en senere møde.
  • Der tages initiativ til en juridisk vurdering af nye oplysninger beskrevet i notat dateret den 14.4.2021 ”Ny vejledning om tilladelser til direkte udledninger af miljøfarlige stoffer”. Notat vedhæftes sagen.
  • Det vurderes desuden hvilken betydning en udsættelse af sagen har i forhold til fortsat anvendelse af eksisterende miljøgodkendelse for RGS Nordic og herunder hvilke handlemuligheder kommunen har.
  • Der tages initiativ til et møde med Miljøministeren med henblik på en afklaring af de usikkerheder, der er opstået i forlængelse af ovenstående. Dagsorden og referat fremsendes til udvalget.

Anne Bjergvang (A) bemærker, at det nuværende udkast til miljøgodkendelse strider mod EU-lovgivningen og vandrammedirektivet.


Bilag
Bilag 1 - Hvidbog
Bilag 2 - Rettelser/afvigelser i vilkår fra høringsnotat
Bilag 3 - kravværdier
Bilag 4 - Miljøgodkendelse af RGS Nordic A/S Industrispildevand
Bilag 5 - Bilag 3 Oversigtskort
Bilag 6 - Bilag 4 Layout af anlæg - bilag 4 i miljøgodkendelse
Bilag 7 - Bilag 5 Tankanlæg
Bilag 8 - Bilag 6 volumen i tankanlæg
Bilag 9 - Bilag 7 Procesdiagram
Bilag 10 - Bilag 8 Bat-tjekliste affaldsbehandling
Bilag 11 - Bilag 9 Vurdering af nye affaldstyper og test i lab
Bilag 12 - Bilag 10 tilløb 2021
Bilag 13 - Bilag 11 Analyser af vand i Agersø Sund
Bilag 14 - Bilag 12 Sedimentanalyser i Agersø Sund
Bilag 15 - Bilag 13 Udlederkrav og kontrol - incl afhentede kulfiltre 2021
Bilag 16 - Bilag 14 Udlederkrav og kontrol - incl afhentede kulfiltre 2020
Bilag 17 - Bilag 15 Ekstern analyse af udvalgte månedsprøver
Bilag 18 - Bilag 16 sedimentanalyser vandkvalitetsstationer opdateret maj 2022 (1)
Bilag 19 - Bilag 17 Love og bekendtgørelser og referencer
Bilag 20 - Bilag 18 Afgørelse om Basistilstandsrapport
Bilag 21 - Bilag 19 Blandingszoneberegner RGS 2022
Bilag 22 - Bilag 20 25-08-2022-Agersø_sund_notat-rev01
Bilag 23 - Bilag 21 Svar til Slagelse Kommune vedr_ spørgsmål om udpegning af blandingszoner m_m_ (MST Id nr__ 5888670)
Bilag 24 - Ny vejledning om tilladelser til direkte udledninger af miljøfarlige stoffer af 14/4-2021
Bilag 25 - Anmodning om et møde vedr. RGS Nordic1
Bilag 26 - Notat om Slagelse Kommunes handlemuligheder
Bilag 27 - Notat om Slagelse Kommunes muligheder for at udstede et standsningspåbud til RGS Nordic

3. Godkendelse af drikkevandstakster for 2023 for SK Vand A/S (B)

Beslutning

Indstilles til byrådets godkendelse.

Kompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Byrådet skal på baggrund af indstilling fra Klima- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget tage stilling til, om taksterne for drikkevand for 2023 for SK Vand A/S kan godkendes.

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

  1. At Byrådet godkender taksterne for drikkevand for 2023 for SK Vand A/S.

Sagens indhold

Den 21. november 2022 godkendte bestyrelsen i SK Vand A/S taksterne for 2023, som herefter er sendt til godkendelse af Byrådet. Se bilag 1.

Almene vandforsyninger skal fastsætte takster en gang årligt. Taksterne består af et anlægsbidrag og et driftsbidrag. Anlægsbidraget er et engangsbidrag, der opkræves, når en ejendom tilsluttes til vandforsyningen. Driftsbidraget opkræves hvert år og består af en fast afgift samt en kubikmeterpris. Vandforsyningen fastsætter taksterne i et takstblad, der gælder for levering af drikkevand i hele vandforsyningens forsyningsområde.

Byrådet skal ved vurderingen sikre overholdelsen af følgende principper:

  • at taksterne opfylder ”hvile i sig selv princippet” – pengene skal bruges til lovlige formål i henhold til lovgivningen, og der må ikke opsamles uproportionale store formuer
  • at taksterne opfylder ”ligebehandlingsgrundsætningen” - at ens borgere behandles lige
  • at taksterne er i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder at SK Vand A/S overholder det prisloft, der er fastsat af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens udmeldinger om økonomiske rammer.

Den variable del af driftsbidraget for 2023 er steget 0,89 kr. pr. kubikmeter, dvs. den samlede kubikpris udgør herefter 13,87 kr. Heraf udgør statsafgiften 6,37 kr. pr. kubikmeter. Den faste afgift (det årlige abonnement) af driftsbidraget er uændret og er på 800 kr. i forhold til taksten for 2022. Priserne gælder laveste forbrugskategori, som er pr. boligenhed. Der betales efter en trappemodel, hvor det årlige abonnement afhænger af den indkøbte mængde vand, mens prisen pr. kubikmeter er ens. Anlægsbidraget, dvs. prisen for tilslutningen til vandværket, udgør 29.679,68 kr. pr. boligenhed. Anlægsbidraget består af hovedanlægsbidrag, et forsyningsledningsbidrag og et stikledningsbidrag. Alle nævnte priser er eksklusive moms. Se bilag 2.

Taksterne er fastsat på baggrund af det bagvedliggende driftsbudget, de kommende investeringer og for at overholde den udmeldte indtægtsramme for SK Vand A/S. Takstfastsættelsen hos SK Vand A/S finder sted i overensstemmelse med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens udmelding om økonomiske rammer, jf. Vandsektorloven. Se bilag 3.

Den nuværende vandsektorlov tager udgangspunkt i en totaløkonomisk regulering. Vandsektorlovens muligheder for udjævning af taksterne inden for en reguleringsperiode er udnyttet til at sikre stabile takster. 

Retligt grundlag

Vandforsyningslovens § 53.

Handlemuligheder

  1. Byrådet kan vælge at godkende taksterne for 2023.
  2. Byrådet kan vælge ikke at godkende taksterne for 2023.

Byrådet kan ikke selv fastsætte andre takster end de, der er foreslået af SK Vand A/S.

Hvis taksterne ikke godkendes, skal det begrundes, og kommune og forsyning må herefter indgå i en forhandling, så der kan blive godkendt et takstblad.

Vurdering

Administrationen vurderer, at SK Vand A/S overholder gældende lovgivning og ovenstående principper og anbefaler, at taksterne kan godkendes.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Takstændringer har betydning for kommunens udgifter til drikkevand.

Tværgående konsekvenser

Se pkt. ”Økonomiske og personalemæssige konsekvenser”.

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger

4. Godkendelse af spildevandstakster for 2023 for SK Spildevand A/S (B)

Beslutning

Indstilles til byrådets godkendelse.

Kompetence

Byrådet

Beslutningstema

Byrådet skal på baggrund af indstilling fra Klima- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget tage stilling til, om taksterne for 2023 for SK Spildevand A/S kan godkendes.

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

  1. At Byrådet godkender taksterne for spildevand for 2023 for SK Spildevand A/S. 

Sagens indhold

Den 21. november 2022 godkendte bestyrelsen i SK Spildevand A/S taksterne for 2023, som herefter er sendt til godkendelse af Byrådet. Se bilag 1.

Byrådet skal i vurderingen sikre overholdelsen af følgende principper:

  • at taksterne opfylder ”hvile i sig selv princippet” – pengene skal bruges til lovlige formål i henhold til lovgivningen, og der må ikke opsamles uproportionalt store formuer.
  • at taksterne opfylder ”ligebehandlingsgrundsætningen” - at ens borgere behandles lige.
  • at taksterne er i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder at SK Forsyning overholder det prisloft (indtægtsramme), der er fastsat af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Takster for spildevand

Der er i 2023 foretaget en mindre omlægning af takststrukturen, så det faste bidrag er øget mod et fald i de variable takster bl.a. for at understøtte en anbefalet omsætningsfordeling med 60 % til de variable omkostninger og 40 % til faste omkostninger.

Det faste bidrag er steget fra 613,00 kr. i 2022 til 720 kr. i 2023. Den variable spildevandstakst er reduceret fra 36 kr. pr. kubikmeter i 2022 til 35,25 kr. pr. kubikmeter i 2023. 

Takstregulering af tilslutningsbidragene er omfattet af betalingsloven "Bekendtgørelse af lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v.". Heri står, at tilslutningsbidraget reguleres årligt efter et tal, som er baseret på bygge- og anlægsomkostninger. Reguleringstallet er udarbejdet af Danmarks Statistik. For 2023 er reguleringen 11%, hvorfor tilslutningsbidraget for en boligenhed stiger fra 53.825,60 kr. (2022) til 59.746,09 kr. (2023).

Alle nævnte priser er ex. moms.

Særbidrag (opkræves for særligt forurenet spildevand) opkræves a conto og fastsættes ud fra realiserede omkostninger i 2023. Disse kan først opgøres, når 2023 er afsluttet. Beløbet opkræves kun en gang i slutningen af året. Taksterne vil derfor være tilrettet før næste opkrævning.

Koncentrationsgrænser for, hvornår der skal betales særbidrag, samt taksten i kr./kg for de enkelte stoffer ses i bilag 2.

Vejbidraget for kommune- og statsveje opkræves iht. Betalingsvedtægten. Den forventede omsætning afhænger her af de realiserede anlæg. Vejbidraget på 6 % i 2023 er uændret i forhold til 2022.

Takster for Tømningsordningen

Tømningsordningen gælder for ejendomme i det åbne land og sommerhusområder, som ikke er kloakeret. Disse ejendomme skal én gang om året have tømt deres samletank eller bundfældningstank. Endvidere gælder tømningsordningen for fedtudskillere. Taksterne under tømningsordningen indeksreguleres i 2023 i forhold til slamsugning, hvilket medfører en stigning i taksterne med 10 % i forhold til 2022.

SK Spildevand A/S opkræver med de nye takster i 2023 ca. 2 mio. kr. mere end den indtægtsramme, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fastsat i prisloftet. Se bilag 3.

Retligt grundlag

Den 1. juli 2009 trådte Vandsektorloven i kraft (Lov nr. 469 af 12. juni 2009). Med loven blev Forsyningssekretariat under Konkurrencestyrelsen oprettet. Forsyningssekretariatet fastsætter hvert år en indtægtsramme for, hvor mange penge SK Spildevand A/S må opkræve fra forbrugerne.

Kommunens godkendelse af kubikmetertakst og faste bidrag for spildevand sker efter betalingslovens § 3 (LBK nr. 1775 af 2. september 2021). Kubikmetertakster og faste bidrag skal godkendes hvert år.

Takstregulering af tilslutningsbidragene er omfattet af betalingslovens § 2 stk. 9: Tilslutningsbidraget jf. stk. 2 og 3 reguleres årligt efter et af Danmarks Statistik udarbejdet reguleringstal baseret på bygge- og anlægsomkostninger.

Handlemuligheder

Byrådet kan vælge enten at godkende, eller ikke at godkende taksterne for 2023 for anlægs- og driftsbidragene for spildevand og tømningsordningen.

Hvis Byrådet ikke kan godkende taksterne, skal beslutningen begrundes. Slagelse Kommune skal herefter indgå i en forhandling med SK Forsyning A/S om at nå til enighed om taksterne.

Byrådet kan ikke selv fastsætte taksterne.

Vurdering

De fremlagte takster vurderes ikke at stride imod de ovenfor anførte principper, som Byrådet skal tilse i forbindelse med godkendelsen af takstbladet.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Takst- og bidragsændringer har betydning for kommunens udgifter til afledning af spildevand.

Tværgående konsekvenser

Se pkt. ”økonomiske og personalemæssige konsekvenser”.

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

5. Forslag til tillægsregulativ til Tude Å (B)

Beslutning

Udgår.

Kompetence

Klima- og Miljøudvalget

 

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget kan beslutte at sende Forslag til tillægsregulativ for Tude Å (bilag 1) i 8 ugers offentlig høring.

 

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

1. at Klima- og Miljøudvalget sender Forslag til tillægsregulativ for Tude Å i 8 ugers offentlig høring.

Sagens indhold

I det gældende vandløbsregulativ for "Tude Å, Havrebjerg - Storebælt" fra 1994, er der ikke beskrevet nogen grødeskæring på strækningen fra tilløbet af Øster Stillingerenden og til tilløbet af Vårby Å.

De seneste 11 år har der dog været foretaget en årlig ekstraordinær grødeskæring af strækningen. Grødeskæringen er gennemført for at forhindre at stivstænglede sumpplanter, som f.eks. tagrør, vokser ud i vandløbet, med mindsket afvanding og forsumpning af de vandløbsnære arealer til følge.

Tillægsregulativet indfører 1 årlig grødeskæring i en 2 m bred strømrende i Tude Å på strækningen fra tilløbet af Øster Stillingerenden og til tilløbet af Vårby Å.

I redegørelsen til tillægsregulativet (bilag 2) er ændringen nærmere beskrevet, og der er redegjort for både de afvandingsmæssige og miljømæssige konsekvenserne af ændringen (bilag 3 og 4).

  

Retligt grundlag

Vandløbslovens § 12, samt bekendtgørelse nr. 919 af 27. juni 2016 om regulativer for offentlige vandløb.

 

Handlemuligheder

Klima- og Miljøudvalget kan:

  1. Sende "Forslag til tillægsregulativ for Tude å" i 8 ugers offentlig høring.

  2. Ikke sende forslaget i offentlig høring, og i stedet fastholde det gældende regulativ.

 

Vurdering

Center for Miljø, Plan og Teknik vurderer, at det fremlagte forslag til tillægsregulativ tilgodeser både de afvandingsmæssige og miljømæssige interesser, der knytter sig til vandløbet.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Forslag til tillægsregulativ med tilhørende bilag skal fremlægges i 8 ugers offentlig høring. Bemærkninger og indsigelser behandles, og der udarbejdes et endeligt tillægsregulativ. Herefter skal udvalget vedtage tillægsregulativet. Tillægsregulativet offentliggøres med 4 ugers klagefrist, og træder derefter i kraft, hvis det ikke er blevet påklaget.

6. Gensidig orientering (O)

Beslutning

KL miljø- og klimakonference.

Kompetence

Klima- og Miljøudvalget

 

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalgets medlemmer og administration orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,

1.     at Klima- og Miljøudvalget orienteres.

 

Sagens indhold

1. Orientering fra udvalgsformand (føres til referat på mødet)

2. Orientering fra udvalgsmedlemmer (føres til referat på mødet)

3. Orientering fra administrationen

 

7. Input til kommende møder (B)

Beslutning

Liste fremsendes.

Kompetence

Klima- og Miljøudvalget.

 Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget kan beslutte eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder.

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen  indstiller,

 

  1. at Klima- og Miljøudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder.

 

 

 

 

8. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

Godkendt.

Kompetence:

Klima- og Miljøudvalget

Beslutningstema

Klima- og Miljøudvalget skal godkende referatet.

Indstilling

Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller, 

1. at Klima- og Miljøudvalget godkender referatet.