21. Slagelse Kommune - vejbelysning - Vejbelysningspolitik (B)
21. Slagelse Kommune - vejbelysning - Vejbelysningspolitik (B)
Sagsnr.: 330-2015-77902 Dok.nr.: 330-2017-458598 Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget skal træffe
beslutning om, det overfor byrådet skal anbefales, at
fastsætte serviceniveauet for vejbelysningen i kommunen som angivet i den
fremlagte ”Vejbelysningspolitik for Slagelse Kommune”.
Baggrund
På Byrådets møde den 30. januar 2017 blev det besluttet at
sende sagen ”tilbage til Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget, og at
der udarbejdes en belysningspolitik. Udgangspunktet for en sådan
belysningspolitik skal være, at der sikres mest mulig tryghed, forebyggelse af
kriminalitet og trafiksikkerhed. Når SK Forsyning på det grundlag har mulighed
for at investere yderligere i energibesparende gadelys kan der tages initiativ
til en ny længere kontrakt, idet samme forhold søges gennemført i andre
udbyderes forsyningsområde i kommunen”.
Vejbelysningen i Slagelse Kommune leveres i dag fra ca.
14.825 lamper, heraf er ca. 150 lamper ejet af Slagelse Kommune (Gl. Rute 22
gennem Slagelse). De øvrige ejes af SK Gadelys A/S ’med ca. 13.500 lamper, hvor
ca. 1.000 er forsynet med LED-armaturer samt SEAS-NVE med ca. 1.175 lamper,
hvor 270 er forsynet med LED-armaturer.
Der er en væsentlig variation i, hvordan vejbelysningen
tænder og slukker jf. serviceniveauerne fra de ”gamle” kommuner.
Vejbelysningen moderniseres løbende til LED-armaturer med
lavt elforbrug. Udskiftningen er planlagt til at skulle ske frem til 2024.
Overgangen til LED-belysning koster ca. 50 mio. kr. for den del af kommunen
hvor SK Gadelys A/S ejer og driver vejbelysningen.
Teknisk set er vejbelysningsanlægget udført meget
forskelligt i de ”gamle” kommuner. Med de nuværende anlæg er det svært, at
indføre ”smart city” løsninger uden store investeringer i ledningsnettet eller
styring af armaturerne via trådløse dataforbindelser.
Serviceniveau i den foreslåede vejbelysningspolitik
Den fremlagte vejbelysningspolitik giver de overordnede
rammer for, hvor der skal være vejbelysning og graden af belysning.
Der vil være dele af kommunen, som får en ringere
vejbelysning end hidtil og andre dele af kommunen vil opleve en bedre
vejbelysning
Generelt for den
samlede vejbelysning fastsættes grænsen for, hvornår vejbelysning tænder og
slukker i hele kommunen til et dagslysniveau på 2,8 lux.
I perioden fra 2017 og frem til og med 2024 vil være en overgangsperiode,
hvor der vil være armaturer med traditionelle lyskilder og armaturer med LED. I
perioden er der forskel i niveauet for vejbelysningen alt afhængigt af
lyskilden.
Områder belyst med lyskilder som ikke er LED:
For vejklasse 1 (Gennemfartsveje i byområder) vil alle armaturer
være tændte. For alle øvrige vejklasser er det gældende, at hver anden lyskilde
natslukkes i tidsrummet mellem kl. 20:00 til kl. 05:00 hele året.
Ovenstående vil være gældende for følgende byområder; Boeslunde,
Dalmose, Flakkebjerg, Korsør, Kr. Stillinge, Slagelse, Skælskør, Sørbymagle og
Vemmelev.
I øvrige byer, hvor der er etableret vejbelysning vil alle
armaturer være natslukket i tidsrummet mellem 0:30 og 5:00.
For veje og pladser i centrum af Korsør, Slagelse og Skælskør vil
belysningen i hovedreglen natslukke i tidsrummet mellem kl. 02:00 og 06:30
natten mellem fredag og lørdag, og natten mellem lørdag og søndag.
Der natslukkes ikke i weekender fra sidste weekend i november og
frem til og med 1. januar (Nytårsdag).
Vejbelysninger
i mange landsbyer kan ikke umiddelbart lægges om til fjernstyring, men der vil
blive arbejdet på at indføre natslukning i den takt det er økonomisk
hensigtsmæssigt.
Ved byfester og andre lignende større arrangementer kan der
ansøges om, at natslukningen undlades (ansøgningsfristen fastsættes til ca 30
arbejdsdage før arrangementet).
Områder belyst med ”lyskilder som er LED”:
Med udbygningen af LED-lamper
på vejbelysningen ændres princippet fra slukning af hvert andet lampested til
reduktion af lysniveauet for alle lampesteder, dette vil give oplevelsen af en
langt bedre belysning end ved natslukning.
For vejklasse 1 (Gennemfartsveje i byområder) vil alle armaturer
være tændte. For alle øvrige vejklasser inklusive torve og pladser gælder det,
at LED-lyskilder i tidsrummet mellem kl. 20:00 til kl. 05:00 vil natsænkning
til 30% af maksimalt lysstyrke. Der vil ikke ske slukning af vejbelysningen på
vejstrækninger, hvor vejbelysningen kommer fra LED-lyskilder.
Afvigelser fra ovenstående
Efter en konkret vurdering af tryghed og trafiksikkerhed kan
særligt udpegede vejstrækninger og områder afviges fra serviceniveauet for
natslukning/natdæmpning.
Såvel det nuværende som
fremtidige serviceniveau er beskrevet i bilaget ”Slagelse Kommunes
vejbelysningspolitik”.
Retligt
grundlag
Cirkulære om
vejbelysning - nr. 152 af 12. oktober 1999.
Aftaler mellem Slagelse Kommune og vejbelysningsejerne;
SEAS-NVE og SK Gadelys A/S.
Handlemuligheder
For perioden 2017 til 2024 kan
Byrådet vælge, at;
· Implementere en harmonisering af den
samlede vejbelysning, så tænde- og slukketidspunkter ensrettes jf.
serviceniveauet i vedlagte belysningspolitik
· Fastholde det nuværende serviceniveau,
hvor der er en forskellighed afgrænset af de fire gamle kommunegrænser.
· Implementere et andet serviceniveau,
end det der er foreslået i belysningspolitikken.
Vurdering
Center for Teknik og Miljø anbefaler, at serviceniveauet for
vejbelysningen i kommunen harmoniseres og fastsættes som anført i bilaget
”Slagelse Kommunes vejbelysningspolitik”.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Den nuværende samlede årlige driftsudgift (2016) til
vejbelysningen i kommunen er for SEAS-NVE-området ca. 1,5 mio. kr. og for SK
Gadelys A/S’ område ca. 19,8 mio. kr. Den samlet udgift til vejbelysning ligger
dermed på ca. 21,3 mio. kr. Indeholdt i dette beløb er udgifter til el, som med
det nuværende serviceniveau er ca. 4,9 mio. kr., hvilket svarer til køb af ca.
2,9 kWh.
SK Gadelys A/S
Indenfor den nuværende driftsramme foretager SK Gadelys A/S investeringer i
LED-armaturer. Investeringen i årene 2017 – 2024 betyder, at mere ende 90 % af
det samlede antal lyskilder i SK Gadelys A/S’ del af Slagelse Kommune vil være
LED i 2025. SK Gadelys A/S oplyser, at der årligt vil blive brugt ca. 7,0 mio.
kr. på udskiftning af armaturer. (Den resterende del af vejbelysningsanlægget
vil være karakteriseret ved speciel vejbelysning, hvilket vil være på visse
torve, pladser og særlige bymiljøer.)
Med investering i LED-armaturer og serviceniveauet som det
er beskrevet reduceres elforbruget ca. 80 %. Dette betyder, at der vil være
fuld effekt af investeringen i 2025, her vil udgiften til el ligge på ca. 0,85
mio. kr. (2017-priser), set i forhold til den nuværende udgift som ligger på
ca. 4,2 mio. kr. En samlet reduktion på ca. 3,35 mio. kr.
SEAS-NVE
For vejbelysningsanlægget, der er ejet af SEAS-NVE vil der, med
indgåelse af ny kontrakt for området, blive foretaget modernisering af ca. 270
armaturer med LED. Investeringen vil indgå i den årlige udgift, som kommunen
afholder overfor SEAS-NVE. Ca. halvdelen af det samlede belysningsanlæg vil
således være LED. Anlægget nedskrives over 25 år, hvorefter ejerskabet
tilfalder Slagelse Kommune.
Med investering i nye LED-armaturer og det beskrevne
serviceniveauet reduceres elforbruget ca. 67 %. Det betyder, at udgiften
til el i allerede i 2018/2019 (2017-priser) kan reduceres til ca. 0,26 mio.
kr., set i forhold til den nuværende udgift som ligger på ca. 0,71 mio. kr.
svarende til en besparelse på 0.45 mio. kr.
Ovenstående betyder en årlig reduktion i driftsudgiften til
el (2017-priser):
I hele 1.000 kr. | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | 2025 |
SEAS-NVE | 225 | 450 | 450 | 450 | 450 | 450 | 450 | 450 |
SK Gadelys A/S (afrundet) | 420 | 840 | 1.260 | 1.680 | 2.100 | 2.520 | 2.940 | 3.350 |
Mindreudgift til el i forhold til 2016 | 645 | 1.290 | 1.710 | 2.130 | 2.550 | 2.970 | 3.390 | 3.800 |
Den strukturelle ubalance for vejbelysningen vil med
implementering af vejbelysningspolitikken, som den er anbefalet i nærværende
sag blive som anført herunder:
I hele 1.000 kr. | 2017 | 2018 | 2019 | 2020 |
Budgetreduktion jf. budget 2016*) | 4.200 | 4.500 | 5.000 | 5.000 |
Mindreudgift ved beslutning af nyt serviceniveau | 0 | 645 | 1.290 | 1.710 |
Manglende finansiering af budgetreduktionen | 4.200 | 3.855 | 3.710 | 3.290 |
I budget 2016 og overslagsårene er der indlagt besparelser
på 1,5 mio. kr. i 2016, 4,2 mio. kr. i 2017, 4,5 mio. kr. i 2018 og 5,0 mio.
kr. i 2019.
Med en fremregning af den økonomiske effekt for
serviceniveauet for vejbelysningen, som den vil være i 2025, vil der mangle
finansiering ï størrelsesordenen ca. 1,2 mio. kr.
Besparelsen er opgjort i forhold
til den direkte reduktion af el forbruget i årene fremover.
Efter godkendelse af ny
vejbelysningspolitik vil administrationen indgå nye driftsaftaler med SK
Gadelys og SEAS NVE som forelægges Landdistrikts-, Teknik- og
Ejendomsudvalget. De endelige reduktioner i de
årlige udgifter til vejbelysning fastlægges i den forbindelse.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Økonomi- og Teknikdirektøren indstiller på forvaltningens
vegne,
1.
at Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget overfor Byrådet anbefaler,
at godkende Slagelse Kommunes vejbelysningspolitik
2.
at der med udgangspunkt i belysningspolitikken indgås driftsaftaler med SK
Gadelys A/S og SEAS NVE som forelægges Landdistrikts-, Teknik- og
Ejendomsudvalget til godkendelse
Beslutning i Landdistrikts-,
Teknik- og Ejendomsudvalget den 7. august 2017:
Fraværende:
Anbefales.
Beslysningspolitikken ønskes harmoniseret ift. bustider.
Belysningspoltikken skal tage hensyn til tryghed.
Beslutning i Økonomiudvalget
den 21. august 2017:
Fraværende:
Anbefales til byrådets godkendelse.
Michael Gram (FB) ønsker belysningspolitikken sendt i høring
hos politi og lokalråd i forhold til tryghedsbelysning.