Uddannelsesudvalget (2017) – Referat – 3. april 2017


1. Godkendelse af dagsorden (B)

1.     Godkendelse af dagsorden (B)

Sagsnr.: 330-2013-113193             Dok.nr.: 330-2017-5652                                              Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Godkendelse af dagsorden til Uddannelsesudvalgets møde den 3. april 2017.
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Dagsorden til Uddannelsesudvalgets møde den 3. april 2017 godkendes
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V), Tonny Borgstrøm (Udenfor partierne)
Godkendt.

2. Ejendomsstrategien - ny tilgang til ejendomsudvikling (B)

2.     Ejendomsstrategien - ny tilgang til ejendomsudvikling (B)

Sagsnr.: 330-2013-61797               Dok.nr.: 330-2017-155457                                          Åbent
Kompetence: Økonomiudvalget
Beslutningstema
Økonomiudvalget skal beslutte om de skitserede rammer for en ny involverende tilgang til arbejdet med kommunens Ejendomsstrategi og ejendomsudvikling, kan godkendes og oversendes til fagudvalgenes videre drøftelse.
Baggrund
Direktionen har arbejdet med at skitsere en ny bottom-up proces - med en involverende og decentral tilgang til ejendomsstrategi og anvendelse af vores bygninger. Dette efter drøftelser i efteråret 2016 i økonomiudvalget, da oplægget til en ejendomsstrategisk udviklingsplan bortfaldt. (Se desuden tilknyttede notat vedr. udmøntning af Ejendomsstrategien 2014-2016).
Forslaget til den fremtidige tilgang til arbejdet med Ejendomsstrategi lægger vægt på tre parametre:
1. En case-baseret tilgang
Udmøntningen af Ejendomsstrategien skal være case-baseret. Det vil sige at initiativer skal tage udgangspunkt i konkrete forhold, hvor kommunale bygninger er i spil, fordi de ikke længere kan anvendes og derfor står tomme. Det kan eksempelvis være fordi en institution eller botilbud fraflyttes eller at kommunal administration flyttes og samles. Initiativet til en case kan komme fra et fagudvalg eller kommunale fagcentre.
Der tilstræbes en kobling mellem civilsamfundet og det politiske niveau. Casen udvikles i en samskabende og bottom-up baseret tilgang med tidlig og bred involvering. Kommunen faciliterer processen – gerne med en arbejdsgruppe eller en anden form for ad hoc baseret gruppering hvor relevante faggrupper er repræsenteret.
Processen forsøges så vidt muligt tænkt sammen med andre igangværende processer i kommunen, som eksempelvis borgerdreven innovation i landdistrikterne eller processer i regi af fx Center for Børn & Familie eller Center for Skole. Gennem en tværfaglig tilgang fås en bedre mulighed for at indkredse og adressere forskellige problemstillinger, som er i spil og udnytte vores ressourcer. Tværfagligt samarbejde giver desuden en bredere indgangsvinkel i forhold til definition af målgruppen.
Målgruppen defineres omhyggeligt forud for processen. Hvem er interesseret i beslutninger om den konkrete kommunale ejendommes fremtid? Hvem har noget i klemme? Hvem ser potentialerne, og kan opnå benefit i forhold til afledte effekter? Hvem ser udfordringer? Brugere eller borgerne i et geografisk område, lokalrådet, interesseorganisationer, foreninger eller bymidtegruppen?
2. Gennemsigtighed og beslutningsrum
Der skal lægges vægt på gennemsigtighed. Der kan være gode grunde til at holde lav profil, hvis en institution skal lukkes eller flyttes, fordi brugere kan begynde at sive væk, hvis der opstår usikkerhed om dens fremtid. Men lav profil kan give anledning til mistro og forestillinger om skjulte dagsordener, hvilket på ingen måde er befordrende for involverende processer.
Som led i ønsket om transparens fremlægges fakta som eksempelvis politiske beslutninger, budgetaftaler samt budgettal, prognosetal og fagområders relevante viden, som kan bidrage til en kvalificeret drøftelse af casen.
Det er nødvendigt med en klar definition af det beslutningsrum, som de involverede bliver inviteret ind i, og det er derfor centralt at forventningsafstemme med de involverede. Hvordan ser beslutningsprocessen ud, og hvad kan de involverede få indflydelse på? Derfor skal der udarbejdes et kommissorium med beskrivelse af arbejdsgruppens opgave, hvem der deltager samt beskrivelse af processen. Arbejdsgruppen skal klædes på til at sætte sig ind i komplekse forhold og træffe kvalificerede beslutninger. Deres input kan indgå i den administrative og politiske proces i forbindelse med behandlingen af sagen.
3. Finansieringsplan er obligatorisk
Økonomi indgår i arbejdet med alle cases. Derfor skal det fremgå af kommissoriet at en del af arbejdsgruppens opgave er at undersøge økonomiske forhold, udarbejde budgetter og opstille en finansieringsplan for de løsninger, den måtte nå frem til.
Den fremtidige proces for frigjorte ejendomme
Den proces der tilstræbes fremadrettet er illustreret i Bilag 2. Når en bygning frigøres, orienteres Ejendomsnetværket, som er de medarbejdere de enkelte fagcentre har udpeget til at være Center for Kommunale Ejendommes kontaktperson. Disse melder tilbage, såfremt fagcenteret har en interesse i den frigjorte ejendom.
Ligeledes orienteres Samskabelsesnetværket, der er et internt netværk med fokus på den tværgående koordinering og samarbejdet mellem fagcentrene i forhold til borgerinddragelse og borgerprocesser generelt. Kendskab til interesser og ønsker i ejendommens lokalområdet meldes tilbage.
På baggrund af ovenstående udarbejdes sager til Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget og de relevante fagudvalg, der redegør for ønsker, formål og økonomi. Udvalgene drøfter herefter sagerne, hvorefter sagen sendes til kommentering hos de relevante institutioners bestyrelser, brugergrupper, lokalråd mv. Disse input samles og behandles af Samskabelsesnetværket og præsenteres igen på Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget og de relevante fagudvalg. Her kan enten besluttes at
a) At de nye anvendelsesforslag skal oversendes til Økonomiudvalget, der tager stilling til forhold vedr. driftsøkonomi.
b) At ejendommen ikke skal have en ny anvendelse og afviklingsproceduren iværksættes, med henblik på frasalg, udlejning eller nedrivning.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger
Handlemuligheder
Udvalget skal tage stilling til hvorvidt de beskrevne rammer og tilgange til Ejendomsstrategi, skal godkendes og forelægges for fagudvalgene.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Gennem de seneste år har man igennem arbejdet med Ejendomsstrategi høstet en stor del af de lavthængende frugter, og der er primo 2017 indhentet en årlig vedvarende driftsbesparelse på 4,3 mio. kr. Det må dog forventes at det fremadrettet, vil blive mere udfordrende at opnå de vedtagne besparelser via arbejdet med Ejendomsstrategien. Den foreslåede tilgang, vil i flere tilfælde end tidligere, medføre at en ejendom får en ny funktion og dermed ikke bidrager til salgsindtægter og driftsbesparelser.
Konsekvenser for andre udvalg
Den beskrevne tilgang er udviklet med fokus på bruger- og borgerinddragelse og stiller høje krav til koordinering imellem fagudvalg, fagcentre og eksterne interessenter.
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Økonomiudvalget godkender den beskrevne fremgangsmåde til det videre arbejde med Ejendomsstrategien
2.    at Økonomiudvalget sender sagen til drøftelse i fagudvalgene
Beslutning i Økonomiudvalget den 20. marts 2017:
Fraværende:  Niels O. Pedersen (A)
Godkendt med bemærkning om, at økonomiudvalget ønsker at se sagen igen når den har været drøftet i fagudvalgene.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Uddannelsesudvalget bemærker, at det politiske niveau skal ind på et tidligere tidspunkt end det, der er forslået i oplægget. Der er ligeledes et ønske om forenkling af de bureaukratiske processer.

3. Forslag til omlægning af skoledistrikt for Flakkebjerg Skole (B)

3.     Forslag til omlægning af skoledistrikt for Flakkebjerg Skole (B)

Sagsnr.: 330-2017-19526               Dok.nr.: 330-2017-161192                                          Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget kan herefter beslutte, at forslaget behandles på baggrund af høringssvarene i juni 2017, med henblik på, om sagen skal indstilles til godkendelse i Byrådet.
Baggrund
Flakkebjerg Skole er fødeskole til Dalmose Skole. Center for Skole foreslår, at skoledistriktet omlægges, så Flakkebjerg Skole i stedet bliver fødeskole til Antvorskov Skole med virkning fra skoleåret 2018/19.
Når Center for Skole fremsætter forslaget, er det fordi, at forældrenes valg af overbygningsskole med tydelighed viser, at de ønsker Antvorskov Skole frem for Dalmose Skole som overbygningsskole til deres børn. Når et stort antal forældre vælger en anden skole end distriktsskolen, har det samtidig den konsekvens, at der skal bruges mange ressourcer på at overgive PPR-sager imellem de to distrikter. 
En omlægning af skoledistriktet er desuden angivet som en løsningsmulighed i forbindelse med Ministeriets kvalitetstilsyn på Dalmose Skole. Det kan frigive energi og ressourcer på Dalmose Skole i forhold til krav om brobygning og samarbejde med en fødeskole, hvorfra de alligevel kun modtager ganske få elever. Det kan også gøre en forskel, at elever der måtte vælge at overgå til Dalmose Skole, har taget et aktivt valg om dette.
Endvidere har Flakkebjerg Skole og Antvorskov Skole i forvejen et meget tæt samarbejde på alle niveauer, bl.a. omkring pædagogisk udvikling af skolerne.
Som det fremgår af nedenstående skema, har flertallet af forældre til elever på Flakkebjerg Skole valgt at benytte det frie skolevalg og ønsket Antvorskov Skole i stedet for Dalmose Skole som overbygningsskole.
Skoleår
Antvorskov Skole
Dalmose Skole
Øvrige skoler
2013-14
 73 % (8 elever)
 27 % (3 elever)
0
2014-15
 67 % (14 elever)
 14 % (3 elever)
19 % (4 elever)
2015-16
 79 % (11 elever)
 7 % (1 elev)
14 % (2 elever)
2016-17
 88 % (14 elever)
 0
12 % (2 elever)
Retligt grundlag
Handlemuligheder
Uddannelsesudvalget kan beslutte, at forslag til omlægning af skoledistrikt for Flakkebjerg skole sendes i høring i skolebestyrelserne ved Flakkebjerg Skole, Dalmose Skole og Antvorskov Skole.
Uddannelsesudvalget kan herefter beslutte, at forslaget behandles på baggrund af høringssvarene i juni 2017, med henblik på, om sagen skal indstilles til godkendelse i Byrådet.
Vurdering
Hvis en distriktsomlægning besluttes, vil bestemmelserne i højere grad være i overensstemmelse med praksis. Det vil således være flertallet der vælger distriktsskolen og mindretallet der benytter det frie skolevalg.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Det fremgår af folkeskolelovens § 26, at kommunen er forpligtet til at sørge for befordring til børn i 7.-9. klasse, der har længere til skole end 7 km. Der er mindst 7 km til Antvorskov Skole for alle elever i Flakkebjerg Skoles distrikt.
Befordringsforpligtelsen gælder ikke elever der er optaget i anden skole end distriktsskolen. Derfor får elever, der på nuværende tidspunkt har valgt Antvorskov Skole, ikke betalt et buskort.
Hvis en distriktsomlægning besluttes, vil der efter tre år være ca. 60 elever (7.-9. kl.) der har krav på et buskort. Udgiften til et buskort er ca. 1900 kr./årligt. I alt vil det være en merudgift på ca. 114.000 kr./årligt.
Hvis en distriktsomlægning besluttes, bør der tages stilling til, om der kun skal gives befordring til elever der overgår fra Flakkebjerg Skoles 6. kl. til Antvorskov Skoles 7. kl. fra 1.august 2018. Alternativt kan det besluttes, at der også gives befordring til elever, der har valgt at gå på Antvorskov Skole efter 6. klasse før en distriktsomlægning. Dermed gøres ikke forskel på, om eleverne går i 7., 8. eller 9. kl.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Uddannelsesudvalget sender forslag til omlægning af skoledistrikt for Flakkebjerg Skole i høring i perioden 4. april - 15. maj 2017 i skolebestyrelserne ved Flakkebjerg Skole, Dalmose Skole og Antvorskov Skole.
2.    at Uddannelsesudvalget behandler forslaget på baggrund af høringssvarene i juni 2017 med henblik på, om sagen skal indstilles til godkendelse i Byrådet.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Første og andet "at" godkendt med bemærkning om, at udvalgets opfølgende behandling af sagen på juni mødet sker samtidig med, at udvalget bliver præsenteret for 360 graders analysen på Folkeskoleområdet.
Tonny Borgstrøm (Udenfor partierne) bemærker som mindretalsudtalelse, at skolerne skal finde dækning for merudgifter til bustransport indenfor egne rammer.

4. Boligsocial helhedsplan 2017-2021 - Forslag til kommunale indsatser (D)

4.     Boligsocial helhedsplan 2017-2021 - Forslag til kommunale indsatser (D)

Sagsnr.: 330-2016-67060               Dok.nr.: 330-2017-181226                                          Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget /Beskæftigelses-og Integrationsudvalget
Beslutningstema
Baggrund
Byrådet godkendte den 31. oktober 2016 indstilling til prækvalifikation af den nye fælles boligsociale helhedsplan 2017-2021. Herefter behandlede Landsbyggefonden indstilling og i december 2016 traf de beslutning om at prækvalificere de boligområder, der indgår i helhedsplanen, i første omgang med et reduceret tilskud på 24 mio. kr. ud fra de oprindelige 40 mio. kr, der var søgt. Beløbets størrelse ligger endnu ikke endelig fast, men beror på helhedsplanens endelige udformning.
Som led i helhedsplanens udarbejdelse har Slagelse Kommune til opgave at byde ind med forslag til kommunale indsatser, der kan være med til at styrke de boligsociale områder.
På det fælles temamøde mellem Uddannelsesudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 9. marts 2017, præsenterede administrationen en række forslag til indsatser, der kan styrke igangværende eller planlagte kommunale initiativer, i de boligsociale områder, der er blevet prækvalificeret. På baggrund af dialogen og input fra den fælles drøftelse, har administrationen arbejdet videre med forslag til indsatser.
Forslagene koncentrerer sig om 5 aktiviteter, der vurderes at kunne bidrage effektfuld til de indsatsområder, der er identificeret som relevante i prækvalifikationen.
Forslagene består af:
Forebyggelse og forældreansvar
Aktivitet: Intensive sundhedsplejerskebesøg i et hyppigere og længere omfang end sædvanligt.
Målgruppe: Alle familier i områderne med børn i alderen 0-1,5 år.
Indhold: I forhold til helhedsplanens målgruppe medtænkes behovsbesøg som en del af det almene tilbud. Sundhedsplejerskerne tager både afsæt i systematiske iagttagelser fra ”Tidligere opsporing” og i generelle iagttagelser til den givne familie.
Uddannelse og beskæftigelse
Aktivitet:  ”Fra Drop Out til Stay in”
Målgruppe: Elever i folkeskolen med bekymrende fravær og relevante fagpersoner.
Indhold: Der nedsættes 4 tværfaglige grupper i 4 distrikter, Slagelse Syd, Slagelse Nord, Korsør og Skælskør, samt ansættelse af 4 skolekontaktpersoner til de 4 distrikter, der skal arbejde med at børnene kommer i skole.
Aktivitet: Livsduelighed og parat til fremtiden
Målgruppe: Elever i 6. kl. i de boligsociale områder.
Indhold: Projekt ”Livsduelighed” løber over 10 uger med forskellige temaer i fokus, f.eks. trivsel, flertalsmisforståelser og uddannelsesparathed for 6. klasser i boligområderne.
Aktivitet: En opnormering af det virksomhedsnære samarbejde
Målgruppe: De over 18 årige, men med særlig fokus på de 18-30 årige
Indhold: Virksomhedspraktikker og løntilskud skal i højere grad være lokalt forankret, virksomhedspraktikker og løntilskud skal indgås med klare aftaler om progression i forløbene. Håndholdt indsats vil være i fokus for store dele af gruppen, efterværn – virksomhederne skal have adgang til hjælp fra Jobcentret, også efter det formelle forløb er afsluttet, et tættere forpligtende samarbejde med ungdomsuddannelserne.
Aktivitet: Mental sundhedsfremme – tidlig opsporing og indsats overfor mentale helbredsproblemer.
Målgruppe: Borgere under 30 år, alle nyledige/revisiterede i grupperne ”aktivitetsparate” og uddannelsesparate screenes. Borgere over 30 år, alle nyledige/revisiterede i grupperne ”aktivitetsparate” screenes.
Indhold: Initiativet styrker sundhedsindsatsen for udsatte og sårbare borgere i boligsociale områder som et middel til at opnå selvforsørgelse.
Forslagene uddybes i vedhæftede bilag.
På baggrund af drøftelse i de to udvalg, vil forvaltningen præsentere forslagene for Landsbyggefonden.
De to udvalg får sammen med det øvrige Byråd mulighed for endnu engang at forholde sig til forslagene i forbindelse med fællesmødet for Boligorganisationerne og Byrådet den 27. april 2017. Herefter færdiggøres forslag til Boligsocial Helhedsplan, inden Landsbyggefonden, fagudvalg og Byråd skal behandle forslaget i juni måned.
Retligt grundlag
Handlemuligheder
Udvalgene kan drøfte de skitserede forslag og kan pege på andre forslag til aktiviteter.
Vurdering
Administrationen anbefaler at de skitserede forslag præsenteres for Landsbyggefonden
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Sagen drøftes.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Drøftet med følgende bemærkning:
Uddannelsesudvalget opfordrer til at arbejde på tværs af fagudvalg og involvere relevante områder.
Parrallet med Helhedsplanen bør der ske en generel styrkelse af arbejdet omkring misbrugsproblematikker. Ligeledes indsatser målrettet kriminalitetsforebyggende tiltag.
Der er ønske om, at Kultur- og Fritidsområdet - herunder foreningslivet - bliver tænkt med ind i den Boligsociale Helhedsplan.

5. Budget 2018-2021 - Uddannelsesudvalget (D)

5.     Budget 2018-2021 - Uddannelsesudvalget (D)

Sagsnr.: 330-2017-20048               Dok.nr.: 330-2017-166032                                          Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget drøfter temaer, som det vil være væsentligt at have opmærksom på i forbindelse med budgetlægningen for 2018-2021, herunder om der er emner, der skal nærmere belyses frem til udvalgets næste temamøde om budgettet i juni.
Baggrund
Byrådet godkendte i sit møde den 27. februar 2017 proces for udarbejdelse af Budget 2018-2021. Den overordnede politiske tidsplan for budgetlægningen fremgår af bilag 1.
Som et indledende element i budgetlægningen indgår tematiske drøftelser i alle fagudvalg om grundlaget for budgettet, herunder udfordringer og muligheder på området.
Udvalget har mulighed for selv at vælge emner, der ønskes drøftet. Alle fagudvalg forventes dog at drøfte, hvorvidt følgende forhold giver anledning til budgetmæssige initiativer:
1. Regnskab 2016 og 1. budgetopfølgning 2017 (bilag 2 og bilag 3)
- Områder med ubalance i budgetramme
- Muligheder for at omprioriteringer
- Behov for yderligere analyse
2. Kapacitet
- Pres og efterspørgsel bl.a. på baggrund af befolkningsprognose (bilag 4)
I både 2015 og 2016 har antallet af fødsler været højere end forventet i befolkningsprognosen. Fødselstallet i 2016 var det højeste siden 2010, og det fremgår af den seneste befolkningsprognose (bilag 4), at Slagelse Kommune de seneste 2 år har haft en højere fertilitet end landsgennemsnittet.  
Antallet af 0-5 årige forventes nu at stige med 477 personer (10,6%) frem mod 2031. Da kapaciteten i perioden 2010 til 2015 løbende er blevet tilpasset det faldende børnetal, betyder det, at der skal etableres flere pladser i dagtilbud. Særligt er der behov for pladser i Slagelse og Korsør.
3. Anlægsramme
- Har der været forudsætningsændringer vedr. strategiske anlæg?
Forudsætningerne er blevet bekræftet i forhold til udbygningerne af antallet af dagtilbudspladser i Slagelse.
På skoleområdet forventes anlægsramme til forbedring af skolerne udmøntet i 2017 på baggrund af en analyse fra Center for Kommunale Ejendomme. Der er et behov for at få renoveret en række faglokaler på skolerne og der udarbejdes derfor en prioriteret liste over ønsker til forbedringer. Der er ubrugte midler fra 2016 og der tilføres yderligere midler i 2018.
4. Udviklingsperspektiver
- Perspektiver i relation til digitalisering, serviceudvikling, samspil med borgere eller andre strategiske forhold af betydning
Der er både nationalt og internationalt et stort fokus på betydningen af den tidlige indsats. I en analyse som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har udarbejdet bliver der dokumenteret, at der kan være en forskel på 2 års kognitive færdigheder, når børn starter i skolen. Børnene har dermed meget ulige muligheder for at klare sig og udvikle sig. Der er er et stort udviklingsperspektiv i at mindske den ulighed. Dagtilbud og skoler samarbejder omkring tidlig opsporing og bedre brobygning mellem de forskellige læringsmiljøer. Derudover viser forskningen også, at forældrenes rolle i børnenes udvikling og læring er afgørende. Et udviklingsperspektiv er derfor at styrke forældresamarbejdet.
Skoleområdet oplever stadigvæk en øget eksklusion af elever til specialtilbud. I øjeblikket bliver der forsøgt med forskellige tiltag (stay-in, tidlig opsporing og kompetenceudvikling inden for området), men på sigt vil det sætte økonomien til den vidtgående specialundervisning under pres, hvis det ikke lykkes at knække kurven. Derfor er inklusion et tema, der bør have en bevågenhed. Man kunne drøfte forskellige økonomiske incitamentsmodeller.
Uddannelsesparathed og flere unge i uddannelse (herunder erhvervsuddannelser) er fortsat en udviklingsområde som har nationalt og lokalt fokus. Den tidligere undervisningsminister Ellen Thrane Nørby nedsatte en ekspertgruppe, der skulle komme med anbefalinger til at få flere unge igennem uddannelsessystemet. De har netop udgivet deres rapport ”Bedre veje til en ungdomsuddannelse” (pixi-udgaven er med som bilag 5).
Uddannelsesudvalget kan i forlængelse heraf bestille oplæg og analyser til junimødet vedrørende de emner, som udvalget finder væsentlige.
Endvidere kan fagudvalget vælge at inddrage hele byrådet i drøftelse af de emner som udvalget lægger vægt. Dette sker på Byrådets temamøde den 24. april.
I maj er der mulighed for at inddrage brugerbestyrelser, råd og andre interessenter, fx via dialogmøder.
I Uddannelsesudvalget er der tradition for at afholde dialogmøde med bestyrelsesrepræsentanter. Såfremt et dialogmøde skal afholdes i forbindelse med budgethøringen, bør dialogmødet afholdes i uge 34.
Retligt grundlag
Den kommunale Styrelseslov samt Bekendtgørelse om kommunernes budgetlægning, regnskab m.v. fastlægger det retlige grundlag for budgetlægningen.
Handlemuligheder
Udvalget har mulighed for at drøfte emner, der vurderes relevante for udarbejdelse af budgetforslag, samt hvordan områdets interessenter, herunder brugerbestyrelser og råd, skal involveres i budgetprocessen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Udvalget drøfter hvilke emner, der ønskes drøftet på byrådets temadrøftelse i april
2.    at Udvalget drøfter hvilke oplæg og analyser der ønskes udarbejdet til budgetdrøftelse på udvalgsmødet i juni
3.    at Udvalget drøfter om der skal holdes dialogmøder med dagtilbudsbestyrelser og skolebestyrelser i uge 34
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Første "at" - Uddannelsesudvalget drøftede temaer til Byrådets temadrøftelse i april. Udvalget ønsker temaerne:
1. Børne- og elevtalsprognose
2. Generelle tidlige forebyggende indsatser på almen området med fokus på ulighed.
Andet "at" - Uddannelsesudvalget ønsker at få præsenteret oplæg til anlægskapacitet i relation til Børne- og elevtalsprognosen.
Tredje "at" - Uddannelsesudvalget besluttede at indbyde til dialogmøde med bestyrelserne i uge 34.
Udvalget ønsker, at der bliver udarbejdet en oversigt over "kan" og "skal" opgaver på udvalgets område.

6. Særlig indsats til 15-18-årige (D)

6.     Særlig indsats til 15-18-årige (D)

Sagsnr.: 330-2017-20201               Dok.nr.: 330-2017-210995                                          Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget skal drøfte eksisterende og kommende indsatser rettet mod de 15-18-årige.
Baggrund
Regeringen har nedsat ”Ekspertgruppen om bedre veje til en ungdomsuddannelse” til at komme med anbefalinger til, hvordan de unge kommer bedst muligt videre fra grundskolen. Ekspertgruppen har på baggrund heraf gennemført et større analysearbejde og inddraget en lang række interessenter i udarbejdelsen af den samlede rapport med anbefalinger, der blev præsenteret den 28. februar i år.
Ekspertgruppen anbefaler blandt andet, at den nuværende 95%-målsætning erstattes af en 100%-målsætning, der rummer alle unge. For den sammenhængende kommunale ungeindsats har Ekspertgruppen følgende anbefalinger:
1. Styrk den tidlige indsats i udskolingen,
2. Skab en sammenhængende kommunal ungeindsats,
3. Tildel én kontaktperson pr. ung,
4. Placer et klart ansvar i overgangen mellem uddannelser.
I Slagelse Kommune er der gennem årene blevet oprettet indsatser, der sigter mod at ruste de ikke-uddannelsesparate i målgruppen til bedre at blive i stand til at blive optaget på og dernæst gennemføre en ungdomsuddannelse.
Slagelse Kommune er dog ikke alene om at have oprettet en bred vifte af indsatser og tilbud målrettet denne gruppe. Således er det én af Ekspertgruppens vurderinger, at der både på kommunalt og nationalt plan er blevet oprettet talrige initiativer – uden der nødvendigvis har været en samlet plan for målgruppen overordnet set:
Inden for det uddannelsespolitiske felt har der været stribevis af partielle [delvise] initiativer eller etablering af nye, mindre tilbud målrettet kun en del af målgruppen. Den samlede unge-målgruppe og de forberedende tilbud har således aldrig været behandlet som ét samlet politikområde endsige underkastet robust sammenhængende opfølgning, evaluering eller analyse. ” (se 1*)
For at skabe et overblik har administrationen nedenfor udarbejdet en liste over eksisterende indsatser målrettet de 15-18-årige i Slagelse Kommune. Da de unge i målgruppen befinder sig forskellige steder i uddannelsessystemet, indebærer det forskellige virkemidler og derfor forskellige indsatser. Ligeledes vil indsatserne helt eller delvist spille ind i Ekspertgruppens fire hovedanbefalinger, der nævnes ovenfor.
Målgruppen for indsatserne er firedelt:
M1: Unge i grundskolen
M2: Unge i overgangen til ungdomsuddannelserne (der har forladt grundskolen)
M3: Frafaldstruede unge på ungdomsuddannelserne
M4: Unge, der er faldet fra en ungdomsuddannelse
Bilag 1 viser en oversigt over de eksisterende indsatser, fordelt på de fire målgrupper og – hvor det er muligt – Ekspertgruppens fire hovedanbefalinger.
Udover de eksisterende indsatser er der to indsatser, der snart sættes i gang:
1. Ansættelse af fire skolekontaktpersoner
2. Udvidelse af kædeansvaret
Trods indsatserne oplever jobcentret stadig, at nogle unge kort efter deres 18-års fødselsdag kommer til dem uden hverken at have erhvervet en kompetencegivende uddannelse eller at være i gang med en sådan. Dette giver anledning til refleksion over viften af tilbud til målgruppen og sammenhængen mellem indsatserne.
1* Ekspertgruppen: Bedre veje til ungdomsuddannelse - opsummering af anbefalingsområder til regeringen (2017), side 5.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Uddannelsesudvalget kan drøfte eksisterende og kommende indsatser, eventuelt i lyset af Ekspertgruppens anbefalinger.
Vurdering
Området er præget af en høj grad af kompleksitet, og målgruppen har udfordringer af meget forskellig karakter – hvilket den brede tilbudsvifte også indikerer. Der er således ikke én færdig løsning eller én indsats, der vil kunne rumme de mangesidede udfordringer.
Ligeledes er det vigtigt at holde sig for øje, at det kan dokumenteres, at en tidlig indsats overfor børn, unge og familie vil være kraftigt medvirkende til at begrænse målgruppens udfordringer inden det 15. leveår.
Ikke desto mindre er det administrationens vurdering, at det ville være gavnligt med et samlet fokus på området, der kunne give en fælles retning for vores indsatser og tilbud målrettet gruppen af 15-18-årige.
Administrationen anbefaler, at Uddannelsesudvalget drøfter sagen, og opstiller herunder en række spørgsmål til inspiration:
· Er de nuværende og kommende indsatser et udtryk for det rigtige fokus?
· Er der indsatser, der skal udvides, mindskes, standses eller ændres?
· Er der tilpas sammenhæng i indsatserne for målgruppen?
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på Center for Skoles vegne,
1.    at Uddannelsesudvalget drøfter eksisterende og kommende indsatser rettet mod de 15-18-årige
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Uddannelsesudvalget ønsker at have fokus på den kommunikative side af de mange indsatserne, der er på området.
I forlængelse af det centrale udspil på ungdomsuddannelsesområdet bliver udvalget præsenteret for konkrete emner til yderligere drøftelse.
Udvalget ønsker endvidere, at valget til Erhvervsuddannelser har et særligt fokus.
Udvalget ønsker på kommende møde at få yderligere input ved nøglepersoner på området.

7. Månedlig rapportering marts - Vidtgående specialundervisning og det specialiserede børne- og unge område (E)

7.     Månedlig rapportering marts - Vidtgående specialundervisning og det specialiserede børne- og unge område (E)

Sagsnr.: 330-2017-2559                 Dok.nr.: 330-2017-159856                                          Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Baggrund
På grund af stigende økonomiske udfordringer blev der i 2015 udarbejdet perspektivanalyser på de fire områder. Da udfordringerne fortsat er til stede, er der behov for tæt opfølgning både administrativt og politisk.
Fra 2017 fremlægges den månedlige rapportering kun for fagudvalgene.
Retligt grundlag
Handlemuligheder
Rapporteringen er udarbejdet, så den giver et enkelt overblik over udviklingen i udgifter og aktiviteter, ligesom der – hvor det er muligt – er beregnet gennemsnitspriser på anvendte indsatser. Dermed opbygges der viden om den aktuelle udvikling i udgifter og aktiviteter, som kan underbygge beslutninger, der træffes enten i forbindelse med den kvartalsvise budgetopfølgning eller som et led i den løbende administrative og politiske styring af områderne.
Vurdering
I bilag 1 og 2 ses månedlig opfølgning på økonomi og aktiviteter for hhv. vidtgående specialundervisning og det specialiserede børne- og ungeområde.
Vidtgående specialundervisning
Udvikling i forbrug pr. ultimo marts:
Det forventede regnskab opgjort pr. februar måned er beregnet til 150,3 mio. kr. og budgetafvigelsen udviser derved et merforbrug på 3,4 mio. kr. På trods af en afvigende tendens styres der fortsat efter budgetoverholdelse ved årets udgang.
Udvikling i aktiviteter pr. ultimo marts:
Den vidtgående specialundervisning er stadig et område præget af udfordringer. Dette skyldes primært den øgede aktivitet på området, hvor de seneste års tendens med et stigende antal visitationer til specialundervisning umiddelbart ser ud til at fortsætte. Dette er særligt gældende for de private dagskoler og Autisme Center Vestsjælland.
På nuværende tidspunkt kendes ikke effekten af ny- og revisitationer for det kommende skoleår.
Det specialiserede børne- og ungeområde
Aktiviteterne for marts måned viser et fortsat stabilt niveau. Afdelingen for Børn og Unge står midt i en udviklings- og forandringsproces med fokus på den faglige, organisatoriske og styringsmæssige praksis. Denne proces bidrager til en ændret praksis, der på sigt skal kunne afspejles i aktiviteterne.
Det forventes på nuværende tidspunkt, at regnskab 2017 vil resultere i et merforbrug på ca. 5,1 mio. kr. svarende til det forventede overførte merforbrug fra 2016.
Der er et vedvarende intensivt fokus på at få udviklet og implementeret et tilstrækkeligt optimalt styringsredskab på børne- og ungeområdet. Det er en udfordring, som Slagelse Kommune ikke står alene med. Konsekvensen er, at den økonomiske vurdering bliver foretaget med udgangspunkt i kendt aktivitet – og dermed ikke fanger det ”ukendte”.
Børne- og ungeområdet er i målgruppen for første rul af det forestående fælles ”ledelsesinformations-system”. Det er forventningen, at dette arbejde sammen med en målrettet videreudvikling af områdets brug af fagsystemet DUBU vil bidrage positivt til styringsdelen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børn og ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Den månedlige rapportering tages til efterretning
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Til efterretning.

8. Status på arbejdet med indsatser efter Servicelovens §11, stk. 3 i Sundhedsplejen og Dagtilbud (O)

8.     Status på arbejdet med indsatser efter Servicelovens §11, stk. 3 i Sundhedsplejen og Dagtilbud (O)

Sagsnr.: 330-2017-19746               Dok.nr.: 330-2017-163235                                          Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget vil blive orienteret om status på det igangværende arbejde i Center for Børn og Familie, Afdeling for Børn og Unge med at virkeliggøre KLK’s anbefaling om indsatser efter Servicelovens §11, stk. 3 i sundhedsplejen og dagtilbud.
Baggrund
Uddannelsesudvalget godkendte på mødet den 9. januar 2017 den af administrationen udarbejdede tids- og handleplan, der skal sikre virkeliggørelse af de fem anbefalinger fra KLK.
Uddannelsesudvalget får med denne orientering forelagt en status på de aktiviteter, som administrationen har iværksat og planlagt iværksat i relation til anbefalingen ”Indsatser efter Servicelovens §11, stk. 3 i sundhedsplejen og dagtilbud”. Formålet er, at undersøge om en række af de opgaver, der i dag løses i Slagelse Familie Center (SFC) efter §11. stk. 3. med fordel kan løses i almenområdet. Dette sådan, at opgaven/indsatsen i højere grad forankres hos de medarbejdere, som barnet/familien allerede har en relation til. Det vil samtidig betyde, at almenområdets rolle i det forebyggende arbejde bliver styrket, der hvor det er til gavn for barnet/familierne. 
Retligt grundlag
Den kommunale styrelseslov.
Handlemuligheder
Uddannelsesudvalget kan tage orienteringen til sig.
Vurdering
Administrationen vurderer, at Center for Børn og Familie, Afdeling for Børn og Unge allerede i dag oplever en bevægelse henimod, at stadigt flere opgaver bliver løst i et tæt samspil med almenområdet. Dette ses blandt andet i følgende aktiviteter/samarbejdsformer, som er blevet etableret eller styrket inden for det seneste år:
Øget samarbejde med sundhedsplejen omkring sårbare gravide
Hvis sundhedsplejen vurderer, at et kommende forældrepar er i en potentiel sårbar situation, tager sundhedsplejerske og sagsbehandler sammen på hjemmebesøg. I besøget taler de om bekymringen samt mulige handlinger. På den måde oplever det kommende forældrepar en mere helhedsorienteret og koordineret hjælp så tidligt, at bekymringen ikke nødvendigvis udvikler sig til en socialsag. Der, hvor der bliver oprettet en sag, er der etableret en kontakt, som gør samspillet med familien og samarbejdet lettere.

Tidligere inddragelse af skoledagtilbudsrådgiverne
Skoledagtilbudsrådgiverne oplever i stigende grad, at de bliver inddraget på et tidligere tidspunkt, når dagtilbuddene eller skolerne bliver bekymrede for et barn/en familie. Det medfører blandt andet, at flere bekymringer bliver drøftet og løst i barnets/familiens netværk. Gennem en tidlig og koordineret indsats lykkedes det således at styrke det forebyggende arbejde i almenområdet.
Vurdering af alle nye henvendelser i et forebyggelsesperspektiv
Én gang om ugen bliver alle nye henvendelser til Afdeling for Børn og Unge vurderet af et forebyggelsesvisitationsudvalg. Visitationsudvalgets har fokus på om interne tilbud, herunder også almenområdet, kan løfte opgaven. I visitationsudvalget sidder der repræsentanter fra Afdeling for Børn og Unge, SFC og Sundhedstjenesten. Andre relevante repræsentanter fra for eksempel SSP eller dagtilbudsområdet bliver inddraget ad hoc, alt efter hvad opgaven kalder på. 
Udover ovenstående allerede igangsatte aktiviteter/samarbejdsformer har administrationen, siden Udvalgets møde i januar 2017 iværksat en proces, som har resulteret i følgende planlagte aktiviteter:
Kortlægning af eksisterende indsatser efter Servicelovens §11, stk. 3
§ 11, stk. 3 er en meget bred paragraf, som i Serviceloven er beskrevet på følgende måde: 
”Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde en forebyggende indsats til barnet, den unge eller familien, når det vurderes, at støtte efter nr. 1-4 kan imødekomme barnets eller den unges behov. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde følgende forebyggende indsatser:
1) Konsulentbistand, herunder familierettede indsatser.
2) Netværks- eller samtalegrupper.
3) Rådgivning om familieplanlægning.
4) Andre indsatser, der har til formål at forebygge et barns eller en ungs eller familiens vanskeligheder”
Med en så bred paragraf, er der behov for at finde ud af, hvordan paragraffen i dag benyttes i kommunen. Administrationen bruge resultaterne fra den nyligt afsluttede analyse af SFC, til at kortlægge:
· Hvilke indsatser løser SFC efter §11, stk. 3?
· Hvad er effekten af indsatserne?
· Hvordan afspejler indsatserne de nuværende og fremadrettet behov – både set fra myndighedsområdet og almenområdet?
Når resultatet af kortlægningen foreligger vil administrationen afgøre om en række af de opgaver, der i dag løses i SFC efter §11, stk. 3 med fordel kan varetages af almenområdet, og hvad det i givet fald vil kræve.
Sideløbende med kortlægningen af de eksisterende indsatser, er Afdeling for Børn og Unge opmærksom på, om nye sager kan håndteres i almenområdet.
Tidlig opsporing
I april 2017 evaluerer administrationen den pilot-afprøvning af ’Tidlig opsporing’, der er i gang i Skælskør, Flakkebjerg og Dalmose. Resultaterne af evalueringen vil blive inddraget i arbejdet med at få kortlagt behovet for tidlige forebyggende indsatser i forhold til de børn, der er i begyndende mistrivsel eller mistrivsel.     
’Tidlig opsporing’ indgår i Udvalgets udviklingsaftale og bliver efter sommerferien bredt ud til resten af kommunen på hele 0-8 års-området.
Administrationen vurderer, at alle de skitserede aktiviteter tilsammen danner grundlag for at bygge videre på og styrke det tidlige forebyggende arbejde i almenområdet, til gavn for børnene/familierne.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Uddannelsesudvalget tager status på det igangværende arbejde i Center for Børn og Familie, Afdeling for Børn og Unge med at virkeliggøre KLK’s anbefaling om indsatser efter Servicelovens §11, stk. 3 i sundhedsplejen og dagtilbud til orientering.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Til orientering.

9. Holmegårdshuset (O)

9.     Holmegårdshuset (O)

Sagsnr.: 330-2017-17052               Dok.nr.: 330-2017-200412                                          Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget får til orientering forelagt ”redegørelse fra forstander omkring kritik fra tidligere medarbejdere” fra tilsynsrapporten fra Socialtilsyn Øst af 24. januar 2017, det i tilsynsrapporten omtalte spørgeskema til kommuner, som bruger familietilbuddet hos Holmegårdshuset med svar fra Slagelse Kommune samt tilsynsrapporten af 24. Januar 2017 fra Socialtilsyn Øst vedrørende Holmegårdshuset.
Baggrund
Uddannelsesudvalget protokollerede på udvalgets møde den 6. marts 2017 ”Udvalget får på førstkommende møde efter svar fra Socialtilsyn Øst fremlagt en sag, der såfremt det er muligt, indeholder de i 1. og 2. "at" omtalte dokumenter”.
Center for Børn og Familie har den 16. marts 2017 modtaget svar på centrets anmodning om aktindsigt af 27. februar 2017.
Centret havde på baggrund af anmodning fra Thomas Clausen (Ø) anmodet Socialtilsyn Øst om aktindsigt i ”redegørelse fra forstander omkring kritik fra tidligere medarbejdere” fra tilsynsrapporten fra Socialtilsyn Øst af 24. januar 2017.
Socialtilsyn Øst gav den 6. marts 2017 centret aktindsigt i dokumentet.
Dokumentet ”spørgeskema til kommuner, som bruger familietilbuddet hos Holmegårdshuset med svar fra Slagelse Kommune” af 17. november 2016 er ligeledes vedhæftet som bilag sammen med Socialtilsyn Øst’s tilsynsrapport af 24. januar 2017. Tilsynsrapporten den identisk med den, der i forlængelse af udvalgets protokollering på mødet den 6. februar 2017 tidligere er sendt pr. mail til udvalgets medlemmer.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Ingen bemærkninger.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Børn og ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Sagen med bilag tages til efterretning.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Til efterretning.
Thomas Clausen (Ø) tog sagen til orientering.

10. Orienteringssag til Uddannelsesudvalget (O)

10.   Orienteringssag til Uddannelsesudvalget (O)

Sagsnr.: 330-2013-113206             Dok.nr.: 330-2017-10151                                            Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
1. Orientering fra direktøren/centercheferne

a) Orientering om ”Praksis for anvendelse af DUBU” – status på projekt ”DUBU som hjælpeværktøj
b) Orientering omkring kompetenceløft i Dagplejen 2017
c) Orientering om analyse af Slagelse Familie Center
d) Status på proces vedr. forsøg med nye styringsformer på skoleområdet
e) Status på arbejdet med 360 graders analysen på skoleområdet
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,

1.    at Uddannelsesudvalget orienteres.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Orienteringen til orientering.
Skolechefen orienterede om, at SFO dækningsgrad er sendt ud til udvalget via mail. Der blev orienteret kort om arbejdet med kvalitetseftersyn. Der har været henvendelse fra Kirkeskovskolen vedrørende deres økonomiske situation.
Endelig blev der orienteret om projekt vedrørende databaseret læringsledelse. Projektet bliver understøttet af projektmidler fra A.P. Møller Fonden.

11. Punkter til kommende møder (B)

11.   Punkter til kommende møder (B)

Sagsnr.: 330-2014-8615                 Dok.nr.: 330-2017-11284                                            Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget godkender sagsoversigten over punkter til udvalgets kommende møder.
Baggrund
Administrationen udarbejder løbende en sagsoversigt over sager til Uddannelsesudvalgets møder.

Sagsoversigten er et overbliks- og planlægningsværktøj. Sagsoversigten er desuden et dynamisk værktøj, hvor sager henover året bliver lagt ind.  Sagsoversigten vil blive fremlagt i revideret form på hvert udvalgsmøde.
Handlemuligheder
Udvalget har følgende handlemuligheder:
a) Udvalget godkender sagsoversigten som den foreligger.
b) Udvalget ændrer i sagsoversigten.
Vurdering
Administrationen vurderer, at sagsoversigten er et vigtigt planlægningsværktøj.
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,

1.    at Uddannelsesudvalget godkender sagsoversigten som grundlag for administrationens planlægning.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Godkendt.

12. Pressemeddelelser (B)

12.   Pressemeddelelser (B)

Sagsnr.: 330-2014-43001               Dok.nr.: 330-2017-12153                                            Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget træffer aftale om udsendelse af eventuelle pressemeddelelser og øvrig kommunikation i forlængelse af dagens udvalgsmøde. 
Baggrund
I forbindelse med revidering af Slagelse Kommunes forretningsorden for Uddannelsesudvalget på mødet den 2. juni 2014, er der i forhold til ”pressemeddelelser” enighed om, at forretningsordenens § 8 bliver suppleret med, at der på hver udvalgsdagsorden er en sag om pressemeddelelser.
Retligt grundlag
Slagelse Kommunes forretningsorden for Uddannelsesudvalget, godkendt den 3. februar 2014 og revideret den 2. juni 2014.
Indstilling
Børn og Ungedirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Udvalget beslutter udsendelse af eventuelle pressemeddelelser i forlængelse af dagens møde. 
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V)
Udvalget besluttede af sende pressemeddelelse ud vedrørende Dagplejens kompetenceudviklingsprojekt.