Møde i udvalget d. 25. maj 2021

19.   Klimakonference 2022 (B)

Sagsnr.: 330-2019-36173               Dok.nr.: 330-2021-164991                                          Åbent

Kompetence: Økonomiudvalget

Beslutningstema

Økonomiudvalget skal beslutte, hvorvidt Slagelse Kommune skal arbejde videre med klimakonferencen ’My Planet Too’ med henblik på godkendelse af konkret samarbejdsaftale på mødet i juni.

Sagens indhold

Den 17. juni 2019 blev Økonomiudvalget første gang præsenteret for muligheden for at indgå et samarbejde omkring afholdelse af klimakonferencen My Planet Too i Slagelse Kommune.

Økonomiudvalget fandt på daværende tidspunkt projektet spændende, men ønskede ikke at deltage på grund af omkostningsniveauet, der var fastlagt til 8 mio. kr. ekskl. moms.

Siden da har arrangørerne bag My Planet Too arbejdet videre med konceptet og har nu igen taget kontakt til Slagelse Kommune. Konceptet er stort set uændret, men den kommunale finansiering er denne gang fastlagt til 5 mio. kr. ekskl. moms.

Koncept

Formålet med My Planet Too er blandt andet at inddrage og give en stemme og platform til børn og unge i klimadebatten. Den primære målgruppe for My Planet Too er unge mellem 15 og 20 år, som skal inspirere yngre børn og andre unge, råbe de voksne op og have en legitim adgang til sociale medier og andre online platforme.

My Planet Too består af en fysisk konference og et dynamisk onlineunivers.

Til selve konferencen inviteres ca. 400 udvalgte unge. 40 af de unge kommer fra Slagelse Kommune og er i forbindelse med projektet blevet uddannet som ”klimaambassadører”. På konferencen vil der være oplægsholdere, der giver viden og inspirerer, underholdning knyttet til klimaområdet, laboratorier/handletanke med mulighed for samarbejde og vidensdeling, fællesskab med andre unge på tværs af landegrænser, workshops baseret på emner og ejet af kommercielle virksomheder, NGO’er og andre institutioner. 

Den fysiske klimakonference understøttes af et onlineunivers, hvor børn og unge (og voksne) fra hele verden kan følge konferencen og løbende få viden om klimaet og komme med inputs og idéer, der kan være med til at løse klimaudfordringerne. Der vil her være mulighed for at indtænke mulighederne som en del af undervisningen på skoler og ungdomsuddannelser. Onlineuniverset lever både før, under og efter klimakonferencen og er tænkt som en dynamisk platform for indhold, der kan skabe debat og vidensdeling mellem børn og unge på tværs af kulturer og landegrænser.

Der er i vedlagte bilag 1 redegjort yderligere for My Planet Too. Derudover kan der via dette link tilgås en kort video om konceptet: https://www.youtube.com/watch?v=nAbb8LSMqBE

Hvis Slagelse Kommune beslutter at indgå i My Planet Too, vil kommunen have plads i styregruppen for projektet.

Fordele for Slagelse Kommune

Deltagelse i My Planet Too kan blandt andet:

•       Understøtte, udvikle og synliggøre Slagelse Kommunes fremtidige grønne aktiviteter

•       Skabe international og national synlighed

•       Give mulighed for involvering af en bred målgruppe i Slagelse Kommune (børn og unge, forældre, virksomheder, organisationer, idrætsforeninger, uddannelsesinstitutioner m.fl.)

Økonomi og personaleressourcer

·         Slagelse Kommune vil skulle bidrage med 5 mio. kr. til projektet

·         Der skal udpeges en projektleder i Slagelse Kommune, der indgår i en fælles styregruppe. Det forventes, at dette er et ½ tidsjob i ca. 1,5 år.

·         Der skal udpeges en intern ”skolekoordinator” der hjælper projektlederen og My Planet Too med at kommunikere og involvere kommunens skoler. Der afholdes møder med skoleledere, der hver især tager et ansvar for deres skole eller område.

·         Kommunens kommunikationsafdeling vil skulle bidrage med løbende at formidle gode historier vedrørende My Planet Too

·         En række øvrige personer vil komme til at arbejde med projektet, men for de fleste projektet være en del af deres daglige arbejde. F.eks. I de store uddannelsesinstitutioner, hos erhvervscentret, i skolerne osv.

My Planet Too varetager alle forhold og udgifter i forhold til afholdelse af selve konferencen.

Slagelse Kommune vil dog være ansvarlig for at sikre indkvartering og overnatninger til deltagerne på konferencen.

Retligt grundlag

Den kommunale styrelseslov.

Handlemuligheder

Økonomiudvalget kan beslutte, hvorvidt Slagelse Kommune skal arbejde videre med klimakonferencen ’My Planet Too’ med henblik på godkendelse af konkret samarbejdsaftale på mødet i juni.

Vurdering

Administrationen vurderer, at der er nogle spændende perspektiver i My Planet Too, herunder koblingen mellem den egentlige konference og et alsidigt online univers, der vil være bredt tilgængeligt og kunne benyttes gennem en længere periode blandt kommunens skoler og ungdomsuddannelser.

Det kan dog vise sig udfordrende allerede i skoleåret 2021/22 at sikre en kobling mellem skolernes undervisningsaktiviteter og My Planet Too, idet planlægningen af det kommende skoleår allerede er undervejs.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Slagelse Kommunes udgifter til konferencen mm. i form af betaling til My Planet Too vil ud fra oplægget beløbe sig til 5 mio. kr. ekskl. moms. Hertil kommer de ressourcer, som kommunen skal afsætte efter nærmere afklaring internt samt i styregruppen.

Tværgående konsekvenser

Emnet og målgruppen taget i betragtning har sagen relevans for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget samt Børne- og Ungeudvalget.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1.    at Økonomiudvalget beslutter, hvorvidt Slagelse Kommune skal arbejde videre med klimakonferencen ’My Planet Too’ med henblik på godkendelse af konkret samarbejdsaftale på mødet i juni.

Bilag

330-2021-174271

Bilag 1 - Oplæg om My Planet Too

Beslutning i Økonomiudvalget den 25. maj 2021:

Fraværende: 

At 1 - Drøftet.

Økonomiudvalget besluttede, at der ikke arbejdes videre med klimakonferencen "My Planet Too", med henvisning til økonomien.

(V) undlod at stemme, med den bemærkning, at det er en god idé, men der kræves større medfinansiering.

(B) undlod at stemme.