Møde i udvalget d. 6. februar 2017

7.     Endelig vedtagelse af lokalplan 1160, Kirkehavn på Omø (B)

Sagsnr.: 330-2016-7190                 Dok.nr.: 330-2017-28075                                            Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om forslag til lokalplan 1160, Kirkehavn, Omø, skal vedtages endeligt med de ændringer, der fremgår af hvidbogen.
Baggrund
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget blev på mødet den 11. januar 2016 orienteret om, at forvaltningen ville igangsætte en lokalplan for Kirkehavn på Omø for at give mulighed for flexboliger. Lokalplan 1160 er udarbejdet som en administrativ lokalplan, da formålet alene er at give mulighed for flexboliger i et allerede lokalplanlagt område. Lokalplanforslaget blev vedtaget administrativt den 26. oktober 2016.
I Kirkehavn kan der i dag ikke gives tilladelse til flexboliger, da de eksisterende lokalplaner fastlægger, at boliger skal anvendes som helårsboliger. Tilladelse kan ikke opnås ved dispensation, da kravet om helårsboliger indgår i formålsbestemmelserne. For at realisere ønsket om at give mulighed for flexboliger generelt i Slagelse Kommune, er det derfor nødvendigt med en ny lokalplan. Lokalplan 1160 erstatter de to eksisterende lokalplaner for Kirkehavn – lokalplan 47, Kirkehavn lokalcenter, og lokalplan 47A, Boligområde i Kirkehavn på Omø. De hensyn, som varetages af disse, er videreført uændret i den nye lokalplan. Tekst og kort er dog revideret og opdateret til en mere tidssvarende version.
Lokalplanen har været i offentlig høring i perioden 4. november – 30. december 2016. Slagelse Kommune har modtaget 2 høringssvar, begge fra borgere bosiddende på Omø. Afsenderen af det første høringssvar ønsker ikke, at der gives mulighed for flexboliger, og stiller en række spørgsmål til beslutningen om at indføre flexboligordningen. Afsenderen har også bemærkninger til andre forhold i lokalplanen, bl.a. betegnelsen ”lokalcenter” og bevaringshensyn. Det andet høringssvar hilser muligheden for flexboliger velkommen og bemærker, at der er behov for flere overnatningstilbud, hvis turismen på Omø skal fastholdes og udvikles. Høringssvarene er behandlet i vedlagte hvidbog og giver anledning til følgende ændringer i lokalplanen:
- I redegørelsens afsnit om eksisterende forhold indsættes et kort, der viser de bevaringsværdige bygninger, der er optaget i Kommuneplan 2013.
- Redegørelsens afsnit om lokalplanens forhold til anden planlægning og lovgivning tilføjes/præciseres med angivelse af tilgrænsende lokalplaner.
- Redegørelsens afsnit om teknisk forsyning præciseres med hensyn til kloakplanlægning.
- Fejl på kortbilag 3 rettes (vejnavn).
Retligt grundlag
Lokalplaner tilvejebringes i henhold til planlovens kap. 5.
Handlemuligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget har mulighed for at foretage mindre justeringer af lokalplanen som en del af den endelige vedtagelse.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge at vedtage lokalplan 1160 med de foreslåede ændringer. Derved vil det blive muligt at give tilladelse til flexboliger i Kirkehavn på Omø.
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan vælge ikke at vedtage lokalplan 1160. Derved vil det fortsat ikke være muligt at give tilladelse til flexboliger i Kirkehavn.
Vurdering
Lokalplan 1160 understøtter Slagelse Kommunes ønske om at indføre flexboligordningen i hele kommunen. Der er tidligere vedtaget lokalplaner for Bisserup, Agersø by og Omø by med samme formål, og Kirkehavn må betragtes som et ”restområde” i denne sammenhæng.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at lokalplan 1160 vedtages endeligt med de ændringer, som fremgår af hvidbogen,
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 6. februar 2017:
Fraværende: 
Godkendt.