Møde i udvalget d. 3. april 2017

10.   Forslag til lokalplan 1163 Genbrugsplads ved Slagelse Landevej, Korsør samt Kommuneplantillæg nr. 37 til Kommuneplan 2013 og tilhørende miljøvurdering (B)

Sagsnr.: 330-2016-16680               Dok.nr.: 330-2017-168987                                          Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Byrådet skal tage stilling til, om forslag til lokalplan 1163 – Genbrugsplads ved Slagelse Landevej, Korsør samt forslag til Kommuneplantillæg nr. 37 til Kommuneplan 2013 og miljøvurdering, skal vedtages og fremlægges i 8 ugers offentlig høring.
Baggrund
I forbindelse med AffaldPlus’ strukturtilpasning skal genbrugspladserne i hhv. Korsør og Vemmelev sammenlægges. Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget besluttede på sit møde den 11. januar 2016 at pege på en placering af den nye genbrugsplads ved Slagelse Landevej ved Korsør Renseanlæg. På baggrund af udvalgets beslutning blev lokalplan 1163 igangsat. Lokalplanen er ikke i overensstemmelse med Kommuneplan 2013. Derfor er lokalplanen ledsaget af et forslag til Kommuneplantillæg nr. 37.
I forbindelse med Kommuneplantillægget er der afholdt en foroffentlighedsfase med indkaldelse af idéer og forslag til planlægningen. Slagelse Kommune modtog i alt to høringssvar. Høringssvarene, der fremgår af vedlagte hvidbog, omhandler:
· Potentielle trafik-, støj- og lugtgener.
· Korsør Renseanlægs arkitekttegnede bygninger risikerer at blive undertrykket af et nyt teknisk anlæg foran renseanlægget.
Erhvervs,- Plan- og Miljøudvalget behandlede den 9. januar 2017 et forslag til lokalplan 1163 med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 37 og miljøvurdering. Udvalget besluttede ikke at tilslutte sig lokalplanforslaget, idet genbrugspladsen ville skærme for renseanlæggets arkitektur. Efterfølgende er der foretaget en revidering af lokalplanforslaget i samarbejde med AffaldPlus og dennes rådgiver.
Lokalplanen giver mulighed for placering af en genbrugsplads og haveaffaldsplads på to adskilte arealer i tilknytning til Korsør Renseanlæg. Selve genbrugspladsen placeres nord for- og i forlængelse af Korsør Renseanlæg (retning mod Vemmelev). Haveaffaldspladsen placeres syd for renseanlægget. Ved denne placering er der taget størst mulig hensyn til støjpåvirkning af nabobeboelse fra genbrugspladsen, den landskabelige påvirkning, indkig til renseanlæggets synlige bygning ved udløbet fra renseanlægget, trafikbetjening og den fortsatte landbrugsdrift.
Der fastsættes bestemmelser om etablering af en støjvold der beplantes, så området indgår som en helhed sammen med Korsør Renseanlæg. For at sikre synlighed omkring renseanlæggets særlige arkitektur, sikres indkig til bygningen fra Slagelse Landevej idet genbrugspladsen og haveaffaldspladsen ligger tilbagetrukket hhv. nord og syd for renseanlægget og udgør et samlet anlæg sammen med renseanlægget. Området foran renseanlægget og ud mod Slagelse Landevej er friholdt for bebyggelse.
Den valgte placering sikrer ligeledes, at den eksisterende adgangsvej til renseanlægget kan benyttes hensigtsmæssigt af den nye genbrugsplads og haveaffaldsplads. Der vil blive anlagt en adgangsvej på arealet op mod renseanlæggets vestlige afgrænsning. Der skal etableres en venstresvingsbane på Slagelse Landevej ved overkørslen til adgangsvejen.
Da der er tale om en planlægning for et nyt arealudlæg til etablering af en genbrugsplads og haveaffaldsplads, som må forventes at påvirke miljøet i form af støj, trafikbelastning, jordforurening og som vil påvirke det lokale landskab væsentligt, er der udarbejdet en miljøvurdering af planlægningen.
Det kan ikke undgås, at planlægningen for etablering af en ny genbrugsplads og haveaffaldsplads vil få miljømæssige konsekvenser for de nære omgivelser. Det er dog vurderingen, at de væsentlige konsekvenser i forhold til trafik, støj og visuelle forhold herunder indpasning i landskabet er minimeret ved tilvejebringelse af afværgende foranstaltninger:
· Trafikken forventes reguleret ved sænkning af hastighedsbegrænsningen til 60 km/t på en nærmere angiven strækning på Slagelse Landevej ved genbrugspladsen og der etableres venstresvingsbane til trafik svingende ind på den eksisterende adgangsvej.
· Der sikres den bedst mulige trafikale løsning og adgang til området ved at benytte den eksisterende adgangsvej til Korsør Renseanlæg.
· Genbrugspladsen etableres med beplantede støjvolde og en støjmur ved kolonihaveforeningen, der sikrer at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser kan overholdes.
· Støjvoldende etableres svarende til de eksisterende jordvolde omkring Korsør Renseanlæg, så området visuelt fremstår som et samlet anlæg og dermed indpasses så diskret som muligt i landskabet.
Miljøvurderingens ikke-tekniske resumé fremgår af lokalplanens redegørelse. Selve Miljø-vurderingen fremgår af lokalplanplanforslaget som bilag.
Retligt grundlag
Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Kommuneplantillæg tilvejebringes efter Planlovens § 23c.
Miljøvurderingen tilvejebringes efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Handlemuligheder
Byrådet kan vælge at vedtage Forslag til lokalplan 1163 med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 37 og miljøvurdering og dermed sende det i 8 ugers offentlig høring. Derved opfyldes planlovens formål om at skabe debat omkring planforslaget, hvilket er en forudsætning for at kunne vedtage planen endeligt.
Byrådet kan vælge at forkaste planforslaget. I dette tilfælde vil konsekvensen være, at genbrugspladsen ikke kan etableres på denne placering. Da der er truffet beslutning om at nedlægge genbrugspladsen i Vemmelev og etablere en ny fælles genbrugsplads for Korsør-Vemmelev, vil det være nødvendigt at finde en alternativ placering som sandsynligvis vil kræve lokalplanlægning. Dette vil få væsentlige konsekvenser for AffaldPlus’ tidsplan i forhold til åbning af en ny genbrugsplads inden udgangen af 2017.
Byrådet har også mulighed for at vedtage justeringer af planforslaget inden vedtagelsen om at fremlægge planforslaget i 8 ugers offentlig høring.
Vurdering
Plan anbefaler, at Forslag til lokalplan 1163 med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 37 og miljøvurdering vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring.
Planforslaget understøtter den strukturtilpasning som AffaldPlus er i gang med at gennemføre.
Som en del af strukturtilpasningen af genbrugspladserne skal AffaldPlus sammenlægge genbrugspladserne i Korsør og Vemmelev og i den forbindelse etablere en ny tidssvarende og fremtidssikret genbrugsplads inden udgangen af 2017. Den nye genbrugsplads skal betjene både Korsør og Vemmelev. Derfor skal der være gode trafikale adgangsforhold til genbrugspladsen fra hhv. Korsør og Vemmelev.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektør indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Forslag til lokalplan 1163 med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 37 samt miljøvurdering vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring.
2.    at Der afholdes borgermøde enten den 30. maj 2017 eller den 31. maj 2017 tidsrummet mellem 18.30 og 20.00 i Ydun Forsamlingshus.
3.    at Sagen sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 3. april 2017:
Fraværende:  Ali Yavuz (A), Johnny Persson (V)
Anbefales.
Borgermøde afholdes den 30. maj 2017.