Møde i udvalget d. 6. marts 2017

17.   Nytorv, Slagelse - forslag til midlertidig omdannelse (D)

Sagsnr.: 330-2017-14289               Dok.nr.: 330-2017-111777                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal drøfte, om man ønsker at imødekomme forslag fra Business Slagelse om en række forbedringsarbejder på Nytorv i Slagelse. Der vil i praksis være tale om et forsøgsprojekt, der skal ses som forløber for et større byrumsprojekt på et senere tidspunkt.
Baggrund
Business Slagelse har i 2016 henvendt sig til Slagelse Kommune med ønske om, at der snarest muligt gennemføres en række forbedringsarbejder på Nytorv. Slagelse Kommune deltog på et møde i et underudvalg i Business Slagelse, det såkaldte ’L7’, den 30. juni 2016. Her udtrykte udvalget utilfredshed med Nytorvs udseende og fremsatte ønske om, at pladsen renoveres, bl.a. med en stor sejl-overdækning, opsætning af pullerter for at hindre bilkørsel på torvet samt forbedrede forhold for stadeholderne.
Der har i den efterfølgende periode været afholdt dialogmøder mellem repræsentanter for Business Slagelse og Slagelse Kommune. Der har desuden været afholdt møde med repræsentanter for stadeholderne, lige som der har været afholdt to teknikermøder på selve pladsen for at drøfte mulighederne.
På den baggrund har forvaltningen udarbejdet et forslag til et forsøgsprojekt. Det er formuleret som en dispositionsplan, der flytter stadepladserne og beskriver en række indsatser (se bilag). Det har været fremsendt til Business Slagelse, der i store træk udtrykker tilfredshed med forslaget. Efterfølgende er der indhentet overslagspriser på, hvad en gennemførelse af projektet vil koste.
Som det fremgår af dispositionsplanen bygger projektet på en hovedidé om at flytte stadepladserne ned i hjørnet, hvor de vil få større effekt af fodgængerflowet i Galleriet og Nygade. El- og vandinstallationer forbedres, og den nuværende beplantning i hjørnet (bortset fra to træer) fjernes.
Det skaber mulighed for at betragte arealet langs gågaden, hvor stadepladserne er i dag, som et nyt særligt aktivitetsområde for events og med mulighed for at placere scenerne fra f.eks. Sct. Michaels Nat og Festugen. Det vil give bedre tilkørselsforhold til backstage-området og scenen (så man undgår trafik ind over torvet). Af samme grund optimeres el-installationerne i dette område.
Det nye torvehandelsområde og aktivitetsområdet forbindes af en akse, der starter ved to ’portaltræer’ i hjørnet mod Nygade og skærer ind over torvet – omtrent hvor der i gamle dage løb en vej. Belægningsbåndet udføres primært af granitstensbånd, der er rester fra Schweizerplads-projektet. Det er vist i særskilt udkast til belægningsplan (bilag).
En del af torvehandelsområdet (300-400 m2) foreslås overdækket med en sejlkonstruktion på master.
Desuden foreslås en trafikdæmpende løsning, hvor der opstilles ambassadepullerter ved indkørslen fra hhv. Smedegade og Gammeltorv. Ambassadepullerter kan med nøgle eller fjernbetjening sænkes ned i jorden, så f.eks. varelevering og service- og redningskørsel kan ske uhindret.
Det økonomiske overslag er her beskrevet i tre forskellige scenarier, afhængig af ambitionsniveauet:
Scenarie 1: Den store løsning – her imødekommes Business Slagelse mest muligt, inklusiv vejlukning (ambassadepullerter) både ved Gammeltorv og Nytorv, overdækning med solsejl og omlægning af belægning i et bånd hen over pladsen: 4.690.000 kr.
Scenarie 2: Den mellemste løsning – her imødekommes Business Slagelse fortsat i rimeligt omfang, men det meget dyre solsejl er sparet væk: 1.750.000 kr.
Scenarie 3: Den mindste løsning – her er der reelt kun tale om etablering/flytning af installationer og inventar men uden omlægning af belægning, og uden solsejl, og kun med vejlukning ved Nytorv: 970.000 kr.
Tallene indeholder rådgiverhonorar og post til uforudsete udgifter – men er ekskl. moms.
Der skal forventes en driftsudgift på ambassadepullerter på 40.000 kr. per år per vejlukning.
Hvis der kan findes midler til projektet, og det umiddelbart kan godkendes af udvalget, er det muligt at igangsætte arbejdet med det samme, så det renoverede torv kan tages i brug først på sommeren 2017.
Retligt grundlag
Det følger af kommunalfuldmagten, at kommunen kan skabe grundlag for byudvikling til gavn for alle.
Handlemuligheder
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget kan drøfte oplægget med henblik på at enten at bede forvaltningen om at fremme sagen, som den er beskrevet eller sende den retur med bemærkninger til forvaltningen for yderligere kvalificering.

Hvis udvalget ønsker at imødekomme Business Slagelses ønsker helt eller delvist, bedes udvalget drøfte ambitionsniveauet og dermed hvilket af de tre scenarier, der skal arbejdes videre med. I så fald kan udvalget bede forvaltningen om at sende sagen til udtalelse i Slagelse Bymidtegruppe.
Vurdering
Forvaltningen vurderer, at en ny disponering af Nytorv, som beskrevet, vil styrke handelen og skabe nye og bedre muligheder for at bruge byrummet. Samtidig vil det sende et signal om, at Slagelses byrum ikke er blevet glemt (efter byrumsprojekter i både Skælskør og Korsør). Det skal dog understreges, at dette projekt ikke kan erstatte et egentligt byforskønnelsesprojekt for Nytorv – men det vil som forsøg betragtet være relevant for at kunne skabe den bedst mulige løsning fra start, når det ’rigtige’ torveprojekt skal gennemføres inden for nogle år.
En løsning med solsejl vil fordyre projektet væsentligt, og det kan komme til at virke som en uhensigtsmæssig binding ift. et senere byrumsprojekt.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Der er ikke på forhånd taget endelig stilling til finansering.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget drøfter forslaget.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 6. marts 2017:
Fraværende:  Villum Christensen (I)
Drøftet.
Udvalget ønsker at der arbejdes videre med scenarierne 2 og 3 samt muligheder for finansiering inden for udvalgets egne politikområder.
Administrationen igangsætter en masterplan for Slagelse Bymidte.
Sagen forelægges udvalget på ny.