Møde i udvalget d. 4. december 2017

7.     Boglige talentforløb på skoleområdet (O)

Sagsnr.: 330-2014-36805               Dok.nr.: 330-2017-713904                                          Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget orienteres om boglige talentforløb for udskolingselever.
Baggrund
I december 2014 vedtog Uddannelsesudvalget en talentstrategi for folkeskolerne i Slagelse. Strategien indebærer, at der skal etableres talentforløb til elever indenfor tre områder: det boglige, det kreative og idræt.
Efterfølgende er der etableret eliteidrætsklasser på Nymarkskolen og kunsttalentklasser på Skælskør Skole. I februar 2017 besluttede Uddannelsesudvalget, at den boglige og faglige talentudvikling skulle etableres som særlige forløb på tværs af skoler.
Center for Skole har på baggrund heraf etableret et samarbejde med Slagelse Gymnasium, ZBC Scelandia og UngSlagelse omkring en række boglige talentforløb. Der er i alt 8 forløb som spænder over en bred vifte af fag og emner:
· filmformidlet naturvidenskab
· astronomi
· farver set ud fra en kemisk, fysisk og biologisk synsvinkel
· robotteknologi
· creative writing
· holocaust gennem teenageres egne øjne
· branding og købsadfærd
· madkundskab
Talentforløbene er for udskolingselever i 7.-10. klasse, der er fagligt dygtige i det konkrete emne eller fag, og som er engagerede og motiverede for at lære noget nyt. I talentforløbene bliver eleverne udfordret maksimalt og får samtidig mulighed for at møde andre unge med samme interesse som dem selv. Eleverne til de enkelte talentforløb udvælges af deres lærere, og holdene bliver sammensat af elever på tværs af skolerne. Der kan deltage omkring 200 elever i alt. Forløbene afvikles i skoletiden i vinteren og foråret 2018 og strækker sig over 3-6 undervisningsgange. Undervisningen foregår på ungdomsuddannelserne, og der indgår ekskursioner til relevante institutioner og virksomhedsbesøg på flere forløb. Der afsluttes med en fælles fernisering, hvor eleverne præsenterer noget af det, de har arbejdet med. Folder med nærmere beskrivelse af de enkelte forløb mm er vedlagt som bilag 1.
Forløbene evalueres i foråret med henblik på eventuelle justeringer til skoleåret 2018-19.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger.
Handlemuligheder
Uddannelsesudvalget kan tage orienteringen til efterretning.
Vurdering
Talentforløbene har været forelagt skolelederne, der har udtrykt, at talentforløbene er et rigtigt godt tilbud, som tilgodeser de dygtigste elever og bidrager til at anerkende deres indsats. Center for Skole oplever, at der er etableret et frugtbart samarbejde med ungdomsuddannelserne, som der kan bygges videre på i fremtiden.
Center for Skole vurderer, at talentforløbene kan bidrage med faglige udfordringer til en gruppe af elever, som det kan væres svært for den enkelte skole at tilgodese i den almene undervisning. De udbudte talentforløb kan ramme elever med evner og interesser indenfor en meget bred vifte af fag og emner, og er med til at understøtte brobygning mellem skole og ungdomsuddannelse. Samtidig har de enkelte forløb forskelligt omfang og indhold, hvilket giver mulighed for at afprøve forskellige modeller og vurdere, hvad der fremadrettet fungerer bedst.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Centerchefen for Skole indstiller,
1.    at uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 4. december 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V), Thomas Clausen (Ø)
Til efterretning.