Møde i udvalget d. 19. april 2021

7.     Tilskud til græskarfestival (B)

Sagsnr.: 330-2021-515                     Dok.nr.: 330-2021-123672          Åbent

Kompetence:

Økonomiudvalget

Beslutningstema

Økonomiudvalget skal beslutte, hvorvidt der skal bevilges tilskud på 150.000 kr. til afholdelse af en græskarfestival i Skælskør.

Sagens indhold

Slagelse Kommune har modtaget en anmodning om et tilskud på 150.000 kr. til afholdelse af en græskarfestival i Skælskør i uge 42.

Udgangspunktet for arrangørernes ønske om at afholde en græskarfestival er, at Danmarks største græskarproducent Thorsbjerggaard ligger ved Skælskør, og at det derfor er en oplagt mulighed for et samarbejde omkring en event. Festivalens omdrejningspunkt vil være græskarret og dets alsidighed, hvilket vil sige alt fra gastronomi og kunst til kreativitet, leg og oplevelser. I ugens løb vil der både være forskellige græskarrelaterede workshops og events, ligesom der også vil være musikalsk underholdning samt salgsboder og udsmykning flere steder i midtbyen. Arrangørerne lægger op til et stort fokus på at aktivere og benytte lokale ressourcer med henblik på at skabe merværdi for Skælskør by og kommunen som helhed.

Målgruppen for græskarfestivalen er det brede publikum, som spænder lige fra børnefamilien til seniorer, og festivalen forventes at kunne opnå en betydelig geografisk rækkevidde og tiltrække besøgende fra andre kommuner. Med dette for øje har arrangørerne været i dialog med Destination Sjælland, som har givet accept på at markedsføre festivalen, ligesom også TV ØST er interesserede i at skabe opmærksomhed omkring festivalen.

Det er arrangørernes klare ambition, at græskarfestivalen skal være en tilbagevendende begivenhed i Skælskør i uge 42, og derfor er der særligt fokus på at dokumentere alle processer og aktiviteter med billeder og videoer af høj kvalitet for at skabe et stærkt markedsføringsmæssigt grundlag for Græskarfestival 2022.

Bilag 1 indeholder uddybende beskrivelse af festivalen, herunder også arrangørernes budget, succeskriterier samt en overordnet markedsføringsplan.

Retligt grundlag

I henhold til kommunalfuldmagten har kommunen mulighed for at yde økonomisk støtte til kulturelle formål, som er tilgængelige og til gavn for alle borgere.

Handlemuligheder

Økonomiudvalget kan beslutte, hvorvidt der bevilges tilskud på 150.000 kr. til afholdelse af en græskarfestival i Skælskør.

Vurdering

Det er administrationens vurdering, at den skitserede græskarfestival vil kunne bringe værdi til Skælskør by og kommunen som helhed. Afholdelse i skolerne efterårsferie vil sikre muligheden for en bredere opbakning til festivalen, og idet der lægges op til primært udendørsaktiviteter, vil festivalen med stor sandsynlighed kunne afholdes uagtet COVID-19-situationen.

Med arrangørernes ønske om at benytte lokale ressourcer vil det lokale erhvervsliv kunne drage stor fordel af de enkelte delelementer, som de kan byde ind med i festivalen, ligesom de mange aktiviteter i bymidten har potentiale til at trække flere kunder til samtlige butikker.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Såfremt Økonomiudvalget beslutter at bevilge tilskud til græskarfestivalen, kan finansieringen findes inden for Økonomiudvalgets ramme.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1.    at Økonomiudvalget beslutter, hvorvidt der bevilges tilskud på 150.000 kr. til afholdelse af en græskarfestival i Skælskør.

Bilag

330-2021-123673

Bilag 1 - Ansøgning - Græskarfestival

Beslutning i Økonomiudvalget den 19. april 2021:

Fraværende: 

At 1 - Godkendt.

Ann Sibbern (UFP) undlod at stemme med henvisning til at finansiering bør ske via Erhvervscenteret og Visit Vestsjælland.