5. Kommuneplan 2021 - revideret forslag til retningslinjetemaet "LANDOMRÅDER" (B)
5. Kommuneplan 2021 - revideret forslag til retningslinjetemaet
"LANDOMRÅDER" (B)
Sagsnr.: 330-2020-27731 Dok.nr.: 330-2020-393861 Åbent
Kompetence: Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget
Beslutningstema
Miljø-, Plan- og
Landdistriktsudvalget skal beslutte, om det reviderede forslag til
retningslinjetemaet ”Landområder” skal godkendes.
Baggrund
Med udviklingsstrategiens endelige vedtagelse den 22. juni
2020 blev det besluttet, at der skal gennemføres en delvis revision af
kommuneplanen.
Kommuneplanen er den overordnede plan for kommunens fysiske
udvikling og består af tre dele:
- Hovedstruktur (hvad vil
vi?)
- Retningslinjer (hvordan
gør vi?)
- Rammer (hvor gør vi
hvad?)
Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget godkendte på møde den
4. maj 2020 og dernæst på mødet den 31. august 2020 proces og tidsplan for
Kommuneplan 2021. Kommuneplan 2021 forventes vedtaget i august 2021.
Retningslinjerne, som beskriver principperne for
arealanvendelse i kommunen, revideres med udgangspunkt i at opdatere indholdet
i forhold til ajourføring, ny lovgivning og internt vedtagne planer og
strategier.
Kommuneplanens retningslinjer er inddelt i 12 temaer. Denne
sagsfremstilling behandler temaet ”Landområder” med retningslinjer for:
- 7.1
Landsbyer (nyt emne)
- 7.2
Åbent land
- 7.3
Anlægsområder
- 7.4
Sommerhusområder
Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget behandlede
retningslinjetemaet ”Landområder” på mødet den 15. september 2020 og kom med en
række bemærkninger, som denne sag følger op på.
Endvidere har administrationen arbejdet videre med at
forsøge at implementere indholdet i landsbyanalysen for kommunens 17 største
landsbyer i kommuneplanen. Administrationen vurderer, at retningslinjerne for
landsbyerne, som er krav i forhold til planloven, hører hjemme under temaet
”Landområder”, hvorfor ”Landsbyer” er tilføjet som nyt emne. Retningslinjerne
for kommunens landsbyer kunne før findes under overskriften ”Åbent land”, men administrationen
foreslår, at landsbyerne får en selvstændig overskrift. Det betyder samtidig,
at der er ændret på rækkefølgen, og at emnet ”Åbent land” er blevet revideret,
så der er sammenhæng mellem retningslinjer for landsbyer og retningslinjer for
åbent land. Det reviderede forslag til retningslinjetemaet ”Landområder”
fremgår af bilag 1.
7.1 Landsbyer: Grundlaget for retningslinjerne for
landsbyerne
At landsbyerne får mere plads, skyldes, at der forud for
Kommuneplan 2021, blev foretaget en større landsbyanalyse, som blev fremlagt
for udvalget i februar 2020 og siden har været debatteret med landsbybeboere på
dialogmøder i Rude, Havrebjerg og Fårdrup i juni 2020. På dialogmøderne var der
generelt stor opbakning til indsatsområdernes og analysens indhold. Derfor har
den endelige analyse stor lighed med den, som blev fremlagt for udvalget i
februar, hvor borgernes input er blevet brugt til at gøre indsatsområderne
skarpere. Den endelige analyse (bilag 2) og fælles opsamling af dialogmøderne
(bilag 3) er vedlagt som bilag.
Landsbyanalysen udpeger 4 indsatsområder: Rum til fællesskab, Tilpasning af
boligmassen, Styrkelse af kultur- og naturkvaliteter samt Bedre infrastruktur.
Forslaget til de nye retningslinjer er udformet på baggrund af analysen. Retningslinjerne
regulerer den fysiske udvikling af landsbyerne, hvorfor det primært er de tre
første indsatsområder, som afspejles i retningslinjerne, mens indsatsområdet
bedre infrastruktur hører hjemme i temaet trafik og veje i kommuneplanen, som
behandles senere.
Udover landsbyanalysen binder retningslinjerne sig op på
udviklingsstrategiens afsnit om alternative boformer, biodiversitetsindsatsen
og byfornyelsesstrategien for at sikre en rød tråd i kommunens arbejde.
7.1 Landsbyer: Definitionen af landsbyerne i
kommuneplanen
Hvor landsbyanalysen er udarbejdet med udgangspunkt i kommunens 17 største
landsbyer på mellem 100-400 indbyggere, er disse ikke de eneste bebyggelser i
kommunen, der har en egentlig landsbykarakter, og der findes i kommunen mange
landsbyer med omtrentlig samme størrelse. Derfor lægger administrationen op
til, at retningslinjerne skal gælde for alle landsbyer med en størrelse på 65 beboere eller omkring 30 huse, som efter
administrationens vurdering har en tilstrækkelig størrelse og et miljø til, at
der er en generel interesse at varetage.
Retningslinjerne vil ikke gælde for bebyggelser af mindre
omfang, herunder husmandssteder, spredt bebyggelse og de helt små landsbyer.
Disse bebyggelser reguleres af retningslinjerne under ”7.2 Åbent land” samt
landzonereglerne i planloven.
7.2 Åbent land:
Med tilføjelsen af ”7.1 Landsbyer”, som et selvstændigt emne
under temaet ”Landområder”, udgår flere retningslinjer fra afsnittet ”7.2 Åbent
land” men indskrives i stedet i retningslinjerne for ”7.1 Landsbyer” for at
undgå gentagelser.
Den nye rækkefølge, de tilføjede retningslinjer og
ændringerne til ”7.2 Åbent land” kan ses af bilag 1.
7.3 Anlægsområder:
På udvalgsmødet den 15. september 2020 bad udvalget om en
overordnet vurdering af arealreservationerne til veje nord for Slagelse og
Skælskør. Administrationen har udarbejdet et kort notat (bilag 4) samt
vedhæftet COWI’S ”Screening af nordlig omfartsvej i Slagelse” fra 2014 (bilag
5).
Arealreservationerne fastholdes i kommuneplanen, og
indledningen samt afsnittet om Kobæk Camping er uddybet. Ny tekst siden mødet
den 15. september er markeret med blåt i bilag 1.
Administrationen har været i dialog med Nationalmuseet
vedrørende udpegning af nyt anlægsområde omkring Museet ved Trelleborg.
Nationalmuseet er glad for, at kommunen fortsat vil understøtte en positiv
udvikling af Trelleborg og allerede nu vil kigge nærmere på
udvidelsesmuligheder. Det er dog aftalt, at indtil der opstår et mere akut
behov og et mere konkret ønske om areal til en bestemt aktivitet eller
funktion, afventer ny udpegning af anlægsområde i kommuneplanen. Det vurderes
at være aktuelt ved næste revision af kommuneplanen.
Trelleborgs omkringliggende naturområder mod Storebælt
indgår som en del af retningslinjetemaet ”9 Landskab”, som behandles af
udvalget i december 2020.
7.4 Sommerhusområder:
I tråd med udvalgets beslutning på mødet den 15. september
2020 er der tilføjet et afsnit i redegørelsen om, at Slagelse Kommune vil
arbejde for at kunne udlægge nye sommerhusområder, hvis muligheden byder sig
(markeret med blåt i bilag 1).
Retligt grundlag
Planlovens bestemmelser om kommuneplanlægning (kapitel 4)
samt oversigt over de statslige interesser i kommuneplanlægningen.
Handlemuligheder
Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget kan vælge at godkende
det reviderede forslag til retningslinjetemaet ”Landområder”.
Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget kan vælge at komme
med ændringer til det reviderede forslag til retningslinjetemaet ”Landområder”.
Vurdering
7.1 Landsbyer
Målet med retningslinjerne er at værne om den enkelte
landsbys særegen og sikre, at nye projekter bidrager positivt til landsbyerne.
Det som kan være et godt projekt i én landsby, kan meget vel være helt forkert
i en anden. Retningslinjerne skal være et redskab, der kan styre, hvor der kan
gives tilladelse til nye boliger og sikre, at de indpasses godt i den
specifikke landsby. Eksempelvis vil et moderne parcelhus i en velbevaret
landsby risikere at forringe landsbymiljøet. I sådanne landsbyer er det
vigtigt, at husene bygger videre på landsbystrukturen og ligner de
omkringliggende huse i højde, tagform eller andre særlige kendetegn. Andre
landsbyer er mere blandende i deres bebyggelse, hvorfor grænsen for, hvad der
tillades bebygget, bør være mere åben.
7.3 Anlægsområder
Det er fortsat administrationens vurdering, at de nuværende
arealreservationer til nordlige omfartsveje i Slagelse og Skælskør bør
fastholdes i de tracéer, der er udlagt i kommuneplanen.
En flytning af arealreservationen for den nordlige
omfartsvej i Slagelse længere mod nord (400 – 600 m) vil betyde, at langt flere
boliger vil opleve en tættere placering til den nye omfartsvej, hvor særligt
Slagstrup vil blive berørt. Endvidere vil der opstå en problemstilling med det
vestlige ophæng på rute 22, da der skal etableres ny adgang til Statens vej
umiddelbart nord for Enggården. Det er ikke undersøgt, om Staten vil acceptere
en ny vejtilslutning.
Et alternativ til flytningen af omfartsvejen er at udbygge
Slagstrupvej med en større anlægsændringer til følge, hvilket vil have negative
konsekvenser for de ejendomme, der allerede i dag ligger umiddelbart op til
Slagstrupvej. Det vurderes endvidere, at denne løsning ikke vil understøtte den
tunge trafik til erhvervsområdet i den nordlige del af Slagelse by, hvorfor den
tunge trafik vil fortsætte med at bruge Ndr. Ringgade, som man netop ønsker at
aflaste.
En udbygning af kommunens største sammenhængende
erhvervsområde ved Stigsnæs er et af Slagelse Kommunes prioriterede indsatsområder
inden for erhvervsudvikling. Udviklingen af området afventer en nærmere
afklaring, hvorfor en detaljeret trafikanalyse med henblik på at vurdere den
nuværende arealreservations indvirkning og nødvendighed afventer.
Administrationen vurderer dog, at det er vigtigt, at der i kommuneplanen
fastholdes en reservation, der sikrer muligheden for udbygning af
infrastrukturen med henblik på en fremadrettet bedre trafikafvikling til og fra
Stigsnæs. Indtil der er udarbejdet en mere konkret trafikvurdering, på baggrund
af reelle udviklingsmuligheder for Stignæs-området, anbefaler administrationen,
at den eksisterende reservation fastholdes i nuværende tracé i stedet for at
lave en ny linjeføring, som senere skal revurderes.
På baggrund af
ovenstående anbefaler administrationen, at Miljø-, Plan- og
Landdistriktsudvalget godkender det reviderede forslag til retningslinjetemaet
”Landområder”.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Chefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,
1.
at det reviderede forslag til retningslinjetemaet ”Landområder” godkendes.
Beslutning i Miljø-, Plan-
og Landdistriktsudvalget den 19. oktober 2020:
Fraværende:
Godkendt.
Udvalget havde en drøftelse af vedlagte bilag.
Steen Olsen (A) havde følgende bemærkninger:
Ad. 10.5.3/Omfartsveje søges nedgravet i forhold til miljø
og natur.
Ad. 11.2.5/campingplads ved Kobæk Det undersøges om det
griber ind i Natura 2000 eller andre fredede områder.
Der er ikke sammenhæng mellem 7.1.3 og Energi og Teknik
afsnit 2.1 (f.eks. antenner, solcelleanlæg mv)
Udvalget ønsker Kommuneplanen samlet i et dokument, når den
sendes i høring.