21. Forslag til spildevandsplan 2019 i offentlig høring (B)
21. Forslag til spildevandsplan 2019 i offentlig høring (B)
Sagsnr.: 330-2017-4079 Dok.nr.: 330-2018-536802 Åbent
Kompetence: Byrådet
Beslutningstema
Forslag til spildevandsplan 2019 og tilhørende
miljøvurdering skal godkendes til 8 ugers offentlig høring.
Det skal endvidere særskilt besluttes, om de resterende
sommerhusområder i Slagelse Kommune skal kloakeres.
Baggrund
Spildevandsplanen skal ligesom
kommuneplanen revideres hver 4. år.
På et fælles temamøde d. 26.
juni 2018 mellem Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget og SK Forsynings
bestyrelse blev spildevandsplanen drøftet. Efterfølgende besluttede Miljø-,
Plan- og Landdistriktsudvalget d. 6. august 2018, at sende forslag til
spildevandsplan 2019 i høring hos SK Forsyning A/S.
SK Forsynings høringssvar
fremgår af bilag. Bemærkninger er med undtagelse at kloakering af
sommerhusområde indarbejdet i forslaget
Spildevandsplan 2019 er en
overordnet rammeplan for arbejdet med spildevandet i en planperiode på 12 år.
Planen beskriver, hvor og hvornår der skal foretages spildevandsindsatser i et
område. Efterfølgende udarbejdes der i samarbejde med borgerne, forsyningen og
kommunen et spildevandsplanstillæg for de konkrete anlægsprojekter, der berører
grundejerne direkte. Et spildevandsplantillæg skal ligesom denne plan i høring
og endelig godkendes politisk.
Spildevandsplanen har fokus på
at få ”Mest miljø for pengene”. Det betyder, at vi sætter ind der, hvor
effekterne er størst. Udgangspunkt for forslaget er, at det skal kunne
gennemføres inden for SK Forsynings budget, uden at det bliver nødvendigt at
hæve spildevandstaksten.
I store træk fortsætter
forslaget indsatserne fra den gældende spildevandsplan i forhold til miljø,
klima og forsyningssikkerhed.
Spildevandsplanen består af 3
dele. En digital spildevandsplan der beskriver indholdet, en miljøvurdering der
beskriver konsekvenserne for miljøet, et digitalt kort, hvor borgere og virksomheder
kan søge, hvad der gælder for deres ejendom.
Spildevandsplanen indeholder 3
fokusområder:
1. Forsyningssikkerhed
· Kortlægning af forsyningens ledningsnet frem til 2030
· Undersøgelse af 100 km kloakledning om året
· Tætne 10 km kloakledning om året
· Separatkloakere en række områder
· Kortlægge og registrerer kommunens egne regnvandsledninger
2. Vandmiljø
og det åbne land
· Forbedre vandmiljøet i Vestermose Å, Gudum Å, Bjerge Å, Lindes Å
og Harrested Å.
· Forbedret spildevandsrensning i det åbne land på ca. 320 ejendomme
3. Renovering/kloakering
af landsbyer
· Renovere/kloakere og/eller rense spildevandet i landsbyerne: Bildsø,
Flakkebjerg Stationsby, Gerlev, Gl. Forlev, Hejninge, Hemmeshøj, Lundforlund,
Nordrup, Næsby ved Stranden, Skørpinge, Skalsbjerg, Snekkerup, Stude, Sønderup
og Hyllested.
I løbet af 2019 forventes det, at det omfattende arbejde med
sommerhuskloakeringerne afsluttes, hvorefter fokus i højere grad rettes mod
kloakering og renovering af landsbyerne.
I de større byområder fortsættes den hidtidige indsats med
at skabe et bedre overblik over det eksisterende ledningsnet. Renovering sker
under hensyn til tilstand og aflastning af nedstrøms anlæg ved at afskære
regnvandet opstrøms fx med separatkloakering, som er med til at gøre vores
kloaksystemer mere robuste i forhold til klimaforandringer.
Det søges løbende at samordne indsatsen med andre større
anlægsprojekter, hvor det giver mening at få ordnet kloakken samtidigt. F.eks. betyder
elektrificeringen af jernbanen, at ledningsanlæg under Bane Danmarks arealer
skal sikres i den kommende planperiode.
Nye byggemodninger kan – af økonomiske hensyn- forskyde
indsatserne med at renovere byernes ledningsanlæg eller indsatsen i
landsbyerne.
I de kommende år forventes det, at en del gamle
erhvervsområder bliver omdannet til boligområder. Selv om områderne i dag er
tilsluttet Forsyningens kloak, betyder omdannelserne ofte at de gamle interne
ledningsanlæg på erhvervsgrundene skal erstattes af nye ledningsanlæg frem til
nye matrikler. Som noget nyt skal bygherre på de gamle erhvervsgrunde forvente
at skulle betale ekstraomkostningerne til de nye ledningsanlæg. Efter aftale
med Forsyningen vil det være muligt at aftale en overdragelse af
ledningsanlægget til Forsyningen.
SK Forsynings bestyrelse har stillet forslag om, at
sommerhuskloakeringen fortsætter for områderne Frølunde Fed, Knivskær, Stigbjerg
Huse og Agersø Strandgården uden at de ovenstående aktiviteter nedprioriteres.
Kloakeringen de resterende sommerhusområder forventes finansieret ved optagelse
af lån. Forslaget er ikke indarbejdet i nærværende forslag.
Retligt
grundlag
Ifølge miljøbeskyttelsesloven § 32 er det Slagelse Kommune,
der skal løfte opgaven med at udforme spildevandsplanen.
Spildevandsplanen omfatter oplysning jf.
Spildevandsbekendtgørelsens (BEK nr. 1469 af 12/12/2017) § 5 stk. 1, samt § 6
om behandlingen af forslaget samt kapitel 8 om ophævelse af tilslutningsretten
og pligten.
Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Miljøvurderingen
kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. En klage kan have opsættende
virkning.
Forslaget skal fremlægges i offentlig høring i 8 uger fra
den 27. november 2018 til den 21. januar 2019.
Handlemuligheder
Forslaget til spildevandsplanen kan sendes i offentlig
høring. Alternativt kan Byrådet sende forslaget tilbage til fornyet behandling,
f.eks. hvis der ønskes en anden prioritering af forslagene.
Endvidere kan Byrådet beslutte, at SK Forsyning bestyrelses forslag
om fortsættelse af sommerhuskloakeringen skal indarbejdes i forslag til
spildevandsplan 2019, inden planen sendes i offentlig høring.
Vurdering
Administrationen vurderer, at forslaget lever op til de
overordnede mål med en spildevandsplan, herunder også målet om at sikre et
bedre vandmiljø.
Administrationen anbefaler, at forslaget til
spildevandsplanen med den tilhørende miljøvurdering sendes i 8 ugers offentlig
høring.
Byrådet bør overveje om en
fortsættelse af sommerhuskloakeringen skal prioriteres, f.eks. i forhold til en
ekstraindsats for regnvandsbetingede udledninger til kommunes vandløb, som kan
have en væsentlig betydning for målopfyldelsen bl.a. i Skovsø/Gudum Å. Tiltag i
forhold til regn betingede udledninger vil ud fra et miljømæssigt synspunkt
have en større miljøeffekt end kloakering af de resterende sommerhusområder.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Udgifter til kloakering afholdes af SK Forsyning. Grundejere
skal selv afholde udgifter til kloakering på egen grund.
Ved optagelse af lån til finansiering af sommerhuskloakering
må det forventes, at det vil presse den fremtidige investeringsramme for SK
Forsyning, da lånet skal afdrages indenfor investeringsrammen. Dette betyder,
at der fremadrettet vil være færre penge til kloakeringsprojekter.
Udgifter til etablering af renseforanstaltninger i det åbne
land afholdes af grundejer.
Det er i spildevandsplanen foreslået, at der udarbejdes en
plan og budget for etablering, drift og vedligeholdes af kommunale spildevandsanlæg
(regnvandsledninger for vejafvanding). Ressourcer til arbejdet med denne plan
forventes at kunne afholdes inden for eksisterende budget.
Konsekvenser
for andre udvalg
Kommunalt ejet ejendomme er ligesom alle andre ejendomme i
Slagelse Kommune omfattet af spildevandsplanen og kan derfor blive berørt.
Indstilling
Centerchefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller, at det
overfor Byrådet anbefales,
1. at der
træffes beslutning om, hvorvidt sommerhuskloakeringen fortsætter for områderne
Frølunde Fed, Knivskær, Stigbjerg Huse og Agersø Strandgården.
2. at Miljø-,
Plan- og Landdistriktsudvalget sender forslag til Spildevandsplan 2019 med
tilhørende miljøvurdering videre til Byrådet med anbefaling om, at planen kan
sendes i 8 ugers offentlig høring.
Beslutning i Miljø-, Plan-
og Landdistriktsudvalget den 5. november 2018:
Fraværende:
Ad. 1: Udvalget anbefaler at sommerhuskloakeringen
fortsætter.
Jørgen Gruner (F) kunne ikke tilslutte sig denne ændring.
Udvalget ønsker en nærmere redegørelse for Forsyningens låneramme
og prioritering af andre projekter.
Ad. 2: Anbefales.
Udvalget ønsker at regnvandsbetinget udløb indgår i den
samlede vurdering af belastning til vandløbene.
Beslutning i Økonomiudvalget
den 19. november 2018:
Fraværende:
At 1 - Økonomiudvalget anbefaler udvalgets beslutning.
Imod stemte Jørgen Grüner (F), Thomas Clausen (Ø) og Villum
Christensen (I).
At 2 - Anbefales til byrådets godkendelse med den forudsætning,
at de i udvalget rejste spørgsmål afdækkes nærmere i høringsperioden.