Kompetence
Teknik-, Plan-, og Landdistriktsudvalget
Beslutningstema
Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget skal tage stilling til om kommunen skal yde støtte til en istandsættelse af Høve Marks Forsamlingshus, beliggende Sorø Landevej 308, 4261 Dalmose.
Indstilling
Miljø-, Plan- og Teknikchefen indstiller,
1. at Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget godkender, at der ydes støtte til en istandsættelse af forsamlingshuset i en form som ansøgt samt beskrevet i nedenstående vurdering,
Sagens indhold
Bestyrelsen for Høve Marks Forsamlingshus sender ansøgning om byfornyelsesstøtte til istandsættelse af forsamlingshuset.
Forsamlingshuset søger om byfornyelsesstøtte til istandsættelse af ejendommens tag og ydermure. Vedlagte ansøgning beskriver arbejde og omfang. Det fremgår, at istandsættelsesarbejdet vil beløbe sig til 1.920.306 kr. inkl. moms.
Det fremgår af ansøgningen, at forsamlingshuset kun har en mindre kassebeholdning der er låst til andet formål (ca. 20.000 kr.).
Høve Marks Forsamlingshus har i 2020 fået bevilliget byfornyelsesstøtte til murerarbejde, herunder reparation og maling af facader (77.296,25 kr.) De har dog aldrig benyttet/gjort brug af støtten og såfremt forsamlingshuset modtager den ansøgte støtte, annulleres tidligere støttetilsagn.
Høve Mark bad i 2021 Skælskør Bevaringsforening om at udarbejde en SAVE vurdering af forsamlingshuset. SAVE-Vurdering sammen med ejendommens kulturhistoriske beskrivelse er vedlagt. Det fremgår, at såfremt istandsættelserne gennemføres, vil bygningen have SAVE-værdi 4 (bevaringsværdig) Uden istandsættelse er bygningen SAVE 5. Administrationen er enig i bevaringsforeningens vurdering.
Retligt grundlag
Byfornyelseslovens §§ 22 og 26 og i bekendtgørelse nr. 144 af 21.02.2020 om støtteberettigede udgifter til bygningsfornyelse og udbud af bygge- og anlægsarbejder efter lov om byfornyelse og udvikling af byer.
Handlemuligheder
Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget har følgende handlemuligheder:
- Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget kan vælge at yde støtte med op til 100 % såfremt det er dokumenteret, at projektet ellers ikke kan gennemføres.
- Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget har også mulighed for at yde støtte med en mindre % sats. Ifølge bestyrelsen vil projektet ikke kunne gennemføres. Ud fra de foreliggende oplysninger fra forsamlingshuset vurderer administrationen, at det er dokumenteret, at forsamlingshuset ikke selv har midler, der kan indgå i projektet
- Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget kan vælge ikke at yde støtte til renovering af ejendommen.
Vurdering
Formålet med byfornyelsesmidler er bl.a. at sikre attraktive landmiljøer. Istandsættelse af landsbyernes forsamlingshuse kan ses som et af flere redskaber til at sikre udvikling, især af de mindre byer og landområderne generelt, idet forskønnelseseffekter, samlet brugbarhed og fællesskaber kan være med til at tiltrække nye beboere og dermed være med til at sikre grundlaget for mange af landsbyens funktioner.
Administrationen anbefaler generelt, at støtte til istandsættelse skal sikre, at bygningens originalitet og arkitektoniske værdi bevares eller højnes, og der stilles derfor krav til udførelse og materialer. Skælskør Bevaringsforenings SAVE-vurdering er vedlagt som bilag. Den samlede konklusion peger på, at bygningen noteres som bevaringsværdige, såfremt der ydes støtte.
Forsamlingshuset er beliggende i det åbne land og det er Høve Valgmenighed som driver og opretholder forsamlingshuset som almennyttigt forsamlingssted. En istandsættelse af huset vil sandsynligvis komme mange brugere til gode både fra den omkringliggende egn, men også andre som er interesseret vil kunne benytte faciliteterne. På den baggrund vil det være formålstjenesteligt at yde støtte til huset der inviterer til samlingssted for flere af kommunens borgere.
Bestyrelsen har indhentet 2 tilbud forud for ansøgningen. Det billigste er vedlagt, men fordi istandsættelsessummen er over 1 mio. kr. skal arbejdet udbydes i konkurrence og bestyrelsen skal have en uvillig rådgiver på opgaven (jf. Byfornyelseslovgivning). Der er i det fremsendte budget afsat midler til rådgiver. Udbuddet skal omfatte mindst 3 firmaer, og det er hensigtsmæssigt at mindst et af dem bør være udenfor kommunen.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ejendommen vil med sin beliggenhed kunne opnå byfornyelsesstøtte fra Landsbypuljen. Staten vil medfinansiere 60 % af kommunens udgifter. Hvis der ydes støtte på 100 % til forbedringsarbejder på ejendommen vil det, når refusionen fra staten fratrækkes, betyde en udgift for kommunen på maks. 768.123 kr. ekskl. moms.
Slagelse har i alt 11.916.091 mio. kr. statslige midler til disposition. Af disse ligger 1,25 mio. kr. på statens Ramme til Landsbyfornyelse 2020. Kommunens frist for at disponere midlerne udløber 31.3.23.
Status på kommunens byfornyelsesmidler januar 2023: 700.000 kr er ikke disponeret.
Hvis projektet godkendes er alle kommunens byfornyelsesmidler disponeret. Det betyder at flere kommende projekter (bilag 4) kan først igangsættes i 2024, hvor der er 928.000 kr på anlægskontoen.
Sager som kondemnering og genhusning, hvor kommunen som myndighed har pligt til at handle på, vil fortsat skulle finansieres.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Ingen bemærkninger.
_____________________________________________________________________________
Administrative bemærkninger pr. 06. marts 2023:
Sagen blev udsat idet udvalget ønskede flere oplysninger om andre ansøgninger om byfornyelsesmidler. Udover Høve Marks forsamlingshus har kommunen modtaget 8 ansøgninger. De er opsummeret i bilag 5.
Alle 9 ansøgninger bliver forelagt for udvalget i en ny sag på udvalgsmødet den 23.3.2023.
Økonomi
Slagelse har i alt 11.916.091 mio. kr. statslige midler til disposition, såfremt kommunen handler indenfor de oplyste frister.
Ramme til Landsbyfornyelse 2020 – 1.247.858 mio. kr. (frist 31.3.23)
Ramme til Landsbyfornyelse 2021 – 5.319.523 mio. kr. (frist 31.10.23)
Ramme til Landsbyfornyelse 2022 – 4.281.694 mio. kr. (frist 31.12.23)
Ramme til fornyelse af bymidter 2023 - 1.067.016 mio. kr. (frist 31.12.24)
De statslige midler forudsætter kommunal medfinansiering.
Status på kommunens byfornyelsesmidler pr. 27.2.23: 350.000 kr er ikke disponeret. Af disse er 70.000 kr foreløbigt reserveret til lovpligtige kondemnerings- og genhusningssager. Kommunen har derfor et restbeløb på 280.000 kr.
Foreløbig prioritering af ansøgninger
På baggrund af de begrænsede kommunale midler har Administrationen foretaget en prioritering af ansøgninger baseret på hvor meget værdi, de potentielt kan skabe for kommunens borgere og/eller foreningsliv. Der peges på 3 ansøgninger:
- Havrebjerg Forsamlingshus - kommunens udgift 88.860 kr.
- Boeslunde Byvej 142, 4242 Boeslunde (noteret bevaringsværdig) - kommunens udgift 10.500 kr.
- Østervej 15, 4243 Rude (noteret bevaringsværdig). Projektet vil kunne støttes med maks. 180.000 kr. Der vil derfor være krav om et mindre omfattende projekt eller finansiering fra husets ejer.
Administrationen anbefaler, at Havrebjerg Forsamlingshus ansøgning godkendes på baggrund af forsamlingshusets centrale placering midt i landsbyen. Huset kan med en istandsættelse fortsat danne ramme om aktiviteter, der tjener et fælles formål i lokalplanområdet, hvilket også er i tråd med kommunens strategi for byfornyelse og kommuneplanens fokus om at skabe rum for fællesskaber i landsbyerne.
I strategi for byfornyelse er et af indsatsområderne at istandsætte og bevare bevaringsværdige bygninger, da de kan højne kulturarven i et givent område.
Istandsættelse af Boeslunde Byvej 142 anbefales, idet ansøger beder om et beskedent beløb, der dog vil skabe en meget synlig forbedring/forskønnelse af et bevaringsværdigt hus set fra byvejen.
Østervej 15 er også bevaringsværdig og ligger i Rude i en af kommunens største landsbyer på en attraktiv grund. Ejendommen er ikke så synlig, men en istandsættelse vurderes at sikre, at en tidskarakteristisk bygning kan bevares og dermed højne Rudes attraktion. Der er endvidere tale om et projekt, der kan opdeles, og fortsat blive et godt resultatet. Alternativt kan ejer vælge at hæve sin egenfinansiering.