Kompetence
Teknik- Plan og Landdistriktsudvalget.
Beslutningstema
Teknik- Plan og Landdistriktsudvalget orienteres om det forventede udgiftsniveau på den kollektive bustrafik i 2024 samt i overslagsårene, hvor alt tyder på, at øget driftsomkostninger i 2022, 2023 og 2024, medfører at der skal findes yderligere reduktioner i serviceniveauet.
Forslag til mulige reguleringer og handlemuligheder vil blive præsenteret på mødet, hvor også Movia vil deltage. Udvalget skal med afsæt i præsentationen pege på de serviceregulerende forslag, som administrationen skal undersøge mere tilbundsgående frem imod sagens genoptagelse på mødet den 7. august.
Indstilling
Centerchefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,
1. at Teknik- Plan og Landdistriktsudvalget træffer beslutning om hvilke serviceregulerende forslag fra Movias præsentation der skal gennembearbejdes, frem imod det kommende udvalgsmøde.
Sagens indhold
Slagelse Kommunes budget til ”Bustrafik” afholder udgifter til lokale buslinjer, fælleskommunale buslinjer, administrationsbidrag til Movia, Flextur og Flexhandicap. Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget fastlægger serviceniveau for det samlede område, dog med den undtagelse, at kompetencen vedr. visitation til Flexhandicap er placeret i Seniorudvalget.
De øgede omkostninger til den samlede kollektive bustrafik inkl. flexhandicap-ordningen vil ikke kunne afholdes indenfor den nuværende budgetramme "Busdrift”, derfor vil det være nødvendigt, at der iværksættes korrigerende handlinger på dette område, hvilket kan være ændringer i serviceniveauet eller at området tildeles en øget budgetramme. I den forbindelse kunne det overvejes, om dele af den generelle pris- og lønfremskrivning, som følge af øget udgifter på brændstof og el, kunne tilføres dette budgetområde.
I budget 2024 skal der ske yderligere reduktioner på udvalgets driftsområder. Hvis budgettet der er afsat til ”Bustrafik” skal bidrage til disse reduktioner, skal der peges på servicereduktioner som ligger ud over dem der er nødvendige for, at der i overslagsårene opnås balance mellem budget og forbrug.
Byrådets beslutning om trafikbestillingen 2023 den 28. november 2022, hvor der blev reduceret i serviceniveauet med ca. 9,5 mio. kr. (helårsvirkning), skete med afsæt i Movias 1. behandlede budgettal 2024 for Slagelse Kommune (offentliggjort d. 28. juni 2022). Movias 2. behandling af kommunernes budgettal den 15. december 2022 viste, at kommunerne måtte forvente et væsentligt øget udgiftsniveau som følger af operatørernes øgede udgifter. Orienteringen blev fremsendt til regioner og kommuner efter bestyrelsesmødet, og denne blev den 16. januar 2023 via mail, viderebragt til Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget. Det skal bemærkes, at kommunen ikke var i besiddelse af denne viden da Byrådet traf beslutning om trafikbestilling for 2023 den 28. november 2022.
Movia bruger perioden mellem 1.- og 2.-behandlingen til at sikre, at regioner og kommuners får så retvisende et billede af udgiftsniveauet inklusive justeringer for de trafikbestillinger som Movia har modtaget senest den 31. oktober. Movias bestyrelse godkender på bestyrelsesmødet i december det 2.-behandlede budget, som umiddelbart herefter formidles videre til regioner og kommuner.
Da Slagelse Kommune fik udsat tidspunktet for afgivelse af trafikbestilling til 2023, var det først muligt for Movia af fremsende de retvisende økonomital for 2023 og overslagsårene den 9. marts 2023.
Movias forudsigelser for 2024 viser, at udgiften for kommunen øges med ca. 3,0 mio. kr. Dertil kommer, at Slagelse Kommune senest i 2024 skal afholde en udgift på 6,5 mio. kr. som i henhold til regnskabet for 2022 er kommunens efterregulering for dette år. Hvis de øgede driftsomkostninger samt efterreguleringen skal afholdes indenfor den afsatte budgetramme til området, vil det betyde, at omkostningerne til ”de gule busser” skal nedbringes yderligere.
Administrationen oplever en markant stigning i udgifterne til den visiterede flexhandicap-ordning, en stigning der lægger yderligere pres på busbudgettet. Udgiften til flexhandicap var i 2022 cirka 7,1 mio. kr., og som udgiftsniveauet for 2023 tegner nu, er der noget der indikerer, at udgiften vil blive omkring 8,9 mio. kr. (beregnet på baggrund af afholdte udgifter for 1/3-del af 2023). I regi af Seniorudvalget er der igangsat en sag om fastsættelse af et serviceniveau for tildeling af ekstrakørsel på flexhandicap-ordningen. I sagen, der har været i høring hos Ældrerådet, Handicaprådet, Rådet for Socialt Udsatte, Socialudvalget og Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget, vurderes det med afsæt i udgiftsniveauet i 2022 at kommunens årlige udgifter kan reduceres med ca. 1,1 mio. kr., til 6,0 mio. kr. Hvis der tages afsæt i den forventede udgift for 2023 må det antages, at den årlige udgift til flexhandicap i 2024 vil være ca. 7,8 mio. kr.
Af ovenstående kan det opsummeres, at under forudsætning af, at den kollektive bustrafik ikke tildeleles en øget budgetramme, vil det være nødvendigt, at der som minimum peges på justeringer i den offentlige bustrafik for et beløb på 7,0 mio. kr. i helårsvirkning, justeringerne skal realiseres med halvårsvirkning i 2024 og helårsvirkning de efterfølgende år. Kommunens valg af serviceniveau skal bestilles hos Movia, senest den 31. oktober 2023. Effekten af dette vil være balance mellem budget og udgifter i 2026. En væsentlig forudsætning vil være, at et serviceniveau på flexhandicap kan medvirke til at udgifterne til denne ordning i overslagsårene 2024 og fremefter maksimalt vil have en årlig udgift på 7,8 mio. kr.
Administrationen har anmodet Movia om at udarbejde forslag til tilpasninger af serviceniveauet på de buslinjer, som kører i regi af Movia (”de gule busser”), disse vil på udvalgets møde blive præsenteret af kommunens trafikrådgiver hos Movia, forud for udvalgets drøftelser om de tiltag der skal videre bearbejdes frem til udvalgets møde den 7. august 2023.
Retligt grundlag
Lov om trafikselskaber.
Handlemuligheder
På udvalgsmødet den 07. juni skal udvalget beslutte en retning for den kollektive trafik i Slagelse Kommune. Udvalget skal med afsæt i det oplæg som gives på udvalgsmødet pege på de forslag til justeringer i serviceniveauet, som administrationens skal udføre en mere detaljeret beskrivelse på.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at der arbejdes videre med forslag til reduktioner, og at ændringer i den kollektive bustrafik i videst mulige omfang tilgodeser, at den kollektive bustrafik kan understøtte de skoledistrikter, som blev besluttet i Byrådet den 23. januar 2023. Derudover anbefales det, at administrationen sammen med Movia med afsæt i budgetrammen som besluttes med budgetaftalen 2024(-27) igangsætter en proces med at retænke den kollektive trafik i Slagelse Kommune. Processen skal understøtte, at administrationen i perioden fra primo 2025 og frem imod, at der skal afgives trafikbestilling 2026 i oktober 2025 kan have dialog med udvalget om, hvordan en ny struktur for den kollektive trafik kan være.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for den kollektive bustrafik, når det tages i betragtning, at trafikbestilling 2023 ikke opnåede den ønskede effekt pga. øget udgiftsniveau, samt at efterreguleringen for 2022 der beløber sig til ca. 6,5 mio. kr. skal betales primo 2024.
Nedenstående tabel viser udgifter til kollektiv bustrafik uden at der tages højde for efterreguleringen for 2022 samt justeringer i forbindelse med trafikbestilling 2024.
1.000 kr. | 2023 | 2024 | 2025 | 2026 |
Budget - Bustrafik | 53.648 | 53.648 | 52.199 | 52.199 |
Movias beregnede udgiftsniv. – ”de gule busser” | -42.700 | -36.261 | -35.931 | -35.865 |
Kommunebus | -5.800 | -5.500 | -5.500 | -5.500 |
Flextur og Flexhandicap *) | -13.280 | -12.292 | -12.264 | -12.247 |
Overførsel mellem årene | 0 | -8.132 | -8.537 | -10.033 |
Resultat (negativt fortegn angiver et merforbrug) | -8.132 | -8.537 | -10.033 | -11.446 |
*) Der er regnet med en maksimal udgift på 7,8 mio. kr. til Flexhandicap 2024 og fremefter
Tabellen herunder viser udgifter til den kollektive bustrafik, når denne påvirkes med efterreguleringen for 2022 samt justering i forbindelse med trafikbestilling 2024.
1.000 kr. | 2023 | 2024 | 2025 | 2026 |
Budget - Bustrafik | 53.648 | 53.648 | 52.199 | 52.199 |
Movias beregnede udgiftsniv. – ”de gule busser” | -42.700 | -36.261 | -35.931 | -35.865 |
Kommunebus | -5.800 | -5.500 | -5.500 | -5.500 |
Flextur og Flexhandicap *) | -13.280 | -12.292 | -12.264 | -12.247 |
Efterregulering 2022 | 0 | -6.484 | 0 | 0 |
Trafikbestilling 2024 | 0 | 3.500 | 7.000 | 7.000 |
Overførsel mellem årene | 0 | -8.132 | -11.521 | -6.017 |
Resultat som følge af yderligere reduktioner | -8.132 | -11.521 | -6.017 | -430 |
*) Der er regnet med en maksimal udgift på 7,8 mio. kr. til Flexhandicap 2024 og fremefter
Tværgående konsekvenser
Reduktioner i serviceniveauet for den kollektive trafik, vil medføre en reduktion af den velfærd som stilles til rådighed for kommunens borgere og gæster. Reduktioner i den kollektive bustrafik kan have negative konsekvenser for borgerrettet velfærd under stort set alle kommunens politiske fagudvalg. Særligt kan det fremhæves at den kollektive bustrafik i nogen udstrækning understøtter Børne- og Ungeudvalget forpligtigelse om befordring af elever, som jf. folkeskoleloven er berettiget til kommunal befordring. Yderligere vil et ændret serviceniveau have betydning for forhold under; Seniorudvalget, Socialudvalget, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Klima- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget.
Sagens videre forløb
Sagen behandles løbende i Teknik-, Plan- og Landdistrikts-udvalget frem til udvalgets trafikbestilling den 02. oktober 2023.
Trafikbestillingsgrundlaget som behandles i udvalgets møde den 7. august 2023 sendes i 3 ugers høring i perioden fra den 8. august 2023 til den 29. august 2023.
Der skal senest den 31. oktober 2023 afgives trafikbestilling til Movia, for de ændringer der skal ske i bustrafikken ved køreplanskiftet juni 2024.