Møde i udvalget d. 7. juni 2021

6.     Anmodning om opstart af lokalplan for publikumrelaterede aktiviteter på Krænkerupvej 14A, Slagelse (B)

Sagsnr.: 330-2021-33033               Dok.nr.: 330-2021-160406                                          Åbent

Kompetence: Miljø-, Plan og Landdistriktsudvalget

Beslutningstema

Miljø-, Plan og Landdistriktsudvalget skal tage stilling til, om en lokalplan for Ertebjerggaard, nord for Slagelse, skal sættes i gang.

Sagens indhold

Ejeren af Ertebjerggaard med rådgiver Fjerring A/S anmoder om opstart af en lokalplan for en bred vifte af etablerede bygninger og publikumsorienterede anvendelser på ejendommen. Lokalplanens formål er at lovliggøre de allerede opførte bygninger og tilhørende aktiviteter på området, samt at sætte rammer for bygherres fremtidige planer for matriklen.

Lovliggørelse af allerede opførte bygninger/aktiviteter omfatter bl.a. paintball bane, escaperooms, trætophytte, grillhytte, shelterplads og orangeri, se Bilag 2. Planlagte kommende projekter består af en middelalderborg og put & take fiskesø.

De allerede opførte bygninger er alle opført i naturmaterialer, primært træ og de har et naturligt udseende. Alle fremtidige bygninger tænkes opført i samme stil, dette sikrer at det overordnede indtryk er gamle naturlige bygninger.

Adgangsvejen til området sker via Krænkerupvej, og færdsel på området sker via mindre stier, mellem de forskellige aktiviteter. Der er etableret parkeringsplads til ca. 50 biler ved indkørsel til området.

De allerede opførte bygninger, samt fremtidige bygninger, kobles ikke på regnvandskloakken, men regnvandshåndteringen foregår på matriklen.

Der er ingen eksisterende lokalplaner for området.

Lokalplanområdet ligger i landzonen og er ikke omfattet af en kommuneplanramme. Lokalplanen forudsætter derfor et tillæg til kommuneplan.

Retligt grundlag

Lokalplaner tilvejebringes efter planlovens kapitel 5. Kommuneplantillæg tilvejebringes efter planlovens § 23c.

Handlemuligheder

A.    Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget kan vælge at imødekomme lokalplananmodningen. Det vil betyde, at lokalplanlægningen sættes i gang, og at det på sigt vil være muligt at anvende ejendommen til publikumsorienterede aktiviteter.

B.    Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget kan vælge ikke at imødekomme lokalplananmodningen. Det vil betyde, at de allerede opførte bygninger med tilhørende aktiviteter ikke kan lovliggøres, og de planlagte anvendelser ikke vil kunne realiseres.

Vurdering

Ertebjerggaard er en landejendom som tilbyder STU-uddannelse, til unge med særlige behov. Formålet med uddannelsen er, at hjælpe de unge med at opnå personlige, sociale og faglige kompetencer, til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt, og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse. Som en del af forløbet, kan de unge få en ansættelse på gården, hvor de står for nogle af de nyopførte aktiviteter, for derigennem bl.a. at kunne udvikle deres sociale kompetencer. Administrationen vurderer at Ertebjerggaard varetager en vigtig uddannelsesmæssig rolle, og at det er et vigtigt sted for de unge, som deltager i STU forløbet.

Lokalplanområdet er beliggende i landzonen, og understøtter Slagelse kommunes udviklingsstrategi om, at tilgodese flere oplevelser i det åbne land. Da der er god afstand til de omkringliggende nabogårde, burde evt. støj fra aktiviteterne ikke genere naboerne.   

De fremtidige planer med opførelsen af en middelalderborg og en fiskesø, vil optage et stort areal i matriklens sydvestlige hjørne. Middelalderborgen bliver 8 m på de højeste steder, og skiller sig derfor ikke ud blandt de eksisterende bygningers højder. Fiskesøen placeres hvor terrænet er lavest og forstyrrer ikke beskyttede naturtyper. 

Administrationen vurderer, at en lovliggørelse af de allerede etablerede bygninger vil give Ertebjerggaard mulighed for at bidrage positivt til de unges uddannelse. Her kan oplevelser og muligheder skabes, udenfor byzonen, og de unge kan indgå i nye fællesskaber. Det anbefales på den baggrund, at anmodningen om opstart af en lokalplan for Ertebjerggaard, med lovliggørelse af allerede opførte bygninger, samt en muliggørelse af fremtidige planlagte byggerier på matriklen, imødekommes.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Miljø, Plan og Teknik chefen indstiller,

1.    at Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalgt beslutter, at lokalplanen for Ertebjerggaard sættes i gang.

Bilag

330-2021-181904

Bilag 1 - Lokalplananmodning - Krænkerupvej 14A - Ertebjerggaard

330-2021-171276

Bilag 2 - Situationsplan - Ertebjerggaard

330-2021-173712

Bilag 3 - Billeder - Ertebjerggaard

330-2021-177645

Bilag 4 - Middelalderborgen - Plan og facader

Beslutning i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 7. juni 2021:

Fraværende: 

Godkendt.