Møde i udvalget d. 28. juni 2017

1.     Rugvænget 8 4200 -  tilbygning af kølerum og frostrum

Sagsnr.: 330-2017-45797               Dok.nr.: 330-2017-428278                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om et ændret projektforslag til opførelse af tilbygninger til eksisterende bebyggelse skal danne grundlag for bebyggelsesplan i forbindelse med lokalplanlægning for området.
Baggrund
I forbindelse med en tidligere ansøgning besluttede udvalget på mødet den 6. juni 2017, at nedlægge forbud i henhold til Planlovens § 14, med henblik på at udarbejde en ny lokalplan for området.
Virksomheden Danish Pork Meat har efterfølgende med beskrivelse fra E. L. Consulting fremsendt nyt projektforslag med ændringer til størrelsen og højden af tilbygningen, samt flytning af ramper og køleranlæg.
Bygningshøjden er gjort en ½ m lavere til en højde på 8 m.
Tilbygningen er trukket 2,5 m fra tinglyst 10 m beplantningsbælte til en afstand af 12,5 m fra naboskel, og tilbygningen reduceres derved med 58 m².
Rampe og sluser er flyttet længere mod vest og dermed også længere fra naboskel.
Kompressorer på tag flyttes til støjisoleret rum bag rampeområdet.
Ejendommen ligger i kommuneplanens rammeområde 1.4E1 udlagt til lettere industri, som virksomheden ikke er i strid med, og ligeledes overholdes tilladt bebyggelsesprocent både i forhold til kommuneplanen og til bygningsreglementet.
Retligt grundlag
Planlovens kapitel 6.
Handlemuligheder
1. Godkende det nye projektforslag som grundlag for bebyggelsesplan for ejendommen i forbindelse med udarbejdelse af lokalplan for området.
2. Kommunen selv ved lokalplanlægningen fastlægger bebyggelsesplan for ejendommen.
Vurdering
Center for Teknik og Miljø har vurderet på det nye projektforslag og anser, at den påtænkte udvidelse vil afstedkomme et lavere støjbidrag til ejendommene beliggende på Havretoften, set i forhold til den nuværende virksomhed.
Det lægges til grund for denne vurdering at:
· Den projekterede tilbygning vil afskærme for transportstøj mod Havretoften.
· At den ændrede placering af køleanlægget giver anledning til mindre støj.
· At areal hvor nye tilbygning skal ligge, ikke længere vil blive anvendt til aktiviteter som i dag er tæt på skel.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at projektforslaget godkendes som grundlag for bebyggelsesplan til ejendommen i forbindelse med udarbejdelse af ny lokalplan for området.
Beslutning i Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget den 28. juni 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V), Steen Olsen (A)
Udvalget godkendte projektforslaget med en max. bygningshøjde på 6 m.
Såfremt virksomheden ønsker en kipløsning, fremsendes forslag til Udvalget og naboerne. Naboernes kommentarer til forslaget medtages i den efterfølgende udvalgsbehandling.
Udvalget ønsker en mindre massiv facadebeklædning i træ, mursten eller lignende, svarende til karakteren af et boligområde.