Møde i udvalget d. 4. december 2017

6.     Den kriminalpræventive indsats i udsatte boligområder i Slagelse og Korsør (B)

Sagsnr.: 330-2017-54957               Dok.nr.: 330-2017-720415                                          Åbent
Kompetence: Uddannelsesudvalget
Beslutningstema
Uddannelsesudvalget skal beslutte den fremtidige kriminalpræventive indsats i udsatte boligområder i Slagelse og Korsør.
Baggrund
På byrådets møde den 26. juni 2017 blev det besluttet, at Uddannelsesudvalget skulle tage stilling til et oplæg, der nytænker den kriminalpræventive indsats inden for Helhedsplanens rammer under hensyntagen til medfinansiering fra Landsbyggefonden.
Den 7. august og 2. oktober 2017 drøftede Uddannelsesudvalget den kriminalpræventive indsats i de udsatte boligområder i Slagelse og Korsør.
I forlængelse heraf har administrationen udarbejdet et forslag til den kriminalpræventive indsats. Forslaget tager afsæt i fem elementer:
· Evidens omkring kriminalitetsforebyggelse generelt og i særdeleshed i udsatte boligområder
· Møder med interessenter og samarbejdspartnere i områderne om deres ønsker og behov (se bilag 2).
· Undersøgelse blandt de unge, som bruger Basen og Rosenkildegården (se bilag 3)
· Inddragelse af medarbejdere i Basen og Rosenkildegården (se bilag 4).
· Samarbejdsaftaler med Socialstyrelsen samt Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), Nationalt Center for forebyggelse af ekstremisme.
Forslaget er beskrevet uddybende i bilag 1 og indebærer i overordnede træk at:
Hovedformål og opgaver:
Hovedformålet med indsatsen er, at bygge bro til almenområdet. Hovedopgaverne i både Korsør og Slagelse er:
· Arbejde forebyggende ind i skolerne i områderne i forhold til de udfordringer skolerne ser om f.eks. forældresamarbejde, udadreagerende unge og konkrete projekter (et eksempel er Superlæsning med Broskolen).
· Samarbejde med andre aktører på området omkring de unge (politi, kommune, helhedsplan, foreningsliv, forretningsliv).
· Drift af væresteder med fast åbningstid på tre matrikler (i Kvarterhuset i Korsør, og i Oasen og Rosenkildegården i Slagelse).
· Opsøgende arbejde på gaderne og synlighed i områderne.
· Aktiviteter for områderne som relaterer sig til gadeplan, f.eks. familiedage med mere.
· Online tilstedeværelse og kommunikation med områdernes unge. 
Organisatorisk og lokalemæssig forankring:
Indsatsen forankres i SSP-organisationen under Center for Skole for at muliggøre og forenkle arbejdet med kriminalitetsforebyggelse.
Arbejdet i områderne organiseres i en ny enhed, som i praksis består af det nuværende Rosenkildegården og Basen. Enheden forankres lokalemæssigt i Slagelse, i Rosenkildegården.
Rosenkildegården reorganiseres, sådan at det udover at huse aktiviteter for unge i målgruppen får en ny funktion som et forebyggelseshus. Allerede i dag bruges huset i dagtimerne af dagplejen og mødregrupper under sundhedsplejen. Herudover kan forebyggelseshuset huse:
- SSP og skolekontaktpersoner
- Samarbejdsfora med politiet om kriminalitetsforebyggelse og udmøntning af sociale foranstaltninger efter Serviceloven (f.eks. Listemøder i henhold til Retsplejelovens §115 og netværkssamråd)
- Projekter under sundhedsplejen (f.eks. grupper for unge mødre) og PUI (f.eks. cool kids)
- Indsatser under Rusmiddelcentret til unge, Firebirds og grupper fra Slagelse Familiecenter.
- Andre, som vil lave aktiviteter i området med henblik på at skabe bro til målgrupper, man vil i kontakt med. For eksempel børn og unge, som går på Marievangskolen og ikke går i Marievangsklubben.
En optælling af unge brugere i hhv. Rosenkildegården og Basen i efteråret 2017 viser, at Rosenkildegården ikke har tilstrækkelig kontakt til målgruppen, mens Basen i langt højere grad har kontakt til målgruppen. Der er ca. 40 brugere af Rosenkildegården alle under 18 år. I Basen er der ca. 80 brugere under 18 år og 15 brugere over 18 år. Det foreslås derfor, at en del af værestedets aktiviteter i Rosenkildegården flyttes til Oasen, der ligger centralt i det udsatte boligområde. FOB og Helhedsplanen har givet tilsagn til, at der kan etableres et værested i Oasen.
Aktiviteterne i det nuværende Basen bibeholdes i Kvarterhuset.
Enheden og Rosenkildegården og Basen får nyt navn, som tilkendegiver, at der er tale om én enhed, som huser både gadeplansarbejde, drift af to væresteder og kriminalitetsforebyggende aktiviteter i områderne i øvrigt.
Betaling
Der er to muligheder i forhold til betaling:
· Enten kan værestederne fortsætte uden forældrebetaling, men med deltagerbetaling for aktiviteter, mad mv. I denne model sidestilles tilbuddene med sociale væresteder, hvor der ikke opkræves betaling.
· Alternativt kan der opkræves forældrebetaling i værestederne. I denne model kan tilbuddene sidestilles med klubberne, hvor forældrebetalingen udgør:
Juniorklub: 554 kr. pr. måned for 4. klasse og 224 kr. for 5.-7. klasse
Ungdomsklub: Gratis for 7. klasse op til 18 år
            Hvis denne model indføres kan det medføre en nedgang i antallet af brugere.
Hvad er det nye i forslaget
Forslaget medfører:
- Større fleksibilitet i opgaveløsningen, da medarbejderne i den samlede enhed kan hjælpe der, hvor der i en given periode er mest behov for det. Det kan f.eks. være i områder, hvor der i perioder er meget uro, eller samarbejde med en klub i et område, hvor unge med en uhensigtsmæssig adfærd holder til.
- Større mulighed for at etablere kontakt til målgruppen og være tæt på de unge, bl.a. ved at flytte en del af væresteds-aktiviteterne under Rosenkildegården til Oasen.
- Tættere samarbejde med alle parter og interessenter omkring de unge i områderne. Udover den etablerede kontakt til parterne og indhentelse af deres input til forslaget bidrager etableringen af forebyggelseshuset i Rosenkildegården til en tæt kontakt til relevante aktører omkring de unge i områderne.
- Høj grad af tværfaglighed idet indsatsen forankres i SSP-organisationen, der giver adgang til det eksisterende SSP-netværk og en række veletablerede samarbejdsflader. Herved sikres den tværfaglighed, som er nødvendig for at lykkes i det kriminalitetsforebyggende arbejde. 
- Særligt fokus på den forebyggende del, hvor medarbejderne handler proaktivt, rettidigt og på tværs for at foregribe situationer.
Retligt grundlag
Ingen bemærkninger
Handlemuligheder
Uddannelsesuddannelsesudvalget kan godkende forslaget til den kriminalpræventive indsats i de udsatte boligområder i Slagelse og Korsør som det foreligger eller med ændringer.
I forhold til lokalitet kan Uddannelsesudvalget beslutte, at en del af aktiviteterne under værestedet i Slagelse flyttes fra Rosenkildegården til Oasen. Eller at alle aktiviteter bibeholdes i Rosenkildegården.
I forhold til betaling kan Uddannelsesudvalget beslutte at indføre forældrebetaling i værestederne, eller fastholde at brug af værestederne er gratis udover brugerbetaling.
Vurdering
Administrationen vurderer, at forslaget til nytænkning af de kriminalpræventive indsatser i Ringparken og Korsør dels imødekommer de bemærkninger, som blev fremsat i byrådet i forbindelse med behandling af et forslag om at afvikle indsatserne, samtidig med at det bygger på evidens og en foreløbig undersøgelse af behov hos såvel unge som andre interessenter i områderne. 
Administrationen vurderer, at den foreslåede flytning af nogle af væresteds aktiviteter fra Rosenkildegården til Oasen kan bidrage til at få fat i en større del af de unge i målgruppen og skabe en tættere kontakt til unge i miljøet.
Specifikt i forhold til betaling vurderer administrationen, at værestederne skal fortsætte uden forældrebetaling, da de er at betragte som et socialt værested, og det kan få konsekvenser for antallet af brugere og dermed kontakten til målgruppen, hvis der indføres forældrebetaling. 
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Forslaget kan gennemføres indenfor den vedtagne økonomiske ramme. Rosenkildegården forventer et merforbrug i 2018 grundet budgetbesparelsen på 1,5 mio. kr. Merforbruget vil kunne nedbringes indenfor tre år og tages op i forbindelse med budgetopfølgning 1 i 2018.
Forslaget har ingen personalemæssige konsekvenser.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Centerchefen for Skole indstiller,
1.    at Uddannelsesudvalget vedtager forslag til nytænkning af de kriminalpræventive indsatser i udsatte boligområder i Slagelse og Korsør.
2.    at Uddannelsesudvalget godkender flytning af nogle af aktiviteterne under værestedet i Slagelse fra Rosenkildegården til Oasen
3.    at Uddannelsesudvalget tager stilling til forældrebetaling
Beslutning i Uddannelsesudvalget den 4. december 2017:
Fraværende:  Johnny Persson (V), Thomas Clausen (Ø)
Første "at": Drøftet med beslutning om, at administrationen arbejder videre med forslaget - og forelægger det på kommnede udvalgsmøde.
Andet "at": Godkendt som princip.
Tredje "at": Afventer og skal ses i sammenhæng med sagsbehandlingen i forhold til første"|at".
Niels Christian Nielsen (A) og Tommy Borgstrøm (Udenfor partierne) er tilhænger af brugerbetaling.
Bodil Knudsen (A) er imod brugerbetaling til sociale tilbud.